Det er ikke den nemmeste ting i verden at drive en fodboldklub i Tyrkiet, men lige for tiden går det ganske glimrende for Rasmus Ankersen, der er præsident i Izmir-klubben Göztepe S.K., som i sommer rykkede op i Süper Lig.
Efter oprykningen er det nemlig gået over al forventning for Göztepe, som i august 2022 blev købt af firmaet Sport Republic, der har Rasmus Ankersen som medstifter og administrerende direktør.
Med omtrent en tredjedel af sæsonen afviklet ligger Göztepe på en højst uventet sjetteplads i Süper Lig, blot to point fra fjerdepladsen, der giver adgang til europæisk fodbold.
– Vi har fået en god start på sæsonen og er optimistiske omkring vores muligheder, fordi vi har det klart yngste hold i ligaen og vi føler, at der stadig er mange forbedringsmuligheder i holdet. Hvor højt vi kan slutte i vores første sæson i Süper Lig er svært at sige, siger Rasmus Ankersen til Tipsbladet og fortsætter:
– Det er svært at gå toe to toe med de store Istanbul-klubber, som har meget store spillerbudgetter, men vi føler, at vi har fundet en måde at spille på, som er effektiv i Tyrkiet, hvilket vi viste ved at slå Besiktas 4-2 på udebane i sidste uge (interviewet blev foretaget inden 4-1-nederlaget til Istanbul Basaksehir, red.).
“
Jeg skal være ærlig at sige, at den første sæson var hård, og der var tidspunkter, hvor jeg spurgte mig selv, hvad vi egentlig havde gang i.
Rasmus Ankersen, klubpræsident i Göztepe
Den 41-årige Rasmus Ankersen, der som bekendt har en fortid som bestyrelsesformand i FC Midtjylland og sportsdirektør i Brentford, var i januar 2022 med til at overtage Southampton, da Sport Republic købte Premier League-klubben.
Sport Republic er stiftet af Rasmus Ankersen og Henrik Kraft, og de to danskere er bakket op af den serbiske rigmand Dragan Slovak. Et halvt år efter overtagelsen af Southampton valgte Sport Republic så at kigge mod Tyrkiet, og projektet med at føre Göztepe til tops har indtil videre været voldsomt spændende, men også udfordrende, lyder det fra Rasmus Ankersen.
Danskeren, der med overtagelsen blev den første udenlandske klubpræsident nogensinde i Tyrkiet, peger dog på, at Sport Republic helt i begyndelsen stod i en lettere vanvittig situation, da man på ganske kort tid skulle opbygge en helt ny organisation.
– Det har været en vild rejse. Vi overtog klubben i sommeren 2022, efter at den lige var rykket ned, og hele klubben og fanbasen var traumatiseret af nedrykningen. Den tidligere ejer havde fyret stort set alle, så vi overtog en fodboldafdeling med kun 12 spillere og fire ansatte; en massør, en analytiker, en fysioterapeut og facility manager. På det tidspunkt var der kun fem dage til pre-season startede, så vi skulle bygge en hel ny fodboldorganisation på et par uger, siger Rasmus Ankersen.
Rasmus Ankersens første sæson som klubpræsident i Tyrkiet var ikke en dans på roser, også fordi Göztepe blev ramt af en skandale, mens der også var protester fra vrede fans.
– Jeg skal være ærlig at sige, at den første sæson var hård, og der var tidspunkter, hvor jeg spurgte mig selv, hvad vi egentlig havde gang i. Udover at bygge en fodboldklub op igen fra scratch havde vi en stor skandale med en fan, der løb på banen og smækkede hjørneflaget i hovedet på modstanderens målmand og flere af de mere aggressive fangrupperinger lavede protester mod os, fordi de ikke synes at fremgangen viste sig hurtigt nok, siger Rasmus Ankersen og fortsætter:
– Derudover er Tyrkiet midt i en hård økonomisk situation med skyhøj inflation, og det har været en stor udfordring at deale med oven på alt det andet. Jeg skal hilse at sige, at mange af fordommene om tyrkisk fodbold holder stik, men samtidig har jeg også oplevet, at det er et fodboldland med et kæmpe stort uudnyttet potentiale.
Göztepe endte på syvendepladsen i den næstbedste række i den første sæson efter Sport Republics overtagelse, hvor Izmir-klubben tabte i playoff-kvartfinalen og dermed måtte tage endnu en sæson på anden klasse.
Drømmer om Europa
Tyrkisk fodbold har som bekendt ry for at være kaotisk og til tider svær at navigere i, men for Rasmus Ankersen stod det hurtigt klart, at der var et stort potentiale i Göztepe, der hører til i Tyrkiets tredjestørste by Izmir.
– Inden vi købte aktiemajoriteten havde jeg brugt seks måneder på at lære klubben at kende og bygge en god relation til den tidligere ejer (Mehmet Sepil, red.), som er stor fan. Faktisk blev han født i blokken lige ved siden af stadion. Udefra lignede det en crazy beslutning at blive den første udenlandske investor i Tyrkisk fodbold nogensinde, men min konklusion var, at Göztepe havde et kæmpe potentiale, siger Rasmus Ankersen og fortsætter:
– Det er den største klub i Izmir, den mest liberale by i Tyrkiet, med seks millioner indbyggere. Stadion er topmoderne og det samme er træningsanlægget. Fanbasen er massiv og en af de mest dedikerede i Tyrkiet. Min fornemmelse var, at hvis man kunne bygge et godt fodboldsystem i det miljø kunne du skabe en virkelig stor klub, som på sigt kunne udfordre de store Istanbul-klubber.
– Samtidig var min analyse, at de fleste tyrkiske klubber er drevet med følelserne frem for fornuften, og min teori var, at hvis vi kunne have en klar strategi, træffe rationelle beslutninger og eksekvere godt, så ville vi kunne udfordre toppen af ligaen selv med et af de laveste spillerbudgetter.
“
Fodboldverdenen er generelt emotionel, men i Tyrkiet er den emotionelle volatilitet ekstrem. Du er aldrig mere end to tabte kampe væk fra, at hele fanbasen kræver trænerens hoved på et fad.
Rasmus Ankersen, klubpræsident i Göztepe
Göztepe har ikke deltaget i en europæisk turnering siden begyndelsen af halvfjerdserne, men for Rasmus Ankersen og Sport Republic er det en klar målsætning at få Izmir-klubben tilbage i Europa.
– Vi håber at kunne etablere Göztepe i top fem i Tyrkiet og kvalificere os til Europa, hvad klubben ikke har gjort de sidste 60 år. Samtidig har vi en ambition om at bygge Tyrkiets bedste akademi. Med seks millioner indbyggere i Izmir er det en af de største langsigtede muligheder, men desværre er det projekt ikke rigtigt kommet i gang endnu, fordi vi mangler land at bygge på, lyder det fra Rasmus Ankersen.
Helt siden FC Midtjylland-tiden har Rasmus Ankersen været kendt for at have en databaseret tilgang til at drive fodboldklubber, men med Göztepe har Sport Republic også analyseret sig frem til, at man med simple midler som tålmodighed og stabilitet kan komme rigtigt langt i et land som Tyrkiet.
– Vi brugte lang tid på at analysere fodbolden i Tyrkiet både gennem data og ved at se kampe. På den baggrund har vi bygget en spillestil, som er anderledes, og vi har fundet en træner (bulgarske Stanimir Stoilov, red.), der tror på de dyder, vi mener er effektive i den tyrkiske kontekst. Det handler meget om at spille med en stærk defensiv struktur og stor fysisk intensitet, fordi mange af de tyrkiske hold mangler både taktisk struktur og evnen til at spille med høj intensitet over 90 minutter, siger Rasmus Ankersen og fortsætter:
– Mange hold har en to-tre trænere hver sæson, og ofte ser du også ledelsen træde tilbage i midten af en sæson, så det er svært for dem at bygge en struktur ind i holdene og klubberne, da det kræver tid, tålmodighed og kontinuitet. Det er det, vi prøver at kapitalisere på. Efter at have opereret i fem forskellige lande og på flere forskellige kontinenter har jeg lært, at det, der virker ét sted, ikke nødvendigvis virker i en anden liga. Det er derfor, det er vigtigt at analysere, hvad du er oppe mod, og hvordan du kan operere effektivt i den kontekst.
‘Hele Izmir var på den anden ende’
Indtil videre har resultaterne været over al forventning i denne sæson, men for Rasmus Ankersen er det stadig oprykningen i sidste sæson, der står klarest i hukommelsen efter snart to-et-halvt år som Göztepe-præsident.
– Oprykningen sidste år var en stor oplevelse. Hele Izmir var på den anden ende, og det var vildt at se, hvordan det løftede alle. Den næstbedste række i Tyrkiet er svær at komme ud af. Det er en beskidt liga, mange gamle spillere, og den har den laveste ball-in-play-time af alle europæiske ligaer. Jeg har været vidne til tidsudtrækning på et niveau, jeg ikke troede var muligt.
– Det er meget svært at tiltrække gode spillere til den liga, fordi spillere typiske ser den næstbedste tyrkiske række som den absolutte bund af europæisk fodbold. At komme ud af den liga var afgørende for vores projekt, og det var en stor oplevelse at være en del af, at det lykkedes på trods af alle de hurdler vi skulle over eller igennem undervejs, fortæller Rasmus Ankersen.
Rasmus Ankersen har mange års erfaring med at drive fodboldklubber i Danmark, England og Frankrig, men oplevelsen i Tyrkiet har på mange måder været helt anderledes.
– Fodboldverdenen er generelt emotionel, men i Tyrkiet er den emotionelle volatilitet ekstrem. Du er aldrig mere end to tabte kampe væk fra, at hele fanbasen kræver trænerens hoved på et fad og specielt i Göztepe, med så mange fanfraktioner, er presset stort. Når det går godt, er det forførende for alle, der er en del af det, men når resultaterne ikke er der, får du de modsatte følelser med dobbelt fortegn. Det er et virkelig svært marked at holde hovedet koldt i, men det er også deri at muligheden ligger, fortæller Rasmus Ankersen og fortsætter:
– Min erfaring med at drive fodboldklubber er, at det handler ikke så meget om at prøve at være et geni og træffe spektakulære beslutninger. Det handler først og fremmest om ikke at gøre noget dumt, og hvis du kan undgå det, er du allerede foran, specielt i Tyrkiet hvor der er så mange eksterne faktorer, der stresser systemet og hvor det er meget let at komme til at skifte retning, når du bare skal holde kursen.
Rasmus Ankersen befinder sig i Saudi-Arabien, da Tipsbladet interviewer den tidligere Superliga-boss, for at holde møder med nogle af de mennesker, der har været med til at udvikle den saudiarabiske liga voldsomt i de seneste år, for at få et førstehåndsindtryk af, hvor udviklingen er på vej hen. Ankersens daglige arbejde handler da også mere om at lede Sport Republic end at stå for de mindre beslutninger i Southampton, Göztepe, Valenciennes og FC Mali Coura – klubberne i Sport Republics portefølje.
– Generelt set er jeg ikke i den daglige drift i klubberne. Min opgave er at lede det overordnede selskab, der ejer klubberne, rejse kapital, bygge en fodboldstrategi og ansætte dem, som skal eksekvere den. Og så sidder jeg i bestyrelsen i alle klubberne.
– I Göztepe har jeg et ekstra ansvar som præsident for klubben, og selvom jeg prøver at gå lidt under radaren og ikke være så synlig, er der i tyrkisk fodbold tradition for både internt i klubben og eksternt, at præsidenten er frontfiguren for klubben, og derfor er jeg i Tyrkiet stort set hver måned for at være så tæt på, som jeg kan, siger Rasmus Ankersen.
I hvilken udstrækning er du involveret i Göztepes beslutninger på transfervinduet?
– Jeg overser alle transfers i hele gruppen men mere fra et governance-synspunkt. De store handler, hvor der er mest på spil økonomisk, eksekverer jeg selv, men vi laver så mange transaktioner i gruppen at det er umuligt for mig at være tæt på dem alle. Jeg prøver at sikre, at alle de handler, vi laver, har den rigtige forberedelse bag sig i form af scout-rapporter, data osv. og så superviser jeg sportsdirektørerne på, hvordan de strukturerer de juridiske og kommercielle dele af kontrakterne.
Hvilken betydning har det for Göztepe at have en ejer, der også ejer en klub i en kæmpe liga som Premier League?
– Det er en af grundideerne med multiklub-modellen, at den store klub kan hjælpe de mindre klubber i systemet med at tiltrække spillere, de ellers ikke ville kunne komme i nærheden af. Efter at have drevet en multiklub-gruppe i nu tre år må jeg indrømme, at der er mange af de synergier, der ser rigtige ud, når du læser dem i powerpoint-præsentationen, som er meget svære at implementere i praksis. Men en af de ting, der virker ved modellen, er, at klubber som Göztepe kan tiltrække spillere, der ellers er uden for rækkevidde, fordi de er i familie med en Premier League klub, lyder det fra Rasmus Ankersen.
En af de spillere, som Göztepe hentede i sommer, er Chelsea-angriberen David Datro Fofana, der er udlejet til Izmir-klubben.
Herhjemme i Danmark har vi i de seneste år set en stigende tendens til, at udenlandske investorer køber sig ind i danske klubber. I første omgang har Sport Republic og Rasmus Ankersen dog ingen planer om at rette blikket mod det danske marked.
– Det er ikke umuligt, at det kunne ske på et tidspunkt, men lige nu har vi nok at gøre med at få bygget synergier ind i vores eksisterende klubsystem, så vi kigger ikke pt. på at tilføre nye klubber til gruppen, lyder det afslutningsvist fra Rasmus Ankersen.
Udover 4-2-sejren over Besiktas i forrige runde har Göztepe i denne sæson også slået Trabzonspor, der blev mestre for to år siden.
Næste kamp er på lørdag mod bundproppen Adana Demirspor.
Afsløring: Bliver landstræner – her er kontrakten
Gensidig inkontinens på Stamford Bridge
– Skal leve med at være voldsomt fyringstruet
Priske på porten? “Det er hans sidste uger”
Opsigtsvækkende udmelding efter ny United-fadæse
Manchester City smadrede modstander
Ellevild med Oscar Højlund: Virkelig speciel!
Købt af AGF i rekordsalg: Skuffet og frustreret
Afsløring: San Diego FC køber og forgylder Dreyer
Ærgrer sig over salg af dansk stjerne
Robert Skov blev den store helt
Manchester United flopper hjemme mod Brighton
Afsløring: Grønbæk tæt på Premier League-skifte
Ser dansker som et emne for City og Real Madrid
Afsløring: Stort skifte – dansker set i lufthavn
I svime over Dreyer-køb: Overraskende billigt!
Nartey: ‘Selvfølgelig bliver man frustreret’
‘AGF tror sindssygt meget på ham’
Forlænger Bischoff med BIF? – ‘Jeg aner det ikke’
Overblik: Her er Superligaens vintertransfers 2025
Afsløring: Bayern München i dialog om eks-FCM’er
Alan Shearer med transferbøn til Manchester United
Kæmpetransfer – scorer kongeløn i Manchester City
Kaldt assistenten med kniven – nu svarer Birk igen
Brandvarm – Sebastian Grønning med kæmpe succes
Afsløring: Hertha Berlin henter Sebastian Grønning
AGF’er afviser: Overhovedet ikke en tanke
Thomas Frank overbevist: De tager titlen!
Målrig affære mellem champagnedrenge og normannere
Løbetur på taget med Rösler: – Har været vildt øm
Bo Henriksen: Jeg er ikke så vigtig
Her har udlejet FCM-spiller aldrig været bedre
Sådan gør din klub i vinterpausen
Arsenal dummer sig mod Aston Villa
Katastrofekurs: VK og Vestergaard får hård medfart
Zlatan bekræfter interesse i stjerne
Rasende efter kæmpe transferbrøler
Vanvittig afslutning! Brentford taber i overtiden
Grabara skudt i sænk af Bayern
Skal Alves væk? Her er Frederik Birks svar
Afsløring: Trabzonspor byder igen på Alves
Damsgaard til Arsenal? Han er tæt på verdensklasse
Kasper Schmeichel har is i maven
Brøndby vinder i målrig testkamp
Youssef Toutouh scorer nyt trænerjob
FCK sejrer i første træningskamp
Lasse Schöne pønser på overraskende karriereskifte
AGF-boss med kritik: Det strider mod alt
Onugkha får chancen for FCK
AaB træner 30 procent mere: Skal være et helvede
Chokskifte? Ny bejler i dialog med Neymar
Forlader asiatisk job: Åben for Brøndby-retur
Lovpriser PL-dansker: ‘Han er markant bedre’
Profil nærmer sig Viborg-exit: ‘Mest sandsynligt’
Afsløring: Rosenørn tæt på islandsk storklub