FCM-profil: Et spørgsmål om 20 skattefrie millioner kroner

BRAGT I TIPSBLADET 21. JUNI 2013

Et spørgsmål om 20 millioner skattefri kroner

Erik Sviatchenko sagde sidste sommer nej til et tilbud, der havde fyldt transferkassen i FC Midtjylland og sikret den 21-årige stopper økonomisk indtil pensionsalderen. Den unge FCM-spiller fortæller om, hvorfor han sagde nej til de mange penge og klubben i den markant større liga, om usikkerheden der følger med et stort tilbud og hvordan han er kommet tilbage fra dyk, han oplevede efter at have sagt nej til sit første tilbud fra udlandet.

Det er måske ikke til at se på den lønseddel, du får fra din arbejdsgiver om en uges tid.

Men tag 12 lønningssedler og gang det tal med 40-45-48 alt efter, hvornår du regner med at gå på pension. Så taler vi millioner.

En undersøgelse af Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd i 2010 vist, at ufaglærte og danskere med en erhvervsuddannelse som frisør eller håndværker typisk tjener omkring 10 millioner kroner eller lidt over i løbet af et arbejdsliv, mens læger, økonomer, jurister og tandlæger forventes at tjene 20 til 24 millioner kroner i de 40-45 år før pensionen.

Som fodboldspiller har du et årti, måske 13-14 år, til at tjene til størstedelen af livet, før du typisk skal ud at finde et job uden at have en uddannelse som 35-årig. Og sidste sommer fik FC Midtjyllands dengang 20-årige midtstopper Erik Sviatchenko et af den slags tilbud fra en østeuropæisk klub, der havde sikret ham lige så mange penge, som en højtudannet dansker tjener på et helt liv.

– Beløbene lød vanvittige. Du kan sikre dig for resten af livet. Det var vildt. Jeg var 20 år. Skulle jeg allerede til at tænke på penge, spurgte Erik Sviatchenko sig selv.

Erik Sviatchenko er langt fra den eneste Superliga-spiller, der har stået i den situation eller kommer til det. Her følger en åbenhjertig historie om de glæder og den tvivl, der ofte følger i halen på et milliontilbud fra en større udenlandsk klub.

Et forår i femte gear
At Erik Sviatchenko fik tilbuddet skyldes i høj grad tilfældigheder og så et forår, hvor midtstopperen var blandt Superligaens bedste på sin position.

4. marts 2012 fik han Superligacomeback i et 1-2 nederlag hjemme til Lyngby, 11 måneder efter at hans korsbånd var sprunget, da han til træning kom i vejen for Rilwan Hassans fod i forsøget på at blokere nigerianerens skud.

I runden efter scorede han i en 4-1 sejr over Horsens, og på vej mod bronzen i Århus i slutningen af maj spillede Sviatchenko 1350 af 1350 mulige minutter i Superligaen for midtjyderne.

Efter 11 måneder udenfor var Erik Sviatchenko energisk, grænsende til det småmaniske, og meget sulten på at spille fodbold, og alene på viljen og lysten var han sin defensivs bedste mand.

På grund af den lange pause havde Erik Sviatchenko lagt en dæmper på sin udlandsdrøm, og at han blev klar til samtlige kampe og til at være et af sit holds profiler var overraskende for de fleste andre end den selvtillidsfulde viborgenser.

Men noget klubskifte forventede Erik Sviatchenko ikke, så han tog på ferie med sin kæreste Anne og vendte tilbage til træning i midten af juni for derefter at tage med holdet på træningslejr i Bad Essen vest for Hannover.

I ugerne op til træningslejren var Erik Sviatchenkos storebror Philip kommet hjem fra et halvt år på den danske ambassade i Ukraine, hvor han forlængede opholdet med et job som forbindelsesofficer for UEFA for blandt andre det danske landshold.

Under selve slutrunden var Philip Sviatchenko forbindelsesleddet mellem det danske landshold og de lokale arrangører, og til landsholdets kampe mod Portugal og Tyskland var Erik Sviatchenkos storebror på plads på stadion i Lviv.

– Der var nogle folk fra Karpatij Lviv, der er den lokale klub. De spurgte, hvad historie bag mit navn var, og om jeg var i familie med Erik Sviatchenko. Jeg forklarede, at familien stammede fra Ukraine, og at jeg rigtig nok var Eriks storebror, fortæller Philip Sviatchenko.

– Jeg tog hjem til Danmark, og to uger senere får jeg så en sms på russisk fra et nummer i Ukraine.

Sms’en var skrevet meget formelt, nærmest som en email, og personen forklarede, at han var direktør for Karpatij Lviv, og at han gerne ville i kontakt med Erik. Jeg gav beskeden videre til Allan [Erik Sviatchenkos agent Allan Bak Jensen], og så tog han over derfra, siger Philip Sviatchenko.

Allan Bak Jensen kontaktede sportsdirektøren fra Karpatij og hørte, hvad ukrainerne ville hans klient. Svaret viste sig siden at være et afgørende for Erik Sviatchenkos karriere og fremtid som professionel fodboldspiller.

– Ukrainerne er vilde
Erik Sviatchenkos sidste kamp før korsbåndet røg en april-søndag i 2011 var for U/ 21-landsholdet på klub-hjemmebanen i Herning og var mod, ja rigtig gættet, Ukraine.

På en klar, kold forårsaften spillede Danmark 2-2, og Erik Sviatchenko dækkede godt af for sine modspillere i de fleste situationer.

Navnet blev hængende i ukrainsk fodbold. Philip Sviatchenko oplevede under EM i juni 2012, at også ansatte i det ukrainske fodboldforbund huskede den russisktalende midtstopper på det danske ungdomslandshold.

Om det var Erik Sviatchenkos kamp mod Ukraine, dvd’er, der endte i hænderne på Karpatij Lviv, eller en helt tredje forklaring er uvist. Men da Erik Sviatchenko var kommet til FC Midtjyllands træningslejr i Bad Essen, ringede hans storebror Philip.

– Philip ringede til mig. Han fortalte, at en repræsentant fra Karpatij havde spurgt, hvordan det gik med mig, husker Erik Sviatchenko.

– Det gik ekstremt stærkt. Der gik to dage, fra Phillip ringede, til Allan ringede. Karpatij Lviv havde set en masse video af mig via deres netværk og var vildt begejstrede for mit spil. De var meget interesserede.

Erik Sviatchenko fik sin agent i røret før træningen tirsdag 3. juli og gik ud på terrassen for at tale i fred.

– Allan sagde, at de havde sendt en email med kontrakttilbud. Jeg tænkte: ” Hold da kæft.” Jeg skulle ud at træne og kunne alligevel ikke gøre noget, siger Erik Sviatchenko.

– Jeg blev lidt nervøs. Det var første gang, at Allan for alvor ringede med noget. Jeg havde før hørt, at den og den klub var interesseret i mig og syntes, jeg gjorde det godt. Men derfra til at der kommer et bud, der skal der meget til.

I første omgang tilbød Karpatij Lviv omkring 800.000 euro til FC Midtjylland og gav Erik Sviatchenko et indledende kontrakttilbud, som den 20-årige midtjyde knap kunne tro, da Allan Bak Jensen fortalte om det over telefonen.

I Ukraine betaler fodboldklubberne al skat for deres spillere, og med det in mente var Karpaty Lviv klar med en løn, der oversteg hvad de højst betalte spillere i Brøndby IF og FC København tjener.

For Erik Sviatchenko satte det en masse tanker i gang, men for Karpatij Lviv var 800.000 euro, signon-fee og flere millioner kroner i årsløn til den en 20-årig danske med ukrainske rødder byttepenge.

Karpatij har siden 2001 været ejet af kulmine-oligarken Petro Diminskij, der i Sovjet-tiden var bestyrer for kulminerne i Karpater-bjergene omkring Lviv og i privatiseringsbølgen i halvfemserne blev en meget rig mand.

Diminskij købte Karpatij, handlede udenlandske profiler ind til klubben og satsede som en vestukrainsk Berlusconi på en politisk karriere, hvor et hastigt voksende Karpatij skulle vokse sig stor, konkurrere med Dynamo Kijev, Sjakhtar Donetsk og Dnirpo og gøre Diminskij til en stor politiker.

Hverken Karpatij eller den politiske karriere har endnu givet Diminskij det store gennembrud.

Det sportslige højdepunkt var et gruppespil i Europa League med Dortmund, PSG og Sevilla i efteråret 2010 [et point i seks kampe], men selv en ukrainsk middelklub som Karpatij med Diminskijs penge i ryggen kan give lønninger, som Superliga-klubber kun kan drømme om.

FC Midtjylland sagde nej til de 800.000 euro. Og som svar fik midtjyderne en korrespondence med et beløb, der svarede til omtrent 1,3 millioner euro, 10 millioner danske kroner.

Det bud var så interessant, at Erik Sviatchenko fik besked på at overveje, om han ville til Ukraine.

For Erik Sviatchenko var det alvor efter fem års drømme om udlandet.

Og dagen efter kunne han få en forsmag på det udenlandske liv med en træningskamp mod det nedrykkede Bundesliga-hold Hertha Berlin.

Ja, nej, ja, nej. Ja…. Nej
– Jeg tror, at Erik i upressede situationer forærede Herthas angribere friløbere tre gange på 90 minutter. Det var meget langt fra hvad jeg forventer af en dygtig spiller som ham.

FC Midtjyllands cheftræner Glen Riddersholm vidste ikke, om han skulle grine, rive hovedet af sin 20-årige stopper eller give ham et kram.

FC Midtjylland tabte 1-2, og Riddersholm tog sin forsvarsspiller med i enerum for at tale om kampen.

– Nå, hvad fanden skete der, spurgte Glen Riddersholm, da de to sad ned.

– Jeg var helt væk. Jeg spillede så dårligt. Jeg lavede fejl på fejl. Jeg lavede også nogle vanvittig gode ting, som halvtliggende vristspark på lange afleveringer, der lå perfekt, men samtidig lavede jeg opspilsfejl og tilbagelægninger, der var vanvittige, husker Erik Sviatchenko.

Dagen før havde direktør Claus Steinlein fortalt cheftræneren om tilbuddet, og da Riddersholm havde spurgt Sviatchenko, om han var klar til Hertha Berlin, havde den 20-årige stopper sagt, at det ikke var noget problem.

Men siddende foran sin cheftræner efter kampen indrømmede Erik Sviatchenko, at han slet ikke havde været i stand til at fokusere på spillet, og at tankerne om Karpatij havde fyldt meget i de foregående 30 timer.

– Det dejlige ved Erik er, at han ikke pakker tingene ind. Han tør vise sårbarhed. Det er et blødt begreb i en hård fodboldverden, men det er vigtigt at kunne indrømme ens fejl og mangler. Mange ignorerer eller fortier deres mangler, men det gør Erik ikke. Det vil på længere sigt give ham bedre præstationer. Vi fik italesat hvad det var, der havde ramt ham. Som jeg har sagt før, så er der mange ting, der er første gang for den unge trup, vi har, og det var helt forståeligt, at han blev påvirket, når der første gang for alvor var bud efter ham. Jeg gav ham et kram, sagde han skulle sørge for at holde fri, dagen efter vi kom hjem fra Tyskland, og så gik vi i gang igen, siger Glen Riddersholm.

Erik Sviatchenko gjorde det rimeligt til træning i dagene efter, men uden for timerne på træningsbanen i Ikast handlede alt om Karpatij Lviv.

I lejligheden hjemme i Århus talte Erik Sviatchenko meget med sin kæreste Anne, forældrene, sine søskende og ikke mindst agenten Allan Bak Jensen, der selv skiftede til Heerenveen i Holland, da han var nogenlunde på alder med sin klient. Og den unge mand, der siden teenageårene gladelig havde fortalt om sin lyst til at spille i udlandet, var snotforvirret.

– Der gik en uges tid efter vi kom fra Tyskland. Jeg præsenterede det for mine forældre, jeg snakkede med min storebror Philip og min halvstorebror Anton, der bor i Ukraine.

De fortalte alt om det land, jeg ikke har oplevet. De fortalte, at der var mange negative ting, husker Erik Sviatchenko.

En af de vigtigste overvejelser var hvad kæresten Anne skulle i Lviv.

Byen er en af de pæneste i Ukraine, og indbyggerne bryster sig af at have en lang række veletablerede universiteter og uddannelsessteder.

Men der er langt fra Århus til et universitetsstudium på russisk i det vestlige Ukraine.

– Jeg inddragede Anne. Der var mange ting at overveje. Jeg kunne sikre mig økonomisk, for Ukraine og Rusland er nogle af de få lande, der kan tilbyde en vanvittig løn uanset, at du ikke rigtig har noget navn endnu. Karpatij var for to år siden i Europa League mod Sevilla, Dortmund og Paris SG. Det var vildt, og det ville jeg gerne prøve, siger Erik Sviatchenko.

Faren Sergei Sviatchenko fortæller, at han og konen Helena lod beslutningen være op til Erik og Anne.

– Vi sagde, at vi ville støtte dem, at beslutningen var op til dem, fortæller Sergei Sviatchenko, der husker som udfordrende og udviklende for hans søn. I de første dage hældte Erik Sviatchenko mod at sige ja til Karpatij. Han så for sig, hvordan han spillede godt for Karpatij, blev købt af en større ukrainsk klub og siden fik opfyldt sin helt store drøm, at spille i Premier League.

– Jeg kunne sige ja, spille alle kampene, udvikle mig til en profil på holdet, og så kunne Sjakhtar Donetsk eller Dynamo Kijev sige, at de gerne ville have mig. Derfra var vejen åben, det var bare en anden vej, at tage østpå i stedet for vestpå. Spiller du først godt for Sjakhtar, er der stor interesse. Det er et top 20 hold i Europa.

Her et år efter de hektiske dage midt i 2012, da Erik Sviatchenko og hans kæreste Anne skulle sige ja eller nej til Karpatijs bud, husker Erik Sviatchenko stadig forvirringen tydeligt.

– Jeg lavede lister sammen med Anne over godt og dårligt ved at tage afsted. Også med min storebror. På et tidspunkt var jeg mentalt taget afsted. ” Vi gør det, hvad kan det skade,” sagde jeg, siger Erik Sviatchenko.

– To dage senere ombestemte jeg mig, og to yderligere to dage efter skiftede jeg tilbage, siger Erik Sviatchenko.

– Det var så svært i de første seks kampe i Superligaen. Jeg skulle præstere optimalt, men jeg vidste hele tiden, at jeg måske skulle afsted om lidt. Anne kunne lære et sprog, hun aldrig ellers ville have lært, og jeg kunne komme af sted som 21-årig på en fire-fem år lang kontrakt. Så kunne jeg være taget videre til Tottenham via Dynamo Kijev, eller jeg kunne tage hjem til Danmark som 25-årig, være sikret økonomisk for livet og spille for en klub som FC København.

– Allan sagde til mig: “Jeg er virkelig i tvivl. Det sker sjældent, at en klub vil betale alle pengene her og nu.” Det havde FC Midtjylland fået rigtig meget ud af. Det er helt uhørt. FCM ville reelt eje en stor del af mig. Så hvis Lviv ville sælge mig til et lortested, kunne FC Midtjylland sige nej til det. Jeg ville stadig have mine venner, Steinlein og Riddersholm, på min side. Det var helt vildt. Allan kunne bare have sagt, at jeg skulle tage af sted. Han og jeg kunne have fået sindssygt mange penge ud af det, og jeg tror, at mange andre agenter havde sagt: Du skal bare af sted, det skal nok gå.” Allan sagde: ” Jeg tror så meget på dig, at jeg tror, du kan komme til et bedre sted. Men det er sindssygt mange penge.” Der var jeg så meget i tvivl, siger Erik Sviatchenko.

Efter få dage, omkring 6. juli, sagde Erik Sviatchenko nej til Karpatij.

Tøvende. For den unge mand var langt fra sikker på sin beslutning.

– Skal en FCM-profil og talentprofil i Superligaen skifte til en klub, ingen kender? Under EM var det der program med Sol Campbell med racisme i Polen og Ukraine, og der var Karpatij Lviv en af de virkelig ekstreme klubber. At jeg skulle skifte til sådan en klub, der tænkte jeg over, hvad andre mennesker ville tænke. Også selv om jeg kunne gå derned og have det fede liv. Ukraine er skruet sådan sammen, at har du penge, findes der stort set ingen grænser.

