- Svært ikke at være begejstret, men vi kender AGF

FCN_250x257 En del af guldkampen, men ikke favorit.

AGF har fået en fremragende start på sæsonen under vores nye træner Jakob Poulsen. Vi ser langt mere mod med bolden, større visioner i spillet og en tro på egne evner. Som fan er det svært ikke at lade sig rive med – men det er heller ikke første gang, vi har stået her. Vi skal ikke længere tilbage end seneste sæson hvor vi også kortvarigt lå nummer et, for så langsomt at gå i stå.

Når det er sagt, så er der meget at glæde sig over og perspektivet i den nuværende opsætning virker ikke så skrøbeligt som i den sidste tid under Rösler. Arnstad er for mig det klareste eksempel på den udvikling der er i AGF holdet – han spiller med en autoritet og et mod, som gør ham til en nøglespiller. Men netop fordi han er så afgørende, kan jeg samtidig frygte, hvor længe vi får lov at beholde ham, hvis han fortsætter sådan. Tobias Bech har også taget et stort skridt i forhold til sidste sæson og er blevet et vigtigt våben med sin energi og direkte stil. Og så er der Links, der med mere frihed til at gå frem i banen endelig har fundet tilbage til sit gamle høje niveau.

I defensiven er Tingager i særklasse og ligner en, der konstant finder nye niveauer. Nicolai Poulsen fortjener også ros. Han spiller formentlig på sit højeste niveau i sin tid i AGF, men vi må heller ikke glemme, at det var under Rösler, hans udvikling virkelig tog fart.

Fundamentet fra Rösler

Netop Uwe Rösler er værd at nævne. Det defensive fundament, han lagde, er stadig en af grundpillerne i holdet. Med en så stabil bagkæde, kan man give spillerne friere rammer offensivt – og det er præcis den base, Jakob Poulsen med succes har kunnet bygge videre på.

Jakob Poulsens bidrag

Jakob Poulsen skal selvfølgelig have kæmpe ros. Han har bragt energi, tro og en selvtillid, som har været tiltrængt i truppen. Han har givet Links offensiv frihed, og han har satset på dynamikken i højresiden med Beijmo og Carstensen, som giver både bredde og fart. Det er tydeligt, at spillerne trives under ham, og at han evner at balancere truppens styrker med sin spillestil.

Vi skal også huske, at vi tidligt på sommeren solgte Mikael Andersson – og alligevel står vi ikke svækket. Tværtimod, så har Arnstads præstationer nærmest fået os til og glemme, at han var blandt vores bedste spillere sidste sæson. Nu ligner det, at Yakob kan tage over for Mads Emil Madsen, og det er fantastisk at se ham tilbage efter en lang skadespause. Hvis han rammer sit gamle niveau, står vi med endnu en spiller, der kan gøre savnet af Mads Emil mindre.

Men selv i en periode, hvor resultaterne flasker sig, har der også været momenter, der giver lidt panderynker. Åbningskampene mod Sønderjyske og Randers var langt fra prangende og viste et bekymrende lavt bundniveau. Senest så vi også en sløj anden halvleg mod Viborg, hvor AGF mistede grebet om kampen. Med truppens bredde in mente er det værd at stille spørgsmålet: hvad sker der, når skader, karantæner eller formdyk rammer?

Alt i alt er det svært ikke at være begejstret – men vi kender AGF. Der vil komme bump på vejen. Det helt store spørgsmål er nu, hvordan Poulsen og truppen reagerer, når modgangen melder sig. Forhåbentlig bliver denne gang anderledes, men som AGF-fan har man lært at være både optimist og realist på samme tid.

Så ja – lige nu ligner vi et hold, der spiller med selvtillid, energi og tro på egne evner. Og der er næppe nogen tvivl: halvdelen af byens AGF-tilhængere har allerede installeret Champions League-hymnen som ringetone.