I skyggen af en skilsmisse

“Vi skal da have noget fra Møgeltønder.” Stort set sådan lød det til sidste redaktionsmøde på bladet. Og hvis chefen vil have noget fra Møgeltønder, så får han det. En tur til det smukke vestlige Sønderjylland, lokale rygter om skilsmissen og et møde med entusiastiske klubmennesker lyder også som en god måde at tilbringe en…



Det er en frisk spadseretur. Fra Tønder skal man ud på Møgeltønder Omfartsvej, og så drejer man til venstre af Schackenborgvej. Følger vejen forbi det store hvide slot og ind på den hyggelige Slotsgade, der pynter sig med titlen ‘verdens smukkeste landsbygade’, med brosten og stråtækte huse. Her ligger ‘Mormors lille café’, som i et lavloftet rum serverer cafémad lavet med hjertet. Skribenten beder om en sandwich, som viser sig at bestå af to skiver friskbagt brød med en slags nødder i. Og masser af de selv i det københavnske cafémiljø så moderne rødløg. De er med på noderne i det sydvestlige Danmark.
Efter seks timer undervejs for at komme til Møgeltønder er det himmelsk at hvile de ømme og, ser det ud til, hævede ben og nyde et måltid lavet med en moders kærlighed – eller måske snarere en mormors kærlighed. Nå, det kan ikke være mad og drikke det hele. Tilbage på Slotsgade, der ligner et glansbillede i eftermiddagssolen. Ah, hvem der kunne slå sig ned i baghaven af Mormors café og nyde de sidste solstråler. Tage del i bysladderen om Jokke og Alex og møde det lokale Møgeltønder.
Men der er en fodboldkamp, der skal ses, så turen går videre. Fra Slotsgade til højre ad Møllevej og så er man fremme ved Møgeltønder Stadion.
Her spiller den lokale fodboldklub Møgeltønder Ungdoms- og Idrætsforening sine kampe i den jyske region 4, serie 5 pulje 108. I Schackenborgs baghave. Bane to ligger helt op til slottet, og der er frit udsyn, så man kunne frygte, at spillere i tidens løb er gået i stå med kampen for at spejde efter de royale naboer.
-Tidligere var der en granplantage, der dækkede slottet, men ved stormen i 1999 blæste det hele omkuld og væk. Så nu er der frit udsyn, fortæller Møgeltønders fodboldformand Ove Hansen.



-Det nye klubhus blev indviet i 1988 af Prins Joachim, som blev æresmedlem af klubben ved samme lejlighed. Men ellers har vi ikke set meget til ham, siger Ove Hansen og viser en mindeplade frem fra indvielsen.
I det hele taget ser klubben ikke meget til ret mange af de lokale beboere. Møgeltønder er en lille by. Faktisk en landsby. Og den lokale opbakning imponerer ikke fodboldformanden.
-Folk har travlt med at slå græs og klippe hæk. Sådan er det. Der kommer vel 4-5 tilskuere til vores kampe, siger Ove Hansen, og han forsikrer, at skilsmissen hos naboerne på slottet ikke vil påvirke tilskuertallene fremover. Bare lige for at berolige sponsorer og investorer.

Det er højest sandsynligt, at klubbens investorer trænger til beroligelse. Tidligere var der mere liv i byen, og dermed bedre muligheder for at rekruttere nye spillere. For knap 10 år siden lukkede seminariet i Tønder, og siden er både kasernen og sygehuset også lukket ned. Det går også ud over Møgeltønders muligheder, fordi der forsvinder en stor del af områdets unge mennesker.
-Hvis de får en læreplads i Tønder, så bliver de i området, men ellers så forsvinder de jo, når de skal uddanne sig. På Møgeltønder skole, hvor jeg er lærer, skal vi nu også skære ned, så børnene kun går hos os til og med 6. klasse, fortæller Ove Hansen.
Han virker ikke desillusioneret, men forholder sig realistisk til mulighederne for at skabe en blomstrende idrætsforening under forhold, der hele tiden giver stor udskiftning i spillermaterialet.
-Jeg finder stor tilfredsstillelse, når jeg ser byens unge mennesker løbe rundt hos os og spille bold. At vi kan tilbyde dem en eller anden form for aktivitet her i byen, fortæller Ove Hansen.
Selv om det overvejende drejer sig om syvmandsfodbold i ungdomsafdelingen, så er klubbens omkring15 hold alligevel imponerende for en by med 1000 indbyggere. Der er mulighed for, at børn i alle aldre i Møgeltønder kan spille med og mod jævnaldrende. Da Ove Hansen i starten af firserne startede i klubben var der et ungdomshold. Møgeltønder UIF er en paraplyforening, hvor der både spilles håndbold, fodbold og danses folkedans. Men det giver også et internt konkurrencemoment i hvervningen af spillere.
-Om sommeren ligger vi i skarp konkurrence med markhåndbold om spillerne. Simpelt hen udendørs håndbold spillet på græs. I fodboldafdelingen har vi valgt ikke at satse på indendørs fodbold, netop for at give plads til andre idrætsgrene også. Men markhåndbolden er stor hernede, siger Ove Hansen med et skævt smil.

