Video : Tipsbladet
Generelle

Svindlede for millioner: Her er hans forklaring

Den tidligere fodboldspiller, -træner og agent Suat Sari har snydt mennesker for potentielt millioner af kroner. Han fastholder, at han enten har eller kommer til at betale alt tilbage.

I dag afslører Tipsbladet, at den tidligere divisionsspiller, træner og agent Suat Sari gennem mere end et årti har snydt og bedraget i millionklassen. Hovedpersonen forstår dog ikke, hvorfor han skal konfronteres med sine synder.

- Jeg er kommet videre og har læst til sygeplejer og vil gerne læse til læge - og så kommer I efter fire år med min fortid, siger Suat Sari.

Kilder, som Tipsbladet har talt med, siger dog, at det er tre år, siden han snød dem. Det er desuden kun lidt over to år, siden Sari selv påstod i danske og svenske medier, at han var blevet scout for FC Barcelona.

Men, gentager han flere gange gennem interviewet, han er kommet videre nu.

- Jeg er gået konkurs, og derfor synes jeg ikke, I skal blive ved med at ringe til mig i forhold til min fortid. Jeg er kommet videre, jeg er gift, jeg har børn, og jeg vil gerne læse til læge. Jeg er lige færdig med mit studie, og jeg har et fantastisk liv.

Faktum er dog, at mange af hans ofre siger, at de stadig mangler at få de penge, som han skylder dem. Suat Sari anfægter omvendt nogle af deres krav. Dem, som han agerede agent for og lovede at skaffe prøvetræninger i udlandet mod betaling, har fået deres penge, siger han.

- Det er ikke rigtigt, hvad de siger. Alt er sendt tilbage, og det ved de også godt. Det er bare, fordi de har ondt i røven over, at de ikke har fået en kontrakt, da de var til prøvetræning.

Desuden, tilføjer Sari, var beløbene ikke ret store.

- Det er jo ikke millioner, vi snakker om. Det er 1.000, 2.000, 3.000 kroner, som de skulle betale for en flybillet. Det er det, vi snakker om. Det er småpenge.

Tipsbladet har dog talt med fire kilder, der siger, at de stadig ikke har fået hele eller dele af det beløb, han skyldte dem. Alle beløb, som kilderne har nævnt, har desuden været over 3.000.

Et helvede
Suat Sari hævder, at det faktisk er ham, der er blevet taget ved næsen. De forskellige klubber har angiveligt lovet ham en masse, som de ikke kunne holde, og derfor endte han med en stor regning.

- De her penge, som de (spillerne, red.) har betalt, er for flybilletter. Dem har alle fået tilbage. Jeg har betalt dobbelt op, for at de kan komme af sted. Og jeg har mistet penge, siger han.

Sari spørger desuden, hvorfor de spillere, der hævder at have penge til gode, ikke gik til politiet. Det gjorde Christian Thorius faktisk, men fik at vide, at den besked-korrespondance, han kunne fremvise, ikke var bevis nok. En anden, Hassan Al-Hilw, overvejede det, men ødelagde det for sig selv, fordi han havde skrevet, at han ville smadre Sari, hvis han ikke fik sine penge. Han mangler ifølge eget udsagn stadig at få 3.400 kroner.

Tilværelsen som fodboldagent var i det hele taget en dårlig periode for Suat Sari. Han fortalte i en retssag i 2017, at han begik bedrageri og dokumentfalsk i en række sager (som vi vender tilbage til), fordi han havde brug for “penge i hænderne her og nu til sit fodboldprojekt”.

- Mit liv var et helvede, dengang jeg var agent. Det tog mig tre-fire år at komme videre. Jeg har grædt, jeg har svedt, jeg har været under psykologhjælp. Du forstår ikke, hvad jeg har været igennem. Jeg har mistet venner, jeg har mistet familiemedlemmer, siger han.

