Arsenals vinderkultur døde med Adams og Vieira

Tony Adams og Patrick Vieira delte hvervet i 17 sæsoner. Sæsoner, hvor Arsenal vandt noget, var succesfulde og homogene. Siden franskmandens exit i 2005, har det været småt med de strakte arme i Nordlondon og især anførertjansen har været en sæbeopera siden klubbens indtræden på Emirates Stadium. Det er derfor oplagt at spørge: er synlige ledere et must i moderne fodbold, og er der en direkte sammenhæng mellem Arsenals fald fra tinderne og klubbens mangel på autoriteter?

For tiden høvler han mål ind på samlebånd under varmere himmelstrøg i Barcelona, men punktummet og afskeden mellem Pierre-Emerick Aubameyang og Arsenal blev alt andet end lunt og hjerteligt.

Disciplinære problemer og et vækkeur uden funktionsdygtige batterier førte til flere interne sager og stridigheder mellem topscoreren og manager Mikel Arteta, der slutteligt sendte gaboneseren i eksil på tribunen.

Angriberens henslængte livsstil var dog ikke en enkeltstående problematik hos de rød/hvide, men snarere symbolet på klubbens fald fra tinderne - både nationalt og internationalt. For efter 17 sæsoner med blot to spillere i anførerhvervet har de senere år budt på strejker, barnlig opførsel og mundhuggeri mod klubbens fans, vel at mærke fra spillerne med det tunge hverv og bindet om armen.

Efter Aubameyangs exit rettede Arteta blikket mod truppens mest loyale soldat, Alexandre Lacazette, der siden december har trådt først ind på Emirates Stadium og ageret leder på et ungt og sultent Arsenal-mandskab i synlig fremgang.

Udnævnelsen af Lacazette har dog igen fået spørgsmålene til at hobe sig op tæt på træningsanlægget, Hale End. Er franskmanden, der har kontraktudløb om ganske få måneder, endnu en lappeløsning på den prestigefyldte post, og har han reelt de egenskaber, der kendetegner en god leder og anfører? Eller bliver han blot endnu et fejlskud i rækken af Arsenal-anførere i nyere tid, der tæller navne som William Gallas, Robin van Persie, Per Mertesacker, Granit Xhaka og altså senest Pierre-Emerick Aubameyang?

Sikkert er det, at Arsenal står foran en ny skillevej til sommer, skulle Lacazette søge nye græsgange. Hvis klubben med den rygende kanon vil efterleve mottoet fra logoet, det latinske udtryk Victoria Concordia Crescit, sejr gennem harmoni, er et pletskud på anførerposten simpelthen et must.

Findes manden med de rette egenskaber ikke, vil pilen atter pege på ledelsen samt folkene med det sportslige ansvar, Edu Gaspar og Mikel Arteta. Og igen skabe uro og kaos i en klub, der desperat søger efter opskriften på succes og fordums resultater.

Stærke ledere i Highburys sidste år

George Graham var ikke i tvivl. Kenny Samsons dage var talte, og som led i en større udrensning sendte den skotske manager den hårdføre midtstopper til Newcastle i vinteren 1988. Ved rejsen nordpå efterlod Samson samtidig anførerbindet i Arsenals omklædningsrum.

Selvom han blot var fyldt 21 år få måneder forinden, pegede Graham på den ranglede og Dalton-lignende Tony Adams som Samsons arvtager. Med sit kølige overblik og vokale klang organiserede Adams tropperne bagtil og gennem hele foråret toppede Arsenal den bedste engelske række.

Særligt styringen af holdets offsidefælde blev Adams’ varemærke, og i fem af sæsonens syv sidste kampe spillede Arsenal til nul. 18 års mesterskabstørke blev brudt og i de efterfølgende år blev den berømmede Back Four, akkompagneret af Steve Bould, Lee Dixon og Nigel Winterburn, etableret, ligesom ”One Nil to the Arsenal” gjaldede ud over Highburys tribuneafsnit.

