Danmarks lange og svære jagt på en ny Elkjær

En fotograf og en journalist er på vej væk fra Idrætsparken en dag i slutningen af 1980’erne. De er begge matte, for de er i gang med at bearbejde det faktum, at Preben Elkjær har spillet for sidste gang for det danske landshold i nationalarenaen.

Fotografen går en meters penge foran journalisten, og de to er på vej hen mod deres biler på grusparkeringspladsen i Fælledparken. Stilheden mellem dem er præget af omstændighederne, da journalisten rømmer sig.

”Der går 30 år, før vi får en som Preben igen. 30 år,” siger han.

Fotografen er rystet.

”Hvad siger du!?, ” svarer han forfærdet.

”30 år. 30 år.”

Anekdoten er fortalt af fotografen Per Kjærbye, der i årtier dækkede det danske landshold for forskellige medier – ofte i selskab med Tipsbladet-journalisten Per Høyer Hansen, som har rollen som journalist i ovenstående fortælling.

”Per Høyer og jeg var i forvejen forstemte over, at Preben havde spillet sin sidste kamp. Og det var et chok at høre Per Høyer sige, at der ville gå 30 år, før vi fik en som ham igen. Og han fik jo ret. Hans evne til at beskrive fodbold var jo beundringsværdig. Men hans forudsigelsesevne var lige så stor. Det var ret imponerende,” fortæller Per Kjærbye, der stadig kan høre Høyer Hansens ord for sit indre øre: ”30 år, Kjærbye. 30 år.”

Der er gået 34 år, siden Preben Elkjær spillede sin sidste landskamp for Danmark, og siden da har nationen sukket efter en ny angriber, der kunne det samme. En målscorer med attitude, en verdensklasseafslutter, der både kunne præstere på klubplan, landsholdsplan og i pressen. Mange spillere er i årenes løb blevet omtalt som et bud på ’en ny Elkjær’, men ingen har vel for alvor løftet arven. Bevares, der har været flittige målscorere undervejs, men ingen har på samme måde som Preben Elkjær båret nationens håb på sine skuldre og spillet rollen som ensom angriberulv krydret med den folkelighed, der gjorde ham til allemandseje i 1980’erne.

Og når det danske landshold i de næste uger skal forsøge at nå langt ved VM i Qatar, er det også uden et klart førstevalg som spidsangriber. Mens Kasper Hjulmand råder over spillere med fast spilletid i verdens bedste ligaer i både forsvaret og på midtbanen, er det anderledes med angriberposten, hvor Kasper Dolberg varmer bænk i Spanien, Andreas Cornelius er Superliga-spiller og Jonas Wind har kæmpet med skader. Til sammen har de tre scoret to ligamål i denne sæson. Som landstræner Kasper Hjulmand konstaterede i forbindelse med udtagelsen af de første 21 spillere til VM-truppen for et par uger siden:

”Man kan ikke sige, at det er optimalt for vores angribere. Ingen af dem har ligefrem brændt banerne af her i efteråret.”

Preben og Harald

Det er ikke noget nyt problem. Ved EM sidste år stillede Hjulmand op uden en decideret frontangriber i de første to gruppekampe, ved VM i 2018 var Nicolai Jørgensen ingen succes i trøje nummer 9, og selvom Nicklas Bendtner scorede mål ved EM i 2012 og VM i 2010, druknede præstationerne i henholdsvis Paddy Power og dansk gruppeexit. Jon Dahl Tomasson scorede pænt med mål i 2002 og 2004, men fra en position bag frontangriberen Ebbe Sand, som i sin tid på landsholdet kun scorede ét slutrundemål for Danmark. I halvfemserne blev et utal af angribere afprøvet, men hverken Miklos Molnar, Peter Møller, Mikkel Beck, Erik Bo Andersen eller nogle af de andre bed sig for alvor fast som landsholdets foretrukne forward – kun den nuværende DBU-direktør prøvede at score for Danmark i slutrundesammenhæng.

”Det er en helt grundlæggende forudsætning i dansk topfodbold, at vi ikke laver den her type angriber,” siger journalist og forfatter Joakim Jakobsen om problemet.

Og fotograf Kjærbye, der har set det hele og mere til stemmer i:

”Det er da et problem, at vi ikke har sådan en. Frankrig har Benzema og andre nationer har store angribere, og det er da et problem, at vi ikke har en stor angrebsstjerne,” konstatere han.