- Det har taget mig så lang tid at komme på benene. Jeg er glad i dag. Jeg kan se mig selv i øjnene i dag. Jeg er kommet videre med mit liv. Det har været virkelig, virkelig hårdt for mig at komme videre med det her.

Fem gange i fogedretten
Dommen fik han, fordi han narrede folk til at købe 161 smartphones, som han solgte videre, og fordi han solgte sin ekskærestes BMW, uden hun vidste det. Det gav ham en betinget fængselsdom.

- Jeg har fået min dom. Det har jeg. Jeg gjorde det, fordi jeg var presset, fordi jeg blev afpresset. Det har intet med fodbold at gøre, siger Suat Sari.

To forskellige kilder siger dog til Tipsbladet, at Sari både snød dem med mobiltelefonerne og med prøvetræninger. Det benægter Sari pure.

- Det er pis. Det er løgn, siger han.

Ved dommen i 2017 pålagde Retten på Frederiksberg Suat Sari at betale næsten en million kroner tilbage til to teleselskaber og en privatperson. Telenor og 3 vil ikke oplyse, om de har fået pengene, eller om Sari afdrager de flere hundredtusind, de hver havde til gode. Hvad angår privatpersonen:

- Hun tog det til fogedretten, og vi lavede en aftale om afbetaling. Jeg talte med hende bare for nogle dage siden. Han har fået 2.000 kroner på fire måneder, hvor jeg betaler hende et beløb hver måned, siger Sari.

Vil hun sige det samme, hvis jeg kontakter hende?

- Du må gerne skrive til hende. Jeg skal betale hende 2.000 på fredag, så det kan du sagtens gøre.

Kvinden, der ikke ønsker sit navn frem, fortæller dog en anden historie. Hun har været i fogedretten med Suat Sari fire gange, hvilket retsdokumenter bekræfter, og de 2.300 kroner, han har betalt, har taget over et år at kradse sammen, siger hun.

De 2.500 kroner, han skulle betale fredag den 19. februar, kom ikke. Fem dage senere kom der 300 kroner. Så nu har kvinden meldt Sari til fogedretten for femte gang.


Suat Sari skrev selv til tipsbladet.dk i december 2018 og hævede, han var blevet scout for FC Barcelona. Han sendte blandt andet dette foto som "bevis".

“En aftale er en aftale”
Suat Saris tidligere hold- og klassekammerat Martin Bøje Glasdam har også været i fogedretten. Det var i 2015, og beløbet dengang lød på lige over 54.000 kroner.

Hvorfor har han ikke fået sine penge?

- Fordi jeg ikke har råd til at betale alle på én gang. Jeg tager det step by step. Det er det eneste, jeg kan gøre. Jeg er ikke millionær, siger Suat Sari.

- Jeg betaler de mennesker, jeg skal betale, og så tager jeg den næste.

Hvis du har til hensigt at betale tilbage, burde du så ikke informere Martin om det?

- Det er sjovt, at du lige siger det der. For fem år siden, dengang sagen var i retten, ringede jeg til ham. Han vil selvfølgelig benægte det, fordi han ikke har fået nogen penge. Jeg sagde til ham: "Giv mig noget tid. Jeg ved godt, der er gået lang tid, men jeg har én-to personer ad gangen. Jeg har ikke råd til at betale det hele på én gang. Det kan jeg ikke."

- Du kan spørge dem ad: "Hvorfor ringer eller skriver du ikke til ham?" Jeg vil med glæde sige til dem, at jeg kan betale det her beløb om måneden. Intet problem. De kan også gå i fogedretten.

Det var jo det, Martin gjorde, og han har ikke fået sine penge endnu.

- Vi snakker om for seks år siden med Martin. Jeg er en helt anden person i dag. Han kan da sagtens gå i fogedretten nu.

Han har jo været der én gang og oplevet, at det ikke gjorde en forskel.

- For seks år siden, ja.

