• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Generelle Anders Dehn

- Lægen sagde, at hvis jeg lagde mig til at sove, var jeg måske ikke vågnet igen

Daniel A. Pedersen var alvorligt syg, da han spillede i Silkeborg IF, men han havde nær ikke søgt lægehjælp i tide. Her fortæller han, hvorfor han havde så svært ved at føle sig svag, og hvordan sygdommen påvirkede hans karriere i årene, der fulgte.

Af Anders Dehn

I sommeren 2014 var Daniel A. Pedersens bror flyttet sammen med sin kæreste i Århus. Derfor havde brødene opsagt deres fælles lejlighed i Silkeborg, hvor de havde boet det seneste halvandet år. Daniel og Marc er tvillinger, så de har altid været tætte, men tiden i lejligheden var nok deres bedste sammen.

De havde mange af de samme venner fra folkeskolen og gymnasiet, og drengegruppen kom tit i lejligheden, der var et naturligt mødested, når nu begge tvillinger boede der. Så det var sjældent, huset var tomt.

Derfor ærgrede Daniel A. Pedersen sig over, at broren flyttede, og han for et kort bemærkning måtte flytte hjem til sin mor, mens han ledte efter sin egen lejlighed. Det havde dog én vigtig fordel:

Det reddede måske Daniel A. Pedersens liv.

Læs også:- De dårlige oplevelser var værre, fordi jeg var fodboldspiller

Da den daværende Silkeborg-spiller kom hjem fra sommerferie på Mallorca, var han syg. Lungebetændelse, konkluderede lægen og udskrev en 10 dage lang penicillinkur. Daniel A. Pedersen tog hul på træningen op til sæsonen, selv om kuren ikke være slut endnu. Det var typisk ham. Han pressede altid sig selv.

Det var hårdt oven på en lungebetændelse, men Pedersen ville jo ikke give det indtryk, at han ikke havde løbet nok i ferien. Silkeborg var også lige rykke op i Superligaen igen, så han ville gøre alt for at spille den første kamp i sæsonen 2014/15: FC København på hjemmebane.

Han fik det også bedre, efterhånden som penicillinen begyndte at virke, men da de 10 dage var gået, holdt fremgangen op. Pedersen spillede en træningskamp, men husker hverken selve opgøret eller modstanderen. Kun, hvor dårligt han havde det.

Jeg følte mig ynkelig. Netop fordi man er i en fodboldverden, som godt kan være macho-agtig, så vil man helst ikke vise svaghedstegn. Det er jo en konkurrencesport, og man kæmper for sin plads, så jeg havde det slet ikke godt med, at jeg bare lå og følte, at jeg var svag.

Til sidst gik det ikke længere. Daniel A. Pedersen lagde sig syg. Den slags tacklede han ved at lægge sig til at sove. “Det bliver garanteret bedre i morgen,” tænkte han som regel, men det tænkte hans mor ikke.

Hen på eftermiddagen sad de to i sofaen hjemme i hendes stue i hjemmet i Silkeborg. Mona Pedersen mente, at hun kunne se, at han havde feber. Det kunne hun som regel med sine børn. Hans øjne var helt blanke og svømmende.

Hun havde aldrig set ham så dårlig før. Når Daniel A. Pedersen havde det dårligt, talte han det som regel ned. “Så er det heller ikke værre” og den slags. Men her måtte han indrømme, at han havde det rigtig skidt.

Mona Pedersen ville have sin søn til vagtlægen, men Daniel A. Pedersen mente, at han kunne hvile det væk. Han skulle bare lige ligge lidt. Så plejede det jo at gå væk. Sådan gik samtalen frem og tilbage i et stykke tid, indtil mor Mona skar igennem.

- Det skal du bare, sagde hun.

- Skal jeg køre dig?

Det behøvede hun trods alt ikke. Daniel A. Pedersen skulle nok køre. Sådan kunne han bedst lige at gøre tingene: selv.

Vagtlægen konstaterede, at mor Mona havde ret i, at Daniel A. Pedersen havde feber. Hans temperatur målte 40,4. Lægen tog også en blodprøve, et lille prik i fingeren, men infektionstallet var ikke specielt højt. Til gengæld kunne hun se, hvor dårligt han havde det. Svedig og svimmel, kunne næsten ikke holde sig oppe.

Mens lægen forsøgte at finde ud af, hvad han fejlede, skrev hun et notat i Daniel A. Pedersens journal: “Spiller professionel fodbold. Skal gerne være klar til kamp søndag.” Det blev han ikke.

