Trods otte “indvandrere” på landsholdet: Unge spillere føler sig stadig tilsidesat

Børn drømmer, og for dem, der elsker fodbold, kredser drømmene sig gerne om at spille på landsholdet. Millioner af små drenge og piger håber på, at det en dag bliver dem, der trækker i deres lands farver.

For det fleste er det netop landsholdet, for der er kun ét. Men for nogle er det ikke så lige til. Uanset om de er flygtet fra krig, eller deres forældre flyttede for et job, skal fodboldspillere med dobbelt statsborgerskab træffe et svært valg, når de bliver gode nok til at repræsentere mere end ét landshold.

Tipsbladet.dk sætter i en serie fokus på de spillere, der kunne have stillet op for et andet landshold end det, de spiller for. Dette er sjette del med fokus på dem, der aldrig når at opfylde deres drømme.

Her er historien om en mand, der gør, hvad han kan for at rådgive dem.

– De muligheder, en Svensson, en Andersson har, de muligheder har en Ibrahimovic ikke.

Så kort og præcist kan det formuleres. Men det er ikke kun Zlatan Ibrahimovic, der er vokset op med den fornemmelse, at han havde længere vej til topfodbolden end sine blonde holdkammerater. Det samme oplever unge spillere med tosproget baggrund rundt om i hele verden, ikke mindst i Danmark.

Syed Mansoor driver Icon Football Academy, der rådgiver fodboldspillere med anden etnisk baggrund end dansk, og han fortæller, at det er en udbredt opfattelse blandt dem, at de skal levere ti procent mere for at opnå det samme.

– Jeg har til dags dato ikke oplevet én, som ikke har haft nogen eksempler på, at hans etniske baggrund har haft en betydning for, hvor meget han skulle kæmpe. Jeg har ikke mødt én, der har sagt: “Det kan jeg ikke genkende”, siger Mansoor til tipsbladet.dk.

Han vil skyde på, at han gennem sit arbejde med Icon har talt med 30-40 unge spillere, og at han og medstifter Tijo Sharif til sammen har haft kontakt til 50-70 spillere i deres egne karrierer, der ikke nåede længere end elitefodbold i ungdommen.

2018 har været fyldt med eksempler, der bekræfter de unge tosprogede spillere i deres opfattelse. Mesut Özil nævnte eksempelvis racisme i det tyske fodboldforbund som en del af forklaringen på sit landsholdsstop; Romelu Lukaku fortalte, at han i Belgien blev kaldt belgisk angriber, når han var god, og congolesisk-belgier, når han ikke var; og Jerome Boateng skrev forrige uge i sit eget magasin, BOA:

– Når jeg varmer op på sidelinjen, hører jeg ofte, hvordan tilskuere laver abelyde fra tribunerne, selv om jeg har spillet så mange år for Tyskland. Eller de råber ting som “Skrid tilbage til dit eget land!” eller “Fucking n—–!”

“Og så giver de op”
Der er næppe ret mange danske fodboldledere, der bevidst udelader dygtige unge spillere, fordi de er mørkere i huden eller hedder noget, der er svært ved at udtale for træneren. Men når spillerne selv oplever det som en underliggende årsag, kan det ende med, at de ellers talentfulde af slagsen stopper karrieren, før den kommer i gang.

– Vores observationer og de spillere, vi har talt med, siger, at årsagen til, at mange af dem falder fra i elitesport, særligt efter U19, kan være mange. Blandt dem er den med, at mange ikke får chancen – eller i hvert fald ikke føler sig værdsat, siger Syed Mansoor.

Forklaringen kan også være, at indvandrere og efterkommere er overrepræsenteret i socialt belastede områder. Måske er der ikke den nødvendige støtte fra hjemmet, måske har forældrene ikke ressourcerne til at tage del i det frivillige arbejde i klubben, måske lokker gadedrengemiljøet, som Mansoor kalder der.

– Måske har de heller ikke forælder at læne sig opad, og så er vi tilbage ved det med, at de sidder i omklædningsrummet, alt er i vejen, og de føler, at det er deres skyld, det hele. Der bliver måske peget lidt ekstra på dem. Og så giver de op, siger han.

I 2010 udgav Martin Gregersen fra Aalborg Universitet bogen “Hvorfor har vi ingen Zlatan i dansk fodbold?”. Han konkluderede, at en af forklaringerne var, at spillere med anden etnisk baggrund end dansk ofte ikke spiller spillet på en måde, som dansk fodbold efterspørger.

– De bliver ikke diskrimineret i forhold til race, derimod diskrimineres de i forhold til spillestilen og den mandstype, man ønsker at se på holdet. Dansk elitefodbold uddanner nogle meget ens typer, der ikke levner megen plads til typer som ’Zlatan’, ’eneren’, ’primadonnaen’. Den type passer ikke ind i det, der er vedtaget som den ’rigtige’ måde at spille fodbold på og opføre sig på i dansk elitefodbold, sagde han til Politiken.

Gregersen fandt også, at på de danske U20-, U21- og A-landshold var der ingen spillere med anden etnisk baggrund. Det er der trods alt rettet op på: Som tipsbladet.dk fortalte i går, kunne otte mand i den seneste landsholdstrup har spillet for andre lande.

Vælger Danmark fra
Syed Mansoor er enig i, at tingene bestemt har bevæget sig i den rigtige retning, siden Martin Gregersen udgav sin bog. Men han mener stadig, at unge, tosprogede spillere mangler forbilleder i elitefodbold.

Som Ibrahimovic ganske ubeskedent siger om de muligheder, han ikke følte, han havde som barn og ung:

– Jeg har taget de muligheder. Jeg har gjort det selv. Ingen anden har givet mig dem.

Selv om det danske landshold i dag består af en række spillere med anden etnisk baggrund end dansk, og Mathias “Zanka” Jørgensen så sent som i mandags mod Irland bar anførerbindet, har de ikke haft samme gennemslagskraft, som Zlatan Ibrahimovic har i Sverige. Og det er netop det, man skal bruge forbillederne til.

– Der er altid nogle at se op til. Da man var lille, så man op til sin far. Når man bliver ældre, bliver det måske en ven i gruppen. Og når man bliver lidt ældre end det, er det måske en spiller. Der er altid en form for ideal, man har. Det betyder noget, at de ser, at nogle slår igennem. Det betyder rigtig, rigtig meget for dem, siger Mansoor.

Og så er vi fremme ved temaet for denne serie: spillere, der skal vælge mellem det to eller flere landshold. For Syed Mansoor er bange for, at dem, der går hele vejen, vælger Danmark fra.

– Hvad bliver konsekvensen i fremtiden? Hvis de unge bliver præsenteret for et valg, om de skal spille for det danske landshold eller det tyrkiske, så tror jeg ikke, der er nogen tvivl. Der er flere eksempler på, at folk vælger Danmark fra. Jeg tror, konsekvenserne er store, og de er superærgerlige, siger han.

Dette er sjette del af tipsbladet.dk’s serie om landsholdsvalg. Læs første del om Awer Mabil her, anden del om Mikael Anderson her, tredje del om Adnan Mohammad her, fjerde del om det danske landshold her og femte del om Tochi Chukwuani her.