Krønikør fra Kalundborg

74-årige Henry Smith er i gang med en karriere som krønikeskriver i fodbold. For to år siden udkom en bog om Harald Nielsen og det berømte Frederikshavner-hold fra omkring 1960, og for nylig udsendte den tidligere journalist fra Kalundborg så “Verdens hårdeste skud”, som hverken tillægges Roberto Carlos eller Peter Lorimer, men såmænd Finn Hansen fra Kalundborg, der skabte rædsel hos modstandere i Sjællandsserien og Kvalifikationsturneringen i halvtresserne og tresserne.

Men også hos sin egen målmand, Svend Erik Søndergaard, der forlod en skudtræning med ordene: “Han er jo livsfarlig den mand”.

“I en kamp mod Birkerød sparkede han en frisparksbold, som kun strøg en halv meter over jorden, men peb 35 meter gennem luften – og drønede ind i målhjørnet. Mange husker det endnu. Bolden slog mod netbøjlen og videre ind bag den totalt forvirrede målmand, hvor den så havnede ovre i det modsatte sidenet,” skriver Henry Smith.

Finn Hansen fra KGB, som Kalundborg-klubben kaldes i daglig tale, var en af de mange, der var stjerner på lavere niveau, men som med hårdere og mere målrettet træning kunne have fået berømmelse oveni karrieren. Smith nævner mange af fortidens lokale helte i sin bog, men fulgte også som journalist området tæt i mange år og husker også lokale besøg af verdensstjerner som Ferenc Puskas og Bobby Moore.

– Vi har ikke haft mange store fodboldspillere i det vestsjællandske, og når de bedste klubber, Holbæk, Slagelse og Kalundborg, i dag ikke er højere placeret end 2. division, skyldes det mangelen på en Heino Hansen, en Jørgen Jørgensen osv. Altså nogle, der både på havde det boldmæssige talent også havde det mentale overskud og vilje.

Henry Smith husker godt og har spillet senior- eller old boys-fodbold med og mod en del af de lokale, men derudover har han researchet i otte måneder for at få detaljer og anekdoter helt på plads i sit værk, der kan bruges som lokal fodbold-opslagsbog, men også en teknisk og navnemæssig historieskrivning over en del af spillets udvikling det seneste halve århundrede.

Ved siden af de tætte afsnit om fodbolden i de vestsjællandske klubber er der i bogen – i nogenlunde kronologisk orden – kapitler om de store nationale og internationale helte i Smiths liv.

– Da Idrætsparken i København blev til Parken mistede Kalundborg Folkeblad sin faste plads derinde. Det gjorde ikke noget indtryk på DBUs pressechef, at jeg havde set 220 landskampe, men det er nu en anden historie, mener Smith, der allerede fra barnsben blev vaccineret af en gal fodboldspiller og hvis søn, Per, i begyndelsen af firserne nåede enkelte kampe på B93s divisionshold.

På samme plads i øvrigt: venstre wing.



Henry Jørgensen Smith er født i Cleethorpes nær Grimsby i England, og morbroderen Leonard Smith opnåede kampe for Grimsby Town i den førende engelske række. Faderen var fisker fra Frederikshavn, men blev i den dengang store fiskerby på den engelske østkyst forelsket i en lokal pige.

Inden sønnen Henry havde rundet de otte år, flyttede familien til Frederikshavn, som forfatteren atter forlod, da han var 17-18 år og skulle springe soldat i hovedstaden. Han ville egentlig have været lærer, men blev indfanget af journalistikken, uddannet på Helsingør Dagblad og landede via Hillerød i Kalundborg.

I Kalundborg har han opholdt sig siden 1959, og var bl.a. redaktionschef og lokalredaktør, men har siden 1993 været på efterløn og holdt sig i gang ved at skrive om sport og teater.

– Jeg var sportsredaktør i starten, men siden har det været en hobby. Derudover har jeg bl.a. skrevet nogle tv-spil, fortæller forfatteren med de syv børn og 15 børnebørn.

Han bor midt i Kalundborg, i et hus på Torvet, hvor den senere Nobelprismodtager, forfatteren Sigrid Undset så dagens lys for første gang.

Efter i 2000 at have udgivet sine erindringer gik turen “hjem” til Frederikshavn for at holde foredrag, og der mødte Smith en tidligere skolekammerat, der gav ideen til Harald- og FfI-bogen. I kølvandet heraf fulgte helt naturligt værket om fodbolden i Vestsjælland.

Begge bøger rummer udover det faktuelle også en del anekdoter og røverhistorier om skarpskytter, driblere og andet godtfolks liv og levned, men også påstande. Som den om at riv i trøjen tidligere nærmest var utænkeligt. Ligesom det at smide sig ned og simulere fri- og straffespark.

– Man rejste sig så hurtigt som muligt for at signalere, at man ikke lod sig gå på af noget, ej heller hårdt spil. Man ville ikke være tøset. Og derfor er jeg også glad for en tv-kamp jeg så for nylig mellem Chelsea og Newcastle. Bolden var næsten hele tiden i spil, fordi der blev begået så få frispark. Det er det, jeg godt kan lide ved englænderne: de kan godt spille hårdt, men en eller anden form for sportsmanship er heldigvis bibevaret, mener forfatteren, der tilbage i 1966 tog fri en måned for som tilskuer at følge VM-slutrunden i de engelske arenaer.

Fodbold-begejstringen har Henry Smith bevaret, men han er også lidt den vrede ældre mand, som er hovedperson i hans næste projekt, et teaterstykke.

– Vi mennesker er jo meget tilpassede og lader ikke altid den retfærdige vrede komme ud, mener den langt fra gnavne Henry Smith, der som tilskuer efterhånden sjældent er til store kampe og store byer, men gerne slår et slag ned forbi Munkesø stadion.

– 2. division er fortsat et pænt niveau, og så minder atmosfæren mig om gamle dage. Her hos os er der nogenlunde ro og orden, selv om jeg fortsat er på udkig efter de store tekniske præstationer…