VM-fokus: Alt om Elfenbenskysten

Nedtællingen til VM er i fuld gang, og tipsbladet.dk sætter løbende fokus på de deltagende nationalmandskaber – i dag Elfenbenskysten.

Gruppe C
Colombia
Grækenland
Elfenbenskysten
Japan  

Vejen til Brasilien
For de bedste hold i Afrika er vejen til Brasilien relativt kort, for de spiller kun otte kvalifikationskampe – seks i gruppespillet og to i playoffrunden. Det gælder også Elfenbenskysten, som endda formåede at spille alle otte opgør uden nederlag. I gruppen mod Marokko, Tanzania og Gambia havde Elefanterne ikke noget problem med at gå sikkert videre efter fire sejre og to uafgjorte, og dermed stod de over for en anden gruppevinder, Senegal, i to playoffkampe.

Papiss Cissé sikrede Senegal en livline med et mål til 3-1 fire minutter inde i overtiden af det første opgør, og da Moussa Sow bragte dem foran med 1-0 i returopgøret, hang Elfenbenskystens samlede sejr i en tynd tråd. I overtiden fik Salomon Kalou dog udlignet, og dermed kunne han og resten af holdet glæde sig over landets tredje VM-slutrunde på stribe.

VM-historie
VM-deltager: To gange (2006, 2010)

Bedste resultat: Gruppespillet i 2006 og 2010

Der var store forventninger til Elfenbenskysten både ved VM-debuten i 2006 og fire år senere i Sydafrika. Det var ved disse to slutrunder, at den gyldne generation skulle toppe med navne som Didier Drogba, brødrene Touré, Didier Zokora og Emmanuel Eboué.

De to turneringer blev dog aldrig det store sus, som mange havde forventet. I 2006 var holdets rolle allerede udspillet efter to kampe med nederlag til Holland og Argentina, men lidt af æren blev reddet i land med Elfenbenskystens første VM-sejr mod Serbien og Montenegro.

Fire år senere gik det lidt bedre, og holdet lagde ud med at spille 0-0 mod Portugal, men tabte siden 3-1 til Brasilien. Derfor nyttede det ikke noget, at Elfenbenskysten slog Nordkorea sikkert med 3-0 i den sidste kamp, for Portugal fik sneget sig op på fire point med sin målløse uafgjort mod brasilianerne.

Idealopstilling (4-3-3) 
I nærværende formation er spillerne stillet op i en 4-3-3, men den kunne lige så vel hedde 4-2-3-1, da Yaya Touré ofte ligger en anelse længere fremme end kollegaerne på midtbanen. Ivorianerne har mange navnkundige spillere i gode klubber i Europa, men der er alligevel et par spørgsmålstegn.

”Copa” nede i målet kan levere mirakler på sine gode dage, men også nogle grimme fejl på sine dårlige. Det er naturligvis heller ikke optimalt, at Zokora, som ellers normalt er midtbanespiller, men som har optrådt i midterforsvaret, ikke har haft nogen klub, siden han forlod Trabzonspor i april. Alternativet Kolo Touré spiller dog heller ikke meget i Liverpool, men han tager måske pladsen foran Zokora.

Længst fremme er Didier Drogba selvfølgelig et af holdets helt store navne, omend den stærke angriber ikke har fordums styrke. Han er dog stadig anfører og en vigtig mand.

Værd at holde øje med er også genopstandne Gervinho, som har spillet en flot sæson i Roma efter fiaskoen i Arsenal, og unge Serge Aurier, som rygtes til netop Arsenal.

Bud på startopstilling (4-3-3): Barry – Aurier, Zokora, Bamba, Boka – Tioté, Touré, Serey Die – Gervinho, Drogba, Kalou 

Få VM-bets og overblik over samtlige 32 VM-deltagere – klik her  

Træneren
Sabri Lamouchi
Født 9. november 1971 i Lyon, Frankrig

Det kom som noget af et chok, da Lamouchi blev udnævnt til landstræner fem dage før den første VM-kvalifikationskamp mod Tanzania, for franskmanden med de tunesiske rødder har ingen trænererfaring bag sig. Det huede ikke de mange ivorianere med ambitioner på deres holds vegne, og kritikken var især udtalt efter det skuffende kvartfinalenederlag til Nigeria i Africa Cup of Nations. Men Lamouchi løste sin VM-opgave og kvalificerede holdet til slutrunden.

