Analyse: Derfor bliver danske klubber opkøbt

Artiklen er fra Tipsbladet fredag - du køber Tipsbladet sammen med Ekstra Bladet hver fredag.

---

Tipsbladet forklarer her, hvordan og hvorfor klubsamarbejder og udenlandske investorer hænger så tæt sammen.

Klubsamarbejder og udenlandske ejere? Hvorfor skal vi nu høre om det, er det ikke old news?

Det kan man sige, men derfor er det stadig voldsomt aktuelt. Esbjerg fB blev solgt for en uge siden, og SønderjyskE's ejer Robert Platek er ved at finde nye klubber til samlingen i Italien og Portugal, og har også stærke forbindelser til flere klubber i England. Så nej, det er bestemt ikke old news.

Ok. Så, hvad sker der i de to klubber?

Lad os tage Esbjerg først. Klubben er blevet købt af en gruppe med Barnsleys hovedinvestorer Chien Lee og investeringsselskabet Pacific Media Group i spidsen. De nye folk skubber 30 millioner kroner ind i EfB sammen med Claus Sørensen Gruppen, der giver yderligere 10 millioner kroner efter at have understøttet den vestjyske klub i årevis. For eksempel med hele 60 millioner kroner i gave for et år siden. Og så er det nogle særdeles interessante forbindelser, den nye gruppe har.

Hvordan det?

Det er et ret omfattende netværk, EfB bliver del af. Der er Barnsley i Championship, der er Nancy i Frankrigs Ligue 2, Belgiens KV Oostende, som ligger i bedste række, og FC Thun i Schweiz, der ligesom Barnsley og Nancy er i næstbedste række.

Med Chien Lee som frontfigur købte man Barnsley i december 2017, FC Thun i Schweiz kom til to år senere, og i maj sidste år blev Oostende føjet til samlingen. Nancy købte Chien Lee og hans partnere så officielt på den sidste dag i 2020.

Lee er efterhånden en erfaren mand ud i klubopkøb. Fra 2016 til sommeren 2019 ejede han den franske topklub OGC Nice, som han solgte til Jim Ratcliffe, der også er den nye investor bag cykelholdet IENOS, arvtageren til stormagten Team Sky. Så det er ikke novicer, der har opkøbt EfB.

Hvordan går det så? Hvad gør de med alle de klubber?

Flere forskellige ting.

For det første er brugen af big data med store databaser over spillere en central del af modellen, ligesom vi kender det i Danmark fra FC Midtjyllands samarbejde med Brentford og det firma Smartodds, som de to klubbers ejer Matthew Benham driver og har skabt en stor del af sin formue på.

Chien Lee og investorgruppen har en af guruerne på området med i netværket i form af Billy Beane, der i dag er vicepræsident for baseballholdet Oakland Athletics. I har måske set ham i filmen Moneyball spillet af Brad Pitt som sportsdirektør, der giver pokker i talentspejdernes traditionelle metoder og i stedet sætter et par datafolk til at rekruttere for holdet.

Man kan bedst se aftrykket i Barnsley, som investorgruppen har ejet i længst tid. Her henter man unge briter med succes i lavere rækker og Premier League-klubbernes ungdomsafdelinger, krydret med spillere fra lande som Østrig og Frankrig. Det minder faktisk en del om det, Brentford også gør, Barnsley gør det bare på et mindre budget end London-klubben.

Oostende fik et par lejespillere fra Barnsley i starten af denne sæson, og det er ikke svært at forestille sig, at der også i Nancy, Thun og nu også Esbjerg skal rykkes enkelte spillere rundt.

FC Midtjylland har fungeret som det sted, hvor man afprøvede og hentede spillere fra andre kontinenter, mens Brentford typisk har hentet yngre spillere fra Storbritannien og de nære nabolande i Europa. Det er nærliggende, at de liberale danske regler for arbejdstilladelser også er noget, der skal benyttes i det nye samarbejde.

