Brøndby-fans har denne vinter brugt en del tid i Brøndby Hallen blot et langt Mads Hermansen-udspark fra der, hvor mange af dem allerhelst vil være: på Sydsidens ståpladser.
Søndag den 29. januar mødtes 471 til stormøde i Fanafdelingen, hvor indholdet af en mulig værdiaftale med klubbens nye amerikanske ejere, Global Football Holdings, blev diskuteret i tre timer.
Weekenden før havde en del af mødedeltagerne også været i hallen for at støtte Brøndbys futsal-hold i bestræbelserne på at nå en plads i kvartfinalen. 647 lød tilskuertallet på til kampen mod FC Fjordbold, og Brøndby-tilhængerne så deres hold vende et truende 0-3-nederlag til en meriterende 4-3-sejr.
Som oftest har Brøndbys futsal-hold spillet i den lille, røde hal bag Brøndby Hallen. Der har de spillet kampe, hvor ikke en gang 100 er mødt op selv mod de forsvarende mestre.
Til de store kampe mod rivalerne fra Albertslund IF har der typisk været 300-400 tilskuere, men når der søndag eftermiddag spilles vestegnsderby, vil der være flere – og frem for alt være meget mere larm i Brøndby Hallen.
Familien Brøndby – Bevar Brøndby IF har meldt sin ankomst til lokalopgøret mod Albertslund, der traditionelt har anset sig selv som de store, hvad angår futsal på Vestegnen. Det er der måske også ved at blive lavet om på.
Der vil blive afspillet Jump og sunget hyldestsange til Brøndby IF. Der vil blive hoppet på tilskuerpladserne og svunget med fanerne – både de gule og orange.
Alt sammen af mange af de fans, der i adskillige år har stået for stemningen på Brøndby Stadion.
Nu har de forladt deres tribune. Deres kærlighed til Brøndby IF er ikke forsvundet med Global Football Holdings’ overtagelse, men de har svært ved at forlige sig med tanken om, at amerikanske investorer med David Blitzer fra Blackstone i spidsen har købt deres klub som et investeringsobjekt.
At Global Football Holdings ovenikøbet ejer andre fodboldklubber, gør det bare endnu værre.
Spørgsmålet er, om – og i givet fald hvornår – de vender tilbage som stemningsskabende fans på Brøndby Stadion.
Eller om de fremover må dyrke deres fællesskab og kærlighed til klubben, når futsal-holdet spiller i Brøndby Hallen, når Per Nielsens kvindehold er i aktion på bane 2 ved klubhuset, og når andetholdet i Serie 2 spiller et eller andet sted på Sjælland.
Intern splittelse
Der er værdikamp på Vestegnen, den formentlig største i klubbens over 58-årige historie.
Brøndby IF er i en brydningstid, og det fællesskab, som man altid har talt så meget om og brystet sig af, er under pres. Splittelsen begyndte, allerede inden Global Football Holdings i slutningen af oktober på et pressemøde i Michael Laudrup Lounge blev præsenteret som ny majoritetsejer i Brøndby.
Den stemningsskabende og meget toneangivende gruppering Alpha var i efteråret internt i Brøndbys fanmiljø under heftig beskydning efter flere uheldige episoder. FCK-fans blev overfaldet under rivalens Champions League-opgør i Dortmund, og der var angrebet på busser fra FC Københavns fanklub en søndag aften på en rasteplads ved Rønninge på Fyn.
Det hjalp ikke ligefrem, at Alpha ikke ville synge for nyindkøbet Nicolai Vallys, fordi han tidligere har erklæret FCK sin kærlighed og stået på Sektionen i Parken.
Mange Brøndby-fans var i efteråret åbenlyst trætte af Alpha, og den interne splittelse fik midt i oktober Alpha til at forlade capo-tårnet på Sydsiden og tage en midlertidig pause som stemningsskabende gruppering.
Den midlertidig pause blev nogle uger senere til en decideret stemningsboykot i protest mod det nye ejerskab. En stemningsboykot, som Alpha i slutningen af januar meddelte i hvert fald kommer til at vare sæsonen ud – eller indtil en tilfredsstillende værdiaftale er vedtaget.
