Udlandsdansker: Drømte om at blive håndboldspiller

Straks efter kickoff tog en spiller chancen og skød på mål oppe fra midten for at teste målmanden. Det mindede om noget, der foregår i Serie 5, men det her var den bedste række i Færøerne. Den optimistiske spiller kom fra B36 Torshavn, de 11-foldige mestre.

Nede i B68 Toftir-målet stod danske Joakim Jürs. Det var ham, som modstanderen ville prøve af.

– Jeg syntes, det var useriøst. Men det gjorde mig bare motiveret, fortæller Jürs.

B36-spilleren scorede ikke. I stedet endte kampen 0-0, og Joakim Jürs kom på rundens hold i den færøske liga. Men der var trods alt en forklaring på, hvorfor B36 tyede til den velkendte taktik fra seriefodbolden og forsøgte at lægge pres på en formodet svag keeper.

Indtil i vinter var Joakim Jürs nemlig slet ikke rigtig fodboldspiller. Han var håndboldmålmand.

Drømte om at leve af håndbold
Tilbage i sommeren 2017 var Jürs lige blevet student, og han fristede en tilværelse som andenmålmand i Køge Håndbold. Han havde ikke skænket muligheden for et udlandseventyr en tanke, men en dag modtog han et opkald. Det var en håndboldtræner fra Færøerne, der ville høre, om Jürs havde lyst til at spille for hans klub.

Den danske målmand tænkte, at han lige så godt kunne tage chancen og se, hvad det kunne føre til. StÍF spillede i den bedste række, og det kunne jo være, at skiftet kunne føre noget større med sig.

– Det giver mig en rigtig god mulighed for at udvikle mig, at jeg kun skal tænke på håndbold, og jeg får en masse erfaring med mig. Jeg har lavet en aftale for et år for ”at tjekke det ud”, og så må vi se til den tid, om det er noget, jeg og de vil fortsætte med, sagde Joakim Jürs til Dagbladet Køge dengang.

– Drømmen er selvfølgelig at kunne komme til at leve af at spille håndbold.

Joakim Jürs fik lejlighed og bil betalt af håndboldklubben, men måtte også arbejde ved siden af for at tjene penge, så han fik job hos en bilforhandler.

Danskeren havde ikke spillet andet end hyggefodbold, siden han stoppede som 16-årig. Indtil da havde han spillet i Herfølge og Greve og blandt andet været på hold med de senere Superliga-spillere Jonas Gemmer og Mikkel Frankoch samt ikke mindst landsholdsstopperen Joachim Andersen. Men teenageren Jürs var blevet træt af at løbe så meget til fodbold, så han skiftede til håndbold.

– Jeg blev sat af holdet i fodbold, fordi jeg var rigtig dårlig til at løbe. Jeg skulle ikke løbe så meget i håndbold, så jeg tænkte, at det lige var mig. Da jeg startede til håndbold, havde jeg aldrig rørt en håndbold før, husker Joakim Jürs.

Foto: Oliver Joensen

”Du kan ikke noget”
Fodboldspillet var altså langt fra fremmed for håndboldmålmanden, men det stod eftertrykkeligt i skyggen. I Danmark havde han kun spillet seriefodbold i sine ældste teenageår, og både da han spillede håndbold i StÍF, og da han skiftede til klubben KIF efter det første år i Færøerne, spillede han hyggefodbold ved siden af. Men kun når håndbolden alligevel lå stille mellem sæsoner.

I foråret 2020 stoppede håndboldsæsonen i utide, da indendørs idræt ikke var foreneligt med coronanedlukning, men til gengæld fik Joakim Jürs tid til at træne noget mere fodbold. Endda med B68 Toftir, der spillede i den næstbedste række. Det kom i stand via B68-spilleren og kollegaen Andri Benjaminsen.

– De manglede en målmand, for de var kun én til træning. Jeg kunne da godt stå på mål, sagde jeg. Så sagde han, at ”Du kan sgu da ikke spille fodbold”, men jo, det kunne jeg sagtens, fortæller Joakim Jürs.

Benjaminsen var dog ikke den eneste fodboldspiller, der tvivlede på, at ham håndboldmålmanden nu også kunne begå sig på et hold, der jagtede oprykning til den bedste række.

– Jeg kom jo til træning med langt hår og pandebånd, og så var fordommene der allerede. ”Du er håndboldspiller, du kan ikke noget.” Jo, jeg kan stå i vejen. Det har jeg prøvet før, siger Jürs med et grin.

– Da jeg først trænede med dem, var der ikke mere. Jeg fik at vide, at jeg var hurtigt nede i forhold til, hvor høj jeg er. Jeg tror, de blev positivt overrasket over mine fodboldevner.

Kunne ikke selv sparke målspark
Indtil håndboldsæsonen begyndte igen i efteråret, var han reservemålmand i B68 og nåede syv ligakampe på bænken. Jürs nåede også at genindtage sin plads mellem stolperne på håndboldholdet hen over vinteren, men for tre måneder siden tog han den endelige beslutning: Han ville stoppe helt til håndbold og i stedet lægge al sin sportslige tid og energi i fodbolden.

