Video : Tipsbladet
Premier League

Qatar har store planer med Manchester United

Den mulige overtagelse af Manchester United er endnu ikke gennemført, men uanset om Qatar lykkes med forehavendet eller ej, skal vi formentlig forvente at se landet opkøbe flere klubber i den kommende tid. Det er næste fase i dets planer.

DENNE ARTIKEL ER FRA TIPSBLADETS TRYKTE UDGAVE FREDAG 2. JUNI 2023

”Sådan er de nuværende regler. Som vi er nødt til at genoverveje.”

UEFA-præsident Aleksandar Čeferin sidder over for den tidligere topspiller og nuværende mediepersonlighed Gary Neville, og sidstnævnte vil gerne vide, hvad UEFA har tænkt sig at gøre, hvis Manchester United bliver opkøbt. For de to eneste mulige købere ejer allerede andre klubber, og UEFA’s regler forbyder klubber med samme ejere at mødes i europæiske turneringer.

Čeferin sidder tilbagelænet og ligner ikke en mand, der siger noget, der potentielt kan forandre europæisk fodbold, men det er netop, hvad han gør. Flerklubejerskaber er i forvejen en af fodboldens vigtigste trends, og hvis UEFA bløder sine regler op, vil det blive endnu mere attraktivt at eje flere klubber. Det kan forandre sportens landskab, som vi kender det.
82 klubber i Europas øverste er en del netværk med flere forskellige klubber, og meget tyder på, at en ny magtfaktor er på vej: Qatar. Efter det stenrige diktatur har afholdt VM, er det på vej ind i flere klubber og kan meget vel være på vej til at opbygge et netværk, der kan udfordre Abu Dhabis City Football Group. Og Manchester United skal ifølge avisen Daily Record være kronjuvelen i samlingen af klubber.

Dermed bliver lørdagens FA Cup-finale endnu mere interessant. Ikke nok med, at Manchester City kan vinde titel nummer to i denne sæson; det er også en direkte duel mellem flagskibet i City Football Group og den mulige pendant i Qatars klubnetværk.

Qatar i ryggen
Officielt vil sheik Jassim bin Hamad Al Thani overtage klubben som privatperson, men hans forbindelser til styret i Qatar er så mange og stærke, at det ikke giver mening at tale om ham som uafhængig. Ligesom det ikke giver mening at tale om sheik Mansour bin Zayed Al Nahyan som privat ejer af Manchester City, hvilket klubbens ellers insisterer på.
Så mens Manchester City allerede har været ejet af et mellemøstligt regime med utallige krænkelser af menneskerettighederne på samvittigheden, kan samme skæbne overgå rivalen og finalemodstanderen fra Old Trafford.

Staten Qatar ejer allerede Paris Saint-Germain og købte i oktober i fjor knap 22 procent af portugisiske SC Braga. Ifølge førnævnte Daily Record-artikel er tanken, at Braga skal være udviklingsklub for PSG og United, hvor talenter fra Europa og Sydamerika kan få erfaring fra den portugisiske liga og blive flyttet videre til en af netværkets store klubber, når de er gode nok. Den tidligere sportsdirektør i Paris Antero Henrique, der aktuelt er sportsligt ansvarlig i Qatars bedste række, har angiveligt fået til opgave at lægge en strategi for Qatars investeringer i klubber.

For selv hvis det ikke lykkes at købe Manchester United for næsen af Sir Jim Ratcliffe og hans kemikalie- og oliegigant Ineos, skal vi formentlig forvente at se Qatar gøre sit indtog i flere klubber. Tidligere på året rapporterede Sky Sports, at Qatar har udset 2023 til at være ”året for ambitiøse strategiske opkøb” i fodbold. Samme konklusion når Stanis Elsborg, senioranalytiker i Play the Game, frem til.

”Jeg tror, at vi over tid vil se Qatar engagere sig mere i multi-club-ownership, som vi blandt andet har set det fra nogle af deres konkurrenter i Mellemøsten, Abu Dhabi for eksempel,” siger han.

”Vi ser jo i øjeblikket deres interesse i forbindelse med Manchester United. De har en meget velstruktureret sportslig strategi. Én ting er, at de forsøger at brede deres netværk og deres diplomatiske forbindelser via sponsorater. Men en anden god mulighed, som vi har set for eksempel i forbindelse med City Football Group, er jo også i forbindelse med direkte ejerskaber i fodboldklubber,” siger Elsborg.