Det lyder som lidt af et eksperiment. Fungerer det overhovedet?

For at citere en gammel reklame med Niels Olsen, er det slet ikke så ringe endda.

Barnsley har fået et godt rygte i engelsk fodbold og det sindssyge Championship for at bruge indersiden af hovedet, både når der skal handles spillere og findes trænere. Holdet ligger midt i rækken, efter Chien Lee og hans medinvestorer købte klubben i League One, i øvrigt efter man forsøgte at købe sig ind i Matthew Benhams Brentford.

Det er faktisk en flot præstation, for Championship er et komplet vanvittigt sted, hvor de fleste klubber brænder millioner af i en drøm om at rykke op i Premier League, hvilket gør det svært for en klub som Barnsley at overleve. Samarbejdet i Nancy er spritnyt, ligesom det er i Esbjerg.

I Oostende, som gruppen købte i maj sidste år, hentede man en lang række overvejende yngre og billige spillere til, som faktisk viste sig at være ganske gode og lige nu holder Oostende inde i kampen om Europa League-pladserne mod de langt større og rigere traditionsklubber som Standard Liège og Anderlecht. Så Chien Lee og hans medinvestorer ser ud til at have en god idé om, hvad de foretager sig, og er omhyggelige med ikke at splitte de klubber, de overtager, til atomer.

Men hvad vil de med Esbjerg? De lyder til at have rigeligt med klubber allerede?

Ja man skulle tro, at de var mætte nu, men det er bestemt ikke umuligt, at de ser sig om efter klubber eller fodboldakademier på andre kontinenter. Det er et af de andre fænomener, vi ser i disse år, og gruppen har undervejs udtrykt interesse for netop samarbejder uden for Europa.

Men Esbjerg passer fint ind, især i forhold til Barnsley, der på sigt er den klub, der er størst økonomisk potentiale i takket være drømmen om Premier League. Selv efter Brexit er Danmark fysisk og kulturelt tæt på, og EfB har med rette kunnet sælge sig på, at man uddanner kommende topspillere. Bare se porteføljen med Martin Braithwaite, Jonas Knudsen, brødrene Ankersen og Lukas Hradecky – I kan være stensikre på, at Esbjergs ejerkreds har nævnt de navne.

EfB spiller med en blanding af egne talenter og udlændinge allerede i dag, så det med at få udenlandske spillere, også dem der er langt hjemmefra, ind ad døren bliver ikke en ny oplevelse. Der skal spilles fast i Superligaen, men man skal nok ikke sætte næsen op efter titler og en masse ture i Europa, selvom de nye ejere selvfølgelig ikke går af vejen for en topplacering i en peak-sæson.

Ok, hvad får jer til at sige det? Det er da mange penge, der er investeret i Esbjerg nu!

Nej det er ikke.

40 millioner kroner nu og 60 millioner  for et år siden? De må da sidde i FC Midtjylland, AGF og AaB og være bange nu!

Næppe. Der er jo en grund til, at EfB havde brug for flere penge, det har kostet kassen at rykke ned. Og så er der bare ikke mere appetit på at finansiere klubben i lokalområdet, i hvert fald ikke i en grad, så man kan være sikker på at blive i Superligaen. Det lyder måske vildt, men de her penge gør maksimalt Esbjerg til nummer 9-10-stykker i dansk fodbold rent økonomisk.

Der er så lang vej op til FC Midtjylland, og sådan set også til AGF og AaB, der har et større opland end EfB. Tæl også OB, der har en af Danmarks rigeste mænd i ryggen, med til den kreds.

Nej, det her skal gøre EfB til en fast bestanddel af Superligaen, men heller ikke mere end det i første omgang. Det bliver på gode og billige udlændinge og egne talenter samt lejespillere fra Barnsley og på sigt måske Nancy, det her skal leve.