Alpha er en del af det, der er blevet kendt som orangebevægelsen Familien Brøndby – Bevar Brøndby IF. Det er en gruppe af Brøndby-fans, der er bekymrede og kritiske over salget af klubben til Global Football Holdings.
Orangebevægelsen er ifølge Tipsbladets oplysninger i høj grad drevet af kræfter med en forankring i det hedengangne Brøndby Supporters Trust.
Det er dem, der blev tilbage på stadion for at synge protestsange mod Global Football Holdings efter efterårets sidste hjemmekampe mod AaB og Viborg FF. Dem, der stod der igen efter slutfløjt søndag aften i den forgangne uge.
Omkring et par tusinde, mange i orange, samlede sig på det øvre afsnit af Sydsiden efter 5-2-sejren over AC Horsens. De ventede med deres protest, til spillerne var blevet fejret af de gule fans og på vej i omklædningsrummet. Så begyndte de at synge deres anti-GFH-sang og rullede deres bannere ud.
Det største af dem havde hængt der under hele kampen. ’At bevare Brøndby IF’s værdier burde man ikke skulle kæmpe for’ stod der med store orange bogstaver på sort baggrund.
De fodboldfilosofiske spørgsmål
Den orange farve symboliserer bekymringen for, hvad der er sket med deres klub. Det er ikke en bekymring, som orangebevægelsen er alene om at have.
På det ideologiske plan er mange Brøndby-tilhængere ganske enige, men tilgangen til de nye ejere er forskellig.
På den ene fløj er der de Brøndby-fans, der rigtig nok er skeptiske over for GFH og flerklubsejerskaber i fodbold, men som tager udgangspunkt i, hvordan verden nu engang er. Vi kan kalde dem skeptiske realister.
Uanset hvad de grundlæggende måtte mene om ejerskabet, ønsker den fløj at påvirke tingene indefra og få lavet en værdiaftale med Global Football Holdings.
Orangebevægelsen vil også gerne lave en aftale med GFH. Familien Brøndby – Bevar Brøndby IF har dog en række markante krav, som kan ses som deres manifest.
Gruppen vil se konkrete, realistiske garantier og have en juridisk bindende aftale, ”der sætter rammerne for, hvordan ejerne af selskabet kan varetage deres ønske om at tjene penge på Brøndby IF i forening med de holdninger og ønsker, vi som fans har til, hvordan klubben drives.”
Familien Brøndby – Bevar Brøndby IF delte før opgøret mod Horsens orange flyers ud foran stadion. På det lille stykke papir kunne man læse deres fem krav til en værdiaftale med Global Football Holdings.
Alpha samarbejder med Familien Brøndby – Bevar Brøndby IF og bakker op om deres krav. De er sammen den anden fløj.
Nogle kan formentlig se sig et sted mellem de to fløje, og det er heller ikke, fordi man i hverken i orangebevægelsen eller i Alpha er enige om alt.
Og så er der også dem, der har modtaget Global Football Holdings og deres lånte millioner med glæde. De håber, at det nye ejerskab er det, der skal til for at rykke Brøndby tilbage til toppen af dansk fodbold.
Meningerne er mange, og det er med til at gøre situationen i Brøndby så kompleks. For det er nogle af de helt store fodboldfilosofiske spørgsmål, der er i spil: Hvad er en fodboldklub? Hvem er den til for? Hvad betyder værdier og principper kontra sportslig succes? Hvad kan man som fan kræve af et ejerskab, når man ikke kommer med penge, men med sit engagement? Og hvad kan en klub kræve af sine fans?
Der findes mange svar på de spørgsmål, men næppe noget universelt rigtigt. Det er en gordisk knude, der i den kommende tid skal løses på Vestegnen, og meget er på spil – for fans, for klub og for de nye amerikanske ejere.
Fællesskab og fans
Fortællingen om Brøndby IF har i det meste af dette årtusinde handlet om to ord, der starter med f: fællesskab og fans. Hvor mange gange har vi ikke hørt klubben tale om det unikke fællesskab og de fantastiske fans?
Det er ikke altid, særligt ikke de seneste 15 år, at Brøndby har været bedst på banen, men i kraft af stemningen på Brøndby Stadion har de altid haft en trumf at smide i diskussion om, hvorfor lige netop deres klub er noget særligt.
