– Rasmus Ankersen har den her coolness over sig

FRA TIPSBLADETS TRYKTE UDGAVE FREDAG 28. OKTOBER

I begyndelsen af filmen ”Moneyball” fra 2011 følger vi den forpinte Billy Beane, general manager [hvilket cirka svarer til en sportsdirektør i fodbold] på baseball-holdet Oakland Athletics. Hans mandskab har begået en imponerende sæson, men nu er The A’s netop røget ud af den nationale turnering efter fem slutspilskampe mod storholdet New York Yankees, og dertil er Oakland Athletics største profiler på vej mod konkurrenter med dybere lommer.

Beane, der spilles af Brad Pitt, ved, at han nu står overfor et nærmest uoverskueligt genopbygningsprojekt. Og selv hvis det lykkes, vil rigere hold bare igen gå på rov i Oakland. Han søger derfor hjælp hos sportens vante aktører, men her er der ingenting at hente. Ejeren af Oakland Athletics vil ikke høre tale om at forøge budgettet, holdets gråhårede talentspejdere taler ud fra fordummende mavefornemmelser, og så kræver de rige konkurrenter langt mere for deres spillere, end Beane kan betale.

Alligevel er det på et møde med et andet hold fra Major League, at Beane laver en afgørende signing. Ja, måske endda den vigtigste handel i basketball-historien. Undervejs i en udsigtsløs forhandling med sportsdirektøren og staben fra Cleveland Guardians, lægger Beane nemlig mærke til en ung, buttet og bebrillet mand i et for stort jakkesæt. Peter Brand ligner altså ikke ligefrem de sædvanlige skikkelser, Beane er vant til at støde på i sportens verden, men alligevel lader han til at have en indsigt om spillerne i Cleveland, som ingen andre i lokalet besidder.

Straks efter mødet opsøger Bean den sky Peter Brand mellem de lave skillevægge i storrumskontoret og smider en kaskade af spørgsmål efter ham: ”Hvad laver du? Hvem er du? Hvis nevø er du (siden du har fået et job her, må underforstås)?

Peter Brand svarer først lettere forkvaklet, at han er chefscoutens assistent og laver spilleranalyser, men da de to går ned i bilkælderen, væk fra Brands kolleger på kontoret, får han tungen på gled: ”Der er en udbredt mangel på forståelse for spillets realiteter i baseballens egen verden. Og det gør, at lederne i holdene i Major League fejlvurderer deres spillere og leder holdene dårligt.”

”Undskylder”, siger Peter Brand derefter, da han indser, at han netop står overfor én af de ledere, han er i færd med at kritisere, men Billy Beane opfordrer ham til at fortsætte, imens baggrundsmusikken skrues op.

”Baseball-tænkningen er middelalderagtig. De (lederne, red.) stiller alle de forkerte spørgsmål, men hvis jeg siger det til nogen, bliver jeg udstødt som om, jeg var spedalsk,” bedyrer Brand og forklarer så nærmest selvudslettende til Beane, at han har studeret økonomi på Yale.

På vej ind i elevatoren og væk fra Peter Brand, der efterlades alene tilbage i bilkælderen, hører vi Beane udbryde med forundret stemme:

”Yale. Economy. Baseball. You are funny, Pete.”

Derefter går historien i ”Moneyball” – der er baseret på Michael Lewis berømte bog fra 2003 om Oakland Athletics imponerende 2002-sæson – sin både virkelige og hollywoodske gang.

Billy Beane ansætter Peter Brand til alles forbavselse.

Sammen henter de en række billige og lidet populære spillere, der dog slår positivt ud i Brands analysemodeller. Og så leverer de selvfølgelig en rekordlang sejrsstime, der får Billy Beane og holdets datadrevne tilgang på alles læber og skaber en helt ny skole. Miniputholdet, The A’s, forandrer simpelthen baseball for bestandigt på én sæson.

