169743

Interview med SIF-boss: Det bliver også sværere

Efter to års optur i Silkeborg venter der nu en vanskelig sæson for den midtjyske klub. Europæiske udfordringer og en svær sæson to i Superligaen står for døren med nye høje forventninger fra omgivelserne. Så hvordan holder man fast i sig selv og sin strategi? Hvordan forholder man sig til egne ambitioner om talentudvikling? Og…



Jesper Stüker har fået spørgsmålene mange gange gennem årene.

Når en ny sæson nærmer sig, og Silkeborg som regel har solgt en spiller for et pænt millionbeløb, har fans, sponsorer, journalister eller andre nysgerrige hevet fat i sportschefen med forventningsfuld mine: ”Hvad skal I bruge pengene på? Skal I så ud at hente nogle profiler?”

Han forventer, at spørgsmålene vil komme igen, for efter en sæson med bronzemedaljer, et regnskabsplus på 13 millioner og udsigt til europæisk gruppespil i efteråret, går det godt i Silkeborg både på og uden for banen.

”Jeg har i min tid kæmpet lidt med det åg fra fortiden. Silkeborg var jo Danmarks lønførende klub i Superligaen for en del år siden. Derfor har jeg tit hørt den med profilerne. Det er tit blevet sagt til mig, at vi skal hente profiler, men så har jeg svaret, at det kommer an på, hvad man mener med det ord. Hvis man tænker på en af de 20 højest rangerede spillere i Superligaen, så er det ikke dem, der kommer til Silkeborg, for det er vi ikke i nærheden af at kunne betale lønmæssigt eller transfermæssigt,” fortæller Jesper Stüker til Tipsbladet.

På Tipsbladet.dk var vurderingen i denne uge, at Silkeborg IF ser ud til at gå ind til den ny sæson med ligaens niendestørste budget foran Viborg og oprykkerne AC Horsens og Lyngby.

I det store billede er ikke vilde beløb, der er at rutte med i SIF, men det er ikke længe siden, at spørgsmålene om nye profiler igen blev stillet til Jesper Stüker.

”Jeg synes jo, at vi har hentet nogle store profiler i André Calisir, Robert Gojani og så videre. Det er vores vej. Men der er mange, der bliver skuffede, og jeg kan stadig huske, at især kontrakterne med Nicolij Vallys og Joel Felix gav skæld ud til sportschefen på de sociale medier i forhold til, hvor uambitiøst det var at hente spillere, der nærmest lige var rykket ned i 2.division. Nogle gange kunne man godt tænke sig at minde folk om det, men det er det sted, vi er. Vi er nødt til at være realistiske og finde vores vej,” siger Jesper Stüker.

Men Silkeborg er i en ny situation. Efteråret kommer til at byde på otte europæiske kampe og 17 Superliga-opgør i perioden 15. juli til 15. november, men de nye udfordringer med 25 kampe på 18 uger og statussen som medaljetager i Superligaen betyder imidlertid ikke, at der skal trædes hårdere på transferspeederen eller bruges flere penge på dyre spillere. For sådan har man ikke for vane at gøre i Silkeborg, og den aktuelle succes får ikke klubben til at ændre på den strategi, der har ført klubben til succes. Men den nye situation har skabt lidt af et dilemma for sportschef Stüker og resten af den sportslige ledelse.

Den svære balance i truppen
Silkeborgs succes er dels bygget på en stærk og tydelig spillestil og kontinuitet omkring den sportslige ledelse, men den er i høj grad også bygget på en stærk trupsammensætning, hvor førsteholdet består af mange egenudviklede spillere suppleret med en gruppe erfarne spillere som Nicklas Helenius, Nicolai Larsen og Robert Gojani, og nogle yngre kræfter, der er hentet i andre klubber som Nicolai Vallys og Joel Felix. Og netop trupsammensætningen bliver vanskelig fremadrettet, for Silkeborg skal præstere på et højere niveau nu end tidligere. Og hvordan fortsætter man så udviklingen og holder næsen i sporet efter en jubelsæson som den foregående?

”Vi er lykkedes med nogle ting, der har gjort, at vi næsten har ramt den optimale sæson, og det bliver langt sværere at lykkes med nu, når det handler om talentudviklingen. Kigger vi på to af vores egne profiler i denne sæson – Rasmus Carstensen og Sebastian Jørgensen – har de begge været igennem en sæson, hvor de kom lidt nemmere til spilletid. De spillede rigtig meget i 1.division og blev gode der. Den mulighed er der ikke for de næste talenter,” siger Jesper Stüker.

”De skal tage et skridt mere op ad stigen for at få den erfaring, som nogle af de andre er kommet lidt nemt til i 1.division. Den transition til førsteholdet for vores egenudviklede spillere bliver mere vanskelig. Det samme gælder, når vi skal finde spillere udefra. Spillere som Nicolai Vallys og Joel Felix bliver sværere at finde, fordi de skal ind på et højere niveau, hvis vi skal fastholde den sportslige konkurrenceevne, som vi har lige nu. Det bliver også sværere at lykkes med den strategi,” siger Jesper Stüker.

Efter Silkeborgs successæson er der også kommet opmærksomhed om flere spillere, og det forventes, at klubben kommer til at sælge en eller flere af de profiler, der var med til at sikre bronzemedaljerne i den forgangne sæson. Spillere som Nicolai Vallys, Rasmus Carstensen og Sebastian Jørgensen tiltrækker sig opmærksomhed for andre klubber, og de bliver svære at erstatte.

”Hvis vi skal sælge et par spillere og bibeholde vores konkurrenceevne, skal vi ud at finde spillere, der kan erstatte dem én til én. Men hvis vi sælger Rasmus Carstensen for rigtig mange penge, er det umuligt at hente en tilsvarende spiller, for så mange penge har vi ikke. Det kan godt være, at vi får nogle penge i kassen, men det er penge, vi skal bruge på at investere i nogle langsigtede ting. Vi kan ikke fyre det hele af på en spiller, der ikke engang gider at spille i Silkeborg, fordi vi ikke kan tilbyde den høje løn, man kan få andre steder.”

”Vi kunne så gå længere ned og se, om vi kan finde spillere på 30 år, hvor det godt kan lade sig gøre. Det ville give vores hold noget erfaring, og vi ville kunne fortsætte med at være konkurrencedygtige, men så har vi pludselig seks-otte spillere omkring 30 år på vores hold, og når de næste så er omkring 25 år; hvor skal det næste salg så komme fra? Derfor kan strategien blive udfordret, og det betyder, at vi skal være skarpe på vores beslutninger nu. Vi skal være konkurrencedygtige, men vi skal finde balancen i forhold til den strategi, som vi har været dygtige til at lykkes med. Det bliver vi udfordret på, og jeg tror også, at vi skal klare det, men vi skal nok få noget skældud for det på et tidspunkt. Det har vi prøvet før,” siger Jesper Stüker.

Han forventer dog, at udsigten til europæisk fodbold i efteråret vil gøre det en smule lettere at holde på spillerne.

”Vi står foran en spændende opgave, som man ikke lige finder i en anden klub. Det er sjældent i en spillerkarriere, at man får den mulighed. Men når det handler om de allerbedste spillere, kan de transferindtægter, der kan komme på bordet, være meget nyttige for vores klub. Vi er i en speciel situation, hvor vi kommer til at tjene en del penge på at spille europæisk, og derfor kan vi være mere kritiske i forhold til bud på vores spillere. Men det handler også om en forventningsafstemning; for unge spillere i Silkeborg skal der også være et hjerte med, og der er mange bejlere, der gerne vil have dem over i deres fold. Men det er en del af vores strategi, at vejen til førsteholdet er lidt lettere i Silkeborg, og hvis man så lykkes, og man bliver rigtig god, og det rigtige tilbud kommer, skal vi også være indstillede på at sælge,” fastslår Jesper Stüker.

Talentudvikling og spillestil som fordel
Netop talentudviklingen er en vigtig del af forklaringen på Silkeborgs succes. Ikke kun fordi Sebastian Jørgensen, Rasmus Carsten og Tobias Salquist har været vigtige spillere i denne sæson, men også fordi tidligere års spillersalg af bl.a. Frederik Alves, Kasper Dolberg og Robert Skov har været med til at sikre en økonomi, der igen kunne investeres i talentudvikling eller i spillertruppen.

”Kigger man på budgetterne, var den foregående sæson en overpræstation. Hvis vi skulle have spillet til vores budget, ville vi rykke ud. Alle klubber skal forsøge at spille over evne, og vi har fundet vores vej til at gøre det. Vi har nogle dygtige egenudviklede spillere på holdet, men forhistorien i forhold til talentudvikling har også medvirket til, at vi på vores niveau kunne investere i truppen, da vi rykkede op i Superligaen,” siger sportschefen med et tilbageblik.

”Det gør sgu ondt at have et år i 1.division, hvor man kommer til at lave underskud på driften, men vi har solgt nogle spillere gennem årene og fået nogle indtægter ad den vej. Det har gjort, at vi havde mulighed for at investere i truppen, da vi rykkede op, så vi kunne sætte en fin trup sammen efter vores niveau,” siger Jesper Stüker, der som eksempel fremhæver januartransfervinduet i 2021, hvor Silkeborg solgte Frederik Alves til West Ham og hentede Nicklas Helenius og Tobias Salquist til truppen.

Så der skal være plads til talenter i Silkeborg-truppen, men de næste talenter skal godt nok være dygtige, hvis de skal kunne spille i top seks og i Europa League. Alligevel er Jesper Stüker fortrøstningsfuld, for han ser stadig Silkeborgs pasningsstærke spillestil som en styrke i forhold til modstanderne i Superligaen.

”Vores spillestil er et konkurrenceparameter for os. Kent har fået det indarbejdet gennem længere tid, og det er nok vores konkurrencefordel, at vi har nogle spillere, der passer ret unikt ind i en spillestil, der skiller sig ud. Vi er dygtige til det, og spillerne passer ind i det,” siger Jesper Stüker.

Han peger på, at fokusset på en pasningsorienteret og boldbesiddende spillestil har været kendetegnende i Silkeborg gennem en lang periode.

”Det hænger egentlig sammen helt tilbage til dengang Troels Bech var cheftræner i Silkeborg [2008-2012]. Dengang havde jeg ikke så meget at skulle have sagt i forhold til, hvordan førsteholdet skulle spille, men vi agerede ud fra måden, Troels gerne ville spille på med det såkaldte nabo-genbo-spil og possession. Jeg prøvede [som talentchef] at designe noget i vores talentsektor, der gerne skulle uddanne spillerne til at kunne mestre den her possession-stil. Vi har så haft nogle udflugter i vores valg af cheftrænere i forhold til måden, vores førstehold spiller på, fordi vi har været i nød og skulle have et quick-fix. men jeg synes egentlig, at vi i min tid med det sportslige ansvar har forsøgt at nå frem til den her måde at spille på; uanset om det har været Peter Sørensen, Michael Hansen eller Kent Nielsen, der har været cheftræner,” siger Jesper Stüker, der også peger på trænere som Keld Bordinggaard og især Jesper Sørensen som eksponenter for den samme måde at tænke fodbold på. De kæmpede med at skabe resultater, men med Kent Nielsen har man udvist tålmodighed, forfinet spillestilen og ramt den rigtige trupsammensætning. Det har givet succes nu.

En svær sæson to
I 2017 flyttede Silkeborg IF ind på det nybyggede Jysk Park, der også var med til at definere fremtidens fodbold i det midtjyske, for underlaget med kunstgræs har også haft betydning for den aktuelle succes.

”Da vi skiftede til Jysk Park, blev vores kampbane hurtigere at spille på gennem hele året. Det gamle stadion i Silkeborg var godt at spille på i dele af året, men den største forskel er egentlig den daglige træning. Jeg har lige set sidste afsnit af dokumentaren om Viborg FF [på TV MidtVest, red.], hvor de snakker rigtig meget om underlag. Man skal have det rette underlag for at kunne træne den hastighed, man gerne vil praktisere i kampene. Vi træner meget af vores spillestil på Jysk Park, og derfor bliver vi dygtige til det. Og vi er dygtige på hjemmebane, men det er vi også på udebane. Vi har kun hentet syv point færre på udebane end hjemmebane i den forgangne sæson. Vi har lært at omstille os til udekampene, hvor vi nok ikke kan være helt så dominerende eller så højt pressende, men så kan vi få vores resultater på en anden måde,” fortæller Jesper Stüker.

Nu venter der så en ny sæson med nye udfordringer, og her kommer hele Silkeborg IF under pres; både i forhold til trupsammensætning og spillestil.

”Det, jeg frygter mest i næste sæson, er samtidig det jeg glæder mig mest til: Vi skal spille nogle europæiske kampe, og vi får et kampprogram, som vi aldrig før har haft i Silkeborg. Der kommer otte ekstra kampe i en kampkalender, der oven i købet er kortet af på grund af VM. Vi skal spille mange kampe på kort tid, og det bliver en stor udfordring for os – både i forhold til belastning og i forhold til vores dagligdag. Vi har været gode, fordi vi har brugt meget tid på træningsbanen. Vi har trænet godt, og vi har øvet vores spillestil, der er lidt avanceret. Vi har kunne forfine den hele tiden, men det bliver langt sværere, når vi skal spille to kampe om ugen i lang tid. Der er også hele det mentale aspekt, når vi skal ud at rejse og sætte os op til en ny kamp med tre-fire dages mellemrum. Det bliver en udfordring, som vi er fuldt bevidst om. Det håber jeg, at vi kan klare,” siger Jesper Stüker.

Sportschefen er opmærksom på, at man tidligere har set Superliga-oprykkere have det svært i sæson to efter en succes. Både Lyngby og Esbjerg opnåede bronzemedaljer som oprykkere for så at rykke ned i den efterfølgende sæson, og Silkeborg spås af bookmakerne i øjeblikket til en plads i nedrykningsspillet.

”Kigger man på nogle af de andre klubber, som har haft det svært i sæson to, starter nedturen tit med den succes, hvor man falder i den fælde, jeg beskrev tidligere. Vi skal forsøge at undgå at falde i den fælde, hvor man investerer alle pengene i holdet og kommer til at lave nogle lange og bindende aftaler med spillere på alt for højt niveau i forhold til, hvad klubben kan betale på længere sigt. Der kommer et tidspunkt, hvor tingene ikke lykkes, og så har man ikke de spillere, der kan redde økonomien ved et salg på to millioner euro. Så er man virkelig på vej ned ad rampen. Den fælde skal vi prøve at undgå at falde i,” siger Jesper Stüker, som altså hverken kommer til at bruge Europa-millioner eller store transferindtægter på indkøb af spillere.

Og så slår han også koldt vand i blodet omkring udsigten til millionregn over Silkeborg i et europæisk gruppespil.

”Der er nogen, der har sagt, at vi spillede om 100 millioner kroner for at komme i Europa. Men når man sætter sig ind tingene, kan man se, at det nok er omkring 20 millioner kroner, som vi er garanteret. Man kan så spille sig til noget mere med sejre og point. Europa League er ikke væsentligt mere værd, men det er selvfølgelig mange penge for os og vores budget.”

”Alligevel vil jeg sige det samme, som når vi får millioner kroner i kassen på en transfer; vi prøver at bruge pengene fornuftigt. Efter et spillersalg til 10 millioner bliver man altid mødt med spørgsmålet: ’Hvad skal I så bruge pengene på?’ Men hvert år bruger vi faktisk pengene på vores akademi. Den strategiske del omkring økonomien kræver, at vi sælger nogle spillere. Det har været meget rart gennem årene at kunne sælge en spiller, for så har vi fået udlignet en udgift til akademiet. Når vi kigger fire-fem år tilbage, har vi egentlig lavet pæne overskud på den del, og det har været medvirkende til, at vi kunne investere i andre ting,” siger Jesper Stüker.

Så Silkeborgs dilemma handler også om forventningerne fra omgivelserne, som kan påvirke klubben på flere niveauer, for succes avler krav om mere succes.

”Jeg tænkte faktisk på det, da vi spillede en af de første kampe i mesterskabsslutspillet mod Randers på udebane. Det var kæmpestort for os. Vores udebaneafsnit var næsten fyldt, og vi oplevede også fyldt stadion på hjemmebane. Men der var kun 3.500 tilskuere til den kamp i Randers, og det føltes måske som hverdag for dem. De havde lige spillet mod Leicester, og det havde været skidefedt, men nu skulle de altså bare spille i mesterskabsspillet mod Silkeborg. Vi lå nogenlunde lige på det tidspunkt, så det handlede også om, at forventningerne fra omgivelserne bliver store. Vi har oplevet en lang opadgående bølge, hvor der er kommet flere og flere på stadion. Det har været fedt, og jeg håber, at vi kan ride videre på den bølge, og at fansene er med os, selvom vi skulle dykke nedad i tabellen. Men jeg ved også, at det lynhurtigt kan gå sådan, at det vi laver, bliver opfattet som dårligt,” siger Jesper Stüker, der altså forsøger at bevare fatning og fornuft midt i drømmene om mere succes til Silkeborg.

Det er første gang i en årrække, at Silkeborg skal spille Superliga to sæsoner i træk, og det er næsten ti år siden, at man nåede op på tre overlevelser i den bedste række på stribe. Og siden nedrykningen i 2003 har Silkeborg ikke prøvet at spille fem Superliga-sæsoner uden at rykke ud, så historien fortæller, at Silkeborg plejer at komme i nedrykningsfare. Kan et momentum med bronzemedaljer og europæiske kampe give nyt håb om en ny lang Silkeborg-æra i Superligaen eller bliver klubben skubbet ind i elevatoren igen?

”Al statistik siger, at vi på et tidspunkt bliver skubbet ind i det igen. Det er ikke for at være lyseslukker. Der findes rent faktisk undersøgelser og statistik på det, og det viser sig, at man maksimalt kan afvige 20 procent fra sit budget. Derfor siger al logik, at vi på en måde vil komme ind i karrusellen igen og skal slås med og kæmpe imod. Det giver dog noget optimisme, at vi har ramt en spillestil, der er godt forankret, og vi har noget kontinuitet i holdet. Selvom vi skulle sælge nogle spillere, vil vi kunne levere det spil, vi har leveret i den her sæson. Det er der noget robusthed og noget konkurrencedygtighed i. Vi skal nok klare os på et fint niveau, og det vil vi kunne i et pænt stykke ud i fremtiden,” siger Jesper Stüker med udsigt til den måske mest spændende periode i Silkeborgs historie.

Har du styr på de danske hold og Europa? Hvis ikke, så tjek overblikket her

Sommerpause i Superligaen: Sådan gør din klub

Her får du et overblik over alle sommerens til- og afgange i Superligaen.





Paul Pogba et emne hos engelsk gigant



TIPSBLADET SPECIAL

Her er Danmarks næste toptrænere


Dagens Spilforslag: Få hjørnespark til Roma

– Jeg har det lidt stramt over det her interview



Jeg tog fejl: Godt at FCM ikke kom i CL

Højlund i stor diskussion med holdkammerat

David Nielsen afviser: ‘Vil ikke have det job’

Opfordrer storklub til at fyre træner og ansætte Frank

Ekspert om Birk-udtalelser: ‘Risikerer at miste jobbet’



” Det mener Tipsbladet

Sløj timing: Det virker amatøragtigt, Brøndby!


VM-lodtrækning i dag: Her er Danmarks mulige modstandere

Skal FCK frygte jer? ‘Vi kommer til at stå stærkere’

Skriver til FCK-stjerne midt om natten

Brøndby-chef fyret: Her er Neestrups svar



Fanklubben
” Tipsbladet’s fan panel

Silkeborg-fan: Her er min drømmetransfer


Ellevild Amin Chiakha: Nok den værste følelse

Har ondt af ham: ‘Han er rigtig nedtrykt’

Dårligt nyt om FC Midtjylland-profil

Ekspert: Brøndby ansætter ny chef i morgen

Her er Danmarks drømmepulje – og det værste mareridt



Altså, hvordan kan han være så dårlig?

Var et teenagevidunder: FCK-komet står ved en skillevej

Jacob Neestrup til Tipsbladet: Forkert!

Her er fem bud på en ny Brøndby-træner



Hyrede Brøndby-træner: Overbevist på 30 sekunder

Fanklubben: Disse tre kan være færdige i Brøndby

Juventus lurer på dansk angriber

Skal hans lillebror også til Danmark?

Kasper Schmeichel: Ved I, hvor irriterende han var?

Kæmpe optur for Elias Jelert

Hvordan kan han være så dum? Kan koste jobbet

Brøndby-boss kimet ned


TOPNYHED

Lind bomber i Italien: ‘Ustoppelig’


FCK og FCM bød på Brøndbys stjerne: ‘Jeg var i chok’

Neestrup: Derfor er Sander og Cornelius vraget

Nu forklarer Brøndby-boss timingen af fyring

Stor ændring lurer i Brøndby

‘Han har nogle ekstraordinære kompetencer’

I chok: ’Det er jo en kæmpemæssig krise!’

Frederik Birk er slet ikke i tvivl

Sådan! Rasmus Højlund med to kasser for Man Utd

Han ligner FCK’s nye superstjerne

Tøffe dybt chokeret: Hvad fanden betyder det? 

I frostboksen: Det bliver mellem mig og ham

Fem spilforslag til weekenden 13.-15. December

Havde spillernes opbakning: Fyring overrasker i Brøndby

Brøndby meget tæt på sportsdirektør

Dagens Spilforslag: Godt med mål i bundopgør

Nyder Superliga-livet: Som under Bo Henriksen

De kan snuppe Andreas Maxsø

Her er reaktionerne på Jesper Sørensens fyring