Tilbage i de tidlige 90’ere var Brøndby den første klub herhjemme, der fik, hvad vi i dag vil betegne som stemningsskabende fans.
Med sange, trommer og tifoer satte de nye standarder. Faxe Tribunen blev et fænomen i dansk fodbold, og Brøndby Stadion blev et sted, som man både som spiller og tilskuer gerne tog til på grund af den storslåede stemning.
Fansene er klubbens største aktiv. Stemningen og energien på Brøndby Stadion er ikke kun afgørende for den sportslige, men også for den kommercielle del af butikken.
Som Familien Brøndby – Bevar Brøndby IF fremhæver, skaber de stemningsskabende fans’ arbejde værdi for selskabet og dermed også for Global Football Holdings.
I efterårets sidste hjemmekampe så man, hvad det betyder, når den stemningsskabende del af tilhængerne bogstaveligt talt stiller sig op i hjørnet i stedet for centralt på den nedre del af Sydsiden.
En ny gruppe, Sammen Om Vor Klub, fandt hurtigt sammen og agerede efter bedste evne vikarer for Alpha som stemningsskabere på Sydsiden i de sidste kampe mod AaB og Viborg. Men gruppen fortsætter ikke i foråret.
Efter stormødet i slutningen af januar meddelte Sammen Om Vor Klub, at de også indstiller tribuneaktiviteterne, indtil en acceptabel værdiaftale er underskrevet.
Mod Horsens stod capo-tårnet derfor gabende tomt. Og selvom der var fyldt godt op på Sydsiden, og der også blev sunget, var der ingen organiseret stemning og ingen tifoer.
Det var ikke Brøndby Stadion, som man kender det, men lige nu er det den nye normal. For Brøndby ser ind i et forår uden stemningsskabende fans på Sydsiden og på udebane.
Spørgsmålet er så, om der er en vej tilbage til den ikoniske tribune for Alpha – og hvordan den vej i givet skal være.
Gruppen, der består af omkring 100 personer, har ikke den store tillid til formand Jan Bech Andersen efter salget af Brøndby til Global Football Holdings.
I lighed med Familien Brøndby – Bevar Brøndby IF har Alpha nogle krav, der skal opfyldes, for at de skal vende tilbage som den stemningsskabende gruppering på Sydsiden.
Alpha er helt fundamentalt imod flerklubsejerskaber, som Brøndby nu officielt er blevet en del af, og skal være indstillet på at sluge en ordentlig kamel på det punkt.
På det store fanmøde i Brøndby Hallen i slutningen januar fornemmede man, at Alpha har rykket sig. De virker knap så ultimative i deres retorik som tidligere.
Selvom gruppen aldrig kommer til at støtte det nye ejerskab, kan der blive tale om et tålt forhold, hvis de i værdiaftalen mellem Fanafdelingen og ejerskabet føler, at de får nok indrømmelser fra amerikanerne.
Stort incitament
Der er intet, som Alpha hellere vil end vende tilbage til ’deres tribune’. For dem er fanskabet en livsstil, og de lider utvivlsomt af stærke abstinenser.
Global Football Holdings er ikke interesseret i at sige farvel til den stemningsskabende fangruppering, men det bliver ikke nemt for Alpha og GFH at finde fælles fodslag.
Familien Brøndby – Bevar Brøndby IF og Alpha vil ikke få alle ønsker opfyldt i en værdiaftale, men parterne virker opsatte på at gå konstruktivt til forhandlingsforløbet.
Der er en vilje, men er der også en vej?
Det vil være et stærkt signal både internt og eksternt for Global Football Holdings, hvis de laver en værdiaftale med Fanafdelingen. Det vil i første omgang give noget ro og noget goodwill i Brøndbys fanmiljø.
Aftalen vil Global Football Holdings også kunne bruge, hvis de har tænkt sig at gå ind i flere europæiske klubber. Med den i hånden fremstår de i mindre grad som den store stygge ulv.
