– Jeg var nødt til at lyve for min mor

DENNE ARTIKEL ER FRA TIPSBLADETS TRYKTE UDGAVE FREDAG 11. NOVEMBER 2022

TIPSBLADET I DOHA, QATAR

Da John i slutningen af 2021 tager til Qatar for at tjene penge til familien, er han klar over, at mange migrantarbejdere i landet arbejder under ydmygende, hårde og nogle gange så farlige vilkår, at de kommer alvorligt til skade i arbejdsulykker eller mister livet.

Historierne om moderne slaveri, snyd med lønnen og et liv uden rettigheder og i frygt for arbejdsgiveren og myndighederne er kendt stof i Nepal, Bangladesh, Indien, Sudan, Kenya, Nigeria og den perlerække af andre nationer, hvor de lavtlønnede arbejdere bliver rekrutteret.

Mange af stederne har det været oppe på regeringsniveau adskillige gange og skabt stor vrede i hjemlandet, og de historier kendte John udmærket til.

Derfor har han, sammen med familien, gjort sig umage, og har fået hjælp til et at finde et godt job i Qatar med ordnede forhold, hvor arbejdsgiveren overholdte love og regler.

Vi har anonymiseret John for hans og andres sikkerhed. 

Så da John i lufthavnen i Doha bliver bedt om at underskrive et papir på arabisk med besked om, at det er for at få hans qatarske ID-kort, aner han ikke uråd.

Det gør han heller ikke, da han bliver bedt om at udlevere sit pas. For det her er jo ordnede forhold og et ordentligt firma, han skal arbejde for.

Snydt

John er iført fodboldtrøje, er stor fan af Liverpool og spørger ind til favoritten Daniel Agger, da han mødes med Tipsbladet i Doha.

Men VM-slutrunden bliver ingen fest for John og mange af hans kolleger, der i disse dage frygter at blive anholdt af politiet, efter han gentagne gange har klaget til sin arbejdsgiver og myndighederne over utallige brud på hans rettigheder, ansættelseskontrakt og farlige arbejdsforhold.

For det, der skulle have været et godt og sikkert ophold i Qatar, hvor han sparede penge sammen til familien og til sin egen videre uddannelse, viste sig i stedet at være et mareridt fra første dag.

”Det viste sig, at det dokument, de fik mig til at underskrive ude i lufthavnen, var del af en ansættelseskontrakt i et helt andet firma i en helt anden branche, end jeg var blevet enig med rekrutteringsbureauet om,” fortæller John.

”De viste mig kun den ene side, hvor jeg skulle skrive under, og føjede så resten af siderne og alle vilkårene til selv. Og det er jo på alle måder ulovligt,” siger John.

”Min mor havde lånt det, der svarer til 5.000 Qatari Riyal [10.200 kroner], for at jeg kunne komme afsted. Og jeg har også selv brugt mine penge. Jeg har betalt for flybilletter, for min arbejdstilladelse og for rekrutteringsbureauet. Vi gjorde et grundigt forarbejde, hvor jeg blev sendt afsted for at udføre et rengøringsjob, og vi netop brugte mange penge for at sikre, at der var ordentlige forhold.”

”Så viser det sig, at bureauet og agenten har snydt mig. Jeg får ikke et rengøringsjob i Qatar. Jeg bliver ansat i et helt andet firma og sendt ud på en byggeplads.”

John fortæller, at han har arbejdet som lærer i hjemlandet, drømmer om at studere videre.

Og som han også selv bemærker ligefremt, er han ikke just bygget til hårdt, fysisk arbejde på en byggeplads med sine omtrent 170 centimeter og 55 kilo fordelt på en spinkel krop, selvom han stolt tilføjer, at han er ferm fodboldspiller og både kan spille på kanten og midterforsvaret.

”De kalder mig 'Agger' derhjemme,” siger John med et smil.

”Men jeg er jo ikke bygget til at arbejde på en byggeplads. De sætter mig til at slæbe 50 kilos cementsække op på fjerde etage, nogle gange skal vi bære elementer op, der er endnu tungere. Vi har arbejdet midt på dagen om sommeren i over 50 graders varme. Alt det her er ulovligt, og firmaet ved det udmærket. Men de er ligeglade,” siger John.

Der bor mange arbejdere på lidt plads.