Ok. Hvad så med SønderjyskE, de er jo allerede i Superligaen, og ham Platek arbejder for Michael Dell, der vist er rigere end alle i Danmark?

Det ligner faktisk de nye Esbjerg-ejeres model en hel del, i hvert fald hvis Robert Platek køber sig ind i Serie A-klubben Spezia og ejer den portugisiske klub Casa Pia, som vores kilder siger, at han gør. Platek er en af cheferne i MSD Capital, en investeringsfond der placerer penge for multimilliardæren Michael Dell (ham med computerne af samme navn). Uanset hvad er en hel del blevet vendt på hovedet i SønderjyskE, siden Platek købte holdet i september.

Hvordan det?

I 2020 hentede SønderjyskE Pierre Kanstrup, Anders K. Jakobsen, Ogenyi Onazi og Lawrence Thomas. De var henholdsvis 30, 30, 27 og 28, da de kom til. Sommeren inden havde man hentet Mads Albæk, Patrick Banggaard og Rilwan Hassan, tre erfarne spillere, der bestemt ikke var billige.

Det er altså ikke for ingenting, at SønderjyskE næsten konsekvent har været et af de to-tre ældste hold i Superligaen, siden man rykkede op i 2008.

Det ændrer sig nu. Bård Finne, der kom på fri transfer til nytår, fylder 26 år i morgen, og det lader nærmest til at være undtagelsen, at SønderjyskE fremover kommer til at hente så gamle spillere. Der skal hentes unge spillere, der kan sælges videre. Eller fortsætte i Spezia eller et andet sted, hvis Robert Platek udvider porteføljen og følger den model, cirka samtlige af hans landsmænd og andre investorer forfølger i europæisk fodbold.

Så ved vi godt, Adama Guira på 32 fik en kontrakt i sidste weekend. Han har kun aftale frem til sommer og koster givetvis tæt på ingenting.

Er det her da udbredt?

Jamen attraktive fodboldklubber er et af de hotte investeringsobjekter i disse måneder, ikke mindst blandt amerikanere og andre forretningsfolk med forbindelser til Wall Street og finansverdenen.

I Italien er AC Milan, AS Roma, Parma, Fiorentina og Bologna på nordamerikanske hænder.

I Premier League er det Manchester United, Liverpool, Arsenal, Fulham, der sammen med Burnley er amerikansk ejede. Burnley er i øvrigt interessant i dansk sammenhæng, fordi Alan Paces køb af klubben ved nytårstid i høj grad var finansieret af et lån fra MSD Capital, hvor SønderjyskE-ejer Robert Platek er en af topcheferne. Flere andre Premier League-klubber har i øvrigt amerikanske mindretalsaktionærer, og i Championship er der amerikanske penge i mindst en håndfuld klubber.

I Frankrig er det en håndfuld klubber i alt i de to bedste rækker, der er amerikansk ejede, og i en række andre europæiske fodboldligaer er der efterhånden en meget stor gruppe klubber, der er opkøbt af udlændinge.

Hvad er det, de vil?

Der er stor forskel på strategierne. John Henry i Liverpool og familien Glazer i Manchester United forsøger jo at vinde Premier League og Champions League, og det gør man jo trods alt ikke med billige og totalt ukendte spillere fra næstbedste række i Frankrig og teenagere fra Asien, Afrika og Sydamerika.

Men der er mange fællestræk i niveauerne under de absolutte superklubber, der spiller i Champions League tæt på hver sæson.

Først og fremmest er rigtig mange investorer interesserede i transfermarkedet.

Markedet er eksploderet i størrelse de seneste 10 år, og manges tanke er, at man kan komme ind og rekruttere klogere end konkurrenterne og så enten vinde en masse kampe eller sælge spillere videre dyrt, og gerne begge dele på samme tid.

Og så er der klubsamarbejderne. Det er ofte en lige så stærk indikator som interessen for transfermarkedet.

Hvordan? Hvad vil de opnå med alle de klubber?

