Mandskabsplejeren Mourinho, hvad er det han kan?

Bragt i Tipsblaet 21. februar:

Med en fortid i fire store europæiske klubber er det ikke usædvanligt, at Jose Mourinho på onsdag løber ind i endnu en gammel bekendt, når Chelsea rejser til Istanbul for at spille den første Champions League 1/8-finale mod Galatasaray. Sådan er livet for de store europæiske trænere på deres rejse rundt på toppen af fodboldverdenen, men til gengæld er det usædvanligt, at den 50-årige portugiser tit og ofte ikke bare møder tidligere spillere, men i stedet gamle venner der for manges vedkommende kun har lovord og tak til overs for den tidligere træner og deres fælles historie, der ofte er værd at genfortælle. Således også Galatasaray-angriberen Didier Drogba, der, efter lodtrækningen gav endnu et gensyn med Jose Mourinho ovenpå 1/4-finalerne mod Real Madrid sidste forår, sagde:

”Da Chelsea overvejede at købe mig, var det Mourinho, der kom efter mig. Han sagde: ”Hvis du vil være en stor angriber som Thierry Henry og Ruud van Nistelrooy, så må du komme til England og spille for mig i Chelsea.” Dengang var jeg en god spiller i Frankrig, men i løbet af vores tid sammen gjorde han mig til en af de bedste angribere i verden. Og derfor ville jeg løbe til verdens ende for Jose.”

Og Mourinho gav gerne igen af de pæne ord, for inden lodtrækningen til dette års 1/8-finale faldt på plads, havde han håbet på Galatasaray. For så kunne Didier Drogba gense Stamford Bridge og den klub, han spillede for i otte sæsoner, før han sagde farvel med sit 157. mål i sin 341. kamp for klubben og på bedste eventyrvis sørgede for, at det sidste spark også var det afgørende straffespark i Champions League-finalen mod Bayern München i 2012.

”Han fortjener at komme her på Stamford Bridge, og han fortjener en velkomst, der var endnu bedre end den, jeg fik, for han fortjener det meget mere end mig. Den skal være dobbelt så stor som den, jeg fik mod Hull [i comeback-kampen i Premier League]. Jeg ved, hvordan det ramte mig, og det fortjener han. Så ja, Galatasaray er svær. Meget svær. Men jeg vil gerne have Didier tilbage her og føle, hvad jeg følte,” sagde Mourinho tilbage i december om den gamle angrebskæmpe, der først vandt fem titler, blandt andet to mesterskaber, under portugiseren, før han blev hængende til fem titler mere, selv om han ikke var glad, da Mourinho forlod Chelsea i efteråret 2007.

”Jeg vil væk fra Chelsea. Der er noget, der er gået i stykker, og skaden er meget stor i omklædningsrummet,” som han dengang sagde til France Football.

Men hvad er det Jose Mourinho kan, siden han er i stand til at vække så mange store følelser i så store spillere, der konstant ser trænere komme og gå?

Sms’er til Zlatan
Først og fremmest er han fantastisk til at bygge den enkelte spiller op og udpege kulturbærere til kollektivets styrke, som han specielt har gjort det i Chelsea med for eksempel John Terry og Frank Lampard, og som han faktisk gjorde med det samme, han tiltrådte tilbage i sommeren 2004

”Hans mandskabspleje var fremragende. Han ved, hvordan man kommer ind i folks tanker, og han kom ind i mine i det øjeblik, han kom til klubben. Han har den arrogance, den selvtillid, og det smitter. Jeg har aldrig før oplevet, at en manager, mens jeg står i bruseren og vasker mine kugler, fortæller mig, at jeg er den bedste spiller i verden. Men det gjorde han, og det glemmer jeg aldrig. Så skødesløst. ”Du er den bedste spiller i verden, men du har brug for at vinde titler.” Fra det øjeblik fik jeg den ekstra selvtillid. Ikke fordi jeg troede, at jeg var den bedste spiller i verden, men når en manager, der lige har vundet Champions League, mener det, så kom jeg ud af den bruser som en ny spiller,” som Lampard allerede skrev tilbage i 2006 i sin biografi ”Totally Frank.”

Og selv om den nu 35-årige Lampard og den 33-årige Terry så småt blev kørt ud på en sidespor under Villas-Boas, og Terry blev der under Rafael Benitez, så fik Mourinho hurtigt sine løjtnanter tilbage på banen, da han vendte tilbage til Stamford Bridge i sommer.

”Manageren var ærlig overfor mig fra den første dag. Efter en uge sagde Jose til mig, at ”der er ikke noget ændret for mig. Du er stadig på toppen, du kan stadig arbejde og spille på toppen.” Det var vigtigt for mig. Han gav mig tillid, og den arm om skulderen har alle brug for, også selv om du er en af de mest erfarne spillere på holdet. Bagefter følte jeg mig tre meter høj, og det fik mig bare til at ville arbejde endnu hårdere for manden på sidelinjen. Du vil bare op på det næste niveau – og jeg vil give alt for manageren,” fortalte John Terry i sidste måned, mens Zlatan Ibrahimovic dedikerer flere sider i sin biografi ”Jeg er Zlatan” til den portugisiske træner, som han mødte i Inter.

Men først blev han ringet op af Mourinho under EM i 2008 til en indledende snak, og den nye Inter-træner fortsatte med at sende gode råd og opmuntringer på sms.

