Santa Nicklas

Benene er stive som stolper og bliver slæbt med besvær henover den regnvåde parkeringsplads. Hovedet er godt gemt væk nede mellem skuldrene og er i tilgift dækket af en skævt siddende cap. Øjnene afslører, hvad den let sukkende og småhæse stemme kort efter bekræfter:

"Jeg er helt vildt smadret!"

Det er en ganske almindelig tirsdag eftermiddag i det midtengelske. Nicklas Bendtner er netop ankommet til The Childrens Hospital på Steelhouse Lane i det centrale Birmingham. Godt tyve minutter forsinket. Helt uforskyldt, i øvrigt. Den tætte eftermiddagstrafik i Englands næststørste by bærer ansvaret for hyrevognens problemer med at levere den danske angriber til tiden. Men det er ikke den forlængede taxatur, som har suget energien ud af den unge mand. Det klarede et hårdt fysisk træningsprogram tidligere på dagen.

"Vi har fri de næste par dage, så de ville lige teste os" lyder den klatøjede forklaring fra den unge angriber, mens han stavrer sig gennem børnehospitalets forvirrende korridorer for at indhente de allerede engagerede holdkammerater.

Nicklas Bendtner er sammen med blandt andre Gary McSheffrey, Mikael Forssell, Olivier Tebily og Radhi Jaidi af klubben blevet sendt ud for at levere tidlige julegaver til nogle af byens alvorligt syge børn. Nicklas Bendtner bliver til Santa Nicklas.

"Here you go," lyder det næsten genert fra den høje dansker, da han rækker en Birmingham-kalender for næste år frem til en lille dreng, der sidder koblet fast til et dialyse-apparat via et net af slanger.

Gavestrømmen forlænges af angrebskollegaen Gary McSheffrey, der tildeler den mutte knægt lidt flere blåfarvede souvenirs.

"Are you a City-fan?", spørger han og får et tavst nik tilbage.

I baggrunden falder Nicklas Bendtner i snak med kollegaerne, men bliver afbrudt af hospitalets lettere hypede og småbenovede informationsdame, der sender gruppen videre til sidste stop på det sociale arrangement.

Den gode gerning

Julegaverne til de hårdt ramte børn er delt ud. Birmingham-spillerne drysser ud på den projektøroplyste gade, småsnakker lidt, uddeler indstuderede håndklask og tager afsked med hinanden.

"Jeg har det godt med at gøre andre mennesker, som ikke har det så godt, glade," fortæller han om besøget på børnehospitalet, mens TIPS-bladets lejede grå Skoda smyger sig gennem tusmørkets tætte regn og trafik med retning mod St. Andrews, Birmingham City Football Clubs domicil i udkanten af bymidten.

"Selv om det måske ikke passer ind i dine planer, så skal man bare tænke på, hvordan det ville være, hvis man selv var i den situation. Hvis det hjælper de børn, at vi kommer og giver dem et par gaver, så gør jeg det gerne. Og jeg kunne godt forestille mig, at vi med landsholdet kunne gøre noget tilsvarende hjemme i Danmark," funderer Nicklas Bendtner højt.

Bilen svinger ind foran silhuetterne af de tomme tribuner. Cap'en bliver skruet ekstra langt ned i ansigtet for at beskytte mod vinden og regnen, mens de stadig mere trætte ben bevæger sig over mod klubreceptionens varme, hvor den mere formelle del af interviewet skal foregå.

En god erfaring og pengene værd

Med succes for Birmingham og på landsholdet har navnet Nicklas Bendtner hentet en del tryksværte, ætertid og skærmplads det sidste halve års tid. Fra at stå i skyggen hos reserverne i Arsenal er han nu kommet i spotlightet hos The Blues. Nedrykkerne, der med foreløbig pæn succes jagter en hurtig tilbagevenden til Premier League, har haft stor glæde af det danske stjernefrø. Og omvendt.

"Det har været rigtigt godt for mig. Jeg har ikke prøvet at spille på et førstehold før. Det betyder meget at få den erfaring, at opleve presset, læne sig op af ældre spillere, være en del af et hold, hvor alle ved, hvad det handler om og mærker kravene," siger angriberen, manager Steve Bruce betegner som en stjerne i svøb og en spiller, Birmingham får svært ved at holde på.

Selv ved Bendtner endnu ikke, om foråret stadig betyder spilletid i Birmingham.

"Klubberne snakker sammen lige nu om, hvorvidt min lejeaftale skal forlænges. Jeg bliver her nok til sommer – men så skal jeg også videre. Jeg spiller ikke i The Championship til næste år," kommer det resolut fra den 18-årige angriber, som ikke bruger mange kræfter på at skjule, at han vil spille med blandt de bedste og ikke de næstbedste.

"Jeg kom til Arsenal for at spille mig på førsteholdet. Det er stadigvæk min drøm, den har ikke forandret sig. Men tingene ser naturligvis anderledes ud nu. Jeg har halvandet år tilbage af min kontrakt, og vi forhandler for tiden om en forlængelse. Nu må vi se, hvad der sker."

Den diplomatiske tone dukker op og lukker dampen ud af snakken om Lyon, Milan og alle de andre klubber, der meldes mere end lun på den rød-hvide frontløber.

"Mit mål er at komme på førsteholdet. Det kunne sagtens være en anden klub eller i et andet land. Det gør mig stolt at blive sat i forbindelse med store klubber, så ved jeg, at jeg har gjort det godt, og at folk sætter pris på mit spil, men nu ser vi, hvad der sker."

