"Det blev for meget joggingdragt og klipklapper"

Googler du navnet Jonas Schmidt, er første hit ham, der er inde i DR2’s køllesvingende, lyseblå flodhest Dolph.

Men nej, det er ikke den samme Jonas Schmidt som for snart seks år siden gjorde Arjen Robben og Rafael van der Vaart rigtig kede af det ved med to mål at ekspedere hollænderne ud af EM-turneringen for U/18-landshold.

Den Jonas Schmidt med mellemnavnet Dyrehauge lever i dag en ganske almindelig og lykkelig tilværelse i Odense. Som 24-årig far til en knægt og med endnu én på vej. For seks-syv år siden var det adresser som Marseille og Hamburg, der var på tale for OB’eren, som tidligt fik debut på de stribedes bedste mandskab. Her gik det pludselig ikke længere bare fremad, og efter et forgæves forsøg på at relancere karrieren i B1913 traf han en beslutning: Færdig med fodbold!

“Det var en vinter, jeg besluttede mig for at stoppe. Da troede jeg, at når græsset blev grønt igen, villle det nok trække i mig, men jeg blev selv overrasket over, at det gjorde det ikke overhovedet. Efter jeg var stoppet i B1913, tog jeg mig selv i en morgen at tænke “du har fri, du skal ikke ud at spille i dag”. Jeg følte mig fri, selv om jeg havde en 37 timers arbejdsuge foran mig,” fortæller Jonas Schmidt i dag.

Han er helt væk fra fodboldverdenen og har været det lige siden dengang. Først for nylig er han begyndt at se lidt kampe i fjernsynet. Han har ingen kontakt til gamle holdkammerater eller andre i fodboldmiljøet og savner det slet ikke.

Jonas Schmidt arbejder i dag på et tøjlager og er gået i gang med at indhente noget af det, han kom til at mangle, da han gik fra 10. klasse til kontrakt i OB. Nemlig en uddannelse.

“Jeg er i gang med at tage de HF-fag, jeg aldrig fik, så jeg kan komme videre indenfor finansiel rådgivning.”

Vi var små stjerner

Angrebstalentet hos Jonas Schmidt blev tidligt spottet. Han kom på landsholdet med årgangen, der var et år ældre end ham, og da han blev dansk juniormester med OB, var udenlandske klubber allerede på banen.

“Man har jo hørt det før, at én fra 10. kl. blev lovet guld og grønne skove. Vi var små stjerner, og jeg har da lagt mærke til, at de fra min årgang som slår igennem nu, var dem, som spillede på andetholdet dengang eller sad udenfor på landsholdet. Jeg håber da, klubberne får øjnene op for det og også lægger mærke til dem, der spiller på andetholdet,” siger Jonas Schmidt.

Der var flere grunde til, at han selv kørte træt i det, men det var en svær beslutning at sige stop.

“Jeg havde følelsen af, at jeg svigtede mange, der havde lagt kræfter i at udvikle mig, men samtidig måtte jeg gøre op, hvem jeg spillede for. Mig selv eller for alle forventningerne i omgangskredsen. Fodbold skal være engagement. Man kan, uden at forklejne andre jobs, ikke bare tage det som en dag på kontoret. Man skal brænde for det og betragte det som liv eller død. Men mig hængte det bare langt ud af halsen til sidst.”

Hans Brun Larsen, der havde Jonas Schmidt på U/15- og U/16-landsholdet, husker ham som en glad og grinende dreng, der samtidig var lidt atypisk og havde sine egne holdninger, så de undervejs i landsholdslejren nogle gange fik nogle kraftige politiske diskussioner.

“Ja, det er rigtigt, at vi havde det på et tidspunkt. Når man har med unge folk at gøre, glemmer man at kikke på, at de

samtidig med at de skal være så målrettede med fodbold er i tvivl om alt andet i livet. Men efter at have fået hus, have og Volvo, har jeg ikke så meget med politik at gøre,” siger Jonas Schmidt.

Han har altid haft mange andre interesser end fodbolden, og derfor valgte han den fra. Som han udtrykker det:

“Der blev for meget joggingdragt og klipklapper. Det ville jeg ikke bruge hele mit liv på. Ligesom nogle pludselig vågner op efter 20 års ægteskab.”

På Jonas Schmidts nuværende adresse i Odense er der intet, der minder om hans fodboldtid. Heller ikke den landsholdstrøje med nummer 10, som han bar i kampen mod Holland den 1. maj 2001 og som bagefter forsvandt på mystisk vis, skønt spillerne fik besked på, at de skulle aflevere alt og ikke måtte tage noget med hjem.

“Den har den gamle! Sammen med andre ting, som mine forældre har gemt.”

Siger Jonas Schmidt, der også finder det meget sjovt med navnesammenfaldet med ham fra Dolph.