Talenttema: Dengang Ove P. skød Braithwaite i sænk

– Vi burde jo kunne sigte efter nogle medaljer med det hold der.

Søren Rieks har kigget på Esbjerg fB's "ungdomsdrømmehold", og han er i godt selskab. Omgivet af topspillere. Han tager det forbehold, at han ikke har set de andre klubbers tilsvarende hold, men EfB's fejler ikke noget, mener han.

– Der er et godt miks, synes jeg. Erfarne spillere og noget ungt speed og ærgerrighed. Vi kender også hinanden godt, for mange har spillet sammen. Nu har jeg ikke set de andre hold, men ud fra styrkerne på det her hold burde det være top 3, siger han.

Tipsbladet er i gang med at talenttjekke de 12 Superliga-klubber samt Esbjerg og Silkeborg – de 14 hold, der spiller i de bedste ungdomsturneringer i Danmark – og i det arbejde har vi sat os for at sætte et drømmehold på hver af de 14 klubber.

Læs mere om EfB's hold og se kriterierne for udvælgelsen her.

Den snart 34-årige Søren Rieks er alderspræsident på Esbjerg-holdet. Faktisk var akademiet, som vi kender det i dag, slet ikke skabt. Det var i det hele taget en anden tid, da han kom frem i midten og slutningen af 00'erne.

– Man havde det sjovt, og det var mindre seriøst, end det er nu. Der bliver fokuseret på ungdomsfodbold meget tidligere nu. Der var et fokus dengang, men jeg så det ikke på samme niveau, som det er nu. Dengang handlede det mere om, at man spillede med sine kammerater og så, hvor langt man kunne strække det, husker Rieks.

– Måske var det også ens egen opfattelse af, hvor seriøst det var. Jeg spillede jo stadig uden kontrakt, så derfor var det heller ikke videre seriøst.

Mens de bedste spillere i dag får ungdomskontrakter på deres 15 års fødselsdag, var Søren Rieks 18 eller 19, som han husker det. 

Partyprinserne
I løbet af sin karriere har Rieks både spillet på landsholdet, været udlandsprofessionel i ni år og vundet et svensk mesterskab, så han har sit på det tørre og kan med ro i sindet se tilbage på en flot karriere. Han medgiver uden videre, at spørgsmålet om seriøsitet gik begge veje, da han var teenager. 

Det handlede til at begynde med lige så meget om at have det sjovt med hans kammerater. Han blev også sammen med Mikkel Vendelbo, Kevin Conboy og Joakim Steiness kendt som "partyprinserne".

– Jeg ved sgu ikke, hvem der opfandt det navn. Det kunne godt være Frank Hansen. Han var sgu også selv lidt i den stil, griner Rieks.

Var det fair nok?

– Ja, det kan man godt sige. Vi forsøgte at gå forrest, når der var nogle holdarrangementer, hvor truppen var ude. Så tror jeg ikke, vi var dem, der holdt igen. Det var nok det, der gjorde, at vi også fik det navn, partyprinserne.

– Det var en sjov tid jo, men det var også efter de rammer, der blev sat op. Man fik jo lov til det, specielt under Ove P. Han var sgu fin til at lade os spillere selv styre det i et vist omfang, så længe man præsterede til træning og i kampene. Så var det igen bare lidt en anden tid, end det er nu, hvor der er proteinshake efter træning og kampe. Førhen var det en kold øl.

Bogstavelig talt eller i overført betydning?

– Måske ikke træninger. Der var det mere nærliggende at gå ind og tage en Faxe. Men der var jo ikke noget proteinshake eller noget i den stil. Så det var lidt mere op til én selv, hvordan man ville gøre det.

Rieks, Conboy og Vendelbo. Venner på og uden for banen. Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

Netop tilgangen til livet som professionel er noget af det, der har ændret sig de seneste 15 år, mener Søren Rieks. De unge, der kommer frem i dag, er vant til at leve seriøst og arbejde målrettet på at få et langt liv som professionel.

Det skulle Søren Rieks lige indse. Men da han gjorde, gik det stærkt. Han blev først fast mand på EfB's førstehold omkring sommeren 2008, og i november 2009 debuterede han på A-landsholdet. Endda hjemme på Blue Water Arena.

