Video : Tipsbladet
Superliga

Superliga powerranking: FCM brøler af de tandløse løver, BIF dufter metal

I forrige uge tabte FC Midtjylland overraskende til AGF, men i denne uge er FCM tilbage på toppen med en sejr over FCK, der viste FCM frem som holdet med den største bredde i ligaen.

FC Midtjylland satte vel mesterskabet på plads, mens Silkeborg IF og Esbjerg fB ikke overraskende er ude af Superligaen efter korte, forgæves opblomstringer efter coronapausen.

Og så er der et hak i tuden til AGF, der for en meget sjælden gangs skyld toppede sidste uges powerranking og betalte tilbage med 1-4-nederlag.

Superliga-powerrankingen er klar igen.

Powerranking - 30. runde
Powerranking - 29. runde
Powerranking - 28. runde

1: FC Midtjylland (4)
Frank Onyeka var tilbage, og vupti var FC Midtjylland igen Superligaens bedste hold.

Allright, der er 10 andre spillere på banen, men få spillere i Superligaen har pt den betydning, som den begavede, løbestærke midtbanespiller har for sit hold.

I Parken var FC København uden Carlos Zeca, og i den portugisisk/græske midtbanespillers fravær var Jens Stage og Nicolaj Thomsen i den grad overmatchede.

For de øvrige FCM-spilleres vedkommende var det opløftende at se alle mand være ganske upåvirkede af kollapset i slutfasen mod AGF ugen inden. Det er ikke sikkert, FCM endnu har holdet til at spille gruppespil i Europa, men man har knækket Superligaen og vinder om få uger det tredje mesterskab på seks sæsoner.

Seneste kamp: FC København-FC Midtjylland 1-2
Næste kamp: FC Nordsjælland-FC Midtjylland (søndag 14.00)

2: FC København (2)
I sidste uge skrev vi, at 1-1-kampe med Brøndby nok ville koste chancen for at vinde DM, endsige gøre forfølgelsen af FCM spændende, og den duel fik jyderne da dræbte godt og grundigt i Parken sidste søndag, hvor FCK sjældent har været så næstbedst, som man var i 1. halvleg.

FCK lider under skader, ikke mindst i offensiven, og så har man spiller for spiller heller ikke en lige så bred og dyb trup som midtjyderne, der i slutfasen kunne sætte målscorer Lasse Vibe og aktuel Superliga-topscorer Ronnie Schwartz ind. Zecas karantæne-fravær for FCK dødsdømte vel nærmest kampen fra start.

Seneste kamp: FC København-FC Midtjylland 1-2
Næste kamp: AGF-FC København (søndag 20.00)

3: Brøndby IF (5)
Den noget så tandløse Brøndby-offensiv rører på sig og har nu spillet til at vinde over først FC København (1-1) og derefter FC Nordsjælland. Det nuværende FCN-hold er bestemt ikke noget Atlético Madrid, når modstanderen angriber, men et Brøndby-hold uden de samme individuelle stjerner som mellem 2017 og 2019 skal tage succesoplevelserne til sig.

Andreas Maxsø scorede det vigtige føringsmål mod FC Nordsjælland og er en af de bedste Brøndby-handler i årevis. Brøndbys tredjeplads og de mange positionsskift er også tegn på, at laget under FC Midtjylland og FC København ikke er stabilt og heller ikke tegner til at true de to økonomisk stærkeste klubber i ligaen i næste sæson.

Seneste kamp: FC Nordsjælland-Brøndby IF 0-2
Næste kamp: AaB-Brøndby IF (søndag 18.00)

4: AGF (1)
Vi vidste det godt. Eller hvad?

AGF som nummer ét på en powerranking er vel som sne i juni, og århusianerne kom da også hurtigt ned på jorden. Men det skete via 10 minutters blackout i slutningen af 1. halvleg, og i spil og chancer var det ikke en 1-4-kamp.

Ligesom FC Midtjylland rejste sig flot efter nederlaget til AGF, kan vi sagtens se for os, at AGF tager point mod FC København trods AaB-nederlaget, der afslørede et lavt bundniveau men også virker ganske ukarakteristisk for AGF siden sidste sommer. 'GF kommer igen.

Seneste kamp: AGF-AaB 1-4
Næste kamp: AGF-FC København (søndag 20.00)

5: FC Nordsjælland (3)
Det blafrer i sommervinden, det unge FCN-hold – den ene dag spiller man det bedste fodbold i Superligaen, og ugen efter taber man til Brøndby og smider muligheden for bronze.

FC Nordsjælland er et dygtigt udviklingshold, som reelt udvikler spillere, mens de fleste andre taler om det. Men en topudfordrer er holdet og klubben ikke, før man får endnu dygtigere 17- til 22-årige

og endnu stærkere profiler på de få pladsen i truppen, der er afsat til spillere med mere end et par årringe på kørekortet.