Joakim Jakobsen har skrevet den anmelderroste bog Tynd Luft om det danske firserlandshold, hvor Preben Elkjær spiller en stor rolle, og så er han også manden bag bogen Guld Harald om Harald Nielsen – ”den største forward, vi har haft,” som Joakim Jakobsen kalder 1960’ernes danske fodboldhelt.

”Jeg tror, at det til dels er kulturelt betinget. I det her lille homogene land, hvor vi dyrker at finde sammen i konsensus og samarbejde, står den her solospiller – 9’eren – som et fremmedelement, hvilket Harald Nielsen dæleme også fik at mærke. Da jeg voksede op i halvfjerdserne, var det værste, man kunne få at vide på en fodboldbane, at ”han står og fisker”. Det er sådan set en del af arbejdet, og italienere ville aldrig se det som et problem, hvis Inzaghi stod og fiskede. Det var sådan set hans opgave. Men i Jylland i 1970’erne var det det værste, man kunne gøre, og det var ødelæggende for en dreng, hvis folk begyndte at hviske om, at han fiskede. Man melder sig ud af det samarbejdende fællesskab, hvis man skal påtage sig den rolle,” siger Joakim Jakobsen til Tipsbladet.

Harald Nielsen var med til at vinde OL-sølv i Rom og senere kom italiensk fodbold, hvor han både blev mester, topscorer og verdens dyreste spiller. Det er noget at leve op til for nutidens angribere, og det bliver ikke nemmere, når man kigger på Preben Elkjærs meritter. Han var gennem et årti målscorer i belgisk og italiensk fodbold og på landsholdet i en sådan grad, at han i 1985 blev nummer to kåringen af Europas bedste fodboldspiller, i dag kendt som Ballon d’Or. 38 mål i 69 landskampe er også et markant snit, og så var han selve ansigtet på firserlandsholdets blanding af ukuelighed, farlighed og frækhed.

I marts 2020 skrev den norske journalist, lektor og forfatter Jon Husted en artikel om sin fascination af Preben Elkjær og Erling Braut Haaland, som han holder mere af end de to mere elegante holdkammerater Michael Laudrup og Martin Ødegaard.

”Elkjær var sammen med Maradona min favoritspiller gennem tiderne. De to var ikke polerede. Det var Laudrup, og det er Ødegaard også. De er adelen, som aldrig behøver ofre blod. Elkjær var manden, der vandt krigen på egen hånd. Han var pansergeneral Patton. Det, jeg siger nu, grænser måske til det mørke og antimodernistiske, men grunden til, at alle danskere og undertegnede nordmand elskede Elkjær, var, at vi vidste, at han repræsenterede menneskets kamp mod maskinen. Elkjær spillede i Italien på et tidspunkt, da alle forsvar spillede som det legendariske sweeperforsvar hos Inter. Det var pr. definition umuligt at score mod italienske forsvar. Elkjær gjorde det alligevel. Elkjær var både urkraften og en helt ny mutation, som det var umuligt at gardere sig imod,” skrev Husted ved den lejlighed i Weekendavisen.

Joakim Jakobsen ser ligheder mellem Preben Elkjær og Harald Nielsen, og han peger på flere årsager til, at Danmark ikke har set lignende angrebsprofiler siden de to. Både Harald Nielsen og Preben Elkjær var kendetegnede ved at være store målscorere, der ikke var bange for at tage slagsmål i straffesparksfeltet, de havde store egoer og gjorde gerne opmærksom på sig selv på og uden for banen. Den slags typer er sjældne i Danmark, mener Jakobsen.

”Det kræver en helt speciel personlighed, hvis man i dansk sammenhæng skal stille sig uden for det fællesskab og være 9’er. Det kræver en personlighed som Harald Nielsens og Preben Elkjærs. De er begge to meget stærke karakterer, og det er de nødt til at være. Centerforwarden er ligesom målmanden nødt til at være en lidt bims figur, fordi ting ikke altid går, som man vil have det. Midtbanespilleren kan altid gå efter en ny løsning. Angriberen skal vende sig bort fra et mislykket scoringsforsøg og sige til sig selv: ’Glem det – videre’. Psykologisk er det en helt anden situation at være i, og det kræver en helt anden personlighed,” siger Jakobsen.