Dagens kamp på Møgeltønder Stadion har trods markhåndbolden lokket to fuldtallige hold på banen. De lokale helte møder Sparta Døstrup, og begge hold har fået en noget skidt start på efteråret med fire nederlag. En enkelt sejr er det blevet til for hver, da begge hold har fået tre point ud af kampen mod Ribes hold, som har trukket sig.
Måske på grund af de store chancer for efterårets første sejr er der mange tilskuere på lægterne. Op mod en fordobling af det normale tal på 4-5 stykker, som formanden Ove Hansen har stillet i udsigt.
-Behøver jeg klæde om?
Møgeltønders målmand er lige ankommet og står med en cigaret i munden og stiller spørgsmålet med et glimt i øjet. Der er spillet et kvarter af kampen, og måske øjner han chancen for en stille eftermiddag på sidelinjen. Den går ikke.
Kampen bølger frem og tilbage, men ved pausen har gæsterne fra Døstrup sikret sig en for serie 5 beskeden føring på 1-0.
I pausen forsøger Møgeltønders træner Christian Troelsen – ikke i familie med Tommy – at give sine spillere så simple dessiner som muligt. Med fagter og ord lykkes det ham at opildne spillerne, og i anden halvleg går det bedre, og Møgeltønder scorer to gange. Da Døstrup desværre også scorer en enkelt gang, ender kampen 2-2, og ingen af holdene har endnu sejret siden sommerpausen.

Hjemmeholdets træner Christian Troelsen fortæller efter kampen, stadig med blussende kinder efter ophidselsen over det uafgjorte resultat, at holdet gør alting forkert på dagen.
-Det må man lære at leve med. I en klub som vores må man sætte sig ud over, at der er fis og ballade i truppen. Det er ikke så seriøst. Men jeg forsøger at få spillerne til selv at se, hvor de kan blive bedre. For eksempel har de indset, at de er i for dårlig form til overhovedet at spille fodbold, fordi jeg har givet dem en test, som jeg kalder en Kipketer. De skulle løbe 800 meter, og de kunne dårligt stå op bagefter. Det er blevet meget bedre, fordi vi træner hårdere nu. Fordi det er sjovere at spille fodbold, når man vinder, siger Christian Troelsen forklarende.
Det er hele tiden en konstant dans på en line for at ramme balancen mellem seriøsitet og afslappet sjov. Hvis træningen bliver for hård, så bliver spillerne væk, men hvis den ikke er hård nok, så taber de for mange kampe, og det giver også problemer.
-Vi har tabt de første fire kampe i efteråret. Nu er vi blevet til et telefonhold. Jeg må tit sidde og ringe rundt for at finde spillere nok, siger Christian Troelsen, og skynder sig at tilføje, at han ikke vil beklage sig, fordi det er vilkårene i en klub på Møgeltønders størrelse.