Seneste kamp: FC Nordsjælland-Brøndby IF 0-2
Næste kamp: FC Nordsjælland-FC Midtjylland (søndag 14.00)

6: OB (7)
Det blev igen en tæt kamp mod Lyngby, som OB ikke var garanteret at vinde før 3-1-målet et par minutter før tid, men stemningen på Fyn er en noget anden end for få uger siden, da man havde tabt 0-6 til Silkeborg.

Mads Frøkjær scorede det vitale 2-1-mål, da Lyngby-defensiven løb tør for damp 10 minutter før tid og en mand i undertal, og der var igen godt med spilletid til flere af de unge spillere i truppen. OB's seneste succeser kommer mod klubber, der er OB underlegne på bankkontoen og i truppen, så man skal næppe gøre sig illusioner om, at næste sæson bliver andet end en ny, svær kamp for at få en af de få billetter til Top 6 (hvor FC København, FC Midtjylland og muligvis også AGF og Brøndby ser sikre ud).

Seneste kamp: OB-Lyngby 3-1
Næste kamp: SønderjyskE-OB (lørdag 18.00)

7: AC Horsens (8)
Efter at have slidt og slæbt for at spille uafgjort tre gange i de første tre runder i puljespillet og sikre overlevelsen, var Horsens igen under pres i 2. halvleg mod Randers. Men denne gang havde Horsens energien til at slå kontra, delvist hjulpet på vej af nogle deciderede fejl af Randers.

Horsens er nu på førstepladsen i puljen, og er sammen med OB det bedste bud på et hold, der skal møde AGF, Brøndby (eller FC København?!) i en playoffkamp om den sidste Europa League-plads om en måneds tid.

Seneste kamp: Randers FC-AC Horsens 0-3
Næste kamp: Esbjerg fB-AC Horsens (fredag 19.00)

8: AaB (12)
En flot 4-1-sejr i Århus giver løfter om mere forud for pokalfinalen, og det var bemærkelsesværdigt at se Ekstra Bladets historie om, at udskiftningen af to assistenttrænere i sidste uge til fordel for Thomas Augustinussen og Rasmus Würtz.

AaB er favorit i pokalfinalen, men det er ikke med ret stor margin mod et SønderjyskE-hold i fremgang og med tanke på, hvor ringe AaB har været i mange kampe i sæsonen. Lucas Andersen er en fryd at se på en fodboldbane.

Seneste kamp: AGF-AaB 1-4
Næste kamp: AaB-SønderjyskE (pokalfinale onsdag 20.00)
Næste ligakamp: AaB-Brøndby IF (søndag 18.00)

9: SønderjyskE (9)
Det var seks meget vigtige point, SønderjyskE tog mod Silkeborg i de to seneste runder, og dermed har man også bedre mulighed for at koncentrere sig fuldt om onsdagens pokalfinale i Esbjerg, velvidende at man i næste runde møder OB, der har reddet sig, og i sidste runde har Lyngby, der lige nu ligner et lige så godt bud på en nedrykker som Hobro.

Anders K. Jacobsen er bare en af flere SønderjyskE-spillere, hvor formkurven ser god ud, og AaB får hænderne fulde onsdag aften i pokalfinalen.

Seneste kamp: SønderjyskE-Silkeborg 1-0
Næste kamp: AaB-SønderjyskE (pokalfinale onsdag 20.00)
Næste ligakamp: SønderjyskE-OB (lørdag 18.00)

10: Randers FC (6)
Spillede man den kamp om med samme fordeling af spil og chancer, kunne Randers sagtens have vundet. Siden man i efteråret gik fra 1-2-4 til 6-2-4 med fem sejre i træk, har Randers ikke vundet to Superliga-kampe i streg. Det her ligner et hold, der ikke kommer i nedrykningsfare igen foreløbigt, men man er stadig outsider i kampen om Top 6 i den kommende sæson.

Seneste kamp: Randers FC-AC Horsens 0-3
Næste kamp: Hobro-Randers FC (søndag 16.00)

11: Hobro (11)
Hobro slog igen Esbjerg, og Peter Sørensens hold fik dermed sendt vestjyderne i 1. division og ligner et mandskab, der kan lave en 'Horsens' på Lyngby i de kommende playoffkampe, der nok venter mod oprykkerholdet, med mindre de kan vende nedturen og overhale SønderjyskE.

Mads Hvilsom blev skiftet ind og græd efter kampen, hvor han scorede det helt afgørende 1-1-mål, som Edgar Babayan lagde op til før sit sejrsmål fem minutter senere.

