Superliga

Brøndby interesseret i Ørnskov

Silkeborgprofilen Martin Ørnskov er et emne i Brøndby, og han afviser ikke et skifte.

Oprykning, en fjerdeplads og en udtagelse til ligalandsholdet. Det er gået hurtigt for Silkeborgs Martin Ørnskov, der har været en af de bedste spillere i den netop afsluttede efterårssæson.

Det har de også bemærket på Vestegnen, mja.dk skriver nemlig, at Brøndby er interesseret i Ørnskov, som selv er smigret over interessen.

- Det er da altid interessant, når andre viser interesse for én, men det her er nyt for mig. Jeg har ikke selv hørt noget, så det er ikke noget, jeg kan forholde mig til, så længe der ikke er noget konkret, siger Martin Ørnskov til mja.dk.

Ørnskov rejser i januar til Thailand med resten af ligalandsholdet, men den 24-årige centrale midtbanespiller afviser ikke et skifte til Brøndby.

- Det er da altid interessant, hvis en stor klub som Brøndby har kig på mig. Det er da smigrende, men det er svært at forholde sig til, så længe jeg ikke selv har hørt noget, siger Martin Ørnskov.

Martin Ørnskovs kontrakt med SIF udløber først i 2011, dermed må Brøndby frem med pengepungen, hvis de vil have fat i Silkeborgprofilen.