Han kigger op fra diktafonen på glassofabordet foran sig og lader det trætte blik vide, at der ikke kommer mere ud af at bore i den sag på nuværende tidspunkt. Til gengæld er han svarvillig, når det kommer til diskussionen om, hvorvidt fodboldspillere i dag lever et overbetalt og overprivilegeret liv.

"Det mener jeg ikke. Folk elsker jo at se fodbold. Man kan have dårlige perioder, hvor man kan snakke om, at man ikke er pengene værd, men i andre perioder kører det måske godt, og så er man alle pengene værd. Man skal bare være fokuseret og ikke tænke på, at alle pengene ruller ind på kontoen," siger Nicklas Bendtner, der dog godt vil vedkende, at det kan være en faldgrube for meget unge spillere at tjene store summer i en så tidlig alder – og at han kender til dem.

"Jeg har da også haft perioder, hvor det kørte lidt for godt. Men jeg har en familie, som er god til at holde mig nede på jorden, også hvad det angår."

"Vi siger jo altid det samme"

Forholdet til netop familien vægter tungt i Nicklas Bendtners unge univers. Med egne ord blev han "hurtigt voksen og har altid ku' klare sig selv," også da han som bare 16-årig forlod Amagers åbne vidder og drog til England for at jagte drømmen hos storklubben Arsenal.

"Vi har et åbent og kærligt forhold. Jeg fortæller dem om alt, hvad jeg laver – også når jeg rent ud sagt har pisset i nælderne. Det betyder meget, at de får det at vide og så kan give mig deres ærlige mening om det," forklarer han.

Og vi bliver ved det med den ærlige mening. For Nicklas Bendtner har siden sommerens "Duncan-gate" under U21-EM været i skarp fokus, hver gang han åbnede munden i pressens nærvær – uden det dog er blevet til mange kioskbaskere fra angriberens mund. Men har han svært ved at indordne sig under den gængse tone i fodboldmiljøet, hvor takt og tone går hånd i hånd med en halv-paranoid frygt for at nedgøre andre hold og spillere?

"Af og til kunne det da være meget sjovt, hvis der var nogen der sagde noget morsomt til pressen. Men så ender det jo bare med, at der kommer en stor historie ud af det – og så ender det alligevel med, at vi altid siger det samme. Man skal ikke sige noget om holdkammerater, den slags skal man altid klare internt. Men af og til kunne man da godt tage sløret fra munden – selv om det ikke er gået så godt, når jeg så har gjort det," runder han af med et smil og et lille grin – og hentyder uomtvisteligt til "Duncan-gate", som ellers på forhånd var aftalt som et no-go.

Fødderne er ligesom hænderne begyndt at blive en smule rastløse. I baggrunden er fotografen ved at samle det store lysudstyr og Nicklas Bendtner skæver til skævt klokken på hans brede armbåndsur. Han skal sydpå til London lige så snart interviewet og fotosessionen er overstået.

Det store ego

"Vi bruger kun tre-fire timer af dagen på at træne, resten af tiden har vi fri. Der er ikke mange, der har det sådan og så endda får penge for det, så det kan vi ikke klage over. Og skulle vi træne to gange om dagen, gjorde jeg det gerne. Jeg elsker at spille fodbold og nyder hver eneste dag," skyder Nicklas Bendtner teorien om, at der findes en bagside af medaljen ved livet som professionel fodboldspiller ned med bestemt mine.

"Jeg har da lavet en del interviews på det sidste, men det hører med til sporten. Det er jo ikke som Ronaldinho eller Beckham, pressen ringer jo ikke hver eneste dag – som normal spiller burde man ikke have noget at klage over."

Betegnelsen "normal spiller" sidder tilsyneladende stadig klistret på ryggen af Nicklas Bendtner, men forbliver næppe permanent. Potentialet, talentet og ikke mindst viljen til noget større har han allerede bevist han besidder. Egoet er stort, erkender han gerne.

"Om det er for stort? Af og til måske. Så får jeg nogle hak, men sådan er jeg som person, det hører med. Jeg har altid været mig selv. Jeg har aldrig set op til andre. Det er ikke for at lyde arrogant, men jeg bytter heller ikke trøje med andre spillere efter en kamp, medmindre de spørger. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, det interesserer mig bare ikke."

Til gengæld interesserer han sig gerne for at få taget billeder.

"Det er jo derfor jeg giver interviews," griner han på vej op af trappen til tribunerne.

Trætheden forsvinder lidt i baggrunden, mens fotograf Christian fotograferer. Det gør kulden derimod ikke. St. Andrews mennesketomme tribuner giver ingen læ for den kolde, stride vind. Nicklas Bendtner har ingen jakke på, for "når jeg skal shoppe i morgen i London, kører jeg alligevel fra butik til butik," forklarer han det manglende stykke essentielle stykke overtøj.

Da fotoseancen når parkeringspladsen foran stadion er kulderystelserne begyndt at sætte ind. Han starter bilen, så den er klar til at varme ham i det øjeblik kameraet og fotografen er mæt. Med en kold hånd takker han af. Den mørke Audis venstre dør svinges op og den dunkende musik bliver sparket op til øredøvende volume, mens Nicklas Bendtner forsvinder i den tidlige tirsdag aftens mylder af biler.

FAKTA

Navn: Nicklas Bendtner

Født: 16.01.1988

Klubber: Tårnby Boldklub (ungdom), KB/FCK (ungdom), Arsenal (1. juli 2004), Birmingham (leje fra sommer 2006)

Landshold: Diverse ungdomdslandshold: 22 kampe/11 mål

A-landsholdet: 4 kampe/2 mål