En hyldest til landskampspausen

Jeg bruger meget af min tid på sociale medier, kun til dels fordi det er en del af mit arbejde at følge med. Særligt på Twitter og i mindre grad på Facebook er én type af tweets stensikre fem-syv gange om året.

Når de nationale ligaer går på pause for at gøre plads til landskampe, kan jeg være sikker på, at nogle i mit feed kritiserer landskampspausen som koncept. Nogle gør et nummer ud af, hvor ligeglade de er med landsholdet, mens andre savner det at kunne se til interessante fodboldkampe hver eneste dag.

Læg dertil, at klubfodbold har udviklet sig til at være den bedste kvalitet, som verdensspillet har at tilbyde. Holdene er bedre i Champions League og de store ligaer end selv de bedste landshold, for de har hele året til at træne sammen, mens landsholdene har et par træninger pr. samling, og klubberne kan fylde truppernes huller. Det er sværere for et landshold at købe en god venstre back, hvis det er der, man mangler nogen.

#ThatMomentWhen You realise it’s the weekend…but it’s also International Break. pic.twitter.com/XRUlrRjWX2
— SPORF (@Sporf) 7. oktober 2017

Alligevel kan landsholdsfodbolden noget, som klubfodbolden ikke kan.

Det er en enorm luksus, at vi, især i Champions League-ugerne, kan tænde tv’et alle ugens dage og se en Superliga-, Premier League-, La Liga- eller international kamp, men jeg synes også, der er noget særligt ved at have én kamp at glæde sig til. Jeg glædede mig til gårsdagens landskamp i ugevis, og de fodboldløse dage i sidste uge gjorde bare forventningens glæde endnu større.

Jeg tror, det er sundt nok at behovsudsætte nogle af tilværelsens glæder. Også fodbold.

Med landsholdsfodbolden har vi et sted, vi kan samles som nation, og fortællingen om danskerne får et meget konkret udtryk, og det fællesskab kan selv de største internationale klubpræstationer ikke efterligne. Men det er ikke det store fællesskab, som landsholdet skaber, der nødvendigvis er det vigtigste for mig, selv om det afgjort også var stort at stå i en fyldt Parken og om det yndige land og den brede bøg, mens kuldegysningerne løber ned ad ryggen i går.

For mig er det lille fællesskab, mere konkrete fællesskab det, der betyder mest.

Jeg var i Parken i går med mændene i min familie, min far, min stedbror og min svoger, vi havde givet min far billetten i fødselsdagsgave, og vi brugte hele dagen på at køre fra Jylland til København, spise burger i Fælledparken, snakke om dengang i 2001, da min far og jeg senest var i Parken, grine af mit forsøg på at få de andre til at forstå, at dommeren havde dømt offside mod Nicklas Bendtner, og evaluere kampen i bilen på vej vestpå.

Min far satte mig af i Middelfart, så jeg selv kunne tage toget mod Aarhus, hvor jeg bor, inden de tre andre kørte videre. Da han havde sat min stedbror og svoger af, ringede han. Han skulle bare lige høre, om jeg var kommet godt med toget og den slags.

Det var ikke ret lang tid, siden han havde sat mig af på stationen, så jeg bogstavelig talt bare skulle gøre, som jeg har gjort hundredvis af gange før: finde den rette perron og stige på toget, da det kom. Vi havde haft hele dagen til at snakke, så det var ikke det, han ville. Bare lige sikre sig, at det hele gik, som det skulle. Og sige tak for turen.

Det er det nære fælles, vi havde søndag, som betyder mest.

Kunne vi ikke bare lave den slags fodbolddage med et klubhold? Jo, men det gør vi ikke. Og det er måske netop pointen. Landsholdet skaber en ramme for vores fællesskaber, det store i familien Danmark, men sandelig også det lille i familien Dehn.

Det er langt fra alle landskampe, der er så vigtige og har så mange tilskuere som den mod Rumænien, og jeg kan da også sidde og stille spørgsmål ved det fornuftige i at bruge 90 minutter på at se en tam venskabskamp eller en af de tidlige kvalifikationskampe. Men uden de uspektalukære kampe ville vi ikke få de store som gårsdagens, så det lever jeg fint med.