Carlsens: Straffesparkets anatomi

Bragt i Tipsbladet den 13. december

For et par uger siden blev et straffespark dømt om i en superligakamp, og det fik en del til højlydt at diskutere bagefter. Det sker jo ellers aldrig, så hvad var nu det for noget ? Ved andre lejligheder har jeg taget igangsættelser, som normalt lever en ret ydmyg tilværelse, op – og hvorfor så ikke straffesparket denne gang. Det er faktisk over fire år siden, at jeg sidst har været omkring det, så måske er der en enkelt ny læser – og andre har med sikkerhed glemt det igen.

Straffesparket – hvor centralt vi end synes, at det er – er faktisk en af de yngste igangsættelser i fodboldloven. Indtil 1891 var alle frispark indirekte – dvs der kunne ikke scores på dem, hvis man sparkede bolden direkte i mål. Bolden skulle røres af en anden spiller først. I 1891 kom fornyelsen i form af et spark, som man kunne score direkte på, et såkaldt straffespark.

Det forudsatte, at forseelsen (forsætlig benspænd, holde eller hands) var begået højst 11 meter fra mållinjen. Spillerne skulle være mindst 5,50 meter bag bolden – men målmanden måtte gå op til 5,50 meter frem fra sin mållinje. Sparket måtte tages fra et hvilket som helst punkt 11 meter fra mållinjen – så i 1901 tegnede man denne linje tværs over banen. I 1902 blev straffesparksfeltet rektangulært, som vi kender det i dag – men vi skal helt frem til 1937, før vi får et regulært straffesparksmærke og afstandsbuen på 9,15 m, som vi kender det i dag.

Straffesparket er også specielt ved, at det er én af de to igangsættelser, hvor dommeren skal fløjte (eller rettere ’give signal’), før det må tages. Det er, fordi han først skal godkende spillernes opstilling, og overtræder man så afstandsregler osv. efter fløjtet, har vi en ny situation. Hvis nogen skulle spekulere over, hvad den anden signalkrævende igangsættelse er, er det begyndelsessparket før begyndelsen af hver halvleg. De to spark er også de eneste igangsættelser, som er retningsbestemte (bolden skal sparkes fremad). Hvad er så kravet for, at der kan dømmes et straffespark ? Teknisk set er et straffespark blot et direkte frispark, som bliver begået af forsvarerne inden for eget straffesparksfelt (linjen hører med). Dvs at forseelsen skal være én af de ti forseelser, som uden for feltet giver et direkte frispark, den skal være begået forsætligt (populært sagt ’med vilje’), mod en modspiller, og bolden skal være i spil, når forseelsen sker. Og den skal ske på selve banen. Nogle vil indvende, at der skal mere til et straffespark end til et direkte frispark ude på banen, og jeg er slet ikke uenig i, at den bjørnefælde falder dommere også ofte i. Men sådan burde det altså være (og vi kæmper…). 

Selve udførelsen er en videnskab for sig – netop fordi det er et helt specielt spark og en helt speciel chance. At straffesparket er noget særligt, ses også ved, at hvis bolden på vej mod mål rammer en uvedkommende genstand (alt fra en massør til en badebold) skal sparket tages om – og bolden ikke bare falde som ellers. Bolden skal ligge på mærket 11 meter midt for mål – er der en stor vandpyt eller knold lige dér, må bolden altså ikke flyttes lidt til siden. Alle spillere skal være uden for straffesparksfeltet og mindst 9,15 meter fra bolden – dvs uden for buen. Og bag bolden – man kan med andre ord ikke blive offside direkte på et straffespark. Målmanden skal være på mållinjen mellem målstængerne.

Her skal alle forblive, indtil bolden er sat i spil – sparket fremad og bevæger sig. 

Og det gør spillerne sjældent (altså bliver der), selv om der i praksis som alle andre steder er en bagatelgrænse. Og det var altså den, som blev overtrådt i den pågældende kamp. Typisk bevæger målmanden sig frem, samtidig med at en hel skov af spillere bevæger sig ind i feltet. Menneskeligt kan man snildt forstå, hvad der foregår. Det er en stor chance, alle er højspændte – og lige som i svømning eller 100 meter løb trækker den første tyvstartende de næste med sig. Ikke desto mindre er det ulovligt. Hvis målmanden tager to meter frem, er vinklen for skytten blevet meget sværere – og man kunne vel ikke forestille sig angriberen gøre det tilsvarende: lægge bolden to meter længere frem ? Registrerer dommeren en overtrædelse, skal han have fat i tankerne bag fordelsreglen. Er bolden gået i mål og målmanden er gået frem for tidligt, vil det jo være urimeligt at fratage angriberne målet, eftersom det er det andet hold, der har overtrådt reglerne. Så målet får lov til at stå. Tilsvarende hvis bolden går i mål, og en angriber er løbet for tidligt ind. Der kan ikke blive mål, men en teknisk forseelse kan trods alt ikke ødelægge den store chance, som er resultatet af en endnu større forseelse, så her får angriberne et omspark. Hvis begge hold forser sig, er der omspark, uanset hvad. 

En anden specialitet er, at sparkeren skal være udpeget for dommeren. Vi er ovre i en klassisk mand mod mand-duel – fodboldens svar på revolverduellerne i western-film. Begge har deres våben: målmanden kan bevæge sig fra side til side og svinge med armene, og skytten kan finte, så meget han vil, i tilløbet. Endda stoppe kortvarigt op – men er støttefoden først sat i, umiddelbart før sparket, skal der sparkes i næste bevægelse.. Det ville ellers være herligt, hvis han kunne finte og fingere et spark her. Målmanden ville med statsgaranti ryge til én af siderne, og så var skytten jo garanteret mindst et omspark, hvis han nu skulle brænde. Selvfølgelig kan en finte blive så vild, at det er usportslig opførsel, og så klapper fælden – men det gælder jo alt i en fodboldkamp.  

Den variant, at spillerne løber langt ind i feltet efter fløjtet, men før sparket tages, er klassisk – og sker alt for tit. Én af fodboldspillets svøber på linje med brydekampene før et hjørnespark. Jeg mindes, at vi på et nordisk lovmøde for mange år siden – godt nok efter en bedre middag og pænt ude på aftenen – jokede med, at man i virkeligheden burde kræve, at den hurtigste spiller sparkede straffesparket. Så havde han da en chance for at nå frem til den før modspillerne.