Dansk Horsens-spiller tilbudt albansk pas: Det er meget overvældende

Det er kun to måneder, siden Qamili stadig var deltidsprofessionel fodboldspiller Hvidovre IF, mens han passede sit studie ved siden af. Siden er det gået hurtigt.

Først hentede AC Horsens ham til Superligaen, og i oktober blev Qamili for første gang udtaget til et landshold. Selv om han er født og opvokset i Danmark, fik han chancen på Albaniens U21-landshold.

– Jeg fløj til Tirana og blev mødt af nogle folk fra forbundet, som tog godt imod mig. Så belv jeg hentet i min egen vogn og kørt hen til hotellet. Der fik jeg mødt alle trænere og spillere. Jeg trænede også med den dag, fortæller Lirim Qamili til tipsbladet.dk.

Føltes det lidt som VIP-behandling?

– Ja, præcis. Man følte sig… Man kunne virkelig mærke, det var professionelt. Det var fedt. Også at være tilbage i hjemlandet. Det er lang tid, siden jeg har været dernede, fordi fodbolden i Danmark har fyldt rigtig meget over de seneste somre, så jeg har ikke haft mulighed for at rejse så meget.

– Så det var belønningen. Man bliver nødt til at ofre noget for at få noget igen. Når det så giver pote, så føler man sig på månen. Det var en rigtig fed følelse.

Qamili læser stadig på CBS, men ellers er hele hans hverdag forandret sammenlignet med begyndelsen af september. Han spiller nu i Jylland, han er Superliga-spiller, og han kan kalde sig U21-landsholdsspiller. Sådan da.

De to første kampe var nemlig uofficielle opgør mod albanske klubhold, og selv om Qamili scorede i det ene, mangler han albansk pas for at kunne optræde i gældende opgør. Det er dog på trapperne.

– I de sidste par dage inden afrejse snakkede de om, at de ville tilbyde mig pas, og så viste de mig et ansøgningsskema, hvor jeg skulle sende en ansøgning. Så skulle jeg bare sørge for at have min straffeattest, mit fodboldpas, mit CV og min fødselsattest. Nu venter jeg bare spændt, siger Qamili.

– Det gav endnu mere blod på tanden og var endnu en optur. Det var bare fedt, for det er ikke noget, jeg har oplevet førhen. Det er meget overvældende, men rigtig dejligt.

– Det er en ære, at man bliver anerkendt for noget, man har gjort hele livet: spille fodbold. Så er det gået meget hurtigt, at jeg er kommet til Superligaen, og så kom landsholdet ind over. Det er gået lidt hurtigt, men det har været fedt. Jeg prøver bare at nyde det, så godt jeg kan.

Lirim Qamili opnåede på lidt over en måned at opfylde to af sine største mål i karrieren: nå Superligaen og blive landsholdsspiller.

– Det er ligesom en drøm, der går i opfyldelse. Det er det, jeg har spillet for i så mange år og altid har gået og drømt om: endelig at være på den største scene i Danmark og så småt begynde at gøre det internationalt, siger Horsens-kanten.

– Det har været en god rejse indtil videre, men jeg er langt fra færdig. 

Man bliver ikke låst til et landshold ved at spille U21-landskampe, så 22-årige Qamili behøver ikke at tage endelig stilling til, om han vil afskrive muligheden for at stille op for Danmark. Men han anerkender også, at vejen dertil er længere, så i første omgang glæder han sig bare over muligheden i Albanien.

Det gør hans forældre også. Lirim Qamilis forfædre flygtede fra Albanien til Makedonien, hvor der er et stort etnisk albansk mindretal. I 90'erne kom hans forældre så til Danmark, men har altid bevaret kontakten til Albanien.

Derfor var det en stor begivenhed for dem, at deres ældste søn fik mulighed for at repræsentere deres fædreland.

– De rejste også med ned til Albanien og overværede kampene og tog det som en miniferie. Så kunne de tilbringe noget tid sammen, og jeg fik også en dag med dem, hvor vi kunne opleve Albanien sammen, fortæller Horsens-spilleren.

– De har været nødsaget til at flygte og kommer så til Danmark for at få et bedre liv, end det desværre er dernede. Mine forældre har bare gjort alt, for at mig og min lillebror skulle have de bedste forudsætninger for at følge vores drømme, og for at sikre os en bedre fremtid end dem selv. Det er jeg evigt taknemmelig for.

– Nu kan de se, det er gået den rigtige vej. Og jeg kunne se, det var stor stolthed for dem.