Foto: Claus Bonnerup/Polfoto
Generelle

"Agge" er tilbage som verdensmester i FIFA: Stolt over at være den bedste

Med en lille justering i halvleg vendte August "Agge" Rosenmeier kampen mod britiske Spencer “Gorilla” Ealing i VM-finalen i Paris.

August Rosenmeier, der måske er bedre kendt som "Agge", kan igen kalde sig verdensmester i computerspillet FIFA. Det kan han efter søndagens sejr ved ESWC-verdensmesterskabet, der opfattes som det uofficielle verdensmesterskab.

Det kom i hus efter en 3-2-sejr i finalen for "Agge" over englænderen Spencer Ealing, hvor det undervejs så meget sort ud for danskeren. Efter kampen talte han med sports-gaming.dk om sejren.

- Jeg kom jo bagud 0-2 i første halvleg, men så lavede jeg en taktisk formationsskifte og endte med at vinde med 3-2 i anden halvleg, så det var et vanvittigt comeback. Det er mit andet verdensmesterskab. Det er en fantastisk følelse, at man igen er den bedste på den her klode. Det betyder utroligt meget, og jeg er simpelthen så stolt og glad, siger August Rosenmeier til sitet.

Oveni æren kommer der desuden også 60.000 kroner i lommen på August Rosenmeier, der også ser sejren som et tegn på stor mental styrke. For et halvt år siden blev det nemlig kun til bronze for "Agge" ved det officielle VM, som han tilbage i 2014 vandt.

- Nu ser det lyst ud igen. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg havde det rigtig skidt, da jeg havde misset VM-titlen. Men det vidner også om en stærk mentalitet, når jeg kan genvinde titlen et halvt år efter, hvis man kan sige det sådan, siger "Agge".

Turneringen foregik desuden i Paris, hvor 32 af de bedste FIFA-spillere i verden var med.