De amerikanske investorer ved allerede nok om Brøndby til at vide, at frivilligheden og fansene er afgørende for klubben. Så Global Football Holdings har et stort incitament til at indgå en værdiaftale med Fanafdelingen i Brøndby.
Fanafdelingen skal vi lige se nærmere på. Den har en nøglerolle og yder et kæmpe stykke arbejde i en vanskelig situation. Fanafdelingen er en sammenslutning af en række toneangivende grupperinger og fanklubber, og den repræsenterer alle Brøndby-fans.
Det gør dens arbejde til en form for tillidsfolk for tilhængerne vanskeligt i forhandlingslokalet.
Den skal favne mange forskellige holdninger og få så mange ting med i en aftale, at tilstrækkeligt mange medlemmer vil være klar til at stemme den igennem på Fanafdelingens generalforsamling den 9. marts.
Det er et afgørende punkt for orangebevægelsen, at Brøndby i stil med FC Nordsjælland bliver drevet som et not-for-dividend-selskab. De vil have vished for, at alt overskud geninvesteres i udviklingen af klubben og ikke udbetales i udbytte til ejerne. Det er deres måske mest grundlæggende krav til en aftale
De ønsker helt enkelt ikke, at værdien af deres store frivillige arbejde på tribunen ender i lommerne på amerikanske investorer. Som de flere gange har fremført, er et aktivt og levende fanmiljø ikke en ret, som en fodboldklub kan kræve eller forvente.
Rimeligt at stille krav
Det er ikke, fordi Alpha og orangebevægelsen er imod penge i fodbold eller investorer. Men de har krav til, hvem der kommer ind og med hvilke intentioner. Eller det har de i hvert fald fået. Da Jan Bech Andersen for ti år siden købte sig ind, var der slet ikke samme kritik og fokus som nu.
Ifølge de orange må Global Football Holdings gerne tjene penge, men det skal være ved en dag at sælge en klub, der er blevet mere værd, videre. Det er her, at not-for-dividend-tanken kommer ind i billedet.
Brøndby har ikke haft tradition for at udbetale udbytte til dets aktionærer – men klubben har heller ikke haft tradition for at lave overskud, som der kan betales udbytte af.
Kommer orangebevægelsen via Fanafdelingen igennem med ønsket om, at der ikke skal betales udbytte, vil de formentlig være klar til at lave indrømmelser på andre punkter.
Fanafdelingens bestyrelse havde allerede før nytår et møde med Global Football Holdings, der var repræsenteret ved Global Head of Football Scott McLachlan. Den tidligere Chelsea-mand er ansat af GFH, men ikke en del af ejerkredsen.
I sidste ende er det folk som bestyrelsesmedlemmerne Johannes Ruppert og Scott Krase, som Fanafdelingen skal overbevise om fornuften i deres forslag til en værdiaftale. Meldingen fra Vestegnen er, at møderne mellem Fanafdelingen og det nye ejerskab foregår i god, konstruktiv tone.
Før søndagens kamp på Brøndby Stadion mødtes parterne igen til et flere timer langt møde, og tiden er også knap i forhold til at nå i mål med en aftale. Allerede den 9. marts skal Fanafdelingen til foreningens generalforsamling sætte en værdiaftale til afstemning blandt deres flere end 1400 medlemmer. Det er dem, der i sidste ende skal vende tommelen op eller ned.
Mareridtsscenariet set fra Fanafdelingens synspunkt er en aftale, der med nød og næppe bliver stemt igennem. Det vil kun bidrage til billedet af en splittet fanscene på Vestegnen.
På stormødet i Brøndby Hallen tog man et skridt mod en samling af fællesskabet igen. Sammen Om Vor Klubs efterfølgende udmelding er tegn på det.
Det var ikke alt, som de fremmødte var enige om, men de var i hvert fald enige om at forsøge at føre debatten i en ordentlig tone. At det er okay med forskellighed, og at det kun er rimeligt at stille krav til det nye ejerskab.
For nogle bliver Brøndby aldrig det samme igen efter Global Football Holdings’ overtagelse af klubben, andre drømmer om ny en storhedstid med pengestærke amerikanere for bordenden.
Det er et meget følelsesladet emne, og som de fleste ved, kan kærlighed være en svær størrelse. Som en udtrykte det på stormødet: ”Det er dem, der har taget vores kærlighed.”