Efter weekenden, med en stor håndfuld dage tilbage til sæsonpremieren i Parken, skiftede Erik Sviatchenko igen mening. Han ville alligevel af sted.

Historien går på, at FC Midtjyllands direktør Claus Steinlein tog nogen overtalelse, da han blev bedt om at forlade familieferien i Italien og tage mod øst for at forhandle en endelig pris med Karpatij Lviv. Men direktøren satte sig op i flyet i forvisningen om, at Sviatchenko gerne ville afsted, og da de to parter mødtes på et hotel, smed Karpatij Lviv knap 15 millioner kroner på bordet og forhøjede FC Midtjyllands andel af fremtidige transferindtægter til uhørte 50 procent.

FC Midtjylland havde brugt størstedelen af de indiske penge fra investoren Shrinivas Dempo, og den slags penge kunne Superliga-treeren i den grad bruge. Så det blev et ja fra FC Midtjylland.

Alt var klar. Erik Sviatchenko og hans agent skulle forhandle de personlige betingelser på plads, betingelser der, såfremt midtstopperen fuldførte en fire-eller fem-årig kontrakt, ville betale et tocifret millionbeløb i nettoløn og en solid signon-fee oveni.

Så sagde Erik Sviatchenko igen nej.

– Jeg fik Allan til at se lidt dum ud over for FC Midtjylland. Jeg havde sagt nej, og Allan var nødt til at tage kontakt alligevel og sige, at vi gik videre med det. Det var et drømmescenarie for Midtjylland økonomisk. Også i den situation, de stod i. Det ville være helt perfekt. Lønnen var blevet bedre, og den kunne være blevet meget bedre, for vi havde end ikke forhandlet mine vilkår endnu. Jeg vidste virkelig ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg endte med alligevel at sige nej tak, selv om tilbuddet næsten var for godt til at være sandt, siger Erik Sviatchenko.

– Jeg var stolt over, at en klub tilbød så meget. Men inderst inde håbede jeg på, at det havde været Fiorentina, Lille eller en anden klub. Så havde jeg måske sagt ja, så havde det været en fed chance for at komme af sted, siger Erik Sviatchenko.

Reid i stedet for Luiz
Karpatij Lviv tilbragte 2012/ 2013-sæsonen nær nedrykningsstregen, og klubben har skiftet sportsdirektør to gange. Så i retroperpekt var afvisningen af den ukrainske klub måske ikke så skidt for Erik Sviatchenko.

Imod FC København i premieren blev midtstopperen udvist, og i de følgende kampe var Sviatchenko langt fra så stabil som i få måneder forinden.

Han lavede fejl, missede afgørende indgreb, og i september tog han konsekvensen og begyndte at tale med klubbens mentaltræner Rene Petersen.

” Jeg havde det svært. Jeg manglede et filter, når nogen sagde noget til mig eller om mig. Jeg tog alt til mig.

Jeg er et følelsesmenneske, der reflekterer over meget, og den personlighedstype er ikke altid god i fodbold.

Der er det lidt bedre at kunne dele alt op i to farver og så gå benhårdt efter målet og så hul i alle andre. Der har jeg været oprigtig interesseret i andre, selv om jeg egentlig ikke burde være det. På fodboldbanen er jeg en mand, uden for er jeg en anden. Fordi jeg siger noget på banen, sviner nogen til, så mister jeg ikke mine værdier.

Folk ved, hvor venlig jeg er som person. I starten troede jeg, at de ikke ville kunne lide mig, hvis jeg sagde noget hårdt til dem. Det kan du ikke bruge til noget i fodbold,” siger Erik Sviatchenko.

Efteråret blev ikke til meget, da midtstopperen slog anklen imod Brøndby. Men i foråret begyndte forsvarsspilleren i perioder at ramme sit høje niveau fra foråret før. Selv mener Erik Sviatchenko, at han har spillet mindst lige så godt som i foråret 2012, og at han har lært af det kaos, Karpatijs bud og han selv skabte i sommeren sidste år.