– Jeg var gået meget i stå i håndbold og syntes ikke, det var sjovt at spille mere. Jeg fik en voldsom knæskade, som holdt mig ude i tre måneder, og i min første kamp tilbage fik jeg bolden i hovedet og pådrog mig hjernerystelse. Så tænkte jeg: ”Jeg gider ikke mere.”

Træneren var også med på den, selv om klubben netop havde hentet den norske målmand Erland Jacobsen, der havde en enkelt kamp for Tromsø IL i 2020. Jürs var indforstået med, at han skulle være reserve, men Jacobsen løb ind i en skade efter sæsonens første kamp.

– Så jeg fik chancen og har stået siden, som Joakim Jürs siger.

B68 Toftir tabte 3-2 i hans debut mod 07 Vestur, men allerede i hans anden kamp viste han for alvor sit værd. Det var i førnævnte kamp mod B36, da modstanderen skød på mål fra midten. Fordommene stod faktisk i kø i det opgør. Joakim Jürs var nemlig stadig præget af sin knæskade, så han kunne ikke selv sparke målspark, men måtte have en forsvarsspiller til at gøre det.

– Jeg tænkte: ”De tror sikkert, det er, fordi jeg er håndboldmålmand, jeg ikke kan sparke.” Da vi spillede mod B36, kunne jeg også høre træneren råbe: ”For helvede, drenge, pres målmanden. Han kan ikke engang sparke udspark.” Men jeg synes, det er sjovt med fordommene, for jeg har spillet fodbold i mange år og ved godt, hvordan man spiller. Det er ligesom at cykle. Man glemmer det ikke.

Men Joakim Jürs blev ikke udstillet som en håndboldspiller. Han holdt tværtimod nullet og blev udvalgt til rundens hold i den færøske liga.

– Jeg fik meget at høre fra folk i bygden. Mange kom over og sagde tillykke, selv om jeg ikke anede, hvem folk var. Men det er meget sjovt; nu er jeg blevet et kendt ansigt i bygden. Alle kender alle heroppe, siger han.

Drømmen er selvfølgelig at kunne komme til at leve af at spille håndbold.

Fremmed kvinde kendte hans navn
Fodbold fylder meget i Færøerne. Selv om det selvfølgelig er i mindre skala end snart sagt alle andre steder, er sporten allestedsnærværende. Så selv om Joakim Jürs og kollegaerne er fyraftensproffer, føles det næsten som at være på fuldtid.

– Opmærksomheden er helt vild. Alle ved, hvordan det er gået i weekenden. Man føler sig lidt som professionel, selv om man ikke er det. Man træner også, som om man er professionel: møder op to timer før træning, træner klokken 18, hygger, spiller dart, og så er der så frivillig styrketræning bagefter. Det, synes jeg også, er superfedt, siger han.

– Fodbold heroppe er kæmpestort. Det er det, man holder øje med. Når man kommer på arbejde og har spillet kamp, kommer alle over og vil snakke med én. Hvis man har spillet en dårlig kamp, får man det at vide, og hvis man har spillet en god kamp, får man det at vide, smågriner Jürs.

Han fortæller en lille, men sigende anekdote om, hvor hurtigt man kan blive et kendt ansigt i et lille samfund som Toftir med 800 indbyggere.

– Jeg kom ned i en butik og skulle handle. Jeg havde ikke set damen før. Jeg havde glemt mit kort, og så sagde hun: ”Du kan bare blive skrevet ned her. Så skylder du bare.” Fint nok. ”Ja, Joakim, hvad er dit telefonnummer?” Jeg svarede også bare: ”Hvor kender du mit navn fra?” Man bliver lynhurtigt kendt, hvis man spiller fodbold i bygderne rundt omkring.

– Det var ikke sket, hvis jeg spillede håndbold. Overhovedet ikke.

Joakim Jürs fik aldrig opfyldt sin drøm om at leve af kun at spille håndbold. Foreløbig kan han heller ikke leve af fodbolden alene. Han er i lære som industritekniker og tjener lærlingeløn.

Spørgsmålet er så, om han har konverteret håndbolddrømmen til en fodbolddrøm. Håber han stadig, at han kan komme til at leve af sin sport?

– Det ved jeg sgu ikke. Lige nu er jeg i gang med at tage en uddannelse. Fodbolden er jo ikke nummer et. Jeg bruger selvfølgelig meget tid på det og træner hver dag, men man kommer ikke til at leve af det heroppe på Færøerne, siger Joakim Jürs.

– Jeg tager det, så langt det kommer. Men det kunne være sjovt at være én af de bedste heroppe. Det kæmper jeg for at blive.

Joakim Jürs er 24 år og således ikke længere en udviklingsspiller, men hvem ved, hvor meget potentiale der gemmer sig? For tre måneder siden var han end ikke fodboldspiller.