Preben Elkjær har selv reflekteret over rollen som individualist og egotripper i bogen ’Drengene fra Wembley’ om firserlandsholdet:

”At være individualist er i min bog et stort plus. Og det gælder i alle livets forhold, ikke kun i sporten. Tænk på kunsten. Det er en kæmpe fordel, at der er mennesker, som tænker anderledes,” siger han i bogen, der er fyldt med kække bemærkninger fra hovedpersonen, der i øvrigt blev fotograferet af Per Kjærbye.

”Han var en beundringsværdig angriber på alle måder – bortset fra, at han ikke var så interesseret i at hjælpe til i det defensive. Det fik han også at vide af Sepp, men landsholdet accepterede, at han ikke deltog der. De var så glade for hans offensive kvaliteter. Der var ikke nogen kritik. Han fik mulighed for at sprudle på landsholdet på en måde, som jeg ikke har set nogen gøre siden da. Preben var fræk som en slagterhund, og det er han stadigvæk. Han drillede mig forleden med, at jeg var blevet 83 år. Jeg fortalte ham og Laudrup, at jeg ville fylde 73 den 21.november, men han blev ved med at sige, at det må være 83 år, jeg bliver. Hans frækhed var den samme som i 1979, hvor han også var fræk. Det har været et varemærke, og det har vi alle accepteret,” fortæller Per Kjærbye.

Et spørgsmål om fokus

Men det handler imidlertid ikke kun om personlighed. Det handler også om talent. Og så handler det om træning, fortæller den danske fodboldtræner Thomas Slosarich, der i en periode på 10 år var ansat i DBU og siden da har været tilknyttet forskellige klubber øst for Storebælt. I 2010 skrev han pro-træneropgave om angrebstræning under titlen: ”Jagten på den næste Elkjær – Hvordan finder eller producerer vi den perfekte afslutter?”

Slosarich var i forbindelse med opgaven nysgerrig på, hvordan man i Danmark i højere grad kan finde og udvikle fremtidens angribere.

”Jeg havde en inkarneret tro på, at vi finder det, vi kigger efter. For hvis man skal have en ny bil og kigger efter den nye VW-model, ser man sjovt nok den meget ofte i gadebilledet. Sådan er det desværre ikke med angribere,” siger han. Underforstået: Vi er ikke opmærksomme nok i forhold til at spotte angrebstalenter og træne dem.

”Det er ikke kun et dansk problem. Vi kan kigge rundt på alle verdens kontinenter, og der er langt mellem en Robert Lewandowski og Harry Kane, der er garant for at lave mange mål, komme til mange chancer og udnytte dem. Men vi kunne jo starte med at have fokus på det. Vi kunne starte med at træne det. For 25-30 år siden begyndte vi at få målmandstrænere, og med det fik vi dygtigere og dygtigere målmænd. Og i dag er der jo ikke nogen klubber, der ikke har målmandstrænere for senior og ungdom. Det handler også om, hvor vi har fokus, for når vi har fokus på noget, kommer der også et output,” siger Thomas Slosarich, der i forbindelse med sin opgave undersøgte en række forhold omkring den ædle kunst at være angriber. Han mener, at vi i dansk fodbold først og fremmest skal være bedre til at fremelske de spillertyper, der kan lave mål.

”Man kan spørge, hvor mange der har en angrebstræner i dag for deres yngste spillere? Nogle klubber har en angrebstræner omkring Superliga-holdet, men hvor mange har reelt en person, der er ansvarlig for afslutningstræning med de spillere, der skal afslutte. Og hvem er afslutteren? Er det kun angriberen eller kunne vi også tage den offensive midtbanespiller, kantspilleren eller den centrale midtbane? Dem der har anlæg for at lave mål, skal vi tage fat i og træne med,” siger Thomas Slosarich.

Joakim Jakobsen har også talt med mange fodboldfolk, og han deler opfattelse af, at det handler om at dyrke angriberinstinktet og præge unge spillere i retning af at være angribere af natur. Han husker en samtale med Kim Vilfort, der som ungdomsspiller var angriber i Frem, men med tiden blev midtbanespiller.

