Superliga-spillere sov på sofa og Airbnb: Ingen udlændinge kunne lide det

Da Herolind Shala kom til Lyngby Boldklub i august sidste år, var det med ambitionen at få karrieren på ret kurs igen. Det havde den ikke været i de to foregående år, så derfor skulle et ophold hos de danske bronzevindere gøre landsholdsspilleren fra Kosovo godt.

Tiden i Danmark blev dog langt fra, hvad Shala havde håbet, hverken sportsligt eller personligt. Ganske vist var han fast mand for Lyngby, men holdet rykkede ud af Superligaen, og Shalas 12 måneder i klubben var fyldt med problemer i privatlivet.

Der gik eksempelvis tre måneder, fra han blev præsenteret i klubben, til han fandt en lejlighed. I den mellemliggende periode boede han både på hotel og i fire forskellige lejligheder via Airbnb.

– Da jeg kom til Lyngby, talte jeg med David Nielsen, som sagde til mig, at jeg kunne bo på Gentofte Hotel, mens de fandt en lejlighed. Så boede jeg der i fire uger og fik ingen hjælp til at finde lejlighed. De fortalte mig, at der ikke var nogen lejlighed at finde, fortæller Herolind Shala.

– Efter fire uger sagde klubejerne: “Her er regningen på 16.000 danske kroner. Du skal betale for en måned på hotellet.” Så sagde jeg: “Nej, David har sagt, at jeg kan bo her, til I finder en lejlighed.” Det var bare kaos, og til slut sagde de: “Okay, vi kan tage denne måned, men næste måned må du selv tage.” Så måtte jeg flytte ud af hotellet og bo via Airbnb i forskellige lejligheder i København.

Dette er første del af tipsbladet.dk’s fortælling om Lyngbys nedrykningssæson (), som foruden konkurs-forskrækkelse og profilflugt bød på kaos i privatlivet for nogle af klubbens udenlandske spillere. Blandt andet altså Herolind Shala.

Efter hotelopholdet boede han først i to lejligheder i Brønshøj, én i Vanløse og så én lidt uden for Lyngby. Hver gang var reelt en flytning.

– Jeg havde en masse ting. Jeg måtte leje en bil, så jeg kunne have nogle ting i bilen, og så måtte jeg køre rundt med tingene i bilen. Det var en svær tid, siger han.

Herolind Shala har spillet i klubber i Norge, Tjekkiet og Tyrkiet, men skiftet til Danmark var første gang, han oplevede, at der var så lidt hjælp at hente.

– Jeg har aldrig haft nogen problemer. Da jeg kom til de klubber, var banken i orden, lejligheden var i orden, og det tog maksimalt to uger, før man fik sine ting på plads i forhold til bil og det hele, fortæller han.

– Jeg har altid haft en kontaktperson, som jeg har talt med og fået hjælp af, så man bare kunne fokusere på fodbold. Men i Lyngby måtte jeg tage ind til kommunen selv, jeg måtte selv tage ind til Danske Bank, jeg måtte selv søge på nettet efter bolig, jeg måtte tage rundt til Toyota og andre bilhandlere og høre, om de havde noget leasing.

Sagde du til klubben, at du havde brug for hjælp?

– Ja, hver dag. Jeg gik ind på kontoret hver eneste dag i flere måneder efter træning, men de sagde hele tiden: “Der er ingen lejligheder, der er ingen biler, det er for dyrt. Der er krise med bilselskaberne, bla, bla, bla.” Der var altid en undskyldning for, at jeg ikke kunne få hjælp.

Sov på en sofa
Hans forældre er kosovoalbanere, men Herolind Shala er født og opvokset i Norge, så man skulle tro, at det var en formsag at flytte til Danmark, men sådan oplevede han det altså ikke. Den samme opfattelse har svenske Mohammed Saeid, der kom til Lyngby i et af fodboldhistoriens dårligst timede klubskifter.

Et par uger efter Saeid stødte til truppen, stod det klart, at klubben ikke kunne betale sine ansattes løn, og Lyngby blev kastet ud i et virvar af konkursfrygt, manglende løn og uvished for, hvad morgendagen ville bringe. Samtidig blev sportslig koordinator Michelle Lange, som ellers var den, der hjalp spillerne med praktiske udfordringer, fyret.

Så Saeid endte med samme boligkvaler, der blev spundet sammen med klubbens økonomiske problemer.

– Jeg flyttede jeg fra sted til sted. Først boede jeg på hotel, men de sagde: “Lige nu har klubben problemer, så måske skal du betale for et midlertidigt sted at bo.” Og på det tidspunkt havde jeg end ikke fået løn endnu. Så jeg tog nogle penge fra min opsparing, så jeg kunne bo i en lejlighed, indleder Saeid.

– Efter to uger fik jeg at vide, at jeg skulle flytte fra den lejede lejlighed, så jeg boede hos Simon Strand på hans sofa. Han er min ven og det hele, men det er ikke ideelt for en professionel spiller at sove på en sofa. Vi vidste ikke, hvordan situationen ville udarte sig, for vi fik stadig ikke løn. Jeg siger ikke, vi var fattige, men vi tabte mange penge og vidste ikke, om vi ville få dem tilbage. Så det påvirker én mentalt. Vi har begge familier og ting at betale af på.

Fire vægge og en madras
Simon Strand, der også var kommet til klubben i januar, var en af de fem, der forlod Lyngby, mens spillerne ventede på deres løn.