Revolutionerende forbillede

I sin nye bog “Expected Goal – The Story of how Data Conquered Football and Changed the Game Forever”, fortæller The New York Times fodboldjournalist, Rory Smith, historien om dataanalysens indtog i fodboldens verden – vel at mærke helt uden formler eller lange udredninger om expected goals (xG), expected assists (xA) eller avancerede packing-analyser. Og som Smith forklarer til Tipsbladet, så har fortællingen om Billy Beane og the A’s successæson været helt afgørende for, at dataanalysen også har kunnet bryde igennem i fodbolden:

”Moneyball, og her tænker jeg særligt på filmen, gjorde simpelthen data i sport trendy og cool. Og det var virkelig vigtigt for udbredelsen.”, siger Rory Smith.

At nærmest enhver moderne fodboldklub i Europas top- og subtop-ligaer nu har én eller ofte flere dataanalytikere ansat, at avancerede matematiske modeller ligger til grund for transferstrategier, og at eksperter på verdens største sportskanaler taler om xG i bedste sendetid, ville altså næppe være virkeligheden, hvis ikke Brad Pitt havde gjort dataanalysen sexet.

Men som Rory Smith fortæller, så er det paradoksale ved hele skabelsesberetningen om fodbold og data, at selv om den er inspireret af ”Moneyball”, så er den endt med at udfolde sig noget anderledes. På klassisk Hollywood-manér skabte ”Moneyball nemlig en drøm hos mange fodboldfolk, der gik med Peter Brand-lignende tanker, om, at fodbolden også snart ville få sit ”Moneyball-moment”. Altså, at en klub pludselig ville omfavne data-tilgangen totalt, overraske alle og forandre vores måde at tænke og tale om fodbold på.

Sådan er det bare ikke gået. Udviklingen har tværtimod taget tid og krævet overbevisningsevner og ubønhørligt slid fra en lang række first movers, som i dag ikke engang er helt tilfredse med den ellers store udvikling, man har kunnet bevidne i fodbolden.

Et egentligt Moneyball-øjeblik” er altså aldrig indtruffet, og det er derfor historien om de trinvise fremskridt, og alle de mennesker der skabte dem, Rory Smith er endt med at fortælle i sin bog:

”Det slog mig virkelig, at de her mennesker (datafortalerne, red) kom ind i fodboldens verden med de her revolutionerende idéer, men det meste af tiden var de skuffede over, at der ikke indtraf nogen pludselig stor forandring. De så bare ikke, at der hele tiden fandt små ændringer sted. Fodbolden har forandret sig meget i løbet af de sidste 20 år, men mange af dem, der har skabt forandringen har ikke rigtig opdaget omfanget af den endnu. Det håber jeg, at den her bog kan ændre lidt på.”, siger Smith og fortsætter om formålet med bogen:

”Jeg vil gerne fortælle med bogen, at forandringer næsten altid er inkrementelle. Det fungerer ikke sådan, at alting pludselig ser helt anderledes ud om onsdagen, end det gjorde om tirsdagen. Sådan var det heller ikke i baseball, selv om det er blevet fortællingen. I baseball har tal altid betydet meget for, hvordan man forstod sporten. Men Billy Beane og Paul DePodesta (den virkelige karakter bag Peter Brand, red.) indså, at tallene ikke blev brugt rigtigt og undersøgt ordentligt. Og det var en kæmpe revolution, men den kom ikke ud af det blå. Jeg tror, at forandringers inkrementelle karakter irriterer folk, fordi mange er utålmodige, men det ændrer ikke på, at det er sådan, forandringer er. ”

Ifølge Rory Smith er der dog også en række grundlæggende forskelle på baseball og fodbold, der har haft betydning for forandringernes forskellige karakter i de to sportsgrene. At vi i fodbolden ikke tilnærmelsesvist har set hold finde en succesformel, ligesom The A’s gjorde i en periode.

