• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:

AGF og Brøndby har været store rivaler siden 1980'erne. Efter en længere periode med århusiansk nedtur mødes de to rivalklubber nu endelig i en topkamp. Men hvorfor er følelserne så stærke mellem dem - og hvor står FC København i striden?

Af Morten Top

"Det startede i 1986, i samme øjeblik Brøndby kom op i 1. division, som det hed dengang. Altså, da AGF og Brøndby pludselig var i samme liga."

Det handler om rivaliseringen, og stemmen er Hans Petersens. Cheftræner i AGF i 2001 og nu redaktionschef på Urban. Søndag tager Brøndby imod AGF, og de to klubbers historie som rivaler går langt tilbage."Brøndby var opkomlingene, og rivaliseringen begynder nok, fordi AGF føler sig truet af den 'nye' klub. AGF byggede på traditioner og stolthed, mens Brøndby kom med innovation og udvikling af egne spillere. Der burde AGF nok have lært af de nye og begyndt at udvikle klubben på samme måde. Det var man meget længe om," siger Hans Petersen om forholdet mellem AGF og Brøndby. Et rivalforhold, der adskiller sig fra det mellem Brøndby og FC København. Det mener de også i Brøndby."Rivalopgøret med AGF er opstået gennem nogle kampe og en hel fankultur. Opgøret med FC København er noget, der er skabt af medierne. Jeg husker også, at en af FCK's grundlæggere sagde, at klubben var skabt som modstykke til Brøndby. AGF er 'the real deal,' for vi har sloges om titler," fastslår Niels-Henrik Hansen, der sidder i Brøndby Supports bestyrelse.

Nedturen i Århus

AGF og Brøndby har i sandhed kæmpet om titler. Især i 80'erne, hvor Brøndby hurtigt etablerede sig som tophold, da man rykkede op i 82. I de følgende seks sæsoner sluttede både AGF og Brøndby i top-fire (se boks). Det var dér, rivaliseringen mellem de to klubber opstod. Men siden forsvandt den.

"Rivaliseringen varede nok helt frem til 1996 eller 97. Der mistede AGF mange dygtige spillere uden at få en krone for dem. Det var der, Bosman-dommen trådte i kraft. Thomas Thorningers far var advokat, og jeg kan huske, han sagde, at nu skulle man passe på. Og han fik jo ret. De forsvandt næsten alle sammen. Martin Jørgensen, Thomas Thorninger og Stig Tøfting. AGF blev simpelthen taget med bukserne nede," siger Hans Petersen."Der har altid været en rivalisering, der så kulminerede med 3-3-kampen i 1996. Det var der det hele toppede, og det gælder også målt på antallet af anholdte udenfor stadion," fortæller TV2-journalist og AGF-fan Rasmus Tantholdt og bekræfter således, at vendepunktet kom i 1996.Den omtalte 3-3-kamp er det famøse opgør i Århus, hvor AGF var foran 3-1, men hvor Brøndby scorer to gange på de sidste ti minutter, og den udlignende scoring sættes ind på hovedstød af Brøndby-målmand Mogens Krogh, der har listet sig med op. Og resten er historie, som man siger. Kampen står som et klart vendepunkt for AGF, der derefter startede et langsomt men støt fald fra tinderne."Efter det blev AGF bare dårligere og dårligere, alt imens Brøndby blev bedre og bedre. Samtidig var AGF dårligt ledet. Der var ikke rigtig nogen, der ville tage sig af klubben. Det var omvendt i Brøndby, hvor man havde en dygtig og kontinuerlig ledelse med Per Bjerregaard," siger Hans Petersen, der også selv har spillet i AGF.Og århusianernes nedtur fra midten af 90'erne huskes også af et andet prominent medlem af AGF's fanskare. Biskoppen i Århus Kjeld Holm er notorisk GF'er, og han er fast inventar til hjemmekampene. Han husker tydeligt kampene mod Brøndby dengang."Efterhånden er AGF-Brøndby ikke et stort rivalopgør. Det var en spektakulær kamp i tidligere tider, men nu er det anderledes. I midten af 90'erne var det virkelig noget ved. Men så dykkede AGF. Jeg kan huske fra dengang, at der var ladet op til noget helt specielt, når de to hold skulle mødes. Det husker jeg tydeligt," siger AGF's nok mest gejstlige fan, Kjeld Holm.

Klubånd tilfælles

Men hvad betyder det for tilhængerne og klubberne at have et rivalopgør at se frem til. Hvilken effekt har det på fansene?

