Fra 1997 til 2004 gerådede Arsène Wenger og Alex Ferguson ud i en legendarisk kamp om titler, sejre og meninger. I syv sæsoner handlede topkampen i Premier League klart mest om Arsenal og Manchester United. Nu er der måske en ny tvekamp på vej mellem Arsenal og Manchester, bare mod de larmende naboer fra City. Og selv om krigen næppe nogensinde bliver lige så hård som mod United, kan søndagens topkamp i London meget vel blive afgørende for mesterskabet.
Selv om Tottenham er kommet fremragende fra start under Ange Postecoglou, og Liverpool før lørdagens uheldige nederlag på Tottenham Hotspur Stadium havde spillet 17 Premier League-kampe i træk uden nederlag spredt ud over denne og sidste sæson, er der ikke nogen tvivl om, at søndagens opgør på Emirates i London mellem Arsenal og Manchester City bliver anset som sæsonens første seriøse styrkeprøve om mesterskabet.
I sidste sæson var kampen om mesterskabet nemlig en tvekamp mellem Mikel Artetas fremstormende Arsenal og Pep Guardiolas gennemsolide Manchester City, og selv om både Tottenham og Liverpool altså er kommet imponerende fra start, og Newcastle også er ved at finde ind i en sejrsrytme efter en hakkende start, har bookmakerne fortsat City og Arsenal som favoritter i kampen om det 125. engelske mesterskab.
Og dermed er Premier League også ved at finde tilbage til den fantastiske periode fra 1997 til 2004, hvor Arsenal var i hård kamp om toppositionen i engelsk fodbold mod en klub fra Manchester. Den gang var det bare i form af Manchester United, mens kamphanerne på sidelinjen hed Arsène Wenger og Alex Ferguson i det, der udviklede sig til en legendarisk duel mellem to store managere.
”Dengang sad United solidt på tronen, og så kom Arsenal som udfordrer og krævede vores del af kagen. Og den ville United selvfølgelig ikke bare lade sig glide af hænde uden kamp,” siger Thomas Ballegaard, mangeårig formand for fanklubben Arsenal Denmark. Samtidig med det sad der koryfæer på managerposten i begge klubber med hver sin måde at gøre tingene på. Ferguson med de gode britiske dyder, og så var der Wenger, der kom med sine moderne franske, akademiske tanker tilsat et stænk japansk filosofi med sund kost og så videre. Det var en kamp i sig selv.”
Nordens dominans
”Og inde på banen var der midtbanekampen mellem Roy Keane og Patrick Vieira, mens det jo egentlig allerede startede lidt tidligere med Ian Wright og Peter Schmeichel, der havde en fight både på banen og i pressen. Så det var en krig, der blev kæmpet på flere fronter,” siger Thomas Ballegaard om en intens periode i Premier League, der var med til at flytte hele ligaen.
Man siger jo, at fodboldens vugge stod i England, men spillet fik bedst og først fat i det nordvestlige hjørne, hvor Preston vandt det første mesterskab i 1889. Og siden da har magten faktisk ligget deroppe ved Liverpool og Manchester, hvor hele 64 mesterskaber er endt gennem tiderne, mens Yorkshire med Sheffield, Leeds og Huddersfield samt det nordøstlige hjørne med Sunderland og Newcastle har vundet lige så mange mesterskaber, som klubberne nede i London har præsteret med 21 i alt.
Så skillelinjen mellem hovedstaden i syd og de store byer i nord har også været tydelig på fodboldlandkortet med den forskel, at her har norden klart vundet med Arsenal som den første London-mester så langt fremme i tiden som 1931.
Derfor er nogle af de største rivaliseringer også at finde inden for afgrænsede geografiske områder med Manchester United som hovedmodstanderen for Liverpool, Leeds og Manchester City, mens Newcastle og Sunderland har haft deres egen tvekamp kørende ovre ved Nordsøkysten.
Nede i London har det først og fremmest været The North London Derby mellem Arsenal og Tottenham, der har fyldt, men nogle få gange blev den bærende tvekamp altså bredt ud over hele landkortet som et opgør mellem den bedste klub fra London mod den bedste klub fra det nordlige.
Sådan var det for eksempel, da Arsenal i 1989 og 1991 var med til at lukke ned for Liverpools mangeårige dominans med specielt mesterskabet i 1989 som et af de historiske, sikret i det sidste minut af sæsonen på Anfield af Arsenals Michael Thomas. Men forholdet mellem de to klubber var nu ikke dårligere end, at Michael Thomas i december 1991 skiftede til netop Liverpool og spillede for klubben i syv sæsoner, mens han efter endt karriere også er blevet boende i byen ved Mersey-floden, hvor både Everton- og Liverpool-fans gerne køber en pint til ham på den lokale pub.