En røntgenundersøgelse kunne heller ikke andet end bekræfte, at han stadig led af lungebetændelse, men det stemte ikke med hans tilstand. Så lægen tog en rygmarvsprøve og kunne se, at Pedersen havde meningitis, også kaldet hjernehindebetændelse.

Der findes to slags meningitis, men lægerne kunne ikke konkludere, om det var den ene eller den anden, så de behandlede ham ud fra, at han led af den værste slags, bakteriel meningitis. Uden behandling er dødeligheden næsten 100 procent ifølge netdoktor.dk. Selv med behandling dør 10-15 procent. Det er vigtigt at få behandling hurtigst muligt, og det første døgn er kritisk.

Lægerne på Regionshospitalet Silkeborg ville have Daniel A. Pedersen til Aarhus Universitetshospital i Skejby. Med det samme.


Tommetotten snyder vist i forhold til, hvordan Daniel A. Pedersen reelt havde det. Privatfoto.

Hård, ikke svag
Daniel A. Pedersen var 21 år, hans hold var netop rykket op i Superligaen, og han var fast mand, som han havde været i snart tre sæsoner, og en af de spillere, Silkeborg håbede at tjene gode penge på en dag. Kort sagt: Det kørte for ham.

Den succes havde han især opnået på baggrund af sin evne og vilje til at knokle på midtbanen. Men end ikke unge, succesfulde, veltrænede fodboldspillere er immune over for sygdom. Til gengæld kan det være svært at acceptere det, når det rammer.

- Det var ikke det billede, man ville vise af sig selv. Man vil jo gerne have det her hårde ydre for at få en masse respekt og stige i hierarkiet på sit hold, siger Daniel A. Pedersen.

- Ud af en årgang er det ganske få, som bliver professionelle. Så vokser man jo op med den mentalitet, at man ikke skal vise nogen svaghedstegn, for så bliver man overhalet. Det kan godt være, at det har noget at sige. At det har gjort det ekstra svært at føle sig så svag og syg. For det er noget, man ikke er vant til, og det er en side af sig selv, man ikke kan lide at vise. Man vil jo gerne fremstå som hård og et konkurrencemenneske. Fodboldbranchen er jo en hård branche.

Tipsbladet.dk sætter i en artikelserie fokus på fodboldspillere, der har oplevet den side, som man sjældent bryder sig om at vise frem. Spillere, som har mistet, været syge og oplevet psykiske problemer. Almindelige udfordringer i en ualmindelig branche.

Anledningen er, at den internationale spillerforening (FIFPro) lancerer det, som den selv kalder en banebrydende undersøgelse, på onsdag. Den skal over 10 år følge 200 fodboldspillere i alderen 27 til 29 år og kortlægge deres mentale og fysiske sundhed. 

En hård nat
Det er en farlig kombination at have både meningitis og lungebetændelse, men Daniel A. Pedersen insisterede på, at han ikke blev kørt til sygehuset i Skejby med det samme. Den aften, han fik diagnosen, spillede Tyskland og Argentina VM-finale, og den ville han altså se. Så det fik han lov til.

Der lå han så i en hospitalsseng, mens to ambulancefolk sad ved siden af og så Mario Götze gøre Tyskland til verdensmestre. Pedersen husker dog intet fra kampen; kun, at han havde det dårligt.

Natten var ikke meget bedre. Han fik kun fem-seks timers urolig søvn. Tre gange måtte personalet skifte lagen og sengetøj, fordi han havde gennemsvedt det.

Om morgenen kørte ambulancefolkene ham så til Skejby, hvor han kom i isolation, så han ikke smittede andre. Hver gang personalet skulle ind til ham, måtte de igennem en slags sluse, hvor de skiftede til en dragt, der holdt smittefaren væk. Daniel A. Pedersen syntes, de store, hvide dragter og  handskerne, der var tapet til om håndleddene, lignede rumdragter.

Han kunne hverken gå eller stå og måtte have hjælp til at gå på wc. Når hans mor kom på besøg, skulle hun også gennem slusen for at undgå at tage bakterier med ind, men hun slap dog for at tage en rumdragt på.

Hun kørte de 45 kilometer fra Silkeborg til Århus hver dag. Hun var skrækslagen alle dage, så selvfølgelig tog hun fri fra arbejde og sad hos sin søn. Men heller ikke ret meget mere end det. Han kunne ikke føre en rigtig samtale, endsige tænke ret mange sammenhængende tanker. Han kunne ikke andet end tænke på, hvornår han ville blive rask.

