Det kan godt være, FC Barcelona teknisk set er bankerot og kun holder sig flydende ved at pantsætte nærmest alt, der ikke er naglet fast.
Ja præsident Joan Laporta har endda for ganske nylig talt om klubbens helt forfærdelige økonomiske tilstand, som kun midlertidigt er forbedret i dette og de næste par år via milliardlån og pantsætninger af en stor portion af de fremtidige indtægter.
Men trods al risikoen og de tydelige faresignaler er FC Barcelona med Xavi stadig attraktive.
Man betalte gode penge for en aldrende Robert Lewandowski, købte Raphinha i Leeds for næsen af Chelsea og Arsenal, og Andreas Christensen og Franck Kessié fravalgte Chelsea og AC Milan for frie transfers til Catalonien.
Chelsea gik også glip af Jules Koundé, og når måneden er omme, kunne Marcos Alonso måske endda Bernardo Silva have valgt topkampe i Premier League fra til fordel for det vovede projekt i Barcelona.
I FC Barcelonas ledelse ser man intet alternativ til den vilde satsning for at kickstarte klubben, selvom mange andre nok så andaluseren Gavi og en håndfuld egenudviklede spillere som muligheden for at begynde forfra og langsomt slibe gælden ned.
Barcelonas ledelse satser vildt, ja en stor del af fremtiden, på at man nu har købt sig tilbage til storhed, og måske lykkes det, selvom det virker ekstremt urealistisk, at den økonomiske situation om fem år er bedre.
Grove løjer for spillerne
Det minder lidt om at bygge et nyt kulkraftværk uden filter på skorstenen og med et afløb direkte ned i vandværkets grundvandsreservoir i centrum af en forurenet millionby for at få billig strøm til fabrikkerne, og krydse fingre for at nogen opfinder en sej luftrense-maskine, så alle ikke lider kvælningsdøden et par år senere.
Men satsningen har allerede nu store konsekvenser i spillertruppen.
I Spanien fører ligaforeningen bag La Liga en langt mere aktivistisk politik end den, vi eksempelvis kender fra Divisionsforeningen i Danmark.
Man har skrappe regler for lønninger og transfers i klubber, der ikke lever op til ligaens økonomiske anbefalinger og regelsæt, og ligesom Barcelona i vinter havde store problemer med at få godkendt spilletilladelserne til Ferran Torres, forhandler FC Barcelona lige nu om at få deres nyindkøb registreret.
Barcelona har taget kontroversielle metoder i brug for at leve op til licensreglerne og kravene til at få registreret spillere.
Blandt andre Gerard Pique og Samuel Umtiti gik ned i løn for at give finansiel plads til de nye holdkammerater, ligesom flere andre som Memphis Depay tog til Barcelona for drømmens skyld i stedet for en specielt god løn.
Takken?
Samuel Umtiti er nu en af dem, der bedes om at tage væk, ligesom Barcelona håber på at komme af med flere andre, herunder danske Martin Braithwaite.
Uønskede de Jong og Braithwaite
Det mest spektakulære eksempel lige nu er Frenkie de Jong.
Han gav Barcelona lov at udskyde lønbetalinger i 2020 på grund af corona, ligesom blandt andre Lionel Messi gjorde, og nu ser Barcelona ham gerne skifte til Manchester United for over en halv milliard kroner, uden at man har lyst til at betale de over 100 millioner kroner, man skylder de Jong.
FC Barcelona og Joan Laporta taler for mig at se med flere tunger. Den ene dag er de Jong en vigtig spiller for fremtiden, den næste skal han forstå, at klubben har brug for, at han går ned i løn som en af klubbens absolut bedst lønnede ansatte.
Og signalerne til Martin Braithwaite er i samme boldgade, med den store forskel, at Braithwaite bare skulle smutte og spare klubben for udgiften.
Braithwaite er en af flere, der bare skal forsvinde, og traditionen tro er Barcelona ikke bange for at bruge medierne især i byen til at lade spillerne forstå, at de skal forsvinde.
Der er intet nyt i, at klubber strækker sig for at få uønskede spillere sendt videre.
Men ingen klubber med Barcelonas globale ry og status går så langt, som catalanerne går i disse år.
Braithwaite og flere af holdkammeraterne var ikke med på en nylig træningstur i USA, hvor Real Madrid blev slået i Las Vegas, og det vrimler med historier om interesse for danskeren, værdien af hans ejendomsinvesteringer og unavngivne Barcelona-kilders vrede over, han stadig ikke har forladt byen.
Klubber på det niveau plejer at være mere tilbageholdende med godbidderne - ikke FC Barcelona.
Og det overordnede budskab er klart: Spillerne skal være taknemmelige for at have været i FC Barcelona, og det er dem, der er uanstændige, når de ikke pronto gør som den sportslige ledelse beordrer, frasiger sig mange millioner, FC Barcelona skylder dem, eller bare forsvinder og dropper kontrakten, som man gerne ser Martin Braithwaite gøre.
At det FC Barcelonas tidligere og nuværende ledelse, der har ansvaret for klubbens økonomiske problemer, er tilsyneladende svært at se for den nuværende ledelse, og at flytte ansvaret over på spillerne er i min verden bare uanstændigt.
Vær varsom
I foråret var jeg bekymret for Andreas Christensens skifte på grund af klubbens økonomi og den indbyggede risiko, der er i at skifte på fri transfer og dermed være en smule nemmere at sætte på bænken.
Laporta havde varslet, at der skulle ske noget på sommermarkedet, men køb for over en milliard kroner og flere på vej er vildere, end jeg i hvert fald havde fantasi til.
Kassen må være fyldt de næste par år, men Braithwaite, de Jong og adskillige holdkammeraters skæbne bør vække bekymring.
Professionel fodbold er skånselsløst.
Men at bebrejde nuværende spillere for en gæld på 10 milliarder kroner og at man ikke har råd til de nye folk, man har hentet, er alligevel for meget af det gode.
Barcelona er en trykkoger med beløb på højkant, vi sjældent har set magen til, og ledelsen opfører sig uanstændigt og uden respekt for de aftaler, de og deres forgængere i klubledelsen selv har indgået.
Det, og ikke åndeløs begejstring over lånefinansierede køb, er historien om FC Barcelona denne sommer, og hvis man var ansat der, ville det i den grad ligge i baghovedet, hvem der er næste mand på planken og med en kontrakt offentliggjort i spanske medier.
For yderligere forsøg på pres kan hurtigt komme, når Barcelona har så svært ved at få registreret nyindkøbene, og den situation kan hurtigt hurtigt udvikle sig grimt, især hvis sejrene lader vente på sig.