Før livet som landstræner i Elfenbenskysten var Lamouchi spiller og fik 12 kampe for det franske landshold i slutningen af 90’erne og starten af det nye årtusinde. Han nåede både at optræde i Ligue 1, Serie A – hos Inter blandt andre – og i qatarsk fodbold.

Legenden
Youssouf Fofana
Den største spiller i landets historie er velsagtens Didier Drogba, men han er stadig aktiv og tæller derfor ikke her. Ind i billedet kommer i stedet Youssouf Fofana, der havde en flot karriere i 1980’erne og 90’erne. Han slog igennem for sin drengeklub Mimosas i hovedbyen Abidjan, inden han skiftede til franske Cannes. Her gik karrieren videre til Monaco, hvor han spillede omkring 200 kampe, og Bourdeaux, inden han sluttede af i Saudi-Arabien.

Han spillede på landsholdet fra 1983 til 1992 og var med til at vinde de afrikanske mesterskaber i sit sidste år for nationalmandskabet. Siden karriereafslutningen har han ageret sportsdirektør i Mimosas, hvor han i første omgang slog sit navn fast. 

Få VM-bets og overblik over samtlige 32 VM-deltagere – klik her  

Vidste du at:
– Du kan formentlig takke Elfenbenskysten for meget af den lækre chokolade, du spiser, for landet er verdens største eksportør af kakao, som chokolade laves af.

– Gennemsnitslevealderen i Elfenbenskysten er blot 56 år, hvilket er 20. lavest i hele verden. I Danmark er middellevetiden 79,5 år.

– Elfenbenskysten har kun vundet én OL-medalje siden olympiade-debuten i 1964. Det var Gabriel Tiacoh, som fik sølv på 400 meter i Los Angeles i 1984.
 

Baggrundsanalyse
Folkets kærlighed, holdets svaghed

Forventningerne til Elfenbenskysten har været enorme det seneste årti, men holdet har i det store hele skuffet. Måske skyldes det det massive forventningspres, men folk elsker stadig deres landshold, der nu står over for den gyldne generations sidste mulighed for VM-succes. Med eller uden Drogba på banen.

Et af de store samtaleemner til denne sommers VM er værterne Brasilien og det umenneskelige pres, som nationen ligger på de 23 spilleres skuldre. Frygten er, at forventningerne i sidste ende ødelægger mere, end de gavner, og den slags kan spillerne fra Elfenbenskysten formentlig godt snakke med om.

De mange fodboldtilhængere i landet har haft store drømme for holdet siden midten af forrige årti, for den gyldne generation med Didier Drogba i spidsen skulle vinde en helt masse. Sådan gik det bare ikke. Godt nok var der to finalepladser ved Africa Cup of Nations i 2006 og 2012, men derudover har det kontinentale mesterskab været fyldt med skuffelser, og det samme har VM.

To exiter i gruppespillet bringer ikke generationen af store spillere megen ære, heller ikke selv om gruppemodstanderne i både 2006 og 2010 var ganske kompetente. Perioden har overordnet set været en skuffelse, og flere har peget på, at forventningerne og ønsket om at glæde nationen har ødelagt meget for spillerne.

Alligevel elsker folket deres spillere. Som journalisten Salim Masoud Said skriver i en artikel i for Daily Telegraph:

”Nogle gange handler det ikke om, at sportsfolk ikke prøver hårdt nok; det handler om, at de prøver for hårdt. Den ivorianske offentlighed lader til at forstå dette. De tvivler ikke et nanosekund på, at spillerne giver alt.”

