Gennem de seneste uger har vi i Tipsbladet og på tipsbladet.dk skrevet om dansk talentudvikling med baggrund i de 14 ungdomsdrømmehold, vi har sat for Superliga-klubberne og Esbjerg og Silkeborg fra 1. division.
Inde i DBU har Flemming Berg, unionens talentudviklingschef, også læst med på projektet.
– Det synes jeg er meget sjovt. Det fortæller lidt om niveauet på de forskellige spillere, som klubberne har udviklet. Det er spændende at se, hvem der har haft succes med at udvikle spillere, der kan tage det til næste niveau. Og hvem der primært har haft succes med at udvikle spillere, der har skullet kunne spille i deres egen klub. Der er stor, stor forskel, når man kigger på de hold, som er blevet lavet. Jeg synes, at de hold taler et ret tydeligt sprog om, hvem der har udviklet spillerne, der er kommet til de næste niveauer, siger Flemming Berg til tipsbladet.dk.
– Det fortæller også rigtig meget om, hvilke typer det er. Det synes jeg faktisk har været mest sjovt: Hvilke typer udvikler klubberne egentlig, og der tegner sig nogle klare billeder, når man kigger på de forskellige navne, siger talentudviklingschefen og peger på SønderjyskE som et eksempel.
– Det er meget, meget begrænset hvor mange af de spillere, der har U-landskampe og da slet ikke A-landskampe. Hvis man kigger på typerne, er det typer, der passer ind ind i det, man traditionelt har kaldt en SønderjyskE-stil. Om de så er i gang med at udvikle deres stil, så har de jo nogle værdier dernede om at kæmpe hårdt med fight og intensitet i kampene. Det synes jeg, at man kan se på holdet og de typer, som de har udviklet. Det er jo stærkt nok at kunne producere spillere til den type fodbold, man gerne vil spille. Men det er klart, at det er begrænset, hvad der ligger af salgsobjekter i det.
Flemming Berg minder også om, at fordi spillerne på holdene har vidt forskellige aldre – ældste mand er FC Nordsjællands Jesper Hansen fra 1985, yngste er den 19 år yngre ACH’er Jeppe Kjær – siger det ikke kun noget om, hvordan klubberne talentudvikler lige nu, men også om fortiden.
– Det går jo faktisk mange år tilbage. Det er mange gange noget, der er foregået for 10 år siden. Nogle er løbet foran i talentudviklingen, hvor klubber som Lyngby, Midtjylland og Brøndby, til dels AaB, tidligere var meget dominerende, og så er der nogen, der er rigtig stærke nu. Hvis man kigger på Nordsjælland, er det noget yngre spillere, der er på det hold. Selvfølgelig spiller Nordsjælland med unge spillere, men jeres hold er jo også ungt i forhold til de andre store talentudviklingsklubber. Brøndbys hold er for eksempel væsentligt ældre, Lyngbys hold er også, siger Flemming Berg.
– Det siger jo, at Nordsjælland er en ung talentudviklingsklub. Det er ikke en klub, der har haft talentudvikling som en del af deres metier i 20 år. Og det er også en kadeau til dem, for når de ikke har det, og alligevel kan lave så stærkt et hold, så viser det også, hvor hurtigt man egentlig kan udvikle sin klub til at være en magtfaktor inden for talentudvikling. Hvis der sidder der nogle dygtige, strategiske ledere i de andre klubber, så synes jeg, det er værd at kigge på. Det her kan faktisk lade sig gøre ret hurtigt. Det er ikke noget, vi nødvendigvis først får afkast af om 20 år. Med nogle fornuftige, gode investeringer i talentudviklingen, så kan vi faktisk få et afkast ret hurtigt. I talentudvikling er 10 år hurtigt.
– Så vil der være nogle af de større klubber, som også vil sidde og tænke: ”Okay, det er rent faktisk tankevækkende, at vi ikke har skabt flere til det allerhøjeste niveau.” Hvis man kigger på en klub som OB, som jo har produceret mange, mange dygtige spillere, hvis vi går nogle år tilbage, rigtig dygtige spillere, og så kigger på holdet, som I har sat op, så er der kun én, måske to, absolutte topspillere, der er kommet til udlandet og har fået en stor karriere. Det viser jo et billede, selvfølgelig gør det det.
Af de lidt mindre klubber har Flemming Berg store roser til en af dem, vi i denne sæson finder nede i 1. division.
– Jeg er meget begejstret for Silkeborgs tilgang til talentudvikling. Silkeborg gør det på deres egen måde. Det er ikke, fordi der er så mange spillere at tage af, for så mange samarbejdsklubber har de ikke. De har et opland, der giver dem 80.000-90.000 mennesker, måske 100.000, men de giver til gengæld spillerne rigtig gode muligheder for at koble skole og fodbold. De tror på spillerne, som er lidt senere udviklet. De er gode til at opsamle spillere, som har det svært i nogle af de andre klubber, fordi de måske fysisk udviklet. Og så går de en lille smule under radaren i det kapløb om nogle af de største talenter, der er i de andre klubber. Det synes jeg, de har været dygtige til, siger talentudviklingschefen om en klub, der altid producerer dygtige spillere.
– Vi har et par stykker af dem med til U/21-EM, og vi kunne godt have haft et par stykker mere med. Der er også et par stykker med på A-landsholdet, og de har også fået nogle fornuftige salg med Kasper Dolberg, Robert Skov og Frederik Alves. Mads Emil Madsen var også et fint salg, Eskild Dall, der kom til Ajax, han bliver god – han bliver rigtig god! Det er et tegn på, at man vælger sin egen vej, men gør det med kvalitet. Det er et flot stykke arbejde, og det betyder, at Silkeborg er en utrolig vigtig talentudviklingsklub for os. Vi har altid spillere fra Silkeborg med på de forskellige hold. Det er kontinuerlig god talentudvikling, det de laver, siger Flemming Berg.

Robert Skov. Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Afviser SønderjyskE-kritik
I en artikel her på tipsbladet.dk talte SønderjyskE’s talentchef Thomas Vilstrup om risikoen for, at dansk talentudvikling bliver for ensrettet, så alle klubberne udvikler de samme typer af spillere.
– Det er også den diskussion, man så kan lægge ind i DBU’s licenssystem, hvor man kan sige, at 70-80 procent har været rigtig godt og har flyttet dansk fodbold. Vi er blevet mere professionelle, vi er blevet mere formaliserede, vi er blevet mere reflekterede over de valg, vi gør. Men samtidig ensretter vi langt hen ad vejen. Det skal man være opmærksom på, sagde Vilstrup.
Flemming Berg er ikke enig i, at licenssystemet bidrager til ensretning.
– Det mener jeg slet, slet ikke, at vi gør. Jeg mener tværtimod, at vi har en stor diversitet i Danmark. Vi er ikke ligesom hollænderne og til dels belgierne, der går ud og siger, hvordan klubberne skal spille. Det anbefalede Double Pass (belgisk konsulentfirma, red.) os jo. De sagde: ”Vi synes, at I skal forsøge at ensrette spillestilen ude i klubberne, så det passer til den måde, I gerne vil spille fodbold i DBU.” Jeg sagde: ”Det er jeg grundlæggende ikke enig i. Det kommer vi ikke til. I må meget gerne skrive det i jeres rapport som en anbefaling, det er fint, men jeg kan sige på forhånd, at det kommer vi simpelthen ikke til.” Jeg tror i bund og grund ikke på det, siger Flemming Berg.
– Jeg tror, det gør os alt for sårbare over for udviklinger i spillet. Det gør os for sårbare, hvis det er de samme typer, som alle klubber udvikler. Talentudvikling handler om, hvad der sker om 10 år, og der er udvikling i spillet. Vi ved, at spillet kommer til at gå hurtigere, vi ved, at spillerne bliver hurtigere og mere allround. Men udover det vil der komme mange nye tiltag, mange nye vinkler på spillet, mange nye ting vi lærer.
– Jeg mener faktisk, at diversiteten er en af vores store styrker. Det er forskellige spillere, vi kigger på i Vejle og i AaB og i Brøndby og i OB. Vi vælger de bedste, og der er det altså ligegyldigt, om man spiller i SønderjyskE, og hvordan man spiller fodbold i SønderjyskE. Det, der er afgørende for, om vi vælger dem, er simpelthen kvaliteten. Hvis man ikke har spillere med, er det, fordi man ikke har lavet et godt nok arbejde. Og jeg er grundlæggende enig med Vilstrup i, at det er sundt, at klubberne gør det på forskellige måder.
Talentudviklingschefen mener, at DBU’s licenssystem er årsagen til, at det lige nu går godt i dansk ungdomsfodbold. Licenssystemet stiller krav til de setup og ressourcer, som klubberne bruger på deres talentudvikling
– Det her kan jeg sige uden at klappe mig selv på ryggen, for jeg var ikke i DBU, da licenssystemet blev indført i 2008. Men det er hovedfaktoren i, at vi står med et af de allerbedste talentudviklingslande i Europa lige nu. For det er vi. Vi er et af de aller-, allerbedste lande. Og hovedårsagen til det er indførslen af licenssystemet i 2008, der bragte talentudviklingen op på ledelsesniveau, op i bestyrelseslokalerne i klubberne, krævede investeringer i talentudviklingen, satsninger på talentudviklingen. Det er det, der har gjort den helt store forskel, så vi står, hvor vi står, siger Flemming Berg og bakker sin påstand om kvaliteten op:
– Vi har aldrig nogensinde haft flere spilminutter i top fem-ligaerne ude i Europa, end vi har lige nu. Og det er ikke et tilfælde, fordi vi har spillere, som er dygtige til at håndtere det at komme ud og har fået mange internationale kampe i landsholdssektoren og på klubniveau, siger Berg.
– Og så kan vi se på resultaterne på U-landsholdene. Det afspejler, hvor dygtige spillere vi har. Hvis man tager den sæson, vi blev færdige med i sommer, var vi det land i Europa med højest pointgennemsnit af alle. Vi lå etter og så kom Spanien, England, Frankrig, Italien og alle de andre lige bagefter. Vi var med et pointsnit på 2,36 på U-landsholdsniveau for U/16 til U/21 klart nummer ét. Det er, fordi vi har et meget sundt og stærkt talentudviklingsmiljø ude i klubberne og et godt samarbejde.
Som Tipsbladets serie af interviews har vist, er talentudvikling efterhånden noget som alle større klubber i Danmark i højere eller mindre grad satser på. Flemming Berg tror på, at sagtens kan lade sig gøre, at så mange klubber kan have ungdomsarbejdet som et fundament i deres strategi.
– Det tror jeg, der er, for der skal udvikles spillere til forskellige niveauer. Hvis der er 16 klubber, der skal deles om de 20-24 største talenter, i stedet for der kun er 10, er det ikke samme afkast, man får med det samme. Derfor kan det være sværere for nogle klubber at se afkastet af investeringerne lige så hurtigt, som man gerne vil, når der er flere om buddet. Men i bund og grund tror jeg, at uanset om man er SønderjyskE, OB eller Brøndby, kommer det at investere i sine egne til at give et afkast på den ene eller anden måde – transferindtægter eller måske endnu vigtigere, at man ikke behøver at bruge en transfer på at hente en anden spiller, siger Flemming Berg.
– I sidste ende betyder det bare noget, om man skal spille for den klub, man har spillet i altid. Det betyder noget for spillerne. Det betyder noget for tilhængerne, det betyder noget for sponsorerne, det betyder noget for den opbakning, man får. De egenudviklede spillere får ikke samme tryk fra fansene. De har bare længere snor og større opbakning og med rette, for fansene vil se deres egne spillere.
– Hvis for eksempel en klub som SønderjyskE er god til at udvikle spillere fra eget område, så bliver det en sønderjysk klub. En investering i Tønder, Sønderborg og hvad der ellers ligger omkring Haderslev vil give et sponsorgrundlag og et tilhørsforhold til fansene. Det afkast tror jeg er uvurderligt. For mig at se er talentudvikling afgørende for en klub på så mange områder, siger Flemming Berg.
EKSKLUSIVT
‘Brøndby kan ramme denne pris på Nartey i januar’
EKSKLUSIVT
FCM melder ud: Han skal sælges til sommer
TOPNYHED
Fyring på vej? ‘Han har kniven for struben’
TIPSBLADET SPECIAL
Her er Efterårets Hold i Superligaen
OPTAKT
FC København – Sønderjyske
OPTAKT
Viborg FF – FC Midtjylland
TOPNYHED
Tysk medie fælder hård Eriksen-dom
TOPNYHED
Solbakken slagter VM-lodtrækning: Et freak show
TOPNYHED
Kæmpe ros: – Han var fuldstændigt forrygende
OPTAKT
Randers FC – AGF
TOPNYHED
Har hevet fat i Cooper: Ikke det jeg købte ind på
TOPNYHED
Mourinho raser: Dansk stjerne er ‘urørlig’
EKSKLUSIVT
Afsløring: Her er prisen på Franculino Djú
TRANSFER
Klubben konkurs: Dansk spiller tvunget til skifte
NYHEDER
Harder scorer første Bundesliga-mål i ydmygelse
NYHEDER
Frank med opsang: ‘Absolut INGEN skal gøre det!’
NYHEDER
Kæmpe triumf for Frank
NYHEDER
Superliga-fans foretrækker dette kamptidspunkt
TOPNYHED
Trækker overskrifter i Sydkorea
NYHEDER
Stjerner sender besked til Froholdt
INTERVIEW
Thomas Delaney: ‘Han er Peter Crouch med teknik’
NYHEDER
Salah i brutalt angreb på Arne Slot og Liverpool
TOPNYHED
Brutal besked til Thomas Frank inden skæbnekamp
AVIS
De er klar til at købe Mohamed Salah
TOPNYHED
Eriksen med elegant assist i vigtig Wolfsburg-sejr
TOPNYHED
Danmark skal spille mulige VM-kampe midt om natten
TOPNYHED
Flere danske klubber ville have Nathan Trott
OPTAKT
FC Nordsjælland – Silkeborg IF
TOPNYHED
Vender tilbage til Randers – men skal væk igen
TOPNYHED
Danskerscoringerne væltede ind
TOPNYHED
Tjek selv: Det ligner en dybt uretfærdig fyring
NYHEDER
Skidt melding: Brøndby-stjerne syg
EKSKLUSIVT
Rekordsalg: ‘Brøndby kan få dette beløb for ham’
LIGE NU
Brian Riemer jubler: Vi SKAL med
TIPSBLADET SPECIAL
Her er fire bud på Bo Henriksens næste job
EKSKLUSIVT
Farzam Abolhosseini med vild transfer-forudsigelse
– Det har man nok aldrig set før
NYHEDER
Dansk bomber i tårevædet afsked
INTERVIEW
Steve Cooper: ‘Daniel Wass har det fint’
RYGTEBØRSEN
FCK med tilbud – nu vil de have ham
NYHEDER
Jesper Sørensen og co. taber til Messi
DAGENS SPILFORSLAG
Sløvt Londonderby
NYHEDER
Tordner mod Liverpool: ‘Kastet under bussen!’
NYHEDER
Ny Liverpool-nedtur
NYHEDER
Drømmekamp for Roony Bardghji i drama
NYHEDER
Manchester City sejrer og bider Arsenal i halen
NYHEDER
Indskiftet argentiner sænker Arsenal i topbrag
NYHEDER
‘Vi ville ikke være overgearede jubelidioter’
MEDIE
Færdig i Sturm Graz? Skæbnemøde inden jul
INTERVIEW
