Der findes et udtryk på engelsk, der hedder window dressing. Altså kunsten at præsentere noget på en flot, men overfladisk og vildledende måde. Dét udtryk bruger Jesper Olsen, formand for Transparency International Danmark, om de nye regler for klubejere i dansk fodbold.
Ifølge Olsen regulerer reglerne faktisk alt det rigtige: økonomisk kriminalitet, konkursryttere, bettingselskaber, agenter, nationalstater og folk med aktiviteter i lande med korruption, hvidvask eller terrorfinansiering.
Reglerne har dog særligt tre mangler, mener åbenhedsapostlen Olsen. Den ene handler om, at reglerne gælder for personer eller virksomheder med mindst en tredjedel af stemmerettighederne i en klub.
- Det er de rigtige ting, de har med, men jeg synes, at en tredjedel er et meget højt tal. Vi skal langt længere ned.
Hvor langt?
- Jeg synes jo, at man fra fodboldens side burde sætte ambitiøse mål. Ned under 10 procent, måske under 5. Det er en mulighed for at gå foran, siger Jesper Olsen.
- Jeg kan godt forstå, man har brug for en grænse, men med en tredjedel er det nærmest lige meget. Det ser godt ud, men det er window dressing. Det er de helt rigtige ting, de har fat i, men jeg kan se, at der kan komme folk ind med relativt mange penge, hvis de bare sørger for ikke at købe mere end det beløb. Så jeg synes ikke, man beskytter integriteten.
- Vi taler om nogle, der er straffet for økonomisk kriminalitet, er i konkurskarantæne, har væsentlig interesse i betting, er fodboldagenter eller er under statslig kontrol, men så længe det er under en tredjedel, så er deres penge gode nok? Nej.
Formanden for Transparency International har ved flere lejligheder efterlyst, at dansk fodbolds myndigheder indførte strengere regler for, hvem der kunne eje en klub. Blandt andet tidligere på året i forbindelse med Tipsbladets afsløringer om Fremad Amagers daværende ejeres kriminielle aktiviteter og store milliongæld.
Mere åbenhed
Det er Divisionsforeningens administration, der på baggrund af en samlet vurdering beslutter, om nye klubejere overtræder reglerne og skal frakendes retten til at skrive kontrakter. Jesper Olsen roser Divisionsforeningen for den procedure, men efterlyser åbenhed om beslutningerne.
- Jeg vil plædere for, at begrundelsen for afgørelsen er offentlig tilgængelig. Når man laver det med skøn og begrundelse, går Divisionsforeningen ind og tager ansvar, og jeg kan meget godt lide, at man selv tager ansvar for integriteten, siger han.
Fodboldklubberne er private virksomheder. Hvorfor skal begrundelserne for beslutningerne være offentlige?
- Det handler om sportens integritet. Med mindre sporten vil sige, at den er en ren kommerciel forretning og ikke har noget med sport at gøre, så kan jeg følge det. Idræt har også nogle mere ideale forhold. Der må man tåle, at der skal være offentlighed i det. Ellers handler det mere om window dressing end noget reelt.
Jesper Olsens tredje og sidste kritikpunkt drejer sig om, hvem de nye regler gælder for. De gælder nemlig kun for kommende ejere og altså ikke de nuværende klubejere i dansk fodbold.
- Jeg noterer mig, at Divisionsforeningen kalder mig populist. Nu ønsker jeg ikke en konfrontation, men forandringer. Så jeg nøjes med at ærgre mig over, at Divisionsforeningens initiativ ikke var så helhjertet, som jeg hørte det i forbindelse med DBU's årsmøde i marts, siger Olsen.
- Vi har netop i erkendelse af, at det "ikke er bare lige" foreslået en overgangsordning, ligesom det gælder på alle andre områder, når der indføres nye regler. Jeg troede - i min naivitet måske - at Divisionsforeningen anså sig for at være mere end blot et erhverv. De skal i det mindste have ros for at melde klart ud om, at de snævre økonomiske interesser kommer før de sportslige.
Læs et interview med Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen, om de nye regler her.
