Dansk stjerne fik dyster besked: ‘Hårdt at være i’

Tipsbladet (Scandic CPH Strandpark): Han har ikke været med landsholdet siden VM-finalen i januar.

Derfor er det en håndboldglad Simon Pytlick, der er mødt ind til den igangværende samling. Han kan spille håndbold igen. Han sætter pris på de små ting.

For det sidste halve års tid har bestemt ikke været sjovt for landsholdsstjernen, der brækkede armen under en European League-kamp mod Toulouse i slutningen af februar. Og det blev starten på et forløb, der endte med at tage rigtig lang tid.

– Skaden er jo meget værre, end jeg lige havde forestillet mig. Det var hårdere, end jeg lige havde regnet med, fortæller han.

– Hårdere, fordi man får en besked fra lægerne om, de ikke vidste hvilket omfang jeg kom tilbage på. Der begynder mit hoved at tænke: ‘Åh nej’. Nu kører tingene, man har kæmpet for i mange år. Er man købt eller solgt i den situation?

Der var mange overvejelser. Skulle pladen i hans arm blive? Skulle den ud – noget der ville koste tre måneder mere?

– Det endte med at blive et større show, end jeg lige havde håbet på. Der fyldte håndbolden ikke så meget, der var det mere koncentration om, at jeg ikke skulle begynde at tænke på alt muligt negativt men fokusere på at komme tilbage endnu bedre, hvis jeg kunne det. Det var seks måneder med hård styrketræning og en mental opgave.

Lige da han fik den dystre besked fra lægerne, kørte tankerne rundt. Ville det koste karrieren? Han begyndte at overtænke, fortæller han. For måske ville skaden ændre på hans håndboldspil.

Det var hans skudarm, der var ramt, og måske kunne han pludselig ikke bruge den, som han plejede.

Artiklen fortsætter under billedet

Han fandt dog ud af, at han kunne komme tilbage på samme niveau. Der begyndte håndboldglæden at komme tilbage, og Simon Pytlick fortæller, at alt fokus herefter blev rettet mod at komme så skarpt tilbage som muligt.

Han lægger ikke skjul på, at det var godt, skaden kom lige inden sommertid og lysere dage, så det hele ikke blev for mørkt. Men efter nogle snakke med sin mentaltræner, blev alt sat ind på den fysiske del, så det til sidst “bare” var armen, der skulle følge med.

Og noget forløbet har gjort er at sætte mange ting i perspektiv. Han sætter pris på de små ting. At køre i bus ti timer, afsted på den tyske Autobahn og at holde i tre timers kø i Hamborg.

– En sjov ting som Lasse Møller også sagde til mig, da han havde været ude for Flensburg i lang tid… Lige pludselig satte han pris på at køre busturene. Det mærkede jeg jo selv, jeg kunne komme med holdet og være en del af det.

– Hver gang holdet skulle til træning, gik jeg med styrketræneren ned i styrkelokalet og var dernede i to timer, og da vi var færdige, tog jeg hjem i lejligheden og sad der og ventede på at skulle styrketræne igen senere på dagen, siger han.

For uvisheden har været noget af det værste. Når målstregen gang på gang bliver rykket.

– Det med at være en del af holdet og en del af fællesskabet, det gjorde meget godt for mig. Det var hårdt at være i i de måneder. Hårdt, fordi man ikke var hundrede procent på, hvornår man kom tilbage. Pludselig troede jeg, jeg skulle tilbage, så var knoglen ikke helet, som vi ville have, den skulle, så var der lige en måned mere. Så siger de, den er der nærmest, så er den ikke alligevel, så lige en halv måned mere. Det var hele tiden den der venteposition. Det var hårdere, end jeg lige havde regnet med, siger han.