For det første spiller fodboldens flydende karakter en rolle. I modsætning til i baseball kan en fodboldkamp ikke naturligt opdeles i en række, korte afgrænsede begivenheder. Det betyder ikke, at fodbolden ikke kan kvantificeres, som modstandere af dataficeringen har hævdet i mere end et århundrede. Men de mange variabler gør, at fodbolden i mindre grad end baseball kan betragtes som et regnestykke, der kan løses.

Og så betyder det ikke mindst meget, at man ikke behøver ikke kende til fodboldens tal og statistikker for at kunne mene noget om fodbold.

”For mig er noget af det bedste ved fodbold, at det kan ses på så mange forskellige måder. Statistikker har altid haft en eller anden betydning, hvis man har skullet begribe baseball. Det ligger i sportens natur. Men hvis man ser en fodboldkamp fra 1997, så var der jo tit ikke engang nogen score på skærmen. Det var heller ikke normalt at få opgørelser over antallet af hjørnespark, skud, afleveringer og så videre.”

De første datafolk

Som Rory Smith fortæller, så var det også først i 1990’erne, at folk begyndte at tale om assists i fodbold. Før det vidste man selvfølgelig godt i situationen, hvem der havde næstsidste fod på bolden, men de færreste lavede opgørelser. Fodbolden har altså fungeret i et århundrede nærmest helt uden at skimte til sportens matematiske dimension.

Charles Reeps arbejde kom derfor også bag på Smith, da han opdagede det. Reep var ansat i The Royal Air Force, men 1930’erne begyndte briten at udvikle et system, hvor han noterede enhver begivenhed i utallige fodboldkampe ned i håbet om at kunne udlede en række større sandheder om sporten. Han blev dermed både fodboldens første analytiker og tagger – den sidste rolle har de store fodbolddata-firmaer i dag outsourcet til Nordafrika og Asien, bedst eksemplificeret ved, at Statsbomb i dag har 800 ansatte i Egypten, hvis opgave er at notere samtlige begivenheder i hundredvis af fodboldkampe hver uge og sende resultaterne tilbage til Europa.

Og Reeps arbejde vakte faktisk genklang i sin tid. I 1950’erne fik han på ugentlig basis tildelt spalteplads i en avis og blev deltidsansat i Brentford. Men nok vigtigst blev Reep anset som fortaler for Kick And Rush-fodbolden, da folk tolkede hans konklusioner som entydige argumenter for den direkte spillestil, der sidenhen kom til at dominere britisk fodbold helt op til årtusindeskiftet. Sådan forstod Reep ikke nødvendigvis selv sit arbejde, men det blev ikke desto mindre omgivelsernes syn på ham – og det fik også konsekvenser for synet på data i fodbold. Da det årtier senere gik op for briterne, at lange bolde og hårde tacklinger ikke rakte til at slå de italienske og spanske hold, fik dataanalysen nemlig en del af skylden. Britisk fodbolds ringe spillemæssige kvalitet blev et tegn på, at dataanalysen ikke kunne bidrage med ordentlige indsigter, fortæller Rory Smith.

Sideløbende med majoritetens foragt for data, opstod der dog også nye strømninger i løbet slut-1990’erne og start 00’erne. Firmaerne Opta og ProZone, der henholdsvis leverede let fordøjelig data til avislæserne og hidtil uset avanceret datainformation til klubber, blev skabt og fik en smule vind i sejlene. Og samtidig begyndte en mand, der ellers allerede dengang blev opfattet som en dinosaurer, at omfavne visse dataanalyser.

Da Sam Allardyce blev cheftræner i Bolton i 1999 overtalte han nemlig klubben til at skrive kontrakt med ProZone, og han etablerede dertil et helt datateam i klubben. Datateamet fandt ud af, at hvert tredje mål i fodbolden kom fra dødbolde, at Bolton ville redde livet i Premier League, hvis man holdte målet rent i 16 kampe i løbet af sæsonen, og at bolden skiftede hold mere end 400 gange i løbet af en gennemsnitslig kamp. Alt det fik afgørende betydning for, hvordan Bolton greb taktikken an, og for at klubben præsterede betragteligt bedre i den første håndfuld år efter årtusindeskiftet, end budgettet ellers berettigede til.

