Hullet har ikke lukket sig af sig selv, Brøndby

Hvad skal man gøre, når man egentlig har sendt gode penge efter nye angribere og i klubben kan tænke tilbage på dengang, man hentede en uprofileret forward i SønderjyskE og siden vandt guld med ham?

Hvis ikke Mikael Uhre havde haft lyst til at MLS og Philadelphia Union, og en utvivlsomt højere løn, kunne Brøndby sagtens have undværet pengene fra en transfer, der ikke overstiger, hvad FC Midtjylland tjente på at sælge reserven Luca Pfeiffer tilbage til tysk fodbold.

Men væk er Uhre, og selvom man har Marko Divkovic, Simon Hedlund, Carl Björk og Mathias Kvistgaarden, er landsholdsbobleren på ingen måde erstattet.

Dertil scorer afløserne for sjældent og udviser ikke den kombination af speed og en god forståelse for rummene, der gjorde Mikael Uhre lige så frygtet på banen i Superligaen, som han var vellidt udenfor med sit rolige og venlige gemyt.

Brøndby har denne sommer haft kig på svenskeren Sebastian Andersson og den norske målmager Ohi Omaijuanfo fra serbisk fodbold, to fysisk stærke og voksne veteraner, der med deres erfaring og nordiske fodboldopvækst uden problemer kunne træde ind i Superligaen. 

Men den ny angriber er stadig ikke dukket op på Brøndby Stadion, og han ligner en nødvendighed trods Carsten V. Jensens mange anstrengelser for at finde en ny mand og de millioner, Marko Divkovic og Carl Björk allerede har kostet.

– Man skal have en ny angriber. Det kan godt være, at der er gået et halvt år, siden Mikael Uhre blev solgt til USA, men det betyder ikke, at hullet har lukket sig selv, siger chefredaktør Troels Bager Thøgersen.

Se hele vurderingen af Brøndbys behov i slutningen af transfervinduet i videoen, der ligger i toppen af denne artikel.