På intet tidspunkt var det tydeligere end efter finalenederlaget ved de afrikanske mesterskaber i 2012. Elfenbenskysten tabte på straffespark til Zambia, men holdet vendte alligevel hjem til en stor velkomst, som ville have været guldmedaljevindere værdig.

En af årsagerne til folkets hengivenhed er spillernes åbenlyse glæde ved at spille på landsholdet. Faktisk hænder det, at nogle af dem ikke kan vente med at finde ud af, om de er udtaget, hvorfor de selv kontakter fodboldforbundet for at høre ad.

”Når jeg ved, at vi får truplisten i morgen, ringer jeg med det samme for at vide det. ”Please, jeg vil med, jeg vil være mere glad”,” fortalte Emmanuel Eboué, som ikke fik lov til at komme med til VM i Brasilien, sidste år.

En anden årsag til landsholdets vedvarende popularitet er dets rolle i genforeningen af det borgerkrigshærgede land. Efter kvalifikationen til VM 2006, landets første i historien, greb kaptajn Drogba fat i en mikrofon på live tv og henvendte sig til de stridende parter. På sine knæ med holdkammeraterne omkring sig bad han om fred, om tilgivelse parterne imellem og om, at fejringen af landsholdets triumf ville føre til en ende på volden. Ugen efter var en våbenhvile på plads.

”Jeg har vundet mange trofæer i min tid, men intet vil nogensinde overgå at hjælpe med at vinde kampen for fred i mit land,” har landsholdsanføreren selv sagt om episoden.

Netop Drogba har været den helt store leder i den gyldne generation, hvis sidste chancer for et trofæ nok forsvandt ved Africa Cup of Nations i fjor. Men ligesom holdet i almindelighed har den store angribers popularitet ikke taget skade af slutrundeskuffelserne. Drogba er den altoverskyggende profil for Elfenbenskysten, men ikke længere fordi han er den bedste på holdet, for han er faldet tilpas meget i niveau til, at der foregår en reel debat om, hvorvidt han overhovedet skal starte på banen – noget, der ville have været helt utænkeligt for fire år siden.

 

Han er i stedet med, fordi hans værdi for holdet ikke kan undervurderes. Han er så respekteret, at fodboldforbundet bruger ham som en slags konsulent, der bliver taget med på råd omkring udtagelse af spillere eller valg af hotel. Han er også en vigtig brik i spillet om de spillere, som kan vælge mellem flere landshold, en opgave han løste til UG, da han overtalte Toulouses Serge Aurier til at stille op for Elefanterne i stedet for Frankrig.

”Han aura-osende optræden rækker ud over fodboldens verden. På grund af hans politiske bedrifter har han revolutioneret rollen som ivoriansk kaptajn fra en snak om alfahanner, gestikulerende og udvekslende vimpler med modstanderen, til noget mere end det,” skrev føromtalte Salim Masoud Said i Daily Telegraph i marts.

Den store betydning på landsholdet anerkender landstræner Sabri Lamouchi også, men det er ikke nok til at garantere en startplads ved Drogbas formentlig sidste VM-slutrunde.

”Han bringer en masse til landsholdet, til landet og til Afrika generelt. Han har stadig meget at tilbyde, selv hvis det kun er hans erfaring. Didier Drogba er klar til landsholdet, selv hvis han ikke spiller,” sagde landstræneren omkring Drogbas selvvalgte pause sidste år.

Han skulle fokusere på at komme i ordentlig form i Galatasaray, men pausen er slut nu, og kaptajnen er tilbage på holdet og klar til sin tredje og sidste VM-slutrunde. Chancen for et trofæ til Drogba og resten af den gyldne generation er efter alt at dømme forspildt, men det stopper ikke fansenes drømme.

”Det afrikanske folks ambition er at komme så langt som muligt, måske endda at vinde VM,” har landstræner Lamouchi udtalt ifølge The Times.

De store forventninger hænger altså ved, men selv om det måske hæmmer spillerne, gør det ikke så meget. Elfenbenskysten elsker deres landshold alligevel.