Sådan kan SL-nedrykning vendes til noget positivt

Denne artikel er fra Tipsbladets trykte udgave fredag 13. maj 2022.

Vi ser det sæson efter sæson, når sommeren nærmer sig og turneringerne bliver afgjort. Mens der spilles om medaljer og europæiske billetter i den ene ende af tabellen, er der alvorstunge ting på spil, når det i den nederste del af rækken handler om overlevelse i Superligaen.

Nedrykningskampen er ofte et stort drama, og man kan ane bekymringen, desperationen og i de dybe panderynker hos klubledere, fans og spillere, når det snerper til i bunden af rækken, når dommens dag nærmer sig. For en nedrykning gør ond på en klub. Man forlader det gode selskab og spiller på anden klasse – og man skal forsøge at vende tilbage igen med det samme. Det sidste er ikke nemt.

De fleste nedrykkere fra Superligaen har en ambition om at vende tilbage til Superligaen i første forsøg, men det sker sjældent. De seneste fem sæsoner er det kun lykkedes fem af de 11 nedrykkere at rykke op med det samme, og så er faren omvendt, at man bliver hængende og går i stå i 1.division. Så hvordan håndterer man en nedrykning på den bedste måde, så det ikke bliver starten på en nedtur og stagnering, men i stedet begyndelsen på en opbygning, der kan ende med en succes?

En af de mænd, der har prøvet at rykke ned nogle gange er Niels-Erik Søndergård, igennem 40 år var en del af Esbjerg fB. I 1986 var han med til at rykke ud af landets bedste række som spiller, mens han var direktør, da klubben vendte tilbage til Superligaen omkring årtusindeskiftet. De seneste 20 år har budt på både op- og nedture i form af medaljer, europæiske kampe – og fire nedrykninger i 2001, 2011, 2017 og 2020.

Niels-Erik Søndergård (til venstre) med tidligere EfB-sportsdirektør Ted van Leeuwen.

I de tre første tilfælde formåede Esbjerg fB at bruge nedrykningen positivt, og man vendte tilbage i første forsøg med succesfulde sæsoner til følge. I 2004 vandt man bronzemedaljer to år efter en oprykning. I 2013 vandt man pokalfinalen og blev nummer fire i Danmark efter en oprykning. Og i 2019 blev det ligeledes til bronzemedaljer som oprykker.

– Man kan godt bruge en nedrykning til noget positivt. Det kan man godt. Man kan forsøge at vende tilbage til noget af det, man tidligere har været dygtig til. I Esbjerg var det de unge spillere, der måske ikke var dygtige nok til Superligaen, men vanvittigt dygtige 1.divisionsspillere. De fik 30 kampe på en sæson, hvor de tankede selvtillid og blomstrede op. Det blev en affyringsrampe for dem til at skabe en karriere. På den måde kan man godt bruge det positivt, siger Niels Erik Søndergård.

Han husker årene med Hans Henrik Andreasen, Jakob Poulsen og Jan Kristiansen, der var unge lokale spillere, der i 2004 vandt bronzemedaljer tre år efter en nedrykning. Og han husker de stærke kuld i årene 2011-2013 og 2018-2019.

– Når man rykker ned, er det jo ofte på baggrund af, at man ikke har præsteret ret godt. Man har tabt mange kampe, og det skaber en negativ spiral. Spillere vil væk, nogle vil sælges, andre har kontraktudløb. Det er også den erfaring, jeg har haft. I 2011 skete der en stor udskiftning i vores spillertrup, og vi sagde farvel til mange udenlandske og dyre spillere.

– Vi gik tilbage til det gamle Esbjerg-DNA med unge spillere. Det viste sige, at de unge spillere senere blev stjerner i form af Martin Braithwaite, Lukas Hradecky, Jonas Knudsen, Peter Ankersen, Jakob Ankersen og Kian Hansen. Det kan virkelig bruges til noget positivt, hvis man som klub formår at komme videre derfra og formår at vende nedrykning til noget positivt, siger Niels Erik Søndergård.

Esbjerg vandt pokalfinalen, efter man var vendt tilbage til Superligaen. Her fejrer keeper Lukas Hradecky triumfen.

Stor konkurrence, stort pres
Han lægger dog ikke skjul på, at det kan være vanskeligt at vende tilbage til Superligaen, og nogle gange har det handlet om tilfældigheder eller dygtige spillere, der har trukket læsset for EfB som eksempelvis Søren Rieks i oprykningssæsonen 2011/12 og Anders Dreyer i 2017/18. Hvis man ikke rykker op i første forsøg, kan det blive endnu vanskeligere.

– I 2011 var vi pressede og skulle reducere nogle lønomkostninger. Der var nogle dyre, udenlandske spillere, der blev sorteret fra, og vi byggede op omkring en kerne af egenudviklede unge spillere. De var heldigvis så dygtige, at de kunne løfte den opgave, men det kræver også, at man har nogle marginaler på sin side, siger han.

– I min verden er det absolut lettere at komme tilbage i første forsøg, end hvis man kommer ned og bare bliver en del af den turnering, man spiller i. Den første sæson er sindssygt afgørende i forhold til at holde momentum og være bevidst om situationen. Der vil tit være et forventningspres, og man kan komme ud i et trænerskifte og anden turbulens med sportschefer, der ryger ud og ind.

– Man kan risikere at skulle bygge en hel masse op forfra, men i de klubber, der klarer sig godt, har man is i maven,” tilføjer den erfarne fodboldmand, der i dag er talent- og sportschef i AC Horsens, der netop kæmper for at sikre sig et hurtigt Superliga-comeback i denne sæson.

Det har også været en tilvænning, forklarer han.

– Hvis man har været vant til at skulle forsvare sig til point, skal man pludselig til at være favorit i mange kampe. Man skal skabe spillet og være mere opsøgende i forhold til at score mål. Det sled vi også med i starten. Jeg synes selv, at vi producerede nogle chancer, men vi var ikke farlige nok, og der er også noget mentalt i det, siger Niels Erik Søndergård.

En anden fodboldleder med erfaring fra den næstbedste række er Per Rud. I 2003 blev han ansat i Herfølge Boldklub, der siden blev til HB Køge, og han har også prøvet rykke ned fra Superligaen og op igen nogle gange. HB Køges seneste besøg i den bedste række var i 2012, og Per Rud har de senere år bemærket, hvor stærk 1.division er blevet, og hvor svært det er at rykke op.

– Jeg havde en snak om det med (tidligere HB Køge-spiller) Nicolaj Madsen, da han var hjemme fra Island. Han har været her i et par omgange, og det er blevet en hel anden række i forhold til sidst, han var her. Der er fuldtidsfodbold 90 procent af stederne. Der er store trupper og store setup. Der er mange klubber i 1.division, der kører på Superliga-manér.

– Selvfølgelig er spillerne ikke på samme niveau, men i forhold til setup, er det på Superliga-niveau næsten alle steder, siger Per Rud, der peger på flere faktorer, man skal være opmærksom på, når det handler om elevatoren mellem Superligaen og 1.division.

– Der er kommet nogle kraftige ordninger i form af faldskærmspengene, så derfor er nedrykkerne meget stærkere økonomisk. Men der sker jo altid noget, når man rykker ned. Dels har man tabt en masse fodboldkampe. Dels har der været en masse uro i klubben. Det plejer også at være sådan, at der er en masse usikkerhed omkring hvilke spillere, der bliver i klubben efter en nedrykning.

Per Rud (til højre) ved præsentationen af Daniel Agger som HB Køge-cheftræner.

– Der plejer ofte at gå et halvt år, før folk egentlig finder ud af, at de er blevet 1.divisionsspillere og at de finder sig selv. Det samme er jo sket i denne sæson, hvor Horsens kom hakkende i gang, inden de fandt sig selv, og det samme kan man sige om Lyngby, siger Per Rud, som også peger på det eksterne pres, der kan skabe nye udfordringer i klubberne.

– Nedrykkerne har det ofte svært, for hvis træneren ikke klarer sig godt de første fem-otte-ti kampe i 1.division efter en nedrykning, bliver han fyret. Der sker en masse udskiftning i klubberne, og den kontinuitet går nogle gange fløjten. Typisk vil der være fire-fem hold, der har Superliga-kvalitet og egentlig agerer som Superliga-klubber – bare i 1.division, siger Per Rud om konkurrencen.

Den onde spiral og fodboldens inerti
Netop den store konkurrencesituation har også haft konsekvenser for HB Køge, der i årene 2009-2013 enten var i Superligaen eller var regnet som oprykningskandidat, men i dag er midterhold i 1.division. Hvad skete der?

– Rækken udviklede sig. Der kom udenlandske ejere til nogle klubber, og der kom flere penge ind i holdene. Vi kunne se, at vi ville falde en placering hvert år, hvis vi kørte med den samme økonomi. Derfor skulle der ske noget, for med vores forretningsmodel i det gamle HB Køge med talentudvikling og spillersalg udviklede vi os ikke lige så hurtigt som de andre.

– Derfor var vi nødt til at lave en ny strategi, hvor vi fokuserede på nyt stadion og på at tjene flere kommercielle midler. Vi lavede en konferencedel, og vi gik også med på vognen med udenlandske ejerskaber – heldigvis med vores egen model. Der er kommet mange flere penge ind i rækken, fortæller Per Rud fra HB Køge, der under Capelli Sports ejerskab nu har ambitioner om at vende tilbage til Superligaen senest i 2024.

Det er altså svært at rykke op – også som nedrykker – for konkurrencen er stor, men det ændrer ikke på, at de fleste nedrykkere sigter efter en hurtig retur til Superligaen. Men klubber som Hobro, Esbjerg, Vendsyssel og Helsingør er altså ikke lykkedes med at komme tilbage til Superligaen, selvom de alle har været i den bedste række inden for de sidste fem sæsoner. Så man risikerer altså at blive hængende, og det kan sætte gang i en dårlig spiral, forklarer Niels Erik Søndergård.

– Hvis man ikke rykker op i første hug, mister man nogle penge, og man mister måske troen på, at man gør det rigtige. Det skaber en ond spiral, siger han og peger på nogle af de mekanismer, der kommer i spil, når modgangen først får lov at sætte sig.

Martin Braithwaite (til højre) var en af de egenudviklede EfB-spillere, der fik chancen i 1. division.

– Det kan være farligt, hvis man i tilfælde af en nedrykning begynder at tænke, at alt hvad man har gjort, har været skidt og begynder at rykke alt op ved roden og ændre alt. Det ser ud til, at det er sket i Esbjerg nu, for man er nok gået for drastisk til hænde. Man kunne nok have reddet sig en bedre placering, hvis man havde holdt fast i noget af den Esbjerg-DNA, der trods alt var i klubben tidligere. Jeg siger ikke, at alt var godt tidligere, men man skal passe på, at man ikke vil endevende enhver sten. Det er en balance, siger Niels Erik Søndergård.

Per Rud henviser til det, han kalder ”fodbolden inerti”; den evige udskiftning på vigtige positioner, som indtræffer, når modgangen rammer en fodboldklub.

– Bestyrelsen skal vise handlekraft, og så ryger hele bemandingen ud. Folk arbejder måske ikke engang med en plan B, for de ved godt, at de ikke er der længere, hvis de rykker ud. Det er sket igen og igen alle mulige steder. Man skifter den bedste minister ud, fordi han har været der i længst tid i Folketinget, og i fodbold kan en super dygtig træner ryge ud, bare fordi han ikke vinder nok kampe. Nogle gange skal der bare ske noget nyt, men der er ingen logisk forklaring på det, siger Per Rud.

Mellem jubel og katastrofe
En stærk økonomi er afgørende for at sikre overlevelse, men misser man oprykningen i første forsøg, er der en ny situation, man skal have for øje, forklarer Per Rud.

– De hold, der rykker ned, laver cirka 10-20 millioner kroner i underskud, og de penge skal man jo have i banken – ellers går det galt i forhold til at rykke op igen. Vejle havde de penge, som de skulle bruge, og så kom de også op igen. Hvis man ikke rykker op i første forsøg, vil sæson nummer to være rigtig hård for økonomien.

– I så fald vil man være nødt til at tage et cut, men da vil mange kontrakter også være løbet ud, og så kan man sidde tilbage med en masse aftaler, der skal tilpasses. Men vi kan jo se på de klubber, der rykker ned, at de ikke er ved at gå konkurs. De kan faktisk godt rette systemet til, siger Per Rud.

Men konkurrencen om oprykningspladserne er hård, hvilket klubber som Hobro og Esbjerg oplevede som nedrykkere i sidste sæson. Vendsyssel og Helsingør har vi ikke set, siden deres kortvarige besøg i Superligaen.

Per Rud i sin tid som Brøndby-sportsdirektør med den tidligere EfB-keeper Lukas Hradecky.

Og da Viborg FF rykkede ud i 2017, gik der fire år, før klubben vendte tilbage til Superligaen. Men en sæson eller to i 1.division kan bruges positivt, som man tidligere har set det med Esbjerg, og som man ser det med Silkeborg og Viborg nu.

– Det har været sådan i mange tilfælde. Silkeborg var i gang med en strategi, og de rystede ikke på hånden, selvom de rykkede ud. De holdt fast i Kent Nielsen, og de holdt fast i måde, de spillede fodbold på. De unge spillere blev lidt ældre, og de supplerede det med nogle værdifulde spillere, der kunne lægge en top på, siger Niels Erik Søndergård, mens Per Rud også peger på, at der er forskellige måder at gribe en jagt på Superliga-billetter an på.

– For at komme i Superligaen, skal man have et setup til det og nogle faciliteter til det. Vi har ikke haft faciliteter til det endnu, og derfor prøver vi at arbejde os frem mod det. Selvfølgelig skal vi i Superligaen – det er planen – men vi skal have en stærk fødekæde, og vi skal have opbygget en fankultur og have faciliteterne.

– Derfor har vi lavet en treårig strategi med nogle nye trænere, som vil få tiden til at arbejde med tingene, siger Per Rud fra HB Køge, der er en af flere klubber, der må betegnes som værende i dansk fodbolds Top 20.

Netop den placering er interessant, men den er også vanskelig, fordi mange klubber har en ambition om at spille i Superligaen, men ofte vil befinde sig i den næstebedste række, hvor den aktuelle struktur lægger op til nervepirrende afsluttende uger, hvor man ikke ved, om det hedder Superliga eller 1.division i næste sæson.

– Det nye slutspil er helt fantastisk underholdende for folk og fans, der ser det på tv, men det er godt nok også stressende for klubfolk. Jeg talte med nogle af topholdene om det i går, og de kaldte det ”glory and disaster”, siger Per Rud og peger på den følelse, man sidder med hos oprykningsbejlerne i disse uger.

En oprykning giver udsigt til bedre økonomi og attraktive kampe i Superligaen. En misset oprykning koster endnu en sæson i næstbedste række, hvor man igen starter med nul point, når det hele begynder med nye konkurrenter i næste sæson. Per Rud sender en venlig tanke til kollegerne i toppen af rækken:

– Sådan er det hver weekend i Lyngby, Horsens og Helsingør, for hvad skal de planlægge efter?