Daniel A. Pedersen havde det så dårligt, at det fyldte alt. Han kunne ikke tænke i konsekvenser for sit liv eller karriere, kunne ikke spise eller drikke, kunne bare ligge og være frustreret over, at han ikke kunne sove. Det eneste, han ville, var at sove, men også det havde han det for dårligt til.

I stedet lå han bare i sengen med lukkede øjne, mens hans mor sad ved det runde bord på den store enestue og forsøgte at lokke lidt frugt i ham. Med god grund.

Lægerne noterede i hans journal, at han kun spiste 50 procent af sit egentlige behov. De vurderede, at han ikke var i “ernæringsmæssig risiko”, men “der overvejes forebyggende indsats.” De var bange for, at han ville blive underernæret. Det kan både gøre det sværere at komme sig over sin sygdom og tage lang til at øge vægten til normalen igen bagefter. Hvilket ville være særligt problematisk for en professionel fodboldspiller.


Tilbage på træningsbanen. Man fornemmer hule kinder og tyndere arme. Især sammenlignet med billedet længere oppe. Privatfoto.

Pinligt at ligge der
Daniel A. Pedersen var ikke vant til at være syg, men til at være sundere, stærkere og mere fit end alle andre. Han levede af at være i god fysisk forfatning, og nu var det pludselig hans egen krop, der modarbejdede ham.

- Jeg følte mig ynkelig. Netop fordi man er i en fodboldverden, som godt kan være macho-agtig, så vil man helst ikke vise svaghedstegn. Det er jo en konkurrencesport, og man kæmper for sin plads, så jeg havde det slet ikke godt med, at jeg bare lå og følte, at jeg var svag.

- Man har alle tidspunkter, hvor man føler, at man er dårlig, men det er lidt noget andet, når man føler, man er svag, siger Daniel A. Pedersen.

- Jeg har aldrig været en, der var særlig meget syg, så det kom meget som et chok for mig, at jeg for fanden ikke bare kunne tage mig sammen. Rejse mig op og bide det i mig. Men det havde jeg slet ikke kræfterne og overskuddet til, fordi jeg havde det så dårligt.

Daniel A. Pedersen var formet af det nådesløse udskilningsløb, som en professionel fodboldkarriere er. Man skal konstant kunne modstå presset fra konkurrenter til ens position, modstanderne og fansene. Man må opbygge et hårdt ydre. Blive usårlig.

- Det er lidt den mentalitet, man er nødt til at have for at sætte sig i respekt. Ikke kun over for sine modspillere, når man spiller kampe, men så sandelig også til træning, hvor man kæmper om pladserne. Jeg tror, man nemt kan blive punket lidt, hvis man er lidt usikker og lidt genert. Så tror jeg, man får det sværere, end hvis man giver lidt igen, siger Daniel A. Pedersen.

Den mentalitet var svær at forene med at ligge i en seng ude af stand til at klare sig selv.

- Jeg tror, det var første og eneste gang, jeg decideret har følt mig svag og følt mig – det er et dårligt udtryk – forlegen over, at man bare ligger dér. Det er sgu lidt pinligt, at man ikke bare kan rejse sig op og gå ud, siger han.

Er det værre at føle sig svag end at føle sig dårlig?

- Ja, det er det 100 procent. Der er mange gange, hvor jeg har følt mig ringe på banen, og jeg har haft dårlige perioder. Det sætter sig selvfølgelig også mentalt, man mister selvtilliden, men man ved, at hvis man arbejder hårdt nok, skal det nok komme igen.

- Men når man er svag, er det hårdere at hive sig op. Også fordi der ligger tit ting bag, ligesom med mig, da jeg var syg. Der var ikke rigtig så meget andet, jeg kunne gøre, end bare ligge og vente på, at det gik over. Det var ikke, fordi jeg kunne gå ud og træne mig til at blive stærkere.

Et tilbageslag
Da Daniel A. Pedersen efter en uge på sygehuset blev udskrevet, kunne han stadig ikke holde til at være oprejst, så han måtte støtte sig til sin mor for at komme ud til bilen. De lagde passagersædet helt ned, så han lige nøjagtig kunne holde køreturen hjem til Silkeborg ud.

Men hjem kom han, og hjemme blev han. Det hul, der var opstået i rygmarven, efter lægerne havde taget prøven, ville ikke lukke sig, så hver gang han rejste sig, forsvandt rygmarvsvæsken fra hovedet, så det sortnede for ham.