Jamen de vil i bund og grund det samme som City Football Group, Red Bulls fodboldprojekt, duoen FC Midtjylland-Brentford og de andre, der startede relativt tidligt: De køber lodsedler, og gerne så mange som overhovedet muligt.

Fodboldspillere og fodbold er selvfølgelig mere komplekst end et simpelt lotteri, men grundlæggende holder sammenligner langt hen ad vejen.

Man vil have så mange kvalificerede spillere som muligt, så man ikke skal starte forfra med at skrabe et hold sammen hver sommer. Ved at have to-tre-fire-fem klubber, i Manchester Citys tilfælde over 10 samarbejdsklubber, har man ikke kun 25 mand i en førsteholdstrup og et tilsvarende antal spillere på ungdoms- og reserveholdet.

Man kan i stedet have 50, 100, 200, i Citys og nogle italienske klubbers tilfælde op mod 1.000 eller endda endnu flere spillere, man på den ene eller anden måde enten kontrollerer eller har et godt øje på.

Kan det fungere?

Ja det er jo det store spørgsmål.

For RB Leipzig, Red Bull Salzburg, Watford og Brentford har der været god ræson i de her aftaler. Det har der nok også over årene for italienske storklubber som Juventus og AC Milan, der i perioder har kontrolleret store dele af italiensk fodbold via et spind af samarbejdsaftaler.

Det havde jo også fungeret for Chelsea, hvis man ikke havde satset på de forkerte og i stedet ladet verdensklassespillere som Kevin De Bruyne, Mohamed Salah og Romelu Lukaku gå.

Manchester City har ikke rigtig fået udbytte af modellen endnu, men Angeliño, udlejet til RB Leipzig, kunne meget vel blive det første virkelige hit fra det store samarbejde, hvor den spanske back som helt ung var i New York City i 2015 og så i Girona i 2017, to af Citys samarbejdsklubber.

Det var da et vægelsindet svar!

Jep. For det er bestemt ikke entydigt, om de her klubsamarbejder fører til noget godt eller skidt. Et af de første og mest kendte samarbejder i dette årtusinde var mellem Udinese og Watford, og Pozzo-familien fra Udine købte klubben i London-forstaden.

Watford fik med tiden en række brugbare spillere fra Udinese, som især var med til at rykke holdet op i Premier League, men var det fedt for Udinese? Klubben ligger i Serie A, men man har ikke været i nærheden af Champions League eller af at være den stærke, overpræsterende midterklub, man var før Watford-købet. Følelsen i Udine er da helt klart, at ejerne har glemt Udinese, fordi Premier League-milliarderne er så interessante.

Det lyder ikke så fedt for den lille i forholdet...

Nej, det er jo det. Hvad sker der den dag, Brentford rykker op i Premier League? Den positive udlægning for FC Midtjylland er, at man får råd til endnu flere eksperter og til et prestigekøb eller to ekstra, som man senere kan rykke til London. Den mindre positive er, at man bliver en rugekasse, og at Premier League, hvor bare én sæsons tv-penge er på mindst en milliard kroner, kommer til at fylde alt i samarbejdet.

Og det er jo også det, man må sidde og tænke i Esbjerg, SønderjyskE og andre danske klubber, der enten har udenlandske ejere eller snart får det. Det er fedt med pengene her og nu, men hvad er prisen for, at man bliver en udviklingsklub, der bare skal overleve eller præstere hæderligt i Superligaen? Det er jo ikke sikkert, fansene klapper begejstret i hænderne, når stjernespilleren eller stortalentet bliver rykket til en mere attraktiv udenlandsk klub efter en halv eller hel god sæson i Danmark.

Hov, du sagde lige andre danske klubber?