Tredje fase
Qatar Sport Investment (QSI) er en underafdeling af den bugnende statslige pengetank Qatar Investment Authority, og det er netop QSI, der ejer Paris Saint-Germain og de 21,67 procent af Braga. Men Qatar ejer også to andre europæiske klubber gennem andre statsejede institutioner: belgiske KAS Eupen via Aspire Zone Foundation og Cultural Y Deportiva Leonesa fra den tredjebedste række i Spanien via Aspire Academy.

Foruden Manchester United har Qatar vist interesse for flere andre klubber de seneste måneder. En af dem er Malaga, der i forvejen er ejet af et medlem af emirens familie, men som er i økonomisk, administrativt og sportsligt uføre og netop rykket ned i den tredjebedste for første gang i dette årtusinde. Nasser Al Khelaifi, som er den mest centrale person i Qatars europæiske sportssatsning, bekræftede endda til avisen Marca, at man var interesseret.

”Vi er på udkig efter muligheder. Det er en fantastisk klub, og den er i en svær situation lige nu. Hvis der er en mulighed, hvorfor så ikke?”

Så sent som i sidste uge skrev både brasilianske Globo og spanske Mundo Deportivo, at QSI viste interesse for at købe Santos. Sidstnævnte tilføjede, at tilgangen med at udvide sit udvalg af fodboldklubber ”stemmer overens med Emir af Qatars ambitioner.”

Stanis Elsborg ser alle tegnene på, at Qatar er gået ind i den tredje fase i landets strategi til at udnytte sporten til at renskure sit ry og skaffe sig nye forbindelser internationalt. Den første fase handlede om at vinde værtskaber for store sportsbegivenheder og opkøbe PSG.

”Hvis man kigger på Qatars engagement i sportsverdenen, så udmærkede de sig i 00’erne og start-10’erne ved, at de fik et hav af store sportsbegivenheder til landet. Det kulminerede selvfølgelig med VM i fodbold, men de har jo også haft VM i atletik, VM i håndbold, svømning, you name it.”

Anden fase handlede om at skaffe sig indflydelse ved at placere folk på magtfulde poster i sportens verden og lave sponsorater alle vegne.

”De har været meget dygtige til at have nogle højtplacerede folk på idrætspolitiske topposter, og spydspidsen i deres sportslige strategi har selvfølgelig været Nasser Al Khelaifi, som jo har fået et hav af kasketter i international fodbold, ikke mindst,” siger Elsborg.

Udover at være minister i Qatars regering er Al Khelaifi klubpræsident i PSG, bestyrelsesmedlem i Qatar Investment Authority, formand for QSI, formand for sammenslutningen af europæiske klubber (ECA) og medlem af UEFA eksekutivkomité.

”Og de har jo også et IOC-medlem, som er emiren selv. I sin tid havde de også Bin Hammam i FIFA [som faldt på en bestikkelsesskandale]. De har også lige fået et medlem af FIFA Council,” tilføjer Stanis Elsborg.

”Og så er der så hele den her sponsoratdel, som bare vokser og vokser og vokser. De har også lige sikret, at Qatar Airways nu skal sponsorere Formel 1 i endnu højere grad. Så de øger bare mængden af indflydelse i international idræt.”

Nu er næste skridt så efter alt at dømme, at Qatar øger sin magt i fodboldens og sportens verden ved at opkøbe klubber helt eller delvist.

”Det næste lag bliver formentlig klubejerskaber. Både i fodboldverdenen, men jeg kunne også godt forestille mig, at det vil brede sig ud til mange andre store sportsgrene. For eksempel har vi hørt om stor interesse fra Qatar i at investere i en amerikansk basketballklub, hvor de jo faktisk allerede er storsponsorer af Brooklyn Nets gennem Qatar Airways,” konkluderer Elsborg.

Interessekonflikter
Qatars netværk af sponsorater i sportens verden er vidt forgrenet, og landet statsejede virksomheder som Qatar Airways, Ooredoo og Qatar National Bank til at sponsorere et hav af sportshold, turneringer og individuelle stjerner som Lionel Messi, Neymar og Zinedine Zidane.