En nøglekamp på Villa Park
Så var det noget helt andet med forholdet mellem Arsenal og Manchester United, der for alvor blev betændt, da Arsène Wenger i september 1996 kom til London-klubben på Highbury fra japanske Nagoya Grampus Eight.
For han udfordrede med det samme kulturen i først Arsenal og siden hele Premier League med sine tanker om diæter, fysisk træning, opvarmning og meget mere, og da det også ret hurtigt stod klart, at han havde et hold, der med de nye metoder kunne komme til at udfordre Manchester United, reagerede Alex Ferguson meget hurtigt, efter Wenger havde påpeget fordele i Uniteds kampprogram.
”Han har ingen erfaring med engelsk fodbold. Han er kommet fra Japan, og nu er han i engelsk fodbold og fortæller alle i England, hvordan de skal gå til spillet. Jeg synes, han skulle lukke munden – og holde den helt lukket,” sagde Ferguson i april 1997, et halvt år efter Wenger var kommet til Premier League og med det samme havde ført Arsenal op i top tre, omend man stadig var et stykke fra United.
I sin nedvurdering af Wenger overså Ferguson selvfølgelig helt bevidst, at franskmanden havde været cheftræner i Monaco fra 1987 til 1994 og både gjort dem til fransk mester og pokalvinder samt tabende finalist i Europa Cuppen for pokalvindere i 1992 og deltager i Champions League-semifinalen anno 1994, hvorefter Bayern München ville have ham som cheftræner. Det afviste Monaco – og så fyrede man ham i september 1994 efter en dårlig sæsonstart. Så Wenger var meget mere end Nagoya Grampus Eight, og det beviste han sæsonen efter, hvor Arsenal vandt 98-mesterskabet med et point foran United og undervejs vandt en meget vigtig 1-0 sejr på Old Trafford på mål af Marc Overmars.
Sæsonen efter blev lige så tæt, og selv om Manchester United endte med at vinde en historisk Treble, der blandt andet gjorde Alex Ferguson til Sir Alex, var der ikke meget, der skulle være gået bare en smule anderledes for, at Arsenal i stedet havde genvundet deres Double fra 1998.
Et af de mest afgørende momenter fandt sted på Aston Villas hjemmebane den 14. april, hvor der skulle spilles omkamp i FA Cup-semifinalen mellem Arsenal og United. Det var en periode, hvor United også var i gang med semifinalerne mod Juventus i Champions League, mens opløbet om mesterskabet med Arsenal samtidig var mere end tæt, men den onsdag aften handlede det altså om at nå FA Cup-finalen, og efter 0-0 i kampen om søndagen blev returkampen legendarisk.
David Beckham bragte United foran, Dennis Bergkamp udlignede med et afrettet skud, og Roy Keane blev udvist med advarsel nummer to for en glidende og alt for sen tackling på Marc Overmars. Og i det 91. minut lå kampen til at blive afgjort, da Phil Neville klodset fældede Ray Parlour i feltet
Bergkamp tog straffesparket, men Schmeichel gjorde, som han havde gjort mod Bergkamps landsmand Marco van Basten i EM-semifinalen i Göteborg syv år tidligere. Han kastede sig til venstre og reddede bolden helt ude ved stolpen, og så var der forlænget spilletid.
Schmeichels redning var stor og vigtig og betød i øvrigt, at Bergkamp aldrig sparkede et straffespark i karrieren igen, men det historiske skete i det 109. minut, hvor indskiftede Ryan Giggs fik fat på bolden midt på banen via en dårlig tværpasning fra en træt Patrick Vieira.
For så satte den walisiske kant i løb med Vieira i hælene og halvdelen af Arsenals berømte forsvarskæde foran sig.
Men han kom forbi både Lee Dixon og Martin Keown, og inden Tony Adams fik sat en desperat glidende tackling ind, havde Giggs sparket bolden over David Seaman og op i nettaget, hvorefter han smed trøjen og løb med den svingende over hovedet den modsatte vej ned af sidelinjen igen, hvor en lettet Phil Neville stod klar med det første knus.
Og med den sejr fik United luft til også at holde Arsenal bag sig i Premier League, slå Newcastle i FA Cup-finalen og endelig besejrede Bayern München i Champions League-finalen i Barcelona. Men hvad nu, hvis Bergkamp havde scoret på det straffespark i stedet for?
Fra pizzakast til rosende ord
Sådan lå landet altså efter bare to-et-halvt års tvekamp mellem Arsenal og Manchester United og de kommende sæsoner voksede det videre. United blev mester i 1999, 2000, 2001 og 2003 med Arsenal på andenpladsen, mens Arsenal vandt i 2002 og 2004, og undervejs blev der skrevet flere kapitler i historien om en fantastisk rivalisering.
Efter Arsenal vandt The Double i 2002, og Ferguson påstod, at Manchester United stadig havde det bedste hold, gjorde Wenger sin skotske kollega rasende ved at sige, at ”alle tror, at de har den kønneste hustru derhjemme”, hvilket Ferguson tog som et angreb på hans evige støtte Cathy.
I september 2003 brændte Ruud van Nistelrooy et sent straffespark på Old Trafford, hvilket fik Martin Keown til at gå både triumferende og hånende til angreb på hollænderen i en kamp, der så endte 0-0 og lagde grunden til, at Arsenal kunne gå ubesejret gennem 03/04-sæsonen og bevare titlen som ”Invincibles” helt frem til den 24. oktober 2004.
Her skulle man tilbage til Old Trafford, hvor man tabte 2-0 mod en ny nøglespiller i form af Uniteds nyerhvervelse Wayne Rooney, der fyldte 20 år samme dag, og hvor stemningen fra banen fulgte med ind i omklædningsrummene og endte med, at Sir Alex blev ramt af et flyvende stykke pizza fra Arsenal-lejren, sandsynligvis kastet af den spanske teenager Cesc Fabregas i det, der siden blev kendt som ”The Battle of the Buffet”.
Så var der diskussionen mellem Keane og Vieira i tunnelen på Highbury i februar 2005 før en kamp, som United vandt 4-2 på to mål af fremstormende Cristiano Ronaldo, og udvisningen af en protesterende Wenger på Old Trafford i 2009, men i mellemtiden var der kommet en ny modstander på banen.
Det var der i form af Chelsea, der først fik penge, som aldrig set før i engelsk fodbold qua den russiske klubejer Roman Abramovitj og siden en yngre manager i José Mourinho, der tog kampen op med både Ferguson og Wenger – og vandt den.
Samtidig mistede Arsenal den tidlige fordel af Wengers fremragende kontakter på det franske marked (Vieira, Emmanuel Petit og ikke mindst Thierry Henry), mens man også brugte mange penge på at flytte hjemmebane fra Highbury til Emirates. Så rivaliseringen med Manchester United ebbede langsomt ud og til sidst endte de gamle fjender Ferguson og Wenger som venner.
Ferguson stoppede som engelsk mester i 2013, mens Wenger holdt fem sæsoner mere men på en nedadgående kurve med sit Arsenal, og da han skulle stå i spidsen for sin sidste kamp på Old Trafford, stod Ferguson klar med en gave inden kampen, som i øvrigt var mod José Mourinho, der på det tidspunkt havde fået opfyldt en stor ambition og med nogle års forsinkelse var blevet manager i Manchester United.
”Jeg vandt 13 mesterskaber, men jeg var aldrig i nærheden af at gå gennem en sæson som ubesejret,” som Sir Alex siden sagde om sin mangeårige rival i Arsenal, Arsène Wenger.
Gode venner på og udenfor banen
Så det sluttede i ren harmoni, men dengang fra 1997 til 2004 brændte der virkelig en ild i forholdet mellem Arsenal og den førende klub i Manchester.
Og nu er den så gal igen – eller er den? Der er ingen tvivl om, at sådan som landet ligger lige nu, vil Arsenal være en seriøs udfordrer til Manchester City i både denne og nok også de kommende sæsoner, men der er slet ikke den samme krig på kniven, som der var med United.
For selv om City er tæt på at være lige så dominerende nu, som United var det fra 1992 til 2013, med fem af de seneste seks mesterskaber under Pep Guardiola, og Arsenal i sidste sæson spillede sig i stilling som førsteudfordrer, så er stemningen helt anderledes.
”Først og fremmest skal man jo huske, at Arteta har været assistent for Guardiola og kommer fra Manchester City. Jeg tænker, at ham og Guardiola sagtens kan finde på at snakke sammen om aftenen og udveksle erfaringer. Jeg tror, at de er gode venner, og jeg kan ikke forestille mig, at det nogensinde kommer til at blive på samme måde, som det var mellem Wenger og Ferguson. De respekterer hinanden, og jeg tror, at Guardiola vil unde Arteta det bedste, så længe det ikke sker på Citys bekostning,” siger Thomas Ballegaard fra Arsenal Denmark før søndagens topkamp.