– Jeg er ikke længere den her tilfældighedsspiller. Jeg har sat mig mål. Jeg besluttede sammen med Rene, at jeg meget gerne vil af sted i sommeren 2013. Det har været mit overskyggende mål, uden at det har skygget for alt det andet. Det nytter ikke at sætte sig et mål og ikke gå igennem alt det andet. Efter at jeg kom tilbage fra mit korsbånd røg jeg meget højt op og fik det her kæmpebud, og så dykkede det for mig. Nu har jeg fundet mit høje niveau igen, siger Erik Sviatchenko.

En af de ting, både Rene Petersen og cheftræner Glen Riddersholm har rådet midtstopperen til, er at spille mere simpelt. I efteråret sidste år var Erik Sviatchenko forbi London for at se sin tidligere holdkammerat Winston Reid spille for West Ham, og lektien er FCM-stopperen ved at have taget til sig.

Da Tipsbladet sidst fortalte om Erik Sviatchenkos liv som fodboldprof, var FCM-spilleren en begejstret 20-årig, der netop var kommet tilbage fra en langvarig skade, og som kort tid forinden havde set sit forbillede David Luiz spillede på Stamford Bridge. I dag er han mere nøgtern.

– Jeg går ud fra det fundament, at jeg er forsvarsspiller. Jeg har tidligere skiftet meget mellem hvem jeg er. Tidligere ville jeg gerne være som David Luiz, som jeg ser meget op til, men jeg har accepteret, at jeg er ikke er Luiz, jeg er Erik Sviatchenko.

– Skal jeg spejle mig i Winston Reid, der også blev solgt fra FC Midtjylland, så blev han ikke solgt på sine fantastiske pasninger eller på at drible op i banen som Agger. Han blev solgt, fordi han er fantastisk defensivt, og han har netop forlænget med West Ham og har en helt fantastisk karriere. Jeg har fundet ud af, at jeg er forsvarsspiller. Jeg har evnerne til det offensive, men når jeg går ud til kampene, tænker jeg kun på at spille forsvarsspil. Når jeg har fået fuldstændig styr på det, så kan jeg begynde at lægge det andet ovenpå. Det er ikke omvendt, siger Erik Sviatchenko.

Sviatchenko siger nu – FCM siger senere
Hvad vil det sige at være klar til at spille i udlandet? Det vestlige Ukraine var Erik Sviatchenko ikke klar på for 12 måneder siden. Men denne sommer er det klare mål at komme til udlandet.

– Jeg tror, at mange unge spillere har de tanker. Jeg er stadig ung, men jeg er bare blevet meget mere afklaret. Jeg har fundet ud af, hvem jeg er som fodboldspiller. Det har som bonus også givet mig mere overskud i privatlivet. Så det har hjulpet, at det med Ukraine kom så tidligt. At jeg har oplevet de mekanismer. Det har vist sig at være godt at opleve, selv om jeg klarede det skidt i starten, siger Erik Sviatchenko.

– Hvis jeg er god nok, bliver jeg solgt. Og det er jeg.

I foråret og op til transfervinduets åbning i begyndelsen af juli har klubberne i udlandet kun snust til Erik Sviatchenko, så om det mål bliver til noget kan meget vel afhænge af, om Sviatchenko spiller de rigtige kampe foran de rigtige scouts i juli og august.

– Jeg synes, at det er fedt, at Erik har de ambitioner. Man vil måske beskylde mig for at tænke som cheftræner på mit hold, men hvis jeg tog min tidligere ITU-trænerkasket på, så ville jeg helt klart råde Erik til at blive seks-tolv måneder endnu. Vi kan sagtens udvikle ham mere, tilbyde ham det, der skal til, siger Glen Riddersholm.

Om Sviatchenko, Sylvester Igboun, Rilwan Hassan, Petter Andersson eller en helt anden følger i hælene på Mads Albæk denne sommer og rykker til udlandet ved vi af gode grunde først om ti uger, men interessen og behovet for at sælge i FC Midtjylland er der.

Men klogere, det er Erik Sviatchenko blevet. Og han forventer, at han en dag om ikke så længe igen skal tage stilling til et milliontilbud.

– Jeg har i hvert fald lært, at penge ikke er alt for mig, for så havde jeg jo sagt ja til et tilbud, som kunne sikre mig resten af mine dage. Jeg fandt også ud af, at min tro på mine egne evner overstiger et ukrainsk bud i millionklassen. Mit eventyr skal nok komme.