I bliver udnyttet groft af skruppelløse gamle mænd

DENNE LEDER ER FRA TIPSBLADETS TRYKTE UDGAVE FREDAG 7. OKTOBER

I sidste weekend måtte Joachim Andersen og Crystal Palaces medicinske stab melde danskeren ude af weekendens lokalopgør mod Chelsea.

Landsholdets anfører Simon Kjær gik i stykker i kamp for AC Milan.

Liverpools midtbane har hele sæsonen fremstået slidt efter et væld af skader, og i midtugen kom Andreas Christensen til skade i kampen mod Inter.

Og selvom Superligaen ikke lader til at være lige så hårdt mærket som man er nogle steder i England, vil man i Aalborg og Odense, og såmænd også i Brøndby med Andreas Maxsøs lange skadesfravær, nok føle, at skader har spillet deres part i en undervældende første halvdel af grundspillet, mens både dem med og uden FCK-sympati kunne mærke ærgrelsen, da Zeca igen rev korsbåndet i søndagens kamp mod AGF, efter Rasmus Falk igen var udgået med en skade.

Zeca i græsset i det, der desværre kan vise sig at være hans sidste kamp for FC København.

Skader er en del af fodbold, der ikke kan undgås, men som de fleste vel kan blive enige om helst skal begrænses så meget som muligt.

Og set i lyset af, at læger, fysioterapeuter og trænere bliver bedre sæson for sæson til at forebygge skader, er det tankevækkende, hvor meget skader har fyldt de seneste par år.

Det her er ikke bare føle-føle eller en fornemmelse.

Et forsikringsselskab dokumenterede i sidste uge, at der var 20 procent flere skader i sidste sæson i de største ligaer i Europa end sæsonen før målt på antal dage, spillere var skadede og skulle have udbetalt forsikringspenge.

Hvis vi føjer den omstændighed til, at ligaerne gik fra tre til fem udskiftninger per kamp i coronasæsonen 2020/21 og selv Premier League også indførte ordningen for at skåne spillerne, er det en bekymrende stigning i tid, hvor spillere er ude med skader.

Meget tyder på, at det er det stoppakkede program, der får spillere til at gå i stykker.

Førnævnte coronavirus har ødelagt meget i fodboldverdenen, og effekten mærkes stadig her 2 1/2 år senere, hvor der jo nærmest ikke har været pause undervejs men derimod EM og Copa América klemt ind i sommeren 2021.

Og intet tyder på, det skulle blive bedre i denne sæson, hvor VM helt ekstraordinært er flyttet til november og december for at muliