DK til VM: Her er 6 ting, vi lærte af landsholdet

De danske landsholdssupportere ynder at synge deres sang om at vinde 4-0. Det er sådan set hele teksten – en konstant gentagelse af resultatet. De synger den, så snart landsholdet har scoret til 1-0 eller 2-0, ja indimellem kommer endda den inden kampstart. Den er et udtryk for optimisme, for drømme, for overlegenhed – som da landsholdet i EM-ottendedelsfinalen i Amsterdam slog Wales med 4-0.

Tirsdag aften overgik holdet så selv supporternes forhåbninger og vandt med 5-0 over Israel i Parken. I slutminutterne fik Danmark et straffespark, der blev ændret til et frispark lige uden for feltet, og de mest oplagte skytter var blevet skiftet ud – men så lagde Jens Stryger Larsen bare bolden over til bagerste stolpe, hvor Andreas Cornelius headede den i mål.

Sejren over Israel var kulminationen på en stærk landsholdsuge. For første gang siden EM samledes Kasper Hjulmands mandskab, og det gjorde rent bord ved at vinde med samlet 8-0 over Skotland, Færøerne og Israel. Vi konkluderer, hvad vi lærte undervejs.

1: Det danske landshold har verdensklasse
Da den israelske landstræner, Willibald Ruttensteiner, efter kampen i Parken skulle give sin vurdering af kampen, talte han lidt om, at han egentlig havde været tilfreds med holdets organisation, lidt om at danskerne havde været heldige at få en ripost ved 1-0-målet, og lidt om at han ikke var tilfreds med at lukke tre mål ind på standardsituationer.

Så kom han til den egentlige årsag til 5-0-nederlaget:

”Det danske holds kvalitet var i dag for højt for os. Tempoet i spillet. Vi kunne ikke præstere på det niveau. Spillerne så, at fejl på dette niveau er farlige og afgør kampen,” sagde Ruttensteiner.

Hvor mange gange har vi ikke hørt danske trænere, i europæiske klubkampe eller landskampe, sige noget i stil med den sidste sætning? ”På det her niveau bliver fejl altså straffet.” Lige nu er det danske landshold et af de hold, som definerer det niveau. Israel har et godt hold og havde i dagene forinden slået Færøerne 4-0 og Østrig 5-2. Gæsterne startede også godt i København. Men det danske landshold bliver ikke nervøst af en sløv start. På et tidspunkt slår holdet til, enten ved at udnytte en fejl eller via et pludseligt, hurtigt opspil. Begge dele var medvirkende til 1-0-scoringen mod Israel, og derfra dominerede og kontrollerede hjemmeholdet kampen. Da der stod 3-0, var det danskerne, der kørte bolden rundt, og israelerne, som måtte løbe.

Det danske landshold har verdensklasse. Ganske enkelt. Forhåbentlig beviser mandskabet det også på et tidspunkt mod en af sportens giganter.

2: De mange kvaliteter
Det kan ikke have været sjovt at være israeler i Parken. Én ting er resultatet, noget andet er, hvordan det var at spille kampen. Det var en hård omgang for gæsterne. Med få minutter igen og med stillingen 4-0 til Danmark kunne de stadig ikke modtage bolden, uden at Thomas Delaney eller en anden bidsk dansker sad lige i haserne på dem og søgte at vinde bolden tilbage. Det høje pres var bare én af landsholdets våben på en aften, hvor holdet viste sit store repertoire.

”Nogle gange er man som træner i stand til at nyde en fodboldkamp, og denne gang nød jeg, hvordan drengene spillede, hvordan de var kloge på banen, hvordan de spillede med intensitet og kvalitet. Mange af de ting, vi har arbejdet med, så vi i dag,” sagde Kasper Hjulmand efter sidste fløjt.

Danskerne er ganske enkelt bedre spillere end modstanderne. Både mod Skotland og Israel var Danmark næstbedst indtil første mål, men pludselig øjner danskerne en mulighed for med hurtige kombinationer at sætte muligheder op, og så er de farlige. Da der først kom gang i chanceproduktionen tirsdag, havde danskerne flere bedårende opspil, hvoraf et par gav mål. De øvrige tre scoringer faldt efter en dødbold, hvilket også afgjorde kampen mod Færøerne – endnu en vigtig kvalitet.

Og så er der forsvaret, som lige nu er helt umuligt at bryde igennem. Kvalifikationspuljens næstbedste offensiv er israelsk, men de to gange, den fik bolden over den danske streg, var der offside og frispark på Simon Kjær. At Danmark kan kombinere en stærk offensiv med en ubrydelig defensiv er yderst imponerende.

3: Offensiven er bred
Det hænder ganske ofte, når han fejler en tæmning eller laver et unødvendigt frispark, at en stille tanke dukker op i sindet: ”Hvorfor starter Yussuf Poulsen?” Ikke sjældent scorer han lige bagefter.

I tre af de seneste fire kampe i Parken er RB Leipzig-spilleren kommet på tavlen. Endda er alle scoringerne faldet i samme net nede foran D-tribunen. Poulsen er en klog fodboldspiller. Scoringerne mod Belgien, Rusland og Israel er alle kommet efter fejl, hvor den 27-årige angriber har opfattet situationen hurtigt og udnyttet den.

Mod Israel blev Andreas Skov Olsen indimellem trukket for langt ud til højre sidelinje, hvor han ikke kan bruge sit farlige venstreben til ret meget. Han tøver også regelmæssigt; måske er han rusten fordi han ikke spiller ret meget nede i Bologna. Men samtidig var han med i adskillige store danske chancer, og han scorede kampens flotteste mål med en resolut flugter.

De to ovennævnte angribere startede begge ude i EM-semifinalen på Wembley, men viste i denne uge, særligt mod Israel, hvad de kan. Imens sad Martin Braithwaite, FC Barcelona-spilleren, og Kasper Dolberg, EM-topscoreren med de tre knockoutfasemål, derhjemme og plejede skader, og landsholdet klarede sig helt uden dem. Og Jonas Wind, der som en af få spillere fik noget positivt ud af turen til Thorshavn, røg på bænken efter sit matchvindermål.

Bredden i landsholdets angreb er betragtelig, og spillerne leverer som regel et eller andet, når de får lov til at være med.

4: Hjulmand har sit A-hold
Angrebet er en undtagelse. Med lidt god vilje ligger Mikkel Damsgaard, Martin Braithwaite, Yussuf Poulsen, Kasper Dolberg og Andreas Skov Olsen nogenlunde lige i kampen om spilletid – og så kommer Jonas Wind lige efter. Deroppe vil Kasper Hjulmand nok fortsat rotere.

Men derudover ved man næsten med næsten 100 procents sikkerhed, hvordan landstrænerens idealopstilling ser ud. Det er med Simon Kjær, Andreas Christensen og Jannik Vestergaard i forsvaret, Joakim Mæhle og Daniel Wass som backer og med Pierre Emile Højbjerg og Thomas Delaney i motorrummet på den centrale midtbane.

For et par uger siden skrev vi i Tipsbladet, at Rasmus Nissen Kristensen kunne spille sig ind som landsholdets nye højre back. Efter at have set denne landsholdsuge var det en sløj spådom. For det første, fordi Daniel Wass gjorde det rigtig godt mod både Skotland og Israel. For det andet, fordi Rasmus Kristensen efter at være startet inde mod Færøerne var helt ude af truppen tre dage senere. I det hele taget var de eneste to gengangere fra startopstillingen i Thorshavn Kasper Schmeichel og Andreas Christensen – som forinden var de eneste to gengangere fra kampen mod Skotland. Det hører med til historien, at præstationen i Nordatlanten var svag, men en 4-0-sejr havde næppe ændret noget.

Det danske landshold har en udmærket bredde, bevist ved hvor fint det i denne omgang gik uden Vestergaard, Dolberg og Braithwaite – og Christian Eriksen. Men førstevalgene er et godt stykke foran reserverne, og det er vanskeligt at spille sig ind på et sammenspillet og succesfuldt hold.

5: Festen fortsætter, fans fødes
Efter sidste fløjt tirsdag talte Pierre Emile Højbjerg om at spille landskamp i Parken og om forbindelsen til barndommen:

”For en Østerbro-dreng, der har løbet op og ned langs Parken herinde på Østerbro Stadion i Skjold, er det bare noget specielt. Mine første fodboldskridt gik jeg herovre i Fælledparken, på Bane 7 hvor der ikke var net i målene. Vi skulle lære bananskuddet. Jeg kan huske mine sko og strømper og sorte Puma-shorts og en mørkeblå Nike-T-shirt med sorte ærmer.”

”Siden da, når man har cyklet hjem fra fodbold, og Parken har skullet danne ramme om landskampene, har man hele tiden været lige omkring det. Når man så lige pludselig er centrum i det, skaber det bare nogle følelser og noget glæde, som man ikke finder ret ofte i fodboldkarrieren,” sagde Tottenham-spilleren.

Nogle af de stærkeste minder og bånd skabes i livets første år. Og det skete helt sikkert for en masse børn i løbet af den seneste halvanden uge.

En masse drenge og piger var nemlig til landskamp mod Skotland og Israel, mange af dem landsholdsfans født i EM-feberen, en hel del nok i Parken for første gang. Sikke nogle aftener de fik. Fulde huse, menneskehave man næsten kun oplever til fodbold, overvældende stemning og masser af mål. Den slags gør indtryk, også når man fortæller om det i skolegården dagen efter. Det er umuligt at forestille sig, at de ikke alle ville have lyst til at komme igen næste gang.

En ny generation af danskere vokser op med landsholdet som en institution. Det er glædeligt. Landsholdsfodbold er sjovest, når det er noget, vi er mange, som går op i.

6: Danmark skal til VM
Den sidste konklusion er relativt kort: Danmark kvalificerer sig til at skulle spille VM i Qatar. Danmark har syv point til Skotland, otte til Israel og 11 til Østrig. Der er fire kampe og 12 point tilbage at spille om for alle hold i puljen, så i teorien kan alle tre nævnte hold overhale Danmark og tage førstepladsen. Det kommer selvfølgelig ikke til at ske. I praksis er Danmark klar til den tredje slutrunde i træk, hvilket er den bedste stime siden de fem kvalifikationer på stribe fra EM 1996 til EM 2004.