”Allerede før ”Moneyball” i 2002 havde fodbolden altså analysefirmaer, der entrerede topklubber, Allardyces Bolton gjorde helt nye ting, og samtidig begyndte sportsvidenskaben i form af eksempelvis fysiske trænere at indtage fodbolden i takt med, at præstationskulturen blev introduceret af folk som Arséne Wenger. De fysiske trænere blev vigtige, fordi de endte med at bygge bro mellem data og trænerne, som godt kunne se fordelen i at opnå viden om spillernes ernæring, hvor langt de løber og meget mere. Så allerede her var flere i fodbolden faktisk begyndt at indse, at sporten godt kunne kvantificeres.”, fortæller Rory Smith.

Smith understreger, at den forståelse også blev hjulpet frem af, at spil som Football Manager og FIFA, med deres tal-opgørelser over spilleres evner, voksede i popularitet, og naturligvis at teknologiske fremskridt skabte helt nye muligheder.

Ankersens NOMA-coolness

Klubberne i særligt Premier League, og i særdeleshed Arsenal og Tottenham efter Bolton, begyndte altså at røre på sig i løbet af 00’erne, men det er alligevel først efter premieren på ”Moneyball” i 2011, at dataanalysen fik en bredere appel, mener Smith. Igen betoner han dog, at det svært at udpege én begivenhed eller aktør i fodboldens verden, som entydigt driver udviklingen. Den er snarere en konsekvens af en hel række forskellige menneskers arbejde, hvor af flere slet ikke har deres vante gang i fodboldmiljøet.

Eksempelvis piblede det frem med nyskabende analyser på diverse onlinefora og særligt på Twitter, hvor alt fra teenagere uden uddannelse til erfarne IT-uddannede gjorde sig. Men dem begyndte klubberne også at indlemme i de inderste cirkler – eksempelvis hyrede Arsenal den tidligere Microsoft-ansatte, Sarah Ruud.

I forsøget på at komme foran sine rivaler stillede klubben nemlig et sæt datamateriale til rådighed for alle, der havde lyst til at forsøge levere nye indsigter til klubben. Den konkurrence vandt Ruud, hvilket altså endte med at kvalificere hende til en stilling i klubben. Omtrent det samme gjorde Manchester City i 2012, hvilket sendte endnu et signal om, at de store klubber virkelig tog udviklingen seriøst, fortæller Smith, der samtidig pointerer, at FC Midtjylland og Brentford også har haft stor betydning for, at data er blevet en del af fodboldens kollektive samtale og et våben i de fleste klubbers arsenal.

”Ankomsten af de her folk fra gambling-industrien påvirkede også udviklingen, altså Matthew Benham i Brentford og FC Midtjylland og så Tony Bloom i Brighton. Og det her siger jeg altså ikke bare, fordi jeg taler med en dansk journalist, men Rasmus Ankersen (tidligere direktør i F.C. Midtjylland og bestyrelsesformand i Brentford, red.) var også yderst vigtig.”

”For folk i England har Rasmus Ankersen den her NOMA-coolness over sig, og så kom han frem i de år, hvor vi var vilde med ”Borgen” og ”Broen” og egentlig bare alt, der var skandinavisk. Han har lækkert hår, han ligner en entreprenør fra tech-verdenen, og så taler han om, hvor god han er, til det han gør. Altså om Table of Justice eksempelvis. Det er ikke usædvanligt i fodbolden, at folk kommunikerer sådan, men det var helt nyt, at data-folkene gjorde det. Dels fordi de ikke er typerne, der praler, og dels fordi de fleste klubber ikke havde nogen interesse i at dele deres forretningshemmeligheder med omverdenen. Men det gjorde Rasmus Ankersen, og det var med til at skabe en hype. Både om FC Midtjylland og Brentford, men også om data i det hele taget.”