Frygter for sit eget og morens liv

Qatars regering og myndigheder gentager i disse dage og uger historien om, at kafala-systemet for et par år siden blev afskaffet, og at arbejdere i landet derfor ikke længere får konfiskeret deres pas, bliver udsat for farlige arbejdsforhold, sat til at arbejde i umenneskelige og farlige temperaturer, eller bliver truet, snydt for lønnen, nægtet at skifte arbejdsplads og generelt behandlet som tredjerangsborgere.

Men John og hans kolleger mærker ingen af de påståede forbedringer under deres ophold i Qatar for en arbejdsgiver, der ifølge John ikke respekterer de regler, Qatars styre har indført.

”Jeg fik faktisk mit pas tilbage for nylig, men det var først efter ni måneders ventetid og gentagne klager til arbejdsretten. Det var jo ulovligt.”

”Jeg er også flere gange blevet nægtet at skifte arbejde. Jeg havde et firma på hånden, der ville ansætte mig som sikkerhedsvagt, hvor jeg skulle sørge for at dirigere fodgængere og sidde og holde øje med en videoskærm. Det er 12 timer lange vagter seks dage om ugen, men der skulle jeg jo trods alt ikke slæbe cementsække på 50 kilo. De ville også betale mig bedre. Men mit nuværende firma har flere gange nægtet mig at skifte til det her nye job, og nu har jeg i denne omgang forspildt chancen. Jeg har været i arbejdsretten og klaget, men de dømmer konsekvent til fordel for arbejdsgiveren i den type sager,” siger John og viser den ansættelseskontrakt, han blev tilbudt i sikkerhedsfirmaet og en afvisning fra arbejdsretten om at få lov til at skifte til det nye job.

”De snyder også med lønnen. Jeg blev lovet 1.600 Qatari Riyals om måneden (knap 3.500 kroner), men de betaler kun 1.400 til mig og mine kolleger, og betaler en måned for sent hver eneste gang. De skylder mig for eksempel for oktober måneder lige nu. De påstår, at vores pauser på en time i vores 10 timers arbejdsdag fra 6 til 16 er selvbetalt, derfor betaler de kun 1.400. Og vi arbejder seks dage om ugen,” siger John.

”Jeg har ikke kunnet spare noget som helst op. Alt er gået til mad og medicin,” siger John, der har været i Qatar i omtrent et år og altså ikke har fået sparet op i et land, hvor mange varer og ydelser koster tæt på det samme som i Danmark.

Tipsbladet har modtaget billeder og videoer fra adskillige arbejdere, der viser dårlige boliger her i 2022, efter Qatar i årevis har lovet forbedringer for arbejderne.

”Jeg har brækket hånden, jeg har voldsomme hovedpiner, jeg har smerter i ryggen og i min rygsøjle. Lige nu har jeg voldsomt ondt i mellemgulvet og har været tvunget til at holde pause fra arbejdet, men selv her efter et år i Qatar har jeg endnu ikke fået mit sundhedskort, selvom det også er noget, jeg har krav på fra min arbejdsgiver ifølge loven. De siger, at jeg bare skal tage på hospitalet, men derhenne vil de hverken behandle eller tilse mig eller mine kolleger,” siger John.

Opholdet i Qatar er overhovedet ikke gået som planlagt for den trætte Liverpool-fan, der havde en plan om at spille noget hyggebold i Qatar men overhovedet har kræfter eller overskud til det på grund af arbejdstimerne og smerterne.

”Jeg frygter for mit liv og mit helbred. Jeg hoster meget, og jeg har en mistanke om, at det er på grund af alt det støv fra cement og andre byggematerialer, jeg har indåndet. Jeg har ikke fået nogen maske af min arbejdsgiver, jeg og mine kolleger må selv forsøge at finde noget at beskytte os med. Jeg forsøger at holde ud, men jeg er så træt af det. Jeg har grædt så mange gange, og det gør ondt helt ind i min sjæl,” siger John.

”Jeg kunne simpelthen ikke fortælle min mor, hvad der var sket. Jeg løj for hende, for ikke at gøre hende bange og ked af det. Hun har astma, og jeg var bange for, at hun ville dø, hvis jeg fortalte hende sandheden om, hvordan jeg var blevet snydt i Qatar. Så i mange måneder fortalte jeg hende, at alt gik godt. Der gik mere end et halvt år, før jeg turde fortælle hende sandheden. Det var så hårdt. Og jeg gjorde det kun, fordi jeg på det tidspunkt troede, at jeg ville få lov til at skifte job. Og det fik jeg jo så ikke lov til, selvom jeg har krav på det ifølge loven,” siger John.