Så Daniel A. Pedersen blev parkeret i en sofa hos sin mormor. Uden tv, uden telefon. Lå bare og kiggede op i luften i en måned. Og dagene, de var lange.

Efterhånden som hullet i rygmarven lukkede sig, fik Daniel A. Pedersen det bedre. Da Silkeborg IF åbnede Superliga-sæsonen hjemme mod FC København, tog han sit klubjakkesæt på og tog ud på stadion for at se kampen. Han glædede sig helt vildt, for han savnede fodbold.

Men han holdt bare til at sidde der i 20 minutter, før han måtte ringe hjem og bede om at blive hentet. Han havde det for dårligt og kunne slet ikke følge med i opgøret.

Skuffelsen ramte Daniel A. Pedersen hårdt. Han troede, han snart ville være tilbage på banen, så det var noget af et tilbageslag, at han end ikke kunne holde til at se fodbold.

Det gik dog, trods alt, fremad, og halvanden uge senere var Daniel A. Pedersen tilbage i træning. Efter bare to træningspas kom han ind og fik 24 minutter i tredje runde mod SønderjyskE. Det var hårdt for benene. Det føltes, som om han løb på gummi. Med god grund. Mens han var syg, havde han tabt 11 kilo.


Det gik op og ned i AGF for Daniel A. Pedersen, der bl.a. havde problemer med skader. Måske fordi han overtrænede efter sit sygdomsforløb. Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

Et sidste chok
Sygdomsforløbet satte sig i hovedet på Daniel A. Pedersen. Det begyndte, samme dag han kom tilbage i træning og konstaterede, at han var mindre stærk og manglede sin vanlige power i benene. Derfra begyndte han at styrketræne meget, også for meget. Hvis han ikke var i styrkelokalet efter den almindelige træning, fik han dårlig samvittighed.

Pedersen tvang sig selv til at blive stærkere og stærkere hele tiden. Men muskler er tunge, så det samme blev han. Det var først flere år senere, da han var i AGF, at han slap af med den dårlige samvittighed, hvis han ikke havde styrketrænet i halvanden time efter træning.

- Jeg løb jo ind i nogle skader i AGF. Jeg ved ikke, om det skyldtes, at jeg trænede for meget, men jeg blev i hvert fald tung i AGF, og det var en konsekvens af, at jeg inde i mit eget hoved følte, at jeg var nødt til at gøre noget for ikke at få den skyldfølelse af, at jeg ikke havde gjort nok ud af dagen. Men det kommer tilbage fra den sygdom, siger han.

- Jeg blev klogere i AGF. Der var nogle rigtig gode folk, specielt den fysiske stab, som jeg hang meget sammen med. Det er lidt dem, der har fået mit hoved til at være okay. At det er okay, at man ikke smadrer igennem i vægtrummet hele tiden.

Selv om skyldfølelsen forfulgte Daniel A. Pedersen i flere år, efter han var blevet rask, slap han trods alt billigt. Selv efter de er blevet raske, får 5-15 procent af meningitisramte varige mén som problemer med hukommelsen, koncentration eller overblik. Derfor skal man til løbende tjek hos lægen, og det var Daniel A. Pedersen tre gange i løbet af det følgende halvår.

En af de gange fortalte han lægen om forløbet, og hvad han normalt ville have gjort, da han sad hjemme i sin mors sofa og havde det dårligt. Lægen svarede, at det var godt, han kom ind på det tidspunkt, han gjorde. For hvis han havde lagt sig til at sove, var det ikke sikkert, han var vågnet igen.

- Det var et chok, at det, der virkede som influenza, var meningitis. Det er sgu vigtigt, at man lige bliver tjekket, hvis man fejler noget – selv om vi mænd gerne vil virke hårde, og vi skal sgu ikke til lægen. Nogle gange skal man altså sluge den stolthed, for det kan være mere alvorligt, end man lige går og tror. Det var i hvert fald noget, jeg lærte.

---

Har du ris, ros eller forslag til nye perspektiver eller historier, kan du skrive fortroligt på ada@tipsbladet.dk.

Superliga

Mere Superliga

Fokus

Optakt: AGF - Brøndby IF

Begge hold går ind til kampen med gode sejrsstimer i ryggen, men begge kan ikke fortsætte. Læs vores optakt til en af dansk fodbolds klassiske storkampe.

Optakt: AaB - AC Horsens

AC Horsens har ikke vundet i de seneste seks udekampe i Superligaen men møder et AaB-hold, der har topscoreren skadet. Hvem vinder søndag i Aalborg?