Brøndby: Den ansvarsløse galladag

Det plejer at være en galladag, hvor pøblen møder op i fint tøj til et udramatisk teater med god kringle og klap på skulderen til alle. Ved seneste generalforsamling var ikke meget ændret. Kringlen var stadig god og pøblen kom stadig i stiveste puds, men der var støj på linjen. Enkelte udfordrede teaterets præmisser, men i det store hele forløb det udramatisk og de fleste klappede stadig hinanden på skuldrene.

Det gør det næppe torsdag, når den ekstraordinære generalforsamling løber af stablen i Brøndby IF.

Tingene er aldrig så slemme, at de ikke kan blive værre endnu, således også i Brøndby, hvor de seneste års ledelsesmæssige, sportslige og økonomiske deroute, er blevet trumfet dette efterår af fire bestyrelsesmedlemmer, den administrerende direktør og et par nøglemedarbejderes afgang.

Samtidig har en gruppe b-aktionærer, Det Nye Brøndby, torsdag i sinde at stille et mistillidsvotum til resterne af bestyrelsen; Per Bjerregaard, Benny Winther og Finn Andersen. Det Nye Brøndby ville have begæret en ekstraordinær generalforsamling, men med turbulens og gang i svingdøren i bestyrelsen kom Brøndby lige netop aktionærgruppen i forkøbet.

Det Nye Brøndby vil med rette søge svar på om bestyrelsen selv mener, at den har plejet b-aktionærernes interesser, som vedtægterne foreskriver, og har en vision om, at der i fremtiden kommer en ny og mere demokratisk struktur, der giver mere indflydelse til b-aktionærer, og desuden tilgodeser de mange fans, frivillige og aktive i klubben. De vil sørge for dramatikken, men når alt kommer til alt vil det blive et teater, som altid, med en smuk afslutning fortalt af Per Bjerregaard på retorisk overbevisende vis. Om så Brøndby Stadion ramlede ned om ørerne på pøblen vil Per Bjerregaard stadig kunne berolige forsamlingen og forsikre dem om, at alt er ok. Det kan han.

Bjerregaard junior
Men alt er ikke ok. Det er faktisk alt andet end ok. Midt i diskussionen om en demokratiske struktur og klubbens værdier er der én ting, der overskygger alt. Ansvar. Værdierne er der 300.000 Brøndby fans – frivillige, ansatte, investorer, sponsorer og almindelige fans –  der nok skal tilsikre gennemgår en evolution i en retning, som den altid har været tiltænkt og strukturen er i for sig fuldstændig ligegyldig, hvis Brøndby blot ejede en ansvarlig ledelse. Det gør Brøndby i den grad ikke.

I april (på den ordinære generalforsamling) var der kritiske røster efter et regnskabsår var passeret med en fyring af den administrende direktør, Herman Haraldsson, og sportschef Anders Bjerregaards påståede opsigelse. Anders Bjerregaard blev bedt om at gå af et flertal i bestyrelsen, så en opsigelse er en teknisk korrekt term, men Anders Bjerregaard afleverede efter sigende aldrig sin opsigelse. Om han stadig optræder på lønningslisten i Brøndby er usikkert, men hans person klistrer stadig til Brøndby.

Således har han været involveret i salg af Samuel Holmén og Jon Jönsson, samt erhvervelse af Bruno Cardoso og Clarence Goodson, og dermed sammen med sin far i høj grad udstukket den sportslige kurs, alt i mens en sportsdirektør ikke har fundet vej til Brøndby endnu – et år efter Anders Bjerregaards påståede afgang. Polemikken omkring Anders Bjerregaards afgang blev administrerende direktør, Frank Buch Andersens endelige. Han forlod posten inden den ordinære generalforsamling og inden da var Kent Nelsen også blevet fyret som træner.

Bestyrelsens besked på generalforsamlingen, oven på et – må man tillade sig at sige – turbulent år, var ’et år plaget af lige ved og næsten.’ Skader og uheld havde kostet Brøndby mesterskabet i 2009, en dommerfejl kostede klubben pokalfinalen og en tysk tå i Berlin var skyld i Europa League exit. Den nye, og nu i opsagt stilling, adminstrerende direktør, Ole Palmå, erklærede Brøndby som værende nytænkende, ambitiøse og havende en kompetent bestyrelse. Samtidig meldte bestyrelsen ud, at truppen var god nok til at vinde mesterskabet i denne sæson (p.t. 19 point efter FCK) og strategien for Brøndby var at nedbringe gælden på stadionbyggeriet. Direkte spurgt svarede Per Bjerregaard, at der ikke var noget ansvar, der skulle placeres, efter 5 års deroute.

Altid de andres rod
Sådan fungerer Brøndby. Ingen står til ansvar for noget. Ingen står på mål for deres (elendige) handlinger, for i Brøndby er man ufejlbarlig. Dem, der står til ansvar, er dem på den anden side. Dem, som har forladt skuden, ufrivilligt eller af egen fri vilje. Amatørtrænere, frivillige i klubben, ansatte i det professionelle Brøndby – det er lige fedt. Er du væk har du svigtet ’sammenholdet,’ og du er den, der bærer ansvaret. Og skulle nogen forsøge sig med, at true beslutninger igennem i klubben bliver de offer for magtens spejdered; så er de de første ude ad døren. En interessant ed i en klub, hvor trusler er en del af hele økosystemet.

