Kvist: Svært at rykke mig i FCK

BRAGT I TIPSBLADET 30. DECEMBER. STED: STUTTGART, TYSKLAND.

Der er godt besat i presserummet på Mercedesstrasse 109, hvor VfB Stuttgart holder til. Seks kamerahold og 20 journalister sidder klar på en regnfuld fredag i Baden-Württemberg, men det gælder selvfølgelig også optakten til Der Süd-schlager, det store sydtyske opgør mod mægtige Bayern München. Så der bliver snakket om angriberen Cacaus indsats, der bliver snakket om fortiden og så bliver der også snakket om Stuttgarts nye mand på den centrale midtbane, som cheftræner Bruno Labbadia er meget tilfreds med.

»Vi er rigtig godt besat på 6'er-positionen med William. Han er hurtigt blevet godt integreret i truppen både menneskeligt og som spiller, og han er ikke bange for at lade sig høre. På forhånd var han ikke noget stort navn på den måde, men vi er meget tilfredse med, at vi har fået ham, og så er der også udviklingspotentiale i ham. Han har et godt, strategisk overblik, men nogle gange glemmer han de evner, han også har fremadrettet. For han har et fantastisk drev,« lyder rosen fra den lavmælte cheftræner i den hvide træningsdragt ved bordet foran banner-reklamerne.

Det er fine ord, der bekræfter, at den 26-årige William Kvist har leveret det vanskelige, for der er ikke mange stamspillere, der har forladt FC København og har fået succes i en større klub. Men Kvist slutter sig til de seneste års lille selskab bestående af Brede Hangeland og Atiba Hutchinson, for han spiller fast i en af Europas bedste ligaer, og han gør det i en klub, der uden tvivl er større end FCK. For eksempel ligger den seks pladser højere på UEFA's rangliste, mens den ligger nummer otte på listen over det højeste tilskuersnit i hele Europa med godt 56.000 tilskuere til hjemmekampene på den imponerende Mercedes-Benz Arena.

Det kan man sidde og kigge over på, når man går med de ældre og de velklædte ind i klubrestauranten ved siden af, hvor der også dufter af fodbold. For midtbanemanden Martin Harnik er så venlig at holde døren for Tipsbladets udsendte, der stadig slæber rundt på bagagen fra flyveren, og lidt senere kan man nyde en klassisk schnitzel mit gemüse, mens angriberen Pavel Pogrebnijak holder møde et par borde væk.

William Kvist kommer dog ikke på restaurant før dagens eftermiddagstræning. Han har meget at nå både før, under og efter, så der bliver også tid til at hænge ud i klubreceptionen, hvor der nok står et stort juletræ pyntet med røde og gyldne VfB-kugler, men hvor man først og fremmest bliver fanget af det skjold, der ser ud til at svæve frit i pokalmontren.

Det har Stuttgart fået efter klubbens femte mesterskab i 2007, og nu hænger det her i tynde stålwirer med historiens mestre ingraveret hele vejen rundt. På væggen bliver klubhistorien fortalt med billeder og tekst, og så dukker den også pludselig op i form af målmanden Jens Lehmann, der kommer ind i bløde sko og store hænder, siger Guten Tag og glæder receptionisten ved gensynet.

Hun lukker ham dog ikke uden videre ind bag de låste døre til kontorerne og træningsfaciliteterne, hun går først for at tjekke, at Lehmanns aftale er på plads, så straffesparkshelten fra VM 2006 må vente med Tipsbladet, indtil døren går op igen og vejen er banet. Og til sidst kommer William Kvist også ud som sidste mand. Mørket er faldet på, men det er helt efter aftalen, og han fortæller glad om alt det arbejde, han har lavet i dag og om tøjmanden, der er fanatisk Stuttgart-mand, før vi står ved bilen.

I København var han kendt for sin Raleigh-cykel i herremodel, der i løbet af det sidste år blev udsmykket med Panini-billeder af VM-modstandere, som en morsom sjæl klistrede på cyklen, men nu er vi langt fra den gamle hjemmebane. Vi er i en af Tysklands store bilbyer med både Mercedes- og Porsche-museer overfor, så vi sætter os ind i den lave, to-personers Mercedes og glider under Neckar-floden og gennem byen, mens Kvist hjemmevant udpeger seværdigheder og lokaliteter, blandt andet det hotel hvor Stuttgart-spillerne altid mødes til overnatning dagen før hjemmekampene, og hvor han også boede de første uger med kæresten Christine.

Men parret fandt hurtigt deres eget, så vi drejer op ad en af de mange bakkesider i byen og ender i et hyggeligt kvarter med små butikker og gamle huse. Her er de to flyttet ind i en fantastisk lejlighed i to plan med store altaner, der kigger ud over de blinkende lys i den nye hjemby, der er på størrelse med København men dobbelt så stor, hvis man tager hele oplandet med.

»Det ser flot ud, ikke. Nu glæder jeg mig til at lære det hele at kende, hvad det er, der ligger rundt omkring,« siger William Kvist, før vi går ind igen og sætter os ved et sofabord, bevæbnede med kaffe, optager og masser af snak om de måneder, der er gået, siden midtbanemanden forlod den sikre base i København og rejste udenlands.

Læs mere på næste side.