Kan du forstå, hvis han tænker, at han ikke gider gøre det forfra?

- Jeg er en helt anden person i dag, så han kan sagtens gå i retten. Jeg møder gerne op og siger: "Jeg kan betale de her beløb."

Hvor skulle Martin vide det fra? Du har ikke kontaktet ham og sagt det.

- Hvorfor kontakter han så dig?

Det var mig, der kontaktede ham.

- Det er ikke, fordi jeg har glemt ham. Det er ikke, fordi jeg siger, at nu er det bare glemt. Den kan jeg ikke løbe fra. En aftale er en aftale. Det kan være, der går lang tid, men han skal nok få dem.

Flov og presset
Suat Sari siger, at dem, han skylder penge, er mere end velkommen til at kontakte ham.

- Jeg er en helt anden person i dag. Hvis de gerne vil have kontakt med mig: med glæde. Men jeg tager dem i den rækkefølge, som jeg har på min liste, så jeg kan betale det her lort ud.

Fælles for stort set alle kilder, Tipsbladet har talt med, er, at Suat Sari har været svær at få fat i, når de ville rykke ham for at betale tilbage. Han skiftede også ofte telefonnummer og mailadresse, siger flere. Tipsbladet har kendskab til tre numre og tre mailadresser, han ikke bruger længere.

Hvis han var svær at få fat på, siger han, var det, fordi han var i en svær situation. Hvor han skyldte penge for fejlslagne løfter om prøvetræninger og de mobiltelefoner, han ikke kunne betale folk tilbage for.

- Det var dengang, hvor jeg var presset, og hvor det var flovt, og jeg kunne ikke sove om natten. Så var det rigtig svært at skulle svare på de her spørgsmål, forklarer han.


I 2016 var Suat Sari træner i Ånge IF i Sverige i tre måneder. Billedet er brugt med tilladelse fra den daværende storsponsor, Peder Mousten (th.)

Gæld til tidligere svigerfamilie
Det er dog som nævnt ikke alle skyldsspørgsmål, Suat Sari anerkender. Den svenske gældsmyndighed, Kronofogden, har registreret, at han skylder 150.000 svenske kroner væk.

- Det var en bil. Det var ikke mennesker. Det var en bil, jeg skyldte. Så stop med det der pjat. Du kan ringe til Kronofogden og spørge, hvad de har i mit navn. Det var en bil. Det har ikke noget med mennesker at gøre. Jeg skylder ikke nogen mennesker i Sverige penge.

Jeg har et dokument fra Kronofogden, hvor der er nævnt en Björn og syv andre.
- Ja, og det er ikke mennesker. Jeg havde en lejlighed, jeg ikke kunne betale. Jeg købte en bil, jeg afleverede tilbage, jeg ikke kunne betale. Der er ikke nogen mennesker deroppe, jeg skylder penge privat.

Suat Saris ekskæreste, Tove Lindbäck, fortæller dog, at han skylder hendes familie 176.000 svenske kroner. Hun kan dokumentere de 126.000 med et gældsbrev, som Sari har underskrevet.

Du siger, at du ikke skylder penge til nogen privatpersoner i Sverige. Hvad med familien Lindbäck?

- Jeg har ikke lånt penge af hendes familie. Det er bullshit. Det var hende selv, der lånte penge, hver gang hun skulle rejse med mig. Hun tog med mig til Mariehem, fordi jeg spillede deroppe. Hun arbejdede ikke. Derefter flyttede hun med mig til Malmø; hun arbejdede ikke. Hun fik et lån af sine forældre, for at hun kunne tage en uddannelse. Hun har hele tiden lånt penge af sin egen familie, fordi hun ikke arbejdede, fordi jeg spillede fodbold deroppe. Så jeg har ikke lånt penge af hendes familie. Det har intet med mig at gøre.

Hvorfor har du så skrevet under på et gældsbrev til hendes far?

