Blog: Er FCK på vej mod en ny guldalder?

2006, 2010, 2013, 2016.

Det er magiske årstal i FC Københavns historie, og det skyldes ikke så meget, at det er markeringer af forskellige mesterskaber i klubbens historie; nej det handler naturligvis om de år, hvor klubben har medvirket i Champions Leagues gruppespil.

For det er det ypperste mål for FC København, og derfor er den naturlige ambition for hver eneste sæson, at klubben skal vinde det danske mesterskab, så man har mulighed for at være med i Europas fineste klubturnering. Og kigger man på ovenstående talrække, bliver man hurtigt bevidst om mønsteret; det sker cirka hvert tredje eller fjerde år, og derfor er det fair at stille spørgsmålet: Bliver 2019 året, hvor FC København igen blander sig blandt de 32 bedste hold i Europa?

Sådanne tanker kunne man gøre sig søndag aften i Parken, da Superligaens førerhold tog imod OB på et tidspunkt af året, hvor der ellers ofte har været europæisk fodbold på programmet i København. Men i modsætning til både 2018 og 2017 er der det ikke år, men perspektiverne er alligevel store, når man kigger på det aktuelle FCK-mandskab.

Forårets første kamp var et fint eksempel på dette, og det var let lade sig rive med i 6-1-sejren over OB. Man så styrken på de centrale pladser i form af Andreas Bjelland, Denis Vavro, Rasmus Falk og Carlos Zeca, der efter en lidt famlende indledning tog kontrol over kampen og styrede begivenhederne mod fynboerne, og man så kynismen i de afgørende øjeblikke, da Nicolaj Thomsen og Peter Ankersen sikrede sejren med scoringer inden for den første halve time. Der var ganske enkelt klasseforskel på FC København og OB – og alligevel sad man med en følelse af, at FCK ikke spillede sig helt ud.

En enkelt kamp i februar skal selvfølgelig ikke danne baggrund for spekulationer om guld og grønne skove, men spørgsmål er, om der er en ny storhedstid på vej i København?

Det er naturligvis tidligt at spå om den slags – især når FC København ikke engang har vundet det danske mesterskab endnu og formentlig har udsigt til en hård kamp om titlen med FC Midtjylland. Alene titelræset er en styrkeprøve for FC København, der som bekendt har vundet lige så mange mesterskaber som midtjyderne i løbet af de seneste fire sæsoner. Men potentialet er på plads.

Så selvfølgelig handler det i første omgang om mesterskabet, men det gør det hvert år i FC København, og det vil være en enorm skuffelse for klubben, hvis det mislykkes igen. I så fald vil FC København kun kunne fremvise tre mesterskaber i perioden 2012-2019.

Men FC København har oprustet både i dette vintertransfervindue og det foregående sommervindue, og det har ikke kun handlet om at styrke sig i mesterskabskampen. Det er også med sigte på det europæiske, for med 12 gruppespil ud af 13 mulige siden 2006 har FC København gang på gang vist, at europæiske aftener skal være en del af ”hverdagen” i klubben.

Senest var det en enorm bedrift at gå hele vejen fra første kvalifikationsrunde til Europa League-gruppespillet via en meriterende straffesparkssejr over Atalanta, men efter et par sæsoner med Europa League-fodbold på plakaten, kan det være i det kommende efterår, at Ståle Solbakkens mandskab igen kan nynne med på Tony Brittens ikoniske hymne, som blev skabt til UEFA’s relancering af mesterholdenes Europa Cup i 1992.

I selvbiografien Løvehjerte fra 2018 skriver Ståle Solbakken over flere passager, hvordan han arbejder med opbygningen af et hold, og her fremfører han igen pointen med, at et fodboldhold lever i cyklusser af tre sæsoner. Det tager gerne tre år at bygge et storhold, og da det seneste store FCK-hold toppede i 2016/17-sæsonen, kan det være, at det næste peaker i 2019/20-sæsonen. Altså i den kommende sæson.

Det er i hvert fald svært at forestille sig, at folk som Rasmus Falk, Robert Skov, Nicolai Boilesen og Viktor Fischer også er i klubben efter sommeren 2020. Næste sæson kan meget vel være de fire danske profilers svanesang i FC København inden større salg kan finde sted inden for det næste halvandet år. Og her vil et Champions League-gruppespil være fremragende udstillingsvinduer.

Særligt efter den nye Champions League-struktur, hvor der kun er få kvalifikationspladser til de mindre nationer som Danmark, bliver det svært for den danske mester at komme i gruppespillet, men FC København har flere gange vist, at klubben kan levere store præstationer i Europa mod klubber med større budget. Den defensive soliditet kombineret med stærke individualister og sammenhængskraften på FC Københavns hold har ofte vist sig bæredygtig i Europa, og det kan komme til at ske igen.

Ganske vist ser man konkurrerende klubber i Europa skrue op for budgetterne, mens FC København har bevaret et niveau, man også havde for nogle år siden. FCK er ganske vist suverænt øverst på listen over Superligaens spillerbudgetter, og på Ekstra Bladets fine top 30 over de mest løntunge spillere i Superligaen, er de ni øverst placerede fra København – og der er 16 i alt på listen. Men er det nok til at komme i det fineste selskab i Europa igen? Det må tiden vise.

I hvert fald rummer det aktuelle FCK-mandskab et godt miks af talent, rutine, arbejdsmænd og individualister.

Mod OB var både Viktor Fischer og Dame N’Doye fraværende i lighed med nyindkøbte Varela, men alligevel så man flere aktioner af høj klasse i Telia Parken søndag aften.

Robert Skovs mål er efterhånden hverdagskost, men fortjener alligevel al mulig anerkendelse. Og Rasmus Falks elegante vending og efterfølgende indlæg til Nicolaj Thomsens scoring var på også på højt niveau – det samme var Peter Ankersens teknisk veludførte 2-0-scoring. Endelig var det bemærkelsesværdigt, hvordan OB-profilen Bashkim Kadrii (der jo blev til overs i København) ofte var i menneskehænder i duellerne med Denis Vavro og Andreas Bjelland. Top seks-bejlerne fra OB var reelt kun en væsentlig aktør i kampens første 20 minutter. Herefter kom fynboerne i den værste situation, et Superliga-hold kan komme i; bagud 0-1 i Parken. Hvornår er et hold sidst kommet tilbage fra dét?