Skolelæreren og fodboldformanden Ove Hansen bor naturligvis på Guldhornsvej i Gallehus kun et par kilometer fra Stadion – i hvad der nu er blevet gåafstand for skribenten. Her fandtes i 1639 og 1734 Guldhornene, som senere blev stjålet og smeltet om af den fattige guldsmed Heidenreich.
Næsten analogt hermed fortæller Ove Hansen historien om gadecykelløbet i Møgeltønder.
– Fodboldafdelingen afholdt et cykelløb, hvor overskuddet blev på næsten 90.000 kroner. Men alle pengene røg i hovedkassen i klubben for at dække håndboldafdelingens store satsning. Det var dengang, der blev satset på elitehåndbold i Møgeltønder. siger han ikke uden en snert af bitterhed med henvisning til klubbens år i divisionerne.
Det kunne være blevet til mange oplevelser for medlemmerne af klubbens ungdomsafdeling, men sådan skulle det ikke være. Det er nu ikke, fordi økonomien halter i klubben. En gang om året fløjtes op til Møgeltønder Cup, hvor der spilles omkring 200 kampe på det lille stadion i løbet af to dage med deltagere fra både Tyskland og Sjælland, og derudover holdes der slotsrock med efterfølgende indtægter til klubben. I dag er elitehåndbold afdelingen lagt over i en separat afdeling, der ikke belaster eller belastes af klubbens øvrige økonomi.
I det hele taget virker klubben levedygtig i al sin lidenhed, og selv om byen mister en vigtig attraktion i prinseparret, så er der stadig mange spændende oplevelser at hente i Møgeltønder. Her er mange huse til salg, og det hjælper nok ikke på priserne, at Alexandra flytter fra byen. Så hvis man skynder sig, kan man nå at flytte til byen, inden klubben vinder sin første sejr i efteråret… Hvis man kan løbe 800 meter, kan man måske endda få lov til at være med på holdet.
Skribenten skal hverken gå eller løbe 800 meter – han skal derimod med IC3-toget hjem fra Danmarks sydvestligste hjørne til den trygge redaktion i Ålsgårde.





Her er Superligaens 5 bedste off. midtbanespillere

– Han har været en decideret atombombe

FCK-komet: ‘Vil aldrig spille for denne klub’

Denis Vavro amok til indendørsstævne i Slovakiet

Udenlandsk klub henter OB’s U19-træner

Afsløring: Ny trænerduo på plads i Lyngby Boldklub

Afsløring: Derby tæt på at købe Oscar Fraulo

Fælder dom over Højlund

Nyt job – Johannes Hoff Thorup skriver snart under

Han peger på Simon Kjær

Transferplanen: Han ligner OB’s 1. stjernesigning

Store problemer for tidligere FC Midtylland-bomber

– Du har udstråling som tagpap

Mads Kristensen vælger Horsens: Store ambitioner

Husker du Blas Riveros? Nu har han vild succes

Overvejer Mathias Jensen-køb

Magisk aften for FC København-stjerne

Superliga-salg til 50 mio – nu koster han 600 mio!

Skal betale rekordbeløb for Superliga-profil

Grimme tv-billeder af dansker trækker overskrifter

Presset Frank: Her er vores store problem

Afslører vild Lukas Lerager-bonus 

– Det tager på mig psykisk, og det er hårdt

Hvad vil Steve Cooper med det her Brøndby-hold?

Tidligere Superliga-bomber sættes af på øde ø nu

Forlod FCK i sommer – nu vil han lave stort skifte

Michael Gregoritsch flirter med denne klub

Han har fået et gennembrud – ser livsfarlig ud!

Henter dansker – får god pakke

Bekræfter: Skifter til FC Midtjylland

Lerager ser forandret Kamil Grabara

Kevin Diks jubler: Det var fantastisk!

Kollapset skifte: Tidligere Brøndby-stjerne gratis

Sammenligner med Superligaen: ‘Det er absurd’

Lukas Lerager er ellevild: Langt bedre end i FCK

Guld i 1. division: 10 oplagte Superliga-emner

Kæmpe succes – Hjulmand overgår Xabi Alonso 

Målfattigt lokalderby i Afrika

I svime over Gidsel: ‘Legestue!’

Ny nedtur for Ansu Fati

Dansker stjal overskrifterne: Virkelig smertefuldt

Kryptisk Vingegaard: Vil pludselig ikke sige det

Transferplanen: Få da bare hentet ham!

Ny situation for Frank: Mister vigtig mand

– Alle taler om dem!

– Et frygteligt scenarie

Vil gøre det onde ved Vingegaard-rival

Nævner pludselig Vingegaard: Kom fra en fiskebutik

– Det bliver en lang skade

Knæopereret Neymar håber på VM