Min store kærlighed er mig utro

Kommentar skrevet af Martin Davidsen, selvstændig journalist og forfatter. Fra Tipsbladets trykte udgave fredag den 18. november

Normalt ville jeg være helt oppe at køre med få dage til VM, men intet er normalt ved årets turnering, og det påvirker mig.

Fodbold og VM er og har været min store kærlighed gennem et helt liv, men denne vinter bliver kærligheden sat på prøve. Som mange andre er jeg desillusioneret, for jeg er så vant til at blive begejstret over verdens største fodboldfest, men jeg kan ikke mærke det i år, og når jeg kigger rundt i min omgangskreds, møder jeg både folk, der kommer til at boykotte, og folk der er ved at sprænges af begejstring over december-VM. Jeg er ikke i nogen af de lejre. Jeg er ikke parat til at tage til fest. Jeg er heller ikke parat til at blive hjemme. Jeg føler mig fodboldmæssigt og følelsesmæssigt hjemløs.

Jeg blev forelsket i 1994. VM-slutrunden i USA var min første, og jeg har så mange gode minder forbundet med den.

Min påstand er, at et VM definerer ens fodboldliv, for i manges tilfælde efterlader den første VM-slutrunde et uudsletteligt indtryk og en fodboldforelskelse, der gerne varer hele livet. Var jeg blevet fodboldfan uden en VM-slutrunde? Måske, men VM i 1994 satte for alvor fart på min fodboldpassion med alt hvad det indebærer af nysgerrighed, klistermærkesamlinger, statistiknørderi og sene nætter foran tv-skærmen.

Begejstringen plejer at blive forstærket år efter år, slutrunde efter slutrunde. Hver fjerde sommer har været en stor fest for mig. Jeg plejer at lave to-do-lister inden alle slutrunder, så jeg husker at købe VM-magasiner, hænge VM-spilleplan op i stuen, købe blomster til min hustru, se optaktsprogrammer, stryge fodboldtrøjer og investere i VM-klistermærker (Ja, også efter jeg er blevet 30). Men det er ikke som det plejer denne gang.

Jeg elsker VM, men kærligheden er udfordret i år. For i år har jeg ikke mærket det. Det handler selvfølgelig om alle omstændighederne omkring turneringen: Korrupte FIFA-ledere, værtslandets horrible forhold til menneskerettigheder, de tusindvis af migrantarbejdere, der er døde under stadionbyggeriet til turneringen, der afvikles i december i et land uden fodboldkultur eller -historie. Alle de vederstyggelige historier har lagt en dyne over min VM-begejstring. VM skal jo ikke handle om død og ødelæggelse. Det skal handle om fest, mangfoldighed, glæde. Men det gør det ikke, og det smitter.

Det emmer ikke af VM-fest, når jeg kigger rundt i bybilledet og i min omgangskreds. På mine foretrukne sociale medier er der næsten ingen, der flager med deres begejstring – her er det næsten forbundet med skam, hvis man erklærer, at man glæder sig til VM. I butikkerne ser jeg ikke alle de herlige bøvede VM-reklamer, der hører til en slutrunde. Jeg mærker ikke hypen – hvis den er der. Omvendt er der jo udgivet nogle VM-magasiner, der ser interessante ud. Jeg hører fra en ven om en arbejdsplads, der kører VM-tema til deres julefrokost. Og i denne uge blev der hængt en VM-spilleplan op på det kontor, hvor jeg arbejder – med store krydser ud for Danmarks kampe.

Et par af mine gode venner har i mere end en måned har været helt oppe at ringe i VM-begejstring. Omvendt har jeg også en del venner, der har erklæret, at de ikke kommer til at se et minut af VM-slutrunden. Jeg står et sted i midten.

Jeg kan ikke fremkalde følelserne på de to fløje; hverken når det handler om boykot eller begejstring. Jeg hader omstændighederne om VM i Qatar, men jeg elsker fodbold for meget til, at jeg kan lade være med at se kampene.

Jeg har det som om min store kærlighed har været mig utro. Kan man tilgive det? Kan vi finde hinanden igen? Jeg kommer til at gøre et forsøg – kærlighed overvinder alt, siger man. Så måske kan min kærlighed til fodbold og fodboldens magi overvinde alle de negative tanker, som VM er forbundet med? Jeg håber det.

Men kan man godt se VM uden at støtte op om Qatars regime og FIFA’s korruption? Kan man høre Michael Jacksons musik, når man kender til de mørke historier om ham? Kan man spise en bøf eller tage et fly på ferie, selvom man er bekymret over klimaet?

Det må jo være op til hver enkelt. Jeg er forfærdet over, at Qatar skal være været for VM; det er den største skandale i sportens historie. Men fodbold er mit liv, og de forpestede FIFA-bosser skal ikke have lov at ødelægge det smukke spil, som jeg elsker så højt. Fodbold kan så meget, og jeg håber stadig, at lyset vil vinde over mørket, og at vi både vil huske denne VM-slutrunde for nogle fantastiske fodboldøjeblikke OG de forfærdelige omstændigheder, slutrunden blev spillet under. Ligesom vi både mindes Jesse Owens fem OL-guldmedaljer i Berlin 1936 og legenes rolle som propagandaværktøj eller Mario Kempes’ mål ved og diktaturets vælde i Argentina VM i ’78. Begge dele er vel muligt? For mig er det ikke sort eller hvidt. Det er ikke enten VM-boykot eller Qatar-hyldest. Det er noget midt i mellem.

Jeg savner at have VM-feber. I stedet er det fodboldpolitikerne, der er syge. Tilbage står dog, at jeg kommer til at se kampene. Jeg vil gerne se fodbold i verdensklasse fra alle verdens hjørner, og jeg glæder mig til at dele det med familie og venner, som jeg skal se kampene med. For det er jo fodboldens kraft; at bringe folk sammen. Jeg vil se frem til at være til at være vidne til uforglemmelige fodboldøjeblikke og til historier, der skrives – de gode og de onde af slagsen. Jeg er nysgerrig på, om feberen kan komme snigende alligevel.

Da jeg blev forelsket i fodbold ved VM i 1994, var det under en slutrunde, der både viste fodboldens smukke og grimme sider. Jeg husker Romarios mange mål, der førte til et brasiliansk verdensmesterskab. Og jeg husker Andrés Escobars selvmål, der førte til, at han blev myrdet af sydamerikanske gangstere få uger efter. Sporten rummer både det gode og det onde. Denne vinter er der mørke skyer over VM, men jeg håber, at jeg også får solen at se.