– En dag står jeg i SønderjyskE-trøjen igen

Når man tænker tilbage på Bjørn Paulsen og hans tid i Superligaen, fremkalder det et billede af den perfekte SønderjyskE-spiller. Han havde nærkampsstyrke, var fremragende i luften, fightede fra start til slut, og han kunne spille over hele banen. Han havde tilmed langt hår og skæg, der passede til klubbens vikinge-image.

Det føles indlysende, at han skulle slå igennem i Haderslev-klubben, men spørger man Bjørn Paulsen selv, var der også held med i spillet, da han blev professionel fodboldspiller.

– Jeg var ikke en overlegen ungdomsspiller, men jeg var stor, stærk og kunne løbe for evigt, siger Paulsen til tipsbladet.dk.

– SønderjyskE var en ny klub, som altid var favorit til at rykke ned hos eksperterne. De havde ikke alverdens penge, så tror jeg, at en spiller som mig fik ekstra lang snor og tid til udvikling. De kunne se, at jeg blev bedre og bedre med tiden, men den første kontrakt, jeg fik ved SønderjyskE, var en deltidskontrakt hvor jeg skulle arbejde ved siden af. Jeg nåede dog aldrig at starte, husker Bjørn Paulsen, der i dag spiller i FC Ingolstadt.

Tipsbladet er i gang med en serie om talentudvikling i dansk fodbold, og derfor har vi sat et hold af tidligere ungdomsspillere i 14 forskellige klubber – klik her og læs begrundelsen for holdet samt kriterierne for udvælgelsen af SønderjyskE’s hold.

I sommeren 2010, nogle uger efter sønderjydens 19 års fødselsdag, skulle U20-landsholdet spille Milk Cup i Nordirland, og mange af de bedste spillere fra årgang 1991 var ude med skader. Paulsen havde fået tre indhop og i alt 12 minutters Superliga-fodbold, men hans egen teori er, at den daværende U-landstræner Keld Bordinggaard havde set ham på holdkortet og udtog ham til landsholdet, som han aldrig havde været med på før.

– Jeg tog derop og fik to minutter plus fire minutters tillægstid mod Japan, og jeg scorede to mål. Kampen efter spillede jeg 90 minutter mod USA. Den lille tur ændrede det hele, for da jeg kom hjem, ringede SønderjyskE og sagde: ”Ja Bjørn, det kan gå hurtigt i fodbold, og vi synes egentlig, du har gjort det så godt, at vi vil have dig på fuldtidskontrakt.” Derefter gik det stærkt med minutter og udviklingen. Så heldig kan man også sagtens sige, jeg har været, siger Paulsen.

I 2010/11 og 2011/12 spillede han 40 Superliga-kampe – sølle fire af dem var fra start. Men han tror selv, at det var hans indstilling og fightervilje, der gjorde ham til en profil, som siden blev en indlysende fast mand i først SønderjyskE og siden Esbjerg.

– Jeg gav aldrig op. Selvom jeg nok var den ringeste til træning de første mange måneder under Michael Hemmingsen, som jeg også fik nogle skideballer af engang imellem, så gik det mig ikke på, og jeg gav mit bedste til alle træningerne. Efter to år var jeg altid en af de bedste, og da Lars Søndergaard kom, begyndte jeg at få nogle startpladser og mange minutter. Hvert minut, jeg fik, lærte jeg noget nyt. I og med at der ikke var mange, der kom igennem nåleøjet op til førsteholdet, tror jeg, det gav mig en masse tid til at udvikle mig fra den næstbedste række i ungdomsligaerne til at være med til overlevelse i Superligaen hvert år og til sidst blive vicekaptajn og solgt videre, siger Paulsen.

Forinden havde han haft nogle gode år i ungdomsafdelingen, som han kom til efter at have spillet i flere mindre sønderjyske klubber.

– Jeg husker det som en god tid. Vi havde mange som var fra enten Sønderborg, Aabenraa eller Haderslev. Så vi klikkede alle godt sammen. Og jeg ved, at der er rigtig mange som efter fodbolden tog til Århus eller København for at studere sammen og endda bo sammen. Vi spillede ikke i bedste række, og det tror jeg egentlig var godt nok, for når vi havde træningskampe mod nogle af de store hold som Esbjerg, Midtjylland eller OB, fik vi tit en lussing, mindes sønderjyden.

Bjørn Paulsen husker dog også en ærgerrig gruppe unge drenge, der stod op klokken 6 om morgenen og hoppede på cyklen for at kunne være til træning klokken 7. Så var der morgenmad klokken 9, derefter skole og så træning igen om eftermiddagen. Det gav disciplin og personlig udvikling. Og da han kom op på førsteholdet, fik han i endnu højere grad klubbens værdier ind under huden.

– Jeg fik hvertfald lært en masse om hårdt arbejde, ydmyghed og troen på sig selv. Vi havde mange store karakter på førsteholdet, og der lærte jeg også, at det er vigtigt, at der skal være plads til alle i et omklædningsrum. For at man kan præstere, skal et omklædningsrum fungere, og det må man sige, at det har det altid gjort i SønderjyskE. Helt indtil jeg skiftede klub, var der ikke én spiller, som satte sig over omklædningsrummet. Hvis man gjorde, så kom man hurtigt ned på jorden igen, siger Bjørn Paulsen, der på afstand glæder sig over den udvikling, som akademiet i Haderslev har været igennem.

– Jeg er 100 procent sikker på, at ungdomsspillerne i SønderjyskE har bedre muligheder for at komme på førsteholdet nu, end det vi havde dengang. Rent mentalt blev jeg klar til Superligaen, men fodboldmæssigt var jeg ikke klar med det samme. Jeg er oprigtig glad og stolt over at se alle de spillere, der er kommet op de senere år, og jeg håber, at Sønderjyske vil blive ved med at udvikle ungdomsafdelingen, for de har et af de største – hvis ikke det største opland – i hele Danmark.

Selv forlod han Haderslev som 24-årig i 2015, da han skiftede til Esbjerg. Efter halvandet år i Vestjylland skiftede han til Hammarby, hvor han spillede to sæsoner. Siden januar 2019 har sønderjyden spillet i FC Ingolstadt, men han har ikke glemt, hvor han kommer fra.

– Jeg følger SønderjyskE på de sociale medier og ser kampene i weekenderne. Jeg er selvfølgelig mega taknemlig for min tid i SønderjyskE. Jeg havde en super tid som ungdomsspiller, lærte rigtig meget ved at stå på egne fødder i en ung alder, og med tiden blev jeg jo en okay fodboldspiller.

– Da jeg forlod SønderjyskE, var det kun, fordi jeg ville have nye udfordringer, og da det ikke rigtig fungerede i Esbjerg, kunne jeg sagtens være taget hjem til SønderjyskE og have spillet resten af min karriere. Men jeg savnede stadig nye udfordringer, og da jeg fik muligheden for at tage til Sverige, følte jeg mig klar til det. Det kan jeg også takke Sønderjyske for. En dag står jeg 100 procent i SønderjyskE-trøjen igen. Om det er som spiller eller som fan på tribunen, det må tiden vise, siger Bjørn Paulsen.