Nigeriansk klub truer med at indberette FC Midtjylland til FIFA

FC Midtjylland har i øjeblikket den nigerianske angriber Stephen Odey til prøvetræning, men angriberen har slet ikke fået lov til at træne og spille for FC Midtjylland, mener hans nigerianske klub, der nu truer med at indberette FCM til FIFA.



Den danske klub FC Midtjylland har altid været på jagt efter guld og juveler i nigeriansk fodbold, og klubben har tidligere haft stor succes med at hente blandt andre Sylvester Igboun til Danmark, ligesom Paul Onuachu og Rilwan Hassan er sikre kort i FC Midtjyllands startopstilling, hvor især Onuachu kan ligne et af fremtidens store salg.

Ikke overraskende leder FC Midtjylland videre efter det næste stjerneskud.

Klubben henter løbende spillere op fra akademiet FC Ebedei, og i denne uge tester mandskabet også den 19-årige angriber Stephen Odey, der står noteret for 14 mål i 18 kampe for Mountain of Fire and Miracles Ministries FC (MFM FC). Klubben ligger nummer to i den nigerianske række, og Odey er topscorer i ligaen. Interessen for angriberen er stor, for også Celtic og Krasnodar skulle holde øje.

Odey var med for FC Midtjylland i klubbens reserveholdskamp mod FC København i mandags, og over for Bold.dk fortalte Claus Steinlein, sportsdirektør i FC Midtjylland, at planen er, at Odey skal træne med i resten af ugen og også være med i reserveholdskampen på mandag mod Silkeborg. 

Stephen Odey. Foto: MFM FC

Men der er et problem for FC Midtjylland.

Problemet er, at den nigerianske klub over for tipsbladet.dk påstår, at Stephen Odey slet ikke har fået tilladelse til at prøvetræne i FC Midtjylland. Odey er selv rejst til Danmark, og klubben har ikke givet tilladelse til, at han kan træne og spille for FC Midtjylland.

– Vi forventer, at Odey er tilbage i Nigeria inden fredag, ellers indberetter vi FC Midtjylland til FIFA, lyder den kontante melding fra MFM FC’s mediechef, Olawale Quadry.

Olawale Quadry fortæller, at MFM FC slet ikke var bekendt med, at Odey var rejst til Danmark, ligesom han fastslår, at klubben er rasende over, at FC Midtjylland i øjeblikket lader ham træne med og ser han an i reserveholdskampe. Fordi Odey er på kontrakt i MFM FC, skal FC Midtjylland have den nigerianske klubs accept, før den danske klub kan lade angriberen træne med og spille reserveholdskampe.

– Odey er selv rejst til Midtjylland for at se på forholdene, men som vi forstår det, ville de så se ham an (i træning, red.). Det har vi ikke givet lov til, og nu forsøger de at snyde MFM FC, siger Olawale Quadry.

MFM FC’s mediechef fortæller, at klubben ikke har været i kontakt med FC Midtjylland og heller ikke har i sinde at komme i kontakt med den danske klub, men at truslen om en indberetning til FIFA er reel, og at Odey skal være tilbage i Nigeria inden fredag, ellers bliver den danske klub indberettet. Netop fredag har MFM FC i øvrigt en cupkamp, hvor klubben gerne vil have sin topscorer med.

Forvirring om Odey
Tidligt mandag fortalte nigerianske medier, at den 19-årige angriber var interessant for FC København – en historie, vi også citerede på tipsbladet.dk – men det viste sig altså, at der var tale om en misforståelse fra de nigerianske medier. Interessen er fra FC Midtjylland, og ikke FC København, og forvirringen blev det større i løbet af eftermiddag, da Odey spillede for FC Midtjylland i reserveholdskampen mod netop FC København.

Siden har MFM FC fået indsamlet oplysninger om, hvad der foregår i forbindelse med sagen, og onsdag aften indikerede klubdirektør Emmanuel Adeyemi over for et nigeriansk radioprogram, hvad Olawale Quadry siger til tipsbladet.dk. 

Et andet interessant aspekt, der blandt andet skal have fået Celtic til at trække følehornene til sig en smule, er, at flere har spekuleret i, at angriberen slet ikke er ejet af MFM FC, men af en tredje part. Det er ulovligt. MFM FC og spillerens lokale, nigerianske agent, Adewumi Yusuf, har i denne uge afvist påstanden om, at klubben ikke ejer spilleren.