”Han var en smækker angriber; fysisk stærk, hurtig, god med begge fødder. Men som teenager – da han virkelig begyndte at blive elitespiller – begyndte han at komme længere ned på banen; også fordi han selv længtes efter at komme mere i spil. Det er meget tydeligere arbejde, man kan gøre som midtbanespiller, som tier eller som otter. Der skal man løbe 20 meter ud til højre eller følge med en modstander tilbage,” siger Jakobsen med et minde om en landsholdshelt, der begyndte fodboldlivet som angrebses, men sluttede som midtbaneslider.

”Vilfort fortalte mig, at man som ung forward skulle træne i at holde sig 20 centimeter på den rigtige side af modstanderen. Det er meget små ting, man skal være opmærksom på; at lave forløb og rykke modsat. Det er meget mindre manøvrer, og når man er en stor og stærk dreng på 16-17 år, vil man sgu flytte på sig og lade kroppen arbejde. Alene dér kræver det noget særligt for et supertalent ikke at falde for fristelsen til at komme ud og løbe og være som Pierre Emile Højbjerg, der har fat i alting. Det stiller store krav til en stor dreng,” siger Joakim Jakobsen.

På samme måde har fotograf Per Kjærbye også oplevet dygtige angribere blive midtbanespillere.

”De naturlige angribere skal have lov til at gå deres egen vej. Man må ikke lave dem om til midtbanespillere. Jeg har faktisk talt med Flemming Pedersen om det. Jeg så en træningskamp mellem Lyngby og FC Nordsjælland, hvor jeg henkastet sagde, at man ikke må håbe, at alle angribere ikke bliver lavet om til midtbanespillere. Flemming gav mig ret, for det er jo et dilemma for trænere, der laver naturlige angribere om til midtbanespillere. De gør det ikke af ond vilje, men det passer ofte bedre til holdet,” siger Per Kjærbye.

Netop denne problematik er Thomas Slosarich opmærksom på, for mange spillere er i ungdommen store målscorere, inden de bliver rykket tilbage på banen.

”Preben Elkjær spillede også 10er i FB i en kort periode, indtil han sammen med sin far gik til træneren og insisterede på at spille nier – ellers ville han skifte klub. Det er en god historie, for det sker jo tit med vores dygtigste spillere i en lille by eller en lille klub: Den bedste spiller havner ofte på tier-positionen. Han bliver vores Christian Eriksen, for han styrer det hele og kan det hele. Man skal huske, at dem der er dygtige til at lave mål, også skal spille så tæt på modstandernes mål som muligt,” siger Slosarich.

”Dem der tidligt viser sig at kunne lave mål, skal identificeres, og så skal vi dyrke det. Vi skal lade dem øve sig og prøve at motivere dem til at blive dygtig til at lave deres afslutninger. De skal have en ærgerrighed, så de brænder efter at lave mål. De typiske angribere og målscorere lever jo af at score mål. De lever og ånder for det. Det er det, der føder dem. Mål skaber selvtillid, selvtillid skaber flere mål,” understreger han.

At være specialist

I forbindelse med sin opgave om jagten på en ny stærk afslutter undersøgte Thomas Slosarich netop evnen til at sparke på mål og viljen til at træne det hos mange af de tidligere angrebstrænere, og han kom også frem til, at man i højere grad bør arbejde med at forfine spillernes afslutningsevner. Her sammenligner han med andre sportsgrene, hvor atleter gør en dyd ud af at specialisere sig.

”Selve afslutningen er et kapitel for sig selv. Jeg har en del venner, der spiller badminton på et højt plan, og jeg kender også golfspillere, der står ude på banen og øver sig igen og igen og igen på det samme skud eller det samme indspil fra bunkeren. Selvom Tiger Woods mestrer et slag, øver han det alligevel 500 gange på en eftermiddag. Det er vi ikke så gode til i fodbold. Vi laver lidt afslutningstræning, men vi har ikke den ærgerrighed, som Kobe Bryant havde, når han gik ned i en basketballhal og øvede sig i 3-pointsskud timevis, selvom han var verdens bedste spiller. Det prøvede jeg at præge, da jeg var i DBU, for de spillere, der har evnerne og spiller de rigtige positioner på banen, skal også have proppet noget ærgerrighed ind i sig, så de øver sig. Jeg har set Viktor Axelsen stå og træne det samme træne igen og igen i timevis,” siger Thomas Slosarich, der også beder til, at vi lader angribere være angribere – også selvom de kan være individualister eller egotrippere som Preben Elkjær.