Det var en stor dag for Rieks – og for EfB. Som daværende sportschef Niels Erik Søndergård sagde i Tipsbladet:

– Der går en lang række personer, der har arbejdet med Søren Rieks, siden han trådte sine første støvler her som 6-årig. De har også givet ham redskaber og præget ham gennem hans opvækst. De er mindst lige så stolte, når han forhåbentlig løber på banen på lørdag.

Det tveæggede sværd
Det er dog ikke kun forbundet med fordele at slå igennem i sin barndomsklub og hjemby.

– Man har andre bekendtskaber uden for fodbolden, så dengang var det svært at gå fra at hygge sig i weekenderne og spille lidt fodbold om lørdagen og tage ud bagefter. Det var ligesom normalen dengang. Også da vi kom frem, og vi var en stor gruppe af kammerater, der spillede sammen i 2. division, fortæller Søren Rieks.

– Så var der en omstillingsperiode fra det useriøse til det seriøse. Det tog måske længere tid, end hvis jeg havde været i et andet sted i Danmark og ikke kendte andre. Vi var stadig ude i ny og næ, men gjorde det måske ikke så ofte.

– Det er klart, at kroppen også har det bedre, hvis man ikke gør det, og fokus bliver lagt andre steder end at se frem til byturen om lørdagen. Så det havde da meget at sige, vil jeg mene.

Derfor var fortællingen om den lokale knægt på Superliga-holdet et tveægget sværd. For stoltheden – både den, Rieks følte, og den, resten af klubben og byen følte – ville ikke have været den samme, hvis han ikke var slået igennem i Esbjerg fB.

– Det var måske det, der var lidt svært at navigere i, når man var i det og var så ung dengang. Ligesom at forstå, hvor stort det egentlig er, og måske indse tidligere, at hvis man virkelig vil noget, er det bedre at tage skeen i den anden hånd, siger han.

– I forhold til andre har jeg måske haft længere tid om at indse det, men igen tror jeg, det hænger sammen med, at jeg ikke kom væk fra Esbjerg tidligere. Det havde måske været fint for mig at gøre det. Komme væk fra de trygge rammer og de lidt dårlige vaner.

– Det er ikke noget, man kan lave om på, men man kan reflektere over det og blive klogere, som jeg skulle mene, jeg er blevet.

Landsholdsdebut mod Sydkorea. Kampen endte 0-0. Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

Træneren skød Braithwaite i sænk
Blandt holdkammeraterne på ungdomsdrømmeholdet har Søren Rieks spillet sammen med Jonas Knudsen (i Malmö FF), Jakob Ankersen, Kian Hansen og Martin Braithwaite i EfB, inden han skiftede til NEC Nijmegen i 2011.

Sidstnævnte har siden markeret sig som FC Barcelona- og landsholdsspiller, men i 2008-09 var han bare en teenager, der var ny på førsteholdet.

– Vi var inde i en spillemæssigt dårlig periode, hvor vi havde en snak efter en træning om, hvad vi skulle gøre. Hvor Braithwaite så uimponeret sagde, at han syntes, vi skulle prøve at spille lidt mere i trekanter, og Ove P måtte så afbryde ham og sige, at de der trekanter kunne han sgu gøre om lørdagen, griner Rieks.

– Han skød bare den fuldstændig til jorden. Så det er også den type, han er, Ove.

Historien siger ikke kun noget om Ove Pedersen. Det siger også noget om Martin Braithwaite. Det var et tidligt tegn på den person, han siden har vist sig at være: en, der tænker selvstændige tanker om spillet, og som står ved sine meninger.

– Når man kigger tilbage, skulle man ikke tro, han var så ung, som dåbsattesten sagde. Jeg mener, han kom op, da han var 17 eller sådan noget. Så hatten af for det, og det er sådan, han er i dag også. Han lægger ikke skjul på, hvad han synes. At han så lige blev skudt i sænk af Ove P, det er en anden side af historien, smågriner Rieks.

Læs interview med Esbjergs akademichef, Lars Vind her.