Har fået nok af trusler

Eksperter i migrantarbejderes forhold og menneskeretsforkæmpere har i de over 10 år, Qatar har forberedt sig på VM-værtskabet, gentagne gange advaret om, at det ikke kun er migrantarbejderes arbejdsforhold og den dårlige behandling, der er et problem.

Et stort flertal af arbejderne i byggebranchen og serviceindustrien får lave lønninger, de høje leveomkostninger i Qatar er en stor udfordring, og når lønnen så ikke kommer til tiden og ofte er lavere end aftalt, stiller det arbejderne i et ofte umuligt dilemma.

De er i Qatar for at tjene penge til familien derhjemme, der ofte tilhører arbejderklassen og dermed nærmest ikke har noget økonomisk råderum men tværtimod ofte må forgælde sig for at få familiens søn eller far afsted til Qatar i håbet om, at det giver søskende og næste generation bedre økonomisk vilkår i livet.

De forhold er arbejdsgivere i Qatar og de agenter og bureauer, der agerer som mellemmænd, udmærket klar over.

Og de mere skruppelløse typer bruger trusler om udvisning og hjemsendelse af migrantarbejdere, der protesterer over dårlige arbejdsforhold, mangelfuld lønudbetaling eller går til de nye retsinstanser, Qatar har oprettet i kølvandet på det, landets styre selv kalder for ophævelsen af kafala-systemet, der gav arbejdsgivere fuldstændig hånd- og halsret over ansatte arbejdere.

”Jeg er blevet truet med deportering til mit hjemland adskillige gange,” siger John, da Tipsbladet fanger ham i den forgangne uge til en opfølgning om situationen.

”Jeg blev truet så sent som i sidste uge. Hvis jeg ikke trak en klage tilbage ved arbejdsretten, ville de sørge for, at jeg blev smidt ud af landet,” siger John.

”Jeg håber så meget, at jeg får lov til at skifte job, som min arbejdsgiver ulovligt nægter mig at gøre. De prøver at presse mig og mine kolleger til at arbejde indtil efter VM. De har endda lige meldt mig og mine kolleger til politiet for at have rømmet vores boliger, selvom det overhovedet ikke passer. Det er bare for at holde på os,” siger John.

”Jeg har det ærlig talt sådan, at jeg efterhånden er klar til at rejse hjem. Ja, så er jeg arbejdsløs, men så er jeg da i det mindste i live og kan begynde forfra. Det er trods alt bedre end at dø ung her,” siger John, der elsker fodbold men er trist over baggrunden for det VM, der begynder om ni dage.

”Det er hele verden, der er samlet i Qatar for at være med til VM. Men vi, der har gjort Qatar klar til VM og gør det hele muligt, vi bliver snydt. Hvorfor skal Qatar så have lov til at afholde VM,” siger John.

En række fodboldforbund har tilsluttet sig et forslag om, at VM-præmiepengene på 440 millioner dollar minimum skal matches i en pulje, der skal kompensere skadede migrantarbejdere og efterladte familier.

Den idé er John med på.

”Det forslag tilslutter jeg fuldstændig. Vi arbejdere har brugt mange penge på at komme hertil, og der er mange, der ikke kan betale deres lån tilbage på grund af den behandling og de forhold, vi bliver mødt med i Qatar. Arbejdere fortjener kompensation. De her firmaer efterlader så mange unge mennesker og forsørgere i problemer, nogle af dem dør her. Vi fortjener bedre,” siger John.

”Det her er moderne slaveri, vi bliver behandlet som slaver, og vi bebrejder arbejdsgiverne og retssystemet for det. Vi har lidt så meget.”

John er et opdigtet navn. Vi har anonymiseret ham og hvor han stammer fra af hensyn til hans og andres sikkerhed og situation i Qatar. Hans rigtige identitet er redaktionen bekendt. Tipsbladet har kontaktet Qatars Supreme Committee for en kommentar, og de henviser til Qatars regering, der ikke var vendt tilbage før Tipsbladets deadline.

Supreme Committee henviser i en generel skrivelse til, at forholdene for migrantarbejdere på VM-projekter er blevet væsentligt bedre, siden VM-arrangørerne fra 2014 satte fokus på emnet, og at man forventer, at slutrunden er med til at skabe varige forbedringer af forholdene for migrantarbejdere i Qatar.