”Jeg kunne godt tænke mig, at vi identificerede de spillere, der var gode til at lave mål og lod dem dyrke det. Vi skal gøre det okay at være glad for at lave mål. Det er okay, at en angriber er skuffet, hvis holdet vinder 4-0 uden at han selv har scoret. Han skal ikke være destruktiv, men det er okay at være utilfreds. Målmanden må jo også gerne være tilfreds, hvis kampen ender 0-0, for så har han gjort, hvad han skulle – han kan jo ikke score målene,” siger den erfarne fodboldtræner.

Joakim Jakobsen peger også på, at en angriber som Preben Elkjær varetog en opgave som ensom ulv uden, der reelt stod uden for fællesskabet, men som alligevel havde den vanskeligste rolle af alle, fordi folket forventede mål, når han var i nærheden af bolden.

”Når der først står en dansk centerforward der, er det ensbetydende med, at vedkommende har en helt særlig karakter. Han er gået igennem den danske sortering og skoling, og alligevel står han der – på trods af alle de odds, der er imod en centerforward i Danmark. Når han står der, er det denondelyneme en karakter,” siger Joakim Jakobsen, der selv har ladet sig friste af at sammenligne nogle af Elkjærs afløsere med mesteren selv.

”Da Peter Madsen fra Brøndby for mange år siden kom på landsholdet og debuterede med et par mål mod Polen, lod jeg mig rive så meget med, at jeg skrev, at der var gået så mange år siden Elkjær. Min længsel efter en ny centerforward gjorde, at jeg skrev om Peter Madsen på den måde. Også fordi de er kropslige. Peter Madsen var kropslig, det var Preben Elkjær og Harald Nielsen også. Det kan man se på store angribere. De er kropslige, og det er nogle smækre spillere, der er til stede i klynger af modstandere. Både Jon Dahl og Ebbe Sand søgte væk fra de klumper,” siger Joakim Jakobsen, inden han peger på forskellen mellem Preben Elkjær og et par af de andre store landsholdsmålscorere, der trods alt har repræsenteret Danmark gennem de seneste 30 år.

”Så snart Jon Dahl opdagede, at han var kommet inden for straffesparksfeltet, skyndte han sig ud igen. Han var en fantastisk lurende angriber, der var god til at sparke med begge fødder, men han var sgu ikke nogen 9’er. Han krøb ud til kanten af feltet og ud i siderne for at indgå i fællesskabet. Ebbe Sand var mere en feltkriger, men han var også den typiske Brøndby-spiller, der hele tiden rullede fremad i konstellationer. Han indgik hele tiden i samspillet, og det er der, danskere gerne søger hen – bagud og ud til siden i samspil, hvor man er en del af fællesskabet. Centerforwarden er den udsatte position, hvor man holder sig væk, fordi det er angriberens ansvar. Vi skal tilbage til Elkjær for at finde sådan en,” siger Joakim Jakobsen.

Men er det et problem? Danmark har jo i alle de her år klaret sig godt uden en angrebsstjerne som Preben Elkjær på holdet. Og selvom Norge har Haaland og Zlatan har Sverige, er de jo ikke med ved VM, så hvad er problemet?

”Ja, hvis man skal vinde VM, så er det et problem. Man skal have tre ben for at vinde VM: Man skal have en af slutrundens tre bedste målmænd, man skal have en midtbanestyrmand, som kan kommandere kampen, og så skal man have en angriber. Hvis vi skal vinde VM, skal vi også have sådan en figur. Det går ikke uden. Men vi har som regel fundet andre veje, for vi er jo med på helt fantastisk vis. Det er den fine side med al den konsensus. Vi minder meget om Holland, for det er jo totalfodboldens tanke; alle skal kunne deltage og yde deres bidrage. På den led får vi andre målscorere i gang, men når vi står i en kvartfinale mod Portugal, som jo er nutidens italienere, der ikke føler nogen forpligtelse til at diske op med et show, ville det være rart at have en af verdens bedste forwards,” siger Joakim Jakobsen.

Vi har ventet i mere end 30 år, men der er endnu ikke kommet en som ham Elkjær.