AGF-chef satte sit job på spil

Satte sin stilling på spil
Brian Steen Nielsen blev nærmest kastet ind i jobbet som sportschef, da alting sejlede i AGF i starten af 2005. Direktøren Frank Heskjær havde forladt sin stilling i december 2004, og i månederne frem til marts havde Brian Steen Nielsen flere forskellige kasketter på.

»Jeg var både scout, assistenttræner for Sören Åkeby, cheftræner i et par kampe og sportschef. På et tidspunkt, hvor jeg ikke aner noget som  helst om, hvad det er for en jobbeskrivelse, jeg går ind til. Det var der ikke nogen, der havde styr på i den organisation på daværende tidspunkt. Det var bare at kaste sig ud i det, og så selv få styr på nogle af de mange ting, der skulle gøres,« siger Brian Steen Nielsen, som godt nok var sikker på, at han gerne ville blive i fodboldbranchen efter endt karriere som spiller. Men sportschef stod ikke øverst på ønskelisten.

»Nej, det gjorde trænergerningen, men det nåede jeg ikke rigtig at komme ind i, inden jeg blev kastet over i det her. Det kan også godt være, at jeg bliver træner engang. Jeg vil ikke binde mig fast på noget, men det skal være noget med fodbold. Mit liv er jo fodbold. Mit liv er jo ikke at gøre alt muligt andet. Det er det, jeg brænder for. Jeg gider kun at gøre det, jeg brænder for. Derfor ved jeg, at det altid vil være fodbolden for mig, på den ene eller anden måde. Så kan det være, at jeg kan tjene otte millioner om året, eller 200.000 - det er ikke så vigtigt.«

»Det vigtigste er at kunne være med til at gøre en forskel hver dag. Det, at køre på arbejde hver dag og vide, at man kan gøre en forskel, hvor det har en betydning for nogle mennesker. Det er ikke sikkert, at du kan få lov til det resten af livet, men det er privilegium for mig. Derfor lægger jeg en ære i at gøre det rigtige. Og lige nu kan jeg ikke se andet, end at jeg skal være i AGF i mange år.«

»Jamen, det ved jeg ikke...,« siger Brian Steen Nielsen, men tilføjer hurtigt:

»Jeg synes, at jeg er enormt dygtig til det, jeg gør. Det synes jeg faktisk. Jeg finder løsninger i næsten alle de transfervinduer, der har været. Næsten hver eneste gang er alle ting lykkes. I sidste transfervindue var det eneste, der ikke lykkedes, at få solgt Benny Feilhaber. Men han kom så afsted lidt senere alligevel til USA.«

»Set gennem årene er der selvfølgelig også sket negative ting. Vi er rykket ned et par gange, og det er jeg ikke bange for at tage skylden for. Jeg skal sgu' nok tage det fulde ansvar, hvis det er det. Jeg sagde sidste år, da vi rykkede ned, at nu skulle vi have en ny træner ind. Måske skulle vi have haft en ny træner ind før for at prøve at undgå nedrykningen, men det var oppe at vende på bestyrelsesniveau, og det syntes man ikke.«

»Sidste sommer sagde jeg til bestyrelsen, at hvis vi så ikke rykkede op, havde jeg ikke noget mod at tage ansvaret for det. Jeg ved, at Peter er en dygtig træner, og jeg havde ikke været her, hvis vi ikke var rykket op. Jeg har ikke noget mod at lægge det tryk på mig selv internt.«

»Ja, altså det er jo ikke sikkert, at det var sket alligevel. Nogle gange er det også bare ord, men jeg ved bare, at det at vi fik Peter på det tidspunkt var det rigtige, og at spillertruppen var den rigtige. Det beviste vi heldigvis også i 1. division, og derfor var det også en fantastisk forløsning bagefter, at det lykkedes. Ellers må det have en konsekvens. Hvis vi ikke kunne lykkes med de ting her, så er det også lige meget. Så er det sgu' bare ikke mig, der skal til, og så er der en anden en, der må komme,« sagde jeg.

Ageret ud fra noget umenneskeligt
En af de ting, Brian Steen Nielsen har taget med sig fra banen er flid.

»Jeg arbejder stenhårdt. Jeg kan arbejde hele tiden. Jeg kan stå her og skal snakke med agenter på hotel i Herning klokken seks om aftenen for eksempel. Så er der folk, der spørger: Jamen hvad fanden laver han egentlig? Men det er rigtig mange timer, du lægger i det. Og du slapper aldrig af. Du slapper aldrig nogensinde af i det job her, for du har hele tiden nogle tanker, der kører, uanset hvor du er henne. Jeg skulle i sommerhus i uge 29 med familien, men mandag, tirsdag, onsdag går jo med at få det her Søren Larsen på plads. Det var så den første ferieuge.«

Brian Steen Nielsen er familiefar til to piger på 9 og 13 år, men afviser at jobbet går ud over familielivet hjemme på Vejle-kanten, hvor basen stadig er.

»Det heldige med min familie er, at de altid har været vant til, at jeg har været meget væk. Altid i weekenderne har jeg været væk, når jeg har skullet spille. Den vej rundt er der ikke noget anderledes for dem. Jeg er god til at få tingene passet ind og vide, hvornår jeg skal være hjemme. Jeg kan sagtens være hjemme en dag og snakke telefon og så samtidig være der 100 procent for dem. Men der er ingen tvivl om, at hvis man ønsker at gøre sit job så godt som muligt hele tiden, så er det belastende for en selv.«

»Jeg lægger nogle gange et for voldsomt pres på mig selv, og det er en af de ting, jeg skal arbejde med. Men det har jeg altid gjort som spiller også. Jeg har ageret ud fra noget, der næsten ikke var menneskeligt, hvor Sören Åkeby sagde: »Du kan ikke forvente af de andre spillere, at de skal leve, som du har levet.« Jeg kunne næsten rejse hjemmefra, væk fra familien for at bo på hotel, for jeg skulle ikke ligge og høre nogle unger skrige om natten. Det er måske lidt for ekstremt, men i forhold til det begrænsede talent jeg havde, så spillede jeg altså 66 landskampe. De små marginaler har måske gjort, at jeg nåede det, jeg gjorde,« mener Brian Steen Nielsen.

»Det er også det, jeg vil nu her i det her job. Jeg vil så meget, men der er hele tiden den begrænsning, der hedder økonomi. Jeg er ikke i tvivl om, at med den klub vi er, kan vi sagtens få tilknyttet gode og store spillere. Det synes jeg også, at vi har gjort i nogle år nu, men de sidste ting er bare ikke lykkes. Det håber vi selvfølgelig på, at de kommer til på den lange bane.«