Jeg har siddet på mange møder med Per Bjerregaard over årene. Små, intime møder, hvor små lunser af sandheden bliver delt ud til de udvalgte, men også møder, hvor al kritik fejes over på andre. Torben Røsler er blevet antaget værende syg af magt, Herman Haraldssons økonomiske rod er det, der ryddes op i nu (han var ansat i 15 måneder i en tid hvor Anders Bjerregaard formøblede et trecifret millionbeløb) og det samme var historien efter Michael Laudrup og Erik Larsen ikke forlængede i 2006 og efterlod klubben i et vakuum.  Dem skulle der også ryddes op efter.

I fem år, hvor tingene er gået ned ad bakke, er det tydeligt for enhver, at klubben på intet tidspunkt har leveret en sportslig strategi. Herman Haraldsson forsøgte, at få styr på en inden hans afgang, hvilket udfordrede Anders Bjerregaard på hans arbejde.

Konsekvensen blev derefter. En overordnet forretningsstrategi har ikke været på plads, siden Herman Haraldssons strategi fra 2008 blev afløst af kaos i juli 2009 ved hans fyring. På generalforsamlingen i april nævnte bestyrelsen, at strategien var, at nedbringe gælden på stadionbyggeriet, men det er ikke en strategi, hvilket enhver person med ledelsesansvar ved. Kigger man ude fra og ind på Brøndby, så ledes klubben ud fra happy-go-lucky uden struktur og planlægning. Med en strategi og determineret ledelse er resultater på og uden for banen ikke et resultat af tilfældigheder, men, over en årrække, rimelig forudsigelige. Den forudsigelighed har Brøndbys ledelse ikke været i stand til at skabe.

Selv hvis vi glemmer strategi for et minut eller to, så står bestyrelsen til ansvar for, at tre administrerende direktører er stoppet på mindre end 16 måneder, at klubben har haft fire trænere på fire år, at tre ledende medarbejdere er gået frivilligt i år og senest, i november, de fire bestyrelsesmedlemmer, der er gået. Jeg kender ikke en eneste virksomhed, hvor den slags ikke har en konsekvens for bestyrelsen og jeg kender heller ikke en eneste person, der ikke ejer nok integritet til selv, at drage konsekvensen af den slags. Det kaldes, at tage ansvar. Læg dertil en bestyrelse, der ikke længere har kunderne og egne medarbejderes opbakning.

Alene det forhold burde tale til mandfolket i enhver bestyrelse, men ikke i Brøndby. Her handler alt om konsolidering af magt. Alle dårligdomme er andres skyld. Set i det lys er en demokratisk struktur, som Det Nye Brøndby jagter, yderst interessant, men i min verden handler det om noget så simpelt, som at agere ansvarsfuldt. Det gør Brøndbys bestyrelse ikke og det kommer den heller ikke til efter morgendagens teaterforestilling, uanset om bestyrelsen kommer ridende ind på en hvid hest med et trecifret millionbeløb under den ene arm og koryfæer til bestyrelsen og direktionen under den anden.

Derouten vil fortsætte længe
Brøndby har gravet sig så langt ned i et hul, at det er svært at se, hvor fornyelse skal komme fra. Det altoverskyggende problem er dog ikke fornyelse, men at slippe af med en bestyrelse og en bestemmende aktionær, Brøndbyernes IF Fodbold Fond, der har skamferet mottoet ’Ingen over klubben’ i en grad, så det slet ikke kan genkendes mere.

Derouten vil fortsætte længe endnu og gå yderligere ud over amatørernes kår, for at skabe en ny Daniel Agger eller Per Nielsen og dermed også alt det, som gør os lidt ekstra stolte af, at være Brøndby. Et oligarki er sjovt for de mennesker, der er en del af den politiske magt, men dem uden for, pøblen, har gennemskuet bluffet og tilbage står blot oligarkiets beslutning om, hvor smertefuld hele enden skal blive.

Pøblen, frivillige, ansatte, fans, sponsorer og investorer, bærer ansvaret for derouten i oligarkiets øjne, også selvom de siger noget andet på små intime møder med disse interessenter og spiller disse interessenter ud mod hinanden. Det burde handle om ledelse af en virksomhed, men i Brøndby er det udelukkende et spørgsmål om, at være en del af en priviligeret elite. Men i morgen aften er det gallaaften og skal teatret gå sin gang…

Om bloggeren:
Henrik Andersen, 37 år, gift, far til 2 døtre, sæsonkortholder siden 1993. Medstifter af fanmagasiner, som What’s Story?, 2 Minutes Left, AHO, 90min.dk mv. Afdelingsdirektør i en stor, global konsulent- og servicevirksomhed.