- Fordi hans datter sagde, at vi skulle betale det her sammen, fordi hun kunne ikke selv betale. Jeg var kæreste med hende, og derfor sagde jeg: "Fint nok, så bare et lille beløb." Hun kendte godt min økonomi, så det er ikke, fordi jeg har lånt privat ned i min lomme. Hun lånte alle de her penge fra sine forældre, og jeg sagde til hende: "Jeg skal nok hjælpe dig med den her gæld. Vi kan betale den sammen." Derfor lavede vi det her gældsbrev.

Det er dog kun Suat Sari, der står i gældsbrevet til Tove Lindbäcks far. Hun er udelukkende nævnt i brevet som vidne på, at begge parter - faderen og Sari - har skrevet under.

- Hvis Lindbäck-familien har det på skrift, hvorfor fanden er de så ikke gået i retten med mig? Fordi det kan de ikke, fordi jeg har ikke taget nogen penge fra dem.

Tove Lindbäck forklarer, at svenske gældsbreve ikke kan udleveres og gøres gældende i Danmark. Det bekræfter den svenske Kronofogden over for Tipsbladet.

Hun tilføjer desuden, at hun både arbejdede og studerede, da parret boede i Umeå, og at hun arbejdede fuldtid, da de boede i Ånge.

Den forsvundne spiller
Den sidste anklage, som Suat Sari afviser, kommer også fra Sverige. Da han var cheftræner for Ånge IF i landets fjerdebedste række, var han med til at hente en spiller til klubben. Ifølge Ånges daværende storsponsor og mæcen, Peder Mousten, konspirerede Sari og spilleren om at få Mousten til at betale et transferbeløb, som skulle have været til spillerens tidligere klub, men som han mistænker træneren og spilleren for at stikke i egen lomme.

Spilleren forsvandt, efter han havde spillet bare seks kampe for Ånge, og de mennesker, Mousten havde sendt pengene til, var ikke til at få fat på igen. Men Sari fastholder, at han ikke kender noget til Moustens udlægning.

- Da jeg kom op som træner i Ånge, hentede jeg en spiller, der hedder Selwan Al Jaberi. Han kom fra Malmø, og han spillede hos Ånge i to måneder, tror jeg. De skulle så betale et beløb. Derfor synes jeg, det lyder mærkeligt, det der. De betalte et beløb for at få ham til at komme til Ånge, og da de ophævede hans kontrakt, røg han så til en klub, der hedder Fränsta, siger Sari.

Selwan Al Jaberi kom rigtig nok videre til Fränsta, men både Mousten og Ånges daværende formand bekræfter, at spilleren var forduftet, da de ophævede kontrakten med ham. I Fränsta havde Suat Sari netop taget over som træner, efter Ånge fyrede ham. Få uger senere var både spiller og træner dog væk igen.

Ifølge Peder Mousten skulle han betale penge til klubben BW 90 i Skåne, men Al Jaberi havde hele det foregående år spillet i en anden klub, Skånekurd FF. Tipsbladet ville gerne have spurgt de to klubber, hvad de kender til sagen, men de er begge siden lukket ned.

Tilbage står, at 21 kilder, som Tipsbladet har talt med, beskylder Suat Sari for at være en svindler på den ene eller den anden måde. Vi har desuden set skriftlige vidnesbyrd fra yderligere 18 personer, som hævder det samme.

Sari slutter af med at komme med en opfordring til dem, han skylder penge, og til Tipsbladet.

- Du må gerne tage fat i dem og sige, de skal skrive til mig. Det må du godt. Og så kan du ringe tilbage igen om et år og høre, om jeg har betalt.

- - -

Historien om Suat Sari er den første i Tipsbladets artikelserie om udnyttelse af unge fodboldspillere. Har du et tip eller et input, er du velkommen til at skrive til journalist Anders Dehn på ada@tipsbladet.dk. Naturligvis fuldt fortroligt.