"For os, der har været med i mange år, er der et specielt forhold til AGF. Jeg vil ikke sige, at det er direkte had, men vi taler da gemytligt om Århus. Det er også en af de udebaneture, jeg altid nyder meget," siger 50-årige Niels-Henrik Hansen, der har været medlem af Brøndby Support i 15 år."I fankredse er AGF-kampene dem, man har sjælen med i. Det er det helt store som Brøndby-supporter."Hans Petersen mindes også, hvor stor betydning kampene havde. Ikke mindst fordi der i nogen grad var tale om et storebror/lillebror forhold mellem de to klubber."Det var vigtigt at vinde, så man ikke tabte terræn i forhold til Brøndby. Jeg ved ikke, om fansene og Århus var misundelige på Brøndby, men der var i hvert fald nogen på de indre linjer i AGF, der godt kunne føle misundelse overfor Brøndby," husker Hans Petersen."Rivaliseringen med Brøndby betyder jo alt i Århus. AGF er enormt stor i byen. Selv folk, der ikke følger med i fodbold, ved, om AGF har tabt eller vundet i weekenden. Klubben mentale tilstand påvirker simpelthen byen og dens befolkning," siger Hans Petersen og bakkes op af Rasmus Tantholdt."Der er et klart had/kærligheds-forhold til Brøndby. Det er en klub med en ungdomsafdeling, og det giver en klubånd, som minder om AGF's. Men i Århus har man altid haft et mindreværd overfor Brøndby og København generelt. Århus vil så gerne være stor, men det bliver den aldrig."Netop det følelsemæssige og personlig aspekt i rivaliseringen er af enorm betydning for de to klubbers fans. Det gælder som sådan for alle fodboldfans, da selve sporten virker som en kraft, der former tilhængernes identitet. Det mener i hvert fald Rasmus Storm, der er kandidat i samfundsvidenskab og senioranalytiker ved Idrættens Analyseinstitut.

"Du er og bliver..."

"Fans bruger fodbold som identitetsdannelse. Det handler om følelser. Du definerer dig selv ud fra alt det, du ikke er. Jeg er en mand og ikke en kvinde. Det er altså modsætningen, der skaber meget af din identitet. Jeg kan kun forstå mig selv i forhold til andre ting. Sport generelt sætter de ting på spidsen. Bonderøvene mod Københavner-snuderne for eksempel," siger Rasmus Storm.Den tese kom især til udtryk, da Morten 'Duncan' Rasmussen skiftede fra netop AGF til Brøndby i 2006. Rasmussen var for mange personificeringen af en rigtig AGF'er, og med skiftet til Brøndby forsvandt en del af århusianernes identitet som AGF-fan. Rasmus Tantholdt kunne dog godt forstå skiftet. Men det er der mange AGF-fans, der ikke kunne - og som stadig ikke kan."Noget af det, der gjorde mest ondt på AGF-fans, var, da Morten Duncan skiftede til Brøndby. Han er ikke tilgivet endnu, og der bliver altid sunget den samme sang om ham, som du sikker godt kender. 'Du er og bliver...' og så videre. Men jeg kan da sagtens forstå ham. Han skiftede fra en bundklub til et tophold. Jeg ville undre mig, hvis han havde gjort det i dag. GF-fansene har sådan en illusion om, at man ikke skifter klub. Man er jo AGF'er," siger den århusianske journalist.Og netop AGF-tilhængernes syn på Brøndby som rival er i en klasse for sig selv. Brøndby har jo opgøret mod FC København, og for mange fans fra Vestegnen vejer den kamp tungere end opgøret mod AGF, der i mange år har været upåagtede.

Return of the rivals

"Rivaliseringen mellem AGF og Brøndby er forskellig alt efter, hvor man ser det fra. I Århus har det stor betydning, men jeg tror, at Brøndby føler på samme måde med både AGF, OB og AaB. Altså de store byers hold," siger Hans Petersen og bakkes op Rasmus Tantholdt, der peger på FC København som 'de onde.' Også for AGF."Kampene betyder helt klart mest for os. AGF er Brøndbys hadeklub nummer to. Men der er en tendens til, at FCK er ærkefjenden. Også for AGF. På Århus Stadion kan man høre folk synge: 'I København er de storladne, men alle andre kan kigge bag facaden.' Den sang handler jo ikke om Brøndby," siger en smågrinende Rasmus Tantholdt og fortsætter:"Rivaliseringen mellem AGF og Brøndby har været i dvale i nogle år, men den har ikke været forsvundet. I Århus har man stadig tænkt, at nok blev man nummer ni, men man slog trods alt Brøndby. De opgør er altid som pokalkampe. Jeg kan huske, vi vandt 3-0 på et tidspunkt, og bagefter var der altså ingen, der tænkte på, at vi lå på 8. pladsen."Men tingene har ændret sig siden den mørke periode i AGF's historie. Århusianerne ligger øverst i tabellen, og det har skabt en euforisk stemning i Jyllands hovedstad. De Hviie fra Fredensvang har endelig fundet stemmegaflen, og den melodi AGF-holdet spiller, er ikke længere falsk. Det ægte rivalopgør er tilbage."De fornuftigste af fansene kan godt håndtere, at man pludselig er jævnbyrdige med Brøndby igen. Det er jo sådan i SAS Ligaen, at alle kan slå alle. Forskellen er så, at vi denne gang er sikker på en jævnbyrdig kamp. AGF er ikke længere prügelknabe, og man kan se frem til underholdende fodbold og gode detaljer," fastslår Hans Petersen.

Superliga

Mere Superliga

Fokus