”Arteta og Guardiola er for tæt på hinanden til den slags rivalisering. Vi skal fem-seks år hen, hvor vi bliver nummer et og to i mange år, og så skal de familiære bånd brydes af et managerskifte på en af siderne, for at det skal kunne komme op på det niveau igen. Så jeg regner ikke med, at der bliver flyvende pizzaer på søndag,” siger fanklubformanden og påpeger, at der også er bånd mellem spillerne i de to klubber.
I sidste sæson købte Arsenal jo både Gabriel Jesus og Oleksandr Zinchenko i Manchester City, og de har nok stadig kontakt til gamle venner på Etihad i Manchester. Men Arsenals udvikling har dog betydet, at City ikke længere sælger reservespillere til det, der har udviklet sig til en seriøs bejler til mesterskabet.
”Nej, det ville man ikke gøre nu. City tog dem ikke alvorligt sidste år, for man havde ikke identificeret Arsenal som værende en trussel i sæsonen 22/23. Det lærte man så hen ad vejen, at det måske var en fejl, for Zinchenko kom jo flyvende fra start og også Gabriel Jesus, indtil han blev skadet ved VM. Så man fandt ud af, at det måske ikke var den bedste ide at sende sine næstbedste spillere til Arsenal.”
”Det var nok også en af grundene til, at João Cancelo ikke røg til Arsenal. Ham kunne vi ellers godt have brugt, men City ville ikke snakke med os, for der var ingen grund til at lave den samme fejl igen,” siger Thomas Ballegaard om den portugisiske back, der efter et forårslån i Bayern endte i Barcelona, selv om Arsenal flere gange i løbet af sommeren forsøgte at komme i betragtning til at være den nye klub i backens fodboldliv.
Men det mislykkedes, og den defensive nyerhvervelse Jurrien Timber blev hurtigt skadet, men alligevel føler Thomas Ballegaard en vis optimisme før søndagens topkamp.
”Vi så jo i Community Shield-kampen, at vi nærmer os. Selv om vi førte ligaen undervejs i sidste sæson og pointmæssigt endte tæt på City, så var der ikke tvivl om udfaldet i de kampe, vi mødte dem, og det var de kampe, der afgjorde det. Der var fem point imellem i slutstillingen, så en sejr til Arsenal i en af de to kampe havde afgjort det.”
”Men City var bedst i begge opgør, og sådan var det. Men de var ikke bedst, da vi mødte dem i Community Shield, og så kan man altid sige, at det ikke er en vigtig kamp, men den betød lige så meget for City, som den gjorde for Arsenal, for ellers havde de skånet deres bedste spillere.”
”Så selv om vi vandt med den snævreste margin på straffespark, så vandt vi dog, og det giver en eller anden fornemmelse af, at ”gutter, vi kan sgu godt”. Det giver et mentalt boost, og os, der sidder udenfor, kan se, at afstanden mellem de to klubber er blevet mindre,” siger fanklub-formanden om den sæsonåbnende 1-1 kamp på Wembley, hvor Leandro Trossard sikrede det uafgjorte resultat og de efterfølgende straffespark via et afrettet skud i sidste minut.
”Så jeg er sådan set optimist. Jeg tror ikke, at det bliver en klar sejr til nogen af parterne, jeg tror, det bliver tæt, men der er en større chance for, at den tipper ud til vores fordel, end jeg længe har troet.”
”Bare vi ikke render ind i skader mod Lens, for så kan vi næsten stille i stærkeste formation, og det bliver også nødvendigt. For man skal have en god dag og være i stærkeste opstilling for at kunne hamle op med City,” siger Thomas Ballegaard – før tirsdagens Champions League-kamp, der sandsynligvis kostede Bukayo Saka deltagelse i topkampen på Emirates på søndag.
Arsenal kommer altså til at mangle begge deres normale kantspillere i Gabriel Martinelli og Bukayo Saka, mens City til gengæld er uden deres store midtbanestyrmand i den karantæneramte Rodri samt den suveræne belgiske oplægger og målscorer Kevin De Bruyne, der er langtidsskadet.
Så det er ikke to tophold i stærkeste opstilling, der tørner sammen, men uanset hvad bliver det utvivlsomt spændende, og selv om der altså næppe bliver kastet med pizzastykker eller sagt grimme ting om modstanderen på sidelinjen, så vil der ganske givet også være rigeligt med begivenheder til at skrive et nyt kapitel i sagaen om Arsenals kampe mod svære modstandere fra Manchester.
Fotos: Getty Images