Nu kan man forberede sig til playoffkampene, som modstanderen Lyngby eller SønderjyskE vil kæmpe og bruge mange kræfter på at undgå. Det her er i den grad et godt scenarie for et hold, der kun var to point foran Esbjerg under coronapausen.

Seneste kamp: Hobro-Esbjerg fB 2-1
Næste kamp: Hobro-Randers FC (søndag 16.00)

12: Silkeborg IF (10)

Anfører Mads Emil Madsen og 17-årige Eskild Dall blev solgt til LASK Linz og Ajax i den forgangne uge, og selvom Silkeborg sagtens kan slå Lyngby på lørdag og dermed slå et sidste slag med halen i Superligaen, udstiller salgene også det, der sker, når man rykker ned.

Nedrykninger er ikke konstruktive, gode begivenheder, professionelle fodboldhold altid kommer stærkere tilbage fra – det her er SIF's sjette nedrykning siden årtusindskiftet, og der intet nobelt i at sælge de bedste unge spillere og så begynde forfra i 1. division, som denne gang bliver meget hård at komme tilbage fra med to andre Superliga-nedrykkere.

Seneste kamp: SønderjyskE-Silkeborg 2-1
Næste kamp: Silkeborg IF-Lyngby (lørdag 14.30)

13: Lyngby Boldklub (14)

Minsandten om Lyngby ikke førte, igen, og smed føringen, igen.

Efter seks nederlag og to uafgjorte i de otte seneste kampe er det egentlig positivt for Lyngby, at man kun er tre point efter SønderjyskE og derfor stadig kan redde sig fri af playoffkampene mod Hobro om nedrykning. Men der skal graves dybt efter den tro og positivitet, der sendte Lyngby på vinterpause i en fin position i grundspillet.

Seneste kamp: OB- Lyngby
Næste kamp: Silkeborg IF-Lyngby (lørdag 14.30)

14: Esbjerg fB (13)

Esbjerg sprællede og var foran i Hobro, men i sidste ende var der ingen bortforklaringer – et år efter, man vandt bronze i Superligaen, rykker Esbjerg ud.

Det er bare ikke noget kvalitetsstempel for Superligaen, at en bronzevinder igen ryger ud sæsonen efter, som Lyngby gjorde, og set udefra giver det god mening, at den nuværende ejerkreds taler om at få nye medejere med fodboldforstand ind i klubben. De seneste ti års op- og nedture giver et bekymrende indtryk af, at man ikke helt selv ved, hvad der sker – i det mindste er Silkeborg IF helt bevidst om, at man i de fleste sæsoner er nedrykningsfavorit fra Superligaen.

Seneste kamp: Hobro- Esbjerg fB 2-1
Næste kamp: Esbjerg fB-AC Horsens (fredag 19.00)

Chanceskaberne (Skabte chancer/egne scoringer)
1: Evander Ferreira, FC Midtjylland – 82 (7 mål)
2: Lucas Andersen, AaB – 57 (10 mål)
3: Mikkel Damsgaard, FC Nordsjælland – 53 (10 mål)
4: Casper Høyer, AGF – 51 (1 mål)
5: Mads Emil Madsen, Silkeborg IF – 49 (2 mål)
6: Mikkel Rygaard, FC Nordsjælland – 49 (4 mål)
7: Edgar Babayan, Hobro – 47 (4 mål)
8: Bror Blume, AGF – 46 (5 mål)
9: Awer Mabil, FC Midtjylland – 45 (7 mål)
10: Louka Prip, AC Horsens – 42 (5 mål)

Skyyyyyyyyyd (afslutninger/mål)
1: Patrick Mortensen, AGF – 64 (14 mål)
2: Emil Riis Jakobsen, Randers FC – 61 (8 mål)
3: Sory Kaba, FC Midtjylland – 58 (6 mål)
4: Evander Ferreira, FC Midtjylland – 57 afslutninger (7 mål)
5: Louka Prip, AC Horsens – 54 (5 mål)
6: Ronnie Schwartz, SIF/FCM – 52 (15 mål)
7: Marvin Egho, Randers FC – 52 (7 mål)
8: Bashkim Kadrii, OB – 48 (10 mål) *
9: Edgar Babayan, Hobro – 47 (4 mål)
10: Mart Lieder, SønderjyskE/OB – 46 (6 mål)

* Blev i januar solgt til Al-Fateh i Saudi-Arabien

Læs også:Medie: Tyrkisk storklub lurer på målfarlig dansk midtstopper

Læs også:AaB vil forlænge med ung og spændende angriber

Læs også:SønderjyskE-boss drømmer om Europa League-gruppespil

Læs også:Troels Bech kan se sig selv i nyt trænerjob

Læs også:SønderjyskE-stopper: Superliga-sølv er større end pokaltitel