– Simon skiftede og tog alle sine møbler. Jeg kunne bo et andet midlertidigt sted i et par uger, inden jeg fik min egen lejlighed. Og så opstod problemet med, jeg ikke var en del af trænerens planer. Jeg havde lige fået et sted at bo, men jeg havde ikke nogen møbler, og jeg kunne ikke betale for noget, for jeg havde ingen bankkonto.

– Efter et par uger fik jeg mit NemID og en bankkonto, men fordi træneren sagde, jeg ikke var med i planerne, tænkte jeg, at jeg kunne være fortid i klubben hvert øjeblik, så hvad var pointen med at købe møbler? Så ville jeg bare tabe penge igen.

– Så jeg købte mig bare en madras. Jeg havde et hjem, men kun en madras. Vi havde vigtige kampe, men jeg vidste, jeg ikke var i planerne, og jeg spillede ikke særlig meget. Det var en meget svær periode for mig, for jeg blev ikke hjulpet af situationen.

Mohammed Saeid mener, at problemerne uden for banen påvirkede hans indsats inden for kridtstregerne.

– Ikke at kunne spise og sove ordentligt, at leve på en madras i seks måneder. Det er ikke let. Man har bare sin computer og fire vægge. Det var det eneste, jeg lavede. Lå på madrassen i seks måneder. Da jeg viste en af de andre spillere, hvordan jeg boede, sagde han: ”Jeg ville blive deprimeret, hvis jeg boede her.”

– Der var ikke nogen i klubben, der spurgte: “Er alt ok? Har du brug for noget? Har du brug for nogle midlertidige møbler? Har det det godt?” Det var mit problem, siger Saeid.

Heller ikke Herolind Shala følte, at han fik den fornødne hjælp.

– Efter Michelle Lange blev fyret, var der ingen hjælp at få. For mig var det ikke så svært at forstå sproget, men for Kim Ojo og Mayron George, som ikke forstår dansk, og som fik regning på regning og ikke vidste, hvordan de skulle betale dem, var det svært, siger han.

– Ingen af udlændingene i Lyngby var glade for at være der. Der var ingen hjælp. Som udlænding var det vældig svært at komme til et nyt land. Selv om sproget ligner, er systemet anderledes. Man skal have en bankkonto, man skal have en lejlighed, man skal have en bil. Jeg havde ingen bil i det år, jeg var i Lyngby. Det var en dårlig organisation i hele klubben.

En grim ring sluttes
Lyngby Boldklub er formentlig ikke den eneste klub i Danmark eller Europa for den sags skyld, der har været udfordret i den henseende. I bogen Soccernomics genfortæller forfatterne historier fra Didier Drogba, Wayne Rooney, Boudewijn Zenden og sågar FC København om fodboldklubbers manglende evne eller vilje til at gøre overgangene for nye spillere let.

Ifølge bogen fik en ansat i FCK med netop det ansvar engang at vide, at hendes opgaver var overflødige, fordi spillernes koner alligevel hjælper hinanden med at falde til. (FCK har, skal det siges, i dag en ”integrationsminister”, som de kalder sportslig koordinator Karina Danielsson.)

Soccernomics påpeger, at store erhvervsvirksomheder som oftest gør deres bedste for at udglatte overgangen, når en nøglemedarbejder flytter til et nyt land, og at en Microsoft-leder eksempelvis kan se frem til hjælp fra en relocation-konsulent med at finde skoler til sine børn, et hus og med at lære de sociale normer i det nye land.

Fodbold, verdens måske mest globaliserede branche, har på lange stræk ikke prioriteret området lige så meget, konkluderer forfatterne.

”I et overraskende antal sager er problemerne et resultat af selve transferen. At skifte job til en anden by er altid stressende; at flytte til et nyt land er det i endnu højere grad. (…) Spilleren formår ikke at tilpasse sig til det nye land, underpræsterer, og hans transferbeløb går til spilde,” skriver de.

I foråret kulminerede det hele for Saeid og Shala – og for Lyngby Boldklub: kaos i privatlivet, konkurs-forskrækkelse, profilflugt, ødelagt vinteropstart, skader og dårlige resultater. I det lys var nedrykningen måske det eneste logiske udfald.

Både Saeid og Shala er rykket videre i deres karrierer, til henholdsvis Sverige og Norge, men deres tid i Lyngby endte faktisk med at slutte ringen af problemer på symbolsk vis.

– Jeg måtte bo hos Saeid i to måneder. Jeg ville gerne finde noget tættere på Lyngby, fordi jeg boede i Vanløse, og uden bil skulle jeg tage to busser hver vej, og det tog mig cirka en time. Men da jeg sagde min lejlighed op, var der ingen hjælp at få, når jeg kom til preseason (i sommer, red.). Så måtte jeg bo hos Saeid, indtil jeg fandt mig en ny klub, siger Shala.

Siden sidste sæson har Lyngby skilt sig af med alle fire udlændinge og består nu udelukkende af danske spillere. Det er måske for alles bedste, for både spillerne og tidligere klubledere er enige om, at man skal være gearet til at give udlændingene de rette vilkår, hvis det skal give pote at hente dem. Som Herolind Shala siger:

– Man vil gerne optræde professionelt over for klubben og gøre det godt og vinde, men det er vældig svært at være på 100 procent, når tingene rundt omkring er på 20 procent.