Selv om FC Midtjylland og Brentford havde stor betydning for udbredelsen af idéen om, at data kan være en central del af en klubs strategi, udpeger Smith alligevel Liverpool som det fremmeste eksempel på, hvor langt fodbolden er kommet. I modsætning til, hvad tilfældet er andre steder, har Liverpool nemlig aldrig lagt skjul på, at data-teamet er en essentiel del af klubben og dermed også af klubbens succes.

Faktisk havde mange forventet, at det netop var Liverpool, der kunne skabe fodboldens ”Moneyball-øjeblik”. Da klubben i 2010 blev købt af John W. Henry og den gruppe, der sidenhen blev kendt som Fenway Sports Groups, troede folk nemlig, at de nye amerikanske ejere straks kunne drage nytte af, at de siden 2002 havde ejet baseball-holdet Boston Red Sox. Men ganske sigende for datas indtog i fodbolden generelt, så ændrede tingene sig heller ikke i Liverpool fra den ene dag til den anden.

For selv om intentionerne om en kvik datarevolution var til stede hos ejerne, så måtte de i løbet af de første fem år se langt efter en perspektivrig proces. Ifølge Rory Smith vendte tingene dog i 2015. Her indså klubben nemlig, at Brendan Rodgers udgjorde en stopklods for udviklingen, hvorfor han blev fyret og erstattet med den mere åbensindede Jürgen Klopp.

Og så markerede udviklingen blandt de to 2015-indkøb, Roberto Firmino og Christian Benteke også, at Liverpool nu for alvor dedikerede sig til den datadrevne tilgang. I løbet af 2015 og starten af 2016 blev det nemlig i tiltagende grad tydeligt, at Firmino, og ikke Benteke, var fremtidens mand på Anfield. Og det symbolske i det forløb var, at Firmino, som ikke ligefrem var en klassisk angriber, netop havde været datateamets prioritet i transfervinduet, imens Benteke med sin mere klassiske spillestil og veldokumenterede succes i England, havde været Rodgers mand.

Som bekendt har Liverpool ikke set sig tilbage siden, og de fysik- og matematikuddannede ansatte i Liverpools datateam har da også siden høstet store roser for deres andel i succesen.

Forandringens anatomi

Hvor meget fylder data så i fodbolden i dag? Som Rory Smith fortæller, kan det for mange nok være svært helt at få øje på, hvad datanalytikerne præcist har ændret, men det skyldes blandt andet, at de store nutidige træneres filosofier er sammenvævet med dataanalyser. Eksempelvis har dataanalytikere i mange år advokeret for færre langskud og indlæg, og det lige netop i den retning, spillet har udviklet sig i løbet af de sidste 10-15 år. Det er bare svært at afgøre, om den ændring skyldes Guardiolas doktriner eller dataanalytikernes, men svaret skal nok findes et sted derimellem.

Spørger man Rory Smith om, hvor fundamental en rolle data har i 2022 efter de seneste to årtiers udvikling, lyder svaret:

”Mere fundamental end de fleste tror, ikke så fundamental som den kunne være og ikke så fundamental som folk, der har arbejdere med data hele livet, ønsker sig.”

”Men det handler også om, hvad man tænker på, når man tænker på revolutioner. Den store forandring er, at fodboldens folk har accepteret, at tal kan forklare noget om fodbold. De kan ikke forklare alting, men data bliver nu betragtet som vigtigt, og det er en kæmpe forandring, selv om den ikke har fundet sted over natten.”, siger Rory Smith.

Der vil altså nok gå en del år, før en film om data og fodbold med Brad Pitt i hovedrollen, indtager det store lærred. Og i virkeligheden vil det nok aldrig ske, for stille revolutioner egner sig ikke rigtig til Hollywood.