Listen over fodboldklubber og turneringer, som de nævnte virksomheder lægger penge i, er alt for lang til at remse op i sin fulde længde. Den inkluderer dog blandt andre AS Roma, Boca Juniors, FC Barcelona Bayern München, VM, de kontinentale mesterskaber i Europa, Asien, Sydamerika samt Nord- og Mellemamerika, Real Madrid, Arsenal, Inter og Leeds.

Derfor mener Stanis Elsborg fra Play the Game, at det er lige så relevant at tale om Qatars sponsorater som om Qatars ejerskaber.

”Et ejerskab giver større handlemuligheder, end et sponsorat giver. Men det, vi har set med Qatar, er, at de spreder deres statslige selskaber og deres sponsorater rigtig meget ud over sportsverdenen. Så i virkeligheden burde man nok også snart begynde at tale om multi-club sponsorship [udover førnævnte multi-club ownership], fordi der er nogle helt klare interessekonflikter, der præger sportsverdenen,” siger han.

Her tænker Elsborg eksempelvis på førnævnte Nasser Al Khelaifi. Han er både præsident i en topklub (PSG), og som formand for klubsammenslutningen ECA varetager han de store klubber i Europas interesser. Samtidig er han medlem af UEFA’s bestyrelse, den såkaldte eksekutivkomité, hvor han i teorien skal varetage europæisk fodbolds interesser mere bredt set. Og så er han formand for beIN Media Group, som med tv-kanalen beIN Sport sidder på en række tv-rettigheder, som man altså forhandler på plads med eksempelvis de klubber og UEFA, som han repræsenterer.

”Der er så mange interessekonflikter, fordi de har så mange forskellige kasketter på. Altså mange af de samme folk, som sidder i Ooredoo, de har også tråde til QSI, de har også tråde til beIN Media Group, og beIn Media Group er jo også et statsejet projekt fra Qatar. Så på den måde burde man i virkeligheden kigge langt mere på den måde, sponsoraterne er fordelt i europæisk fodbold.”

Kan udfordre Abu Dhabi
Manchester City er hovedattraktionen i City Football Group, der også tæller New York City FC (USA), Melbourne City FC (Australien), Montevideo City Torque (Uruguay), Troyes AC (Frankrig), Lommel SK (Belgien), Mumbai City FC (Indien), Palermo FC (Italien) og Esporte Clube Bahia (Brasilien). Derudover ejer gruppen mindre end halvdelen af aktierne i Girona FC (Spanien), Sichuan Jiuniu FC (Kina) og Yokohama Marinos (Japan).

Hvis Qatars forskellige aktører gennemfører købene af Manchester United, Malaga og Santos, vil VM-værtslandet pludselig stå med et netværk, der kan rivalisere Abu Dhabi, og som er et af sportens mest indflydelsesrige og navnkundige af slagsen. Især hvis vi medregner de førnævnte sponsorater.

Ironisk nok har Abu Dhabis indtog i den østlige del af Manchester måske været med til at bane vejen for, at Qatar kan rykke ind i den sydvestlige del, hvor Old Trafford ligger. For Abu Dhabi har også investeret milliarder i ejendomme og byudvikling i området omkring Etihad Stadium, og den slags investeringer har byen brug for.

Manchester er desuden ”en dybt pragmatisk by”, hvor ideologi og principper ikke betyder alverden, siger Joshi Herrmann, stifter og redaktør af bymediet The Mill, til The Athletic. De to forhold til sammen gør ifølge Herrmann, at Manchester Citys ejerskab vil gøre endnu en aktør fra Den Persiske Golf mindre kontroversiel. Han påpeger desuden, at byen i forvejen er fyldt med fremmed kapital.

”Folk, som lever i Manchester i det 21. århundrede, er ekstremt bekendte med udenlandske investorer generelt. Byens ejendomsboom er i høj grad blevet drevet af udviklere fra Hong Kong, kinesiske byggefirmaer og tyske pensionsfonde,” siger han til The Athletic.

”En qatarsk magnat vil købe United og måske udvikle området omkrig Old Trafford? Det passer fint ind i modellen for Manchesters nylige vækst, uanset om man kan lide det eller ej.”
I det bredere perspektiv plejer Storbritannien og Qatar også nære relationer på snart sagt alle fronter: handel, forsvar, energi og så videre. Qatar investerer eksempelvis mere i Storbritannien end i noget andet europæisk land; i maj 2022 forpligtede Qatar Investment Authority (som QSI jo er en underafdeling af) til at investere 10 milliarder pund svarende til 86 milliarder kroner i Storbritannien over en tiårig periode.

Hvis man troede, at Qatar ville trappe ned for landets omklamring af sportens verden efter VM i fodbold, kan man altså godt tro om igen. Landet lægger jord til de asiatiske lege i 2020 og drømmer fortsat om OL, måske i 2036. Og så sent som i april vandt Qatar værtskabet for basketball-VM i 2027.

”Det er en af de mest succesfulde sportslige strategier, vi har set. Og det skyldes deres måde at skabe indflydelse gennem sponsorater, ejerskaber og afholdelse af store sportsbegivenheder,” konkluderer Stanis Elsborg.

”Og Qatar har stadig meget store ambitioner på sportsområdet.”


Privat-Jassim eller stats-Jassim?
I Danmark kender vi det fra Lars Løkke Rasmussens udfordringer med at adskille privatliv og rollen som statsminister. Eksempelvis når han spiste middag med magtfulde fiskere, drev LøkkeFonden og gik til møde som bisidder for sin hustru på hendes arbejdsplads.

Også i Qatar er grænsen mellem det private og det statslige tynd.

Manden, der vil købe Manchester United, er sheik Jassim bin Hamad Al Thani. Hans PR-folk fastholder, at buddet er privat gennem hans til formålet oprettede fond, Nine Two Foundation. Navnet henviser angiveligt til, at han har været United-fan siden 1992, og at ungdomsårgangen fra samme år med David Beckham, Neville-brødrene, Ryan Giggs, Paul Scholes og Nicky Butt er legender i klubben.

Meget tyder dog på, at det ikke giver mening at tale om sheik Jassim som uafhængig af staten Qatar. Han er eksempelvis medlem af den royale familie, hvis overhoved, emiren, er enevældig hersker i landet. Hans far var udenrigs- og premierminister og i øvrigt den tidligere emirs højre hånd.

Sheik Jassim er desuden formand for Qatar Islamic Bank, som har den statslige pengetank Qatar Investment Authority som sin største aktionær. Banken påberåber sig også stærk opbakning fra regeringen, ”strong government support”, på grund af netop forbindelsen til QIA. Selvsamme pengetank var sheik Jassims far, Hamad, også blandt topcheferne for.
Eksperter i det lokale magtsystem påpeger også, at sheik Jassims bud på United ikke kan adskilles fra staten. Menneskerettighedsorganisationen FairSquare skrev eksempelvis dette tidligere på året:

”En basal undersøgelse af Qatars politiske og økonomiske system viser tydeligt umuligheden i, at et hvilket som helst qatarsk konsortium kan vise sig uafhængigt af statens indflydelse og dermed være adskilt fra ejerskabet af PSG.”

Sheik Jassim er efter alt at dømme ikke lige så tæt på magtens tinder, som hans far var. Der er da også godt 3.000 medlemmer af den royale familie. Men som Simon Chadwick, professor ved SKEMA Business School og ekspert i sport og geopolitik, sagde til The Athletic i februar:

”Det er vigtigt at holde sig for øje, at i kulturen stikker familiebåndene dybt. Når et medlem af det udvidede netværk bliver kaldt til handling, forventes det, at man efterkommer det. En sådan forpligtelse opfyldes generelt frivilligt, da den giver mulighed for at stige op i magthierarkiet, hvilket det at eje United vil muliggøre.”

"Og med sådan en opstigning kommer en højere status, mere indflydelse og potentielt mere magt. Uanset hvem eller hvad der præsenterer sig selv som Qatars ansigt i Manchester United, bør ingen nære illusioner om den qatarske regerings almægtige magt, eller at familie og land kommer først, ikke egne interesser.”

Endnu mere direkte sagde den tidligere chef for nyhedsbureauet AFP’s kontor i Doha det i samme artikel:

”Skillelinjen mellem statens penge og private penge i Qatar er meget tynd. Jeg kan ikke se, hvordan det her bud på United ikke er blevet godkendt helt oppe i toppen – jeg kan ikke se, hvordan det er andet end et bud fra staten.”