Med 674 officielle optrædener for Arsenal er det kun David O’Leary, der har trukket den røde trøje over hovedet flere gange, og Adams er dags dato én af blot fire legender, der har fået støbt en statue af sig ude foran klubbens nuværende bopæl, Emirates Stadium.

En statue står der ikke af Patrick Vieira, men franskmanden blev også historisk i sit virke i London. Midtbaneslideren blev klubbens første anfører født uden for de britiske øer, da Arsène Wenger lod ham overtage bindet fra Adams forud for sæsonen 2002/03.

Det var således med Vieira som ankermand og indpisker, at Arsenal gik 49 ligakampe ubesejret og skrev sig ind i fodboldhistorien med The Unbeaten Season i foråret 2004.

Under Adams’ eller Vieiras kyndige ledelse, var nederlag ikke en mulighed og opgivende attituder og momentvise udfald blev ikke tolereret. Selv træningspassene var særlige og unikke dengang, husker Amy Lawrence, der har haft Arsenal som stofområde i flere årtier.

- Det var spillere med en aura og autoritet, der forplantede sig i hele klubben. Træningsmiljøet var krævende og kompetitivt, men samtidig også energifyldt, lærerigt og givende for dem længere nede i hierarkiet, forklarer hun, og tilføjer.

- De stærke personligheder, heriblandt Adams og Vieira som anførere, var med til at sætte kursen og definere Arsenal som klub og institution. Det stærke træningsmiljø kunne ses på banen. Alle kendte til de overordnede mål og var villige til at ofre sig på vejen dertil.

Den engelske journalist beretter ydermere, at føromtalte tider er langt fra den hverdag og kultur hun oplever nu til dags. Omkostningerne til byggeriet af Emirates Stadium begrænsede Arsène Wenger på transfermarkedet, mens nyrige klubber som Chelsea og Manchester City plukkede profiler for næsen af den garvede franskmand. Tiderne ændrede sig i kølvandet på Champions League-nederlaget i Paris i 2006, og fra at være spillernes ønskede endedestination blev Arsenal et vadested med store dele af truppen i transit, på udkig efter mere ambitiøse, indbringende projekter. I forsøget på et modsvar slog det for alvor sprækker i fundamentet.

Et anførerbind som lokkemad

Siden Adams og Vieira abdicerede fra tronen har Arsenal haft intet mindre end 11 udnævnte anførere. Og det på bare 16 år.

Hver udnævnelse rummer hver sin historie og begrundelse, men flere træk går igen. Skader har i særdeleshed været et benspænd i Nordlondon, hvor Arsenals anførere har været henvist til sidelinjen intet mindre end 273 i Premier League-regi, siden Thierry Henry overtog tjansen fra sin landsmand i 2005. Kun i sæsonen 2011/12, hvor Robin van Persie samtidig endte som ligatopscorer med 30 mål, oplevede en Arsenal-kaptajn at deltage i samtlige 38 spillerunder.

Holdt op mod Arsenals rivaler i toppen af Premier League, er de 11 anførere på så kort tid yderst signifikant. Til sammenligning har Liverpool kun haft Steven Gerrard og Jordan Henderson med ansvaret, ligesom Manchester City vandt fire mesterskab med Vincent Kompany som anfører på otte sæsoner fra 2012 til 2019.

Akkurat som Vieira voksede Henry, og senere Cesc Fabregas og Robin van Persie, sig større end Arsenal og pressede slutteligt på for et skifte væk fra Nordlondon. Særligt lønnen, eller rettere mangel på samme, blev fremhævet som en stopklods for de rødblusedes ambitioner.

Som modtræk til de manglende cifre på lønchecken smed Arsenal-ledelsen en gulerod af de større på bordet: Anførerbindet.

Det risikable pokerspil slog fejl og havde ingenlunde den ønskede effekt. Den lokkende lækkerbisken fik hurtigt en dårlig bismag og diskvalificerede bindets oprindelige mystik og værdi. Det førte blandt andet til en surmulende William Gallas i midtercirklen, en Laurent Koscielny, der nægtede at flyve med på træningslejren samt Granit Xhakas kontroversielle kast med bindet og efterfølgende gestikuleren mod Emirates’ tribuneafsnit i nyere tid.

Episoder, der alle har bidraget til den større fortælling om Arsenals fald fra tinderne, spørger man Lee Hurley, der til daglig skriver og analyser Arsenals ageren på onlinemediet, Daily Cannon.

- Alt for længe var det en offentlig hemmelighed, at anførerbindet blev brugt som lokkemad. Bindet blev et kejtet forsøg på at fastholdere truppens bedste spillere, uden at betale dem deres reelle værdi. Det blev også et hold-kæft-bolsje, når interne ønsker om en forstærket trup kom på tale.

- Sammenholdt med det store omfang af skader og disciplinære problemer, har Arsenals anførerkabale været én, stor rutschebanetur med alt for mange udfald. Som jeg ser det, falder det tilbage på ledelsen, der har vanæret noget af fodboldens helligste og misbrugt det i tilspidsede forhandlingssituationer, forklarer Hurley.

Hvem er lederen, der skal genrejse Arsenal?

Det er i særdeleshed Champions League, Arsenal higer efter at komme tilbage til. Turneringen, klubben var så tæt på at vinde i 2006, men også stedet hvor pengene er størst. Og, i Arsenals tilfælde, nedturene ligeså.

Arsenals seneste optræden i den fornemmeste europæiske klubturnering ligger efterhånden nogle år tilbage, da man i foråret 2017 røg ud på røv og albuer til Bayern München med sammenlagt 2-10.

Med mere end 1.900 dage i den europæiske skygge er det kun ganske få af truppens nuværende bannerførere, der har erfaring fra det forjættede land. Det oplagte spørgsmål er derfor: hvem er rustet til at føre Arsenal de sidste skridt op af rangstigen, så de igen kan duellere mod de ypperste i branchen?

Ifølge Lee Hurley er alternativerne flere og bedre end for få år tilbage, selvom truppens unge gennemsnitsalder alt andet end lige gør den næste udnævnelse til et sats.

- Arteta har ryddet op. Han har ændret kulturen, der nu nærmer sig tidligere tider. Derfor peges der faktisk på flere folk som det oplagte valg efter Lacazette. Mange ser gerne Gabriel få bindet, mens Ødegaard og Tierney også kandiderer.

- Personligt ville jeg gå med Tierney. Hans attitude og energi smitter af på sine omgivelser og passer godt ind i den nye klubhistorie, som Arsenal gerne vil skabe. Udfordringen med ham, kan dog være skaderne. Det er foruroligende. Ender man i samme situation som eksempelvis 2017, hvor Per Mertesacker kun spillede én kamp som anfører?

- Det ville være en bét. Og en forkert retning i klubbens positive udvikling, selvom resultaterne har været svingende her i foråret. Jeg siger ikke at Arsenals deroute ene og alene skyldes de kritisable valg af anførere gennem årene, men noget af årsagen kan findes der, afslutter Lee Hurley.

Betydningen af en stærk og karismatisk leder er med andre ord ikke til at tage fejl af. Det underbygger nyere fodboldhistorie ligeledes. Bindeleddet i FC Barcelonas overtagelse af herredømmet var Carles Puyol, Vincent Kompany var hærføreren, der var med til at tippe magtbalancen i Manchester, ligesom Philipp Lahms stille gemüt nævnes som en markant faktor i Bayern Münchens nylige dominans.

Om Arsenals nuværende trup rummer personager som disse og harmonien atter sænker sig over Hornsey Road, kan kun tiden besvare. Valget af klubbens 12. anfører siden 2005 bliver dog skelsættende for projekt-Arteta og hvorvidt en genstart kan afblæses eller effektiveres.