Men det er alt sammen med til at male et billede af forvirring og usikkerhed om, hvad der foregår i forhold til Stephen Odey. Og det kan også forklare, hvorfor FC Midjylland har spilleren til prøvetræning og med i reserveholdskampe: Den danske klub har med al sandsynlighed handlet i god tro og med en forventning om, at klubben har clearet en prøvetræning med MFM FC.

“Kommer som en total overraskelse”
Hvis Stephen Odey ikke står i Nigeria inden fredag, vil den nigerianske klub – ifølge Olawale Quadry – altså indberette FC Midtjylland til FIFA, fordi den danske klub ikke har fået lov til at have den 19-årige angriber med i træning og kamp, og da tipsbladet.dk udlægger dette for sportsdirektør Claus Steinlein i FC Midtjylland, er han mildest talt uforstående. 

– Det kommer som en total overraskelse for os, hvis det ikke er i orden (med prøvetræningen, red.). Vi har arbejdet sammen med nogle svenske agenter, der har arbejdet med det nigerianske marked hele livet. Jeg har sagt til agenterne, at du har ringet, og de har siden forsøgt at finde ud af, hvad der er hoved og hale i det hele, siger Claus Steinlein til tipsbladet.dk.

Truslen om en indberetning tager FC Midtjylland alvorligt, men den danske klub vurderer alligevel på baggrund af samtaler med de svenske agenter, at Stephen Odey kan prøvetræne i FC Midtjylland resten af ugen og være med i reserveholdskampen på mandag.

– Hvis der er noget, vi ikke gider i FC Midtjylland, er det at tage chancer med noget som helst. Vi vil ikke gøre noget, man ikke må. Men vi har slet ikke hørt fra klubben (efterfølgende, red.), og efter at have talt med agenterne er det svært at se et problem, for de har talt med folk i klubben, der siger, at der ikke er et problem, siger han og fastslår:

– Vi er da glade for, at Tipsbladet.dk er på dupperne. Vi har ikke hørt noget om, at der skulle være en sag på vej. Hvis en af vores spillere trænede med i en anden klub uden at have fået lov, ville det da være et problem, som vi ville gøre klubben opmærksom på. Det ville vi ikke være tilfredse med.

Stephen Odey, der altså er på kontrakt i Mountain of Fire and Miracles Ministries FC, koster ifølge scorenigeria.com et sted mellem 4,8 og 6,8 millioner danske kroner, men man skal passe på med at udlede for meget af det, for nigerianske medier er langt fra de mest troværdige, ligesom det er mange penge for en spiller fra den nigerianske liga. Det er nok mere realistisk, at han koster under de 4,8 millioner kroner, som scorenigeria.com skriver.





TransferLIVE: Superliga-klub køber FCK-kending




LIVE

VM-LIVE: ‘De er klar til at dø for Messi’

‘Jeg begik en kæmpe fejl med Rasmus Højlund’

Tilbudt FCK sidste år – nu henter Neestrup ham

Her kan du se Norge mod Senegal

Til lægetjek i Superliga-klub

– Derfor fyrer vi Thomasberg

Forgyldt – det tjener Beckham under VM

Afsløring: Jordan Larsson til lægetjek



EKSKLUSIVT

På vej til Brøndby: ‘Han er stor og kraftfuld’

Neestrup afslører: Det gav et tillidsbrud i FCK

Frederiksen renser ud

FCK går på rov i Viborg

Medie afslører vild AC-klausul i Barcelona



EKSKLUSIVT

På vej til Superligaen: Barcelona er vilde med ham

Serie 4-klub henter Bjørn Paulsen

Frankrig – Irak

Legende spår ny rolle til Patrick Dorgu

Superliga-transfer? Prisen stiger med 50 millioner

Afsløring: FCN køber stortalentet Vaboue Doumbia



EKSKLUSIVT

David Nielsen: Han kan blive en gud til evig tid! 

West Ham opfordres til at hente dansk bomber

– Den største fortrydelse i min FCK-tid er…

Norge – Senegal

Dame N’Doye scorer nyt job

Spændende SL-nyhed: ‘Et meget vanskeligt sted’

Melder dansk stortalent transferklar

FC Københavns talenter gør rent bord

Et skridt tættere Englands største stadion

Lurer på Superliga-stjerne

Iransk keeper holder Belgien fra fadet

England – Ghana

Liverpool meldes varm på tidligere OB-profil



FANKLUBBEN

Det har været en elendig sæson

Næsten halvdelen af Portugal så VM-kamp

Regler for at begrænse tidsudtræk indføres i SL