”Det var wauw. Mourinho holder øje med mig. Jeg følte mig set. Fyren er måske slet ikke så hård og barsk alligevel. Okay, jeg havde fattet det, han havde et formål med sine sms’er. Han ville levere lidt peptalk. Skabe loyalitet. Men jeg kunne lide ham lige med det samme. Vi klikkede. Vi forstod hinanden, og jeg så det straks, den mand her arbejder hårdt,” fortæller Zlatan i bogen, før han længere fremme fortæller om, hvordan det ”vibrerer” omkring Mourinho, og hvordan han styrede spillerne uden at de var bange for ham.

”Han byggede os op før kampene. Det var som et teaterstykke, et psykologisk spil…”

”I første duel skal I være sådan her, tordnede han. Han slog næven mod håndfladen. Og i den anden duel… Han sparkede til opslagstavlen, så den fløj ud i lokalet, og adrenalinen sprøjtede rundt i kroppen på os, og vi gik ud som vilde dyr.”

”Det var sådan noget der hele tiden, uventede ting der triggede os, og jeg havde det mere og mere sådan, den her fyr giver alt for holdet, så vil jeg også gøre alt for ham. Det var en særlig egenskab, han havde. Man ville slå ihjel for ham,” fortæller Zlatan om Mourinhos evne til både at løfte individet og kollektivet – en evne som John Terry også var inde på efter gensynet i sommer.

”Vi er skarpe, og vi står sammen, og det er Jose, der gør det. Det er os mod alle andre. Det var det, der skabte os, da han var her sidst, og vi er tilbage på samme spor igen. Hans mandskabspleje er fantastisk, og han får folk til at spille for ham. Han rammer skiven hver gang, og hvis der var en håndbog for managere, så ville han kunne sætte flueben ud for det hele. Vi er lykkelige for, at han er tilbage.”

Et møde på Velodromen
Det er ikke kun spillerne, der har det sådan. Chelseas tidligere ungdomstræner Brendan Rodgers beskrev det således:

Jose ramte den perfekte balance mellem at gøre spillerne tændte og støtte dem. Han lod dem føle presset for at vinde, men han kunne også fjerne presset fra dem. Han kunne være deres ven eller deres værste fjende. Jeg havde tidligere arbejdet med Steve Coppell, en fantastisk mand med stor respekt for sine spillere, men her var en fyr, der løftede det til et helt andet niveau, integrationen mellem at være træner og manager. Og den dag Jose forlod Chelsea, føltes det som om, at der var nogen, der var død,” sagde den nuværende Liverpool-manager til The Independent for tre år siden, da han var manager i Swansea.

Så det handler om nærkontakt, respekt og tillid og så handler det også meget om loyalitet, for hvis han føler, at den forsvinder, så mister Mourinho også tilliden til spilleren, som man oplevede det med Iker Casillas i Real Madrid.

Jose Mourinho er en ekspert i at trykke på de rigtige knapper i sine spillere, og det er ikke tilfældigt. Tværtimod er han meget bevidst om det mentale aspekt i spillet.

”En træner må kunne det hele. Han skal være taktiker, motivator, leder, psykolog, og han skal have en metode. En lærer på universitetet fortalte mig en gang, at ”en træner der kun kender fodbold er ikke en stor træner. Alle trænere kender fodbold, forskellen er på andre områder.” Han var filosofilærer, og jeg forstod, hvad han mente,” som Mourinho har sagt det ifølge norske Thore Haugstads analyse af managerens psykologiske arbejde.

Det er det psykologiske arbejde, der på onsdag får Drogba og Mourinho til at mødes som gamle krigskammerater og som venner med en historie. For når det gælder Mourinho, er der altid en historie, der også er blevet brugt til at styrke båndet mellem spilleren og træneren.

”Didier Drogba kom ind i mit liv i det femte minut af en Champions League-kamp [med Porto] på Marseilles mytiske Velodrome. Jeg havde næsten ikke nået at sætte mig, før denne gigant med nummer 11 på ryggen havde scoret. Jeg kan huske, at han fejrede målet som var det det sidste, han ville score, og han gjorde en allerede spændt atmosfære til en ildkugle af lys, sang og følelser. Publikum var vanvittige, støjen var øredøvende.”

”I pausen fandt jeg ham i spillertunnelen og sagde til ham: ”Jeg har ikke penge til at købe dig, men har du nogle fætre, der spiller som dig?” Midt i denne tætte kamp grinede han, gav mig et knus og sagde: ”En dag er du i en klub, der har råd.” Seks måneder senere var jeg i Chelsea…”

”Få dage senere mødtes jeg med Didier i en privat lufthavn i London. Igen gav han mig et knus, men denne gang på en uforglemmelig måde, et knus der viste hans taknemmelighed og de følelser, han har for folk, der betyder meget for ham. Det var ubeskriveligt. Og så sagde han:

”Tak. Jeg vil kæmpe for dig. Du vil ikke fortryde det. Jeg vil være evigt loyal.”

Og det har han været,” som Jose Mourinho skrev det i forordet til Didier Drogbas selvbiografi fra 2008, året eftet Mourinho forlod Stamford Bridge men stadig med masser af følelser i behold – følelser der er en vigtig del af hans mandskabspleje.