Ja, det gjorde jeg. Ud over Esbjerg, SønderjyskE og FC Midtjylland er FC Nordsjælland, Vejle, Helsingør, Fremad Amager, HB Køge og Vendsyssel FF på udenlandske hænder. Det er 9 ud af 24 hold i de to bedste rækker. Og så leder AaB, Randers FC, Viborg FF, Lyngby, AC Horsens og Silkeborg IF mere eller mindre intenst også efter udenlandske samarbejdspartnere eller investorer.

Læg dertil, at der har været interesse for FC København og sonderinger omkring AGF og Brøndby IF. Så er vi oppe på 18 af 24 hold. Så mange kommer ikke på udenlandske hænder lige foreløbigt, men det er ikke umuligt, at det snart er halvdelen af holdene i Danmarks to bedste rækker, som er helt eller delvist udenlandsk ejet.

Det er da helt vildt!

Ja det er ret påfaldende, for nu at sige det mildt. Men det er ikke ret meget, det bliver diskuteret.

Hvorfor bliver det ikke det?

Vel fordi de fleste trods alt er mest interesserede i, om deres hold vinder næste kamp og i denne sæson. Der skader penge fra udlandet bestemt ikke, både SønderjyskE og Esbjerg står langt bedre nu med de ekstra millioner, de har fået til rådighed fra deres udenlandske investorer. Men jo, det her er en af de største og vigtigste udviklinger i Superligaens historie, og det er da lidt påfaldende, hvor stille, der er.

Hvorfor er der så stille? Er der ikke nogen, der er imod det?

Coronakrisen betyder nok en del. Der mangler virkelig penge derude, ligesom der gør i resten af Europa, og det er også det, der får investorerne med penge mellem hænderne til at slå til nu. Der er sket mange handler de seneste måneder, og der kommer flere i den kommende tid.

Der er da bekymring og modstand blandt fans, i fodboldforbundene og i de klubber, der ikke vil åbne for klubsamarbejder og udenlandske investeringer, men det er svært at gå ubetinget imod udenlandske opkøb. I Divisionsforeningen siger man, at man er glade for alle ejere, der hjælper til at holde dansk klubfodbold kørende.

Så det får bare lov til at køre uhindret?

På et tidspunkt kommer der regler, der regulerer især brugen af lejeaftaler. Det skulle have været vedtaget af FIFA sidste sommer og indført fra i år og de kommende tre år, at hver klub måtte leje og udleje stadigt færre spillere per sæson. Det ville for eksempel rammer Manchester City og Chelseas modeller, og dem i Italien. Men corona udskød de regelændringer, og det er ikke sikkert, hvornår de bliver vedtaget, og i hvilken form.

Fodboldverdenen skriger ikke ligefrem efter begrænsninger, efter man har tabt et tocifret milliardbeløb på virussen og nedlukninger over hele kloden. Så det kan sagtens være, investorer når at opkøbe betydeligt flere klubber og skabe endnu flere klubsamarbejder, før der kommer yderligere regler, der gør det mindre attraktivt at flytte spillere rundt. For det vil FIFA og fodboldforbundene gerne begrænse, men om de får lov, som verden ser ud nu, er usikkert.

Så det ender med, at Superligaen er en  stor farmerliga for klubber i udlandet?

Ikke nødvendigvis. Det er ikke umuligt, at der kommer regler, der gør klubsamarbejder for besværlige, og mange investorer brænder nallerne på fodbold, fordi det er så svært at tjene penge. Alle kan jo ikke være verdensmestre til at scoute, sælge spillere, vinde kampe og kvalificere sig til europæiske gruppespil på mikroskopiske budgetter, og det ser ikke helt ud til at være gået op for alle investorer endnu, især ikke de nye på markedet.

Det kan sagtens være, at der kommer en modreaktion, eller at erhvervsfolk og virksomheder i Danmark alligevel får lyst til fodbold igen, når nogle af de udenlandske investorer uundgåeligt får modgang og dårlige resultater på banen og i årsregnskaberne. Men bølgen er høj, og den stopper ikke i Esbjerg eller Haderslev.