De kommende uger og måneder bliver afgørende for fremtiden i Brøndby. Én ting er spillet på banen med nye spillere og en ny cheftræner. Det er der mange, der kommer til at have en mening om. Men spillet uden for banen mellem fans og det amerikanske ejerskab er endnu vigtigere at holde øje med i forhold til den fremtidige udvikling.
Det er her, at den vigtigste kamp står.
Foråret vil vise, om de orange bliver gule igen og kommer tilbage til deres vante pladser på Sydsidens nedre afsnit – eller om de må fortsætte med at gå til futsal i Brøndby Hallen for at kunne dyrke deres fællesskab og kærlighed til Brøndby IF i overensstemmelse med deres værdier.
Familien Brøndby – Bevar Brøndby IF’s ønsker til en værdiaftale
• Brøndby IF’s unikke identitet skal bevares og beskyttes
• Frivilligt arbejde bør ikke være et middel til ejernes profit
• Brøndby IF skal altid handle med egne interesser som øverste prioritet
• Brøndby IF’s langsigtede overlevelse er det vigtigste
• Brøndby IF skal ikke medvirke til yderligere kommercialisering af sportens turneringer
Sløj timing: Det virker amatøragtigt, Brøndby!
Guardiola er stolt trods én sejr i ti kampe
FC Midtjylland ramt: ‘Det var uheldigt’
Her er Danmarks næste toptrænere
Nu går Thomas Frank viralt
Tryllebundet af Braithwaite: Aldrig set lignende!
Lars Knudsen stopper på landsholdet
Chok i Man Utd – på vej til rival?
Gigantisk flertal – Silkeborg IF er solgt
Ekspert revser Brøndbys ledelse: ‘Respektløs behandling’
Ingen vil have ham: ‘Det er vanvittig besynderligt’
Brøndby-profil træt af AGF: – Alt irriterer mig
Afkræver Manchester United en forklaring
Silkeborg-fan: Her er min drømmetransfer
Jonas Wind storhyldes: Magtdemonstration!
Afsløring: Kevin Mensah er færdig i Brøndby
Ildevarslende nyhed for Andreas Christensen
Danskerklub tæt på krise: Alarmklokkerne ringer
Kent Nielsen har sendt sms: Du ringer lige i aften
Tidligere FCK-stjerne meldes færdig i sin klub
Kasper Dolberg melder klart ud om transfer
Hvordan kan han være så dum? Kan koste jobbet
Ny kontrakt til Patrick Mortensen? Her er AGF-chefs svar
Wow! Vinder guld – han bliver solgt til en storklub
Stig Tøfting hakker til: Sådan ender Superligaen
Gustav Isaksen: Hans stil passer mig perfekt
Daniel Agger forlænger på landsholdet
Gustav Isaksen hyldes efter helterolle
Ekspert om City: De har ikke en chance
– Christian Eriksens tid er forbi i Manchester United!
Midtuge-systemet: Fokus på Champions League
Lind bomber i Italien: ‘Ustoppelig’
Tidligere Superliga-spiller bliver fodbolddirektør
Vil væk: ‘Jeg har niveau til Superligaen’
Ellevild med Kasper Schmeichel: Verdensklasse!
Manchester United i nye problemer: Det er en hån
Tyveri? Ja sgu’ da! Fansene ved selvfølgelig bedst
Dato for Superligaens transfervindue er på trapperne
– Det har været kaos i Brøndby siden CV-fyring
– Det er som en lille dreng, der har fået tæsk
– Fortsæt med at spille fremad, fremad, fremad!
Rasende: ‘Det er under al kritik’
Hylder Links: – En af mine gode venner
Chelsea-back gled to gange og smed støvler i skralderen
Efter scoring: Nu vil han spille fra start
Helt vildt: Jonas Wind straffer Bo Henriksen og co.
Bødestraf i Superligaen vækker opsigt i udlandet
Puha: Det var tamt og rådvildt, Brøndby!
Tøftings opråb: Hent ham, FCK!
Frier til Youssef Toutouh – ‘vi vil gerne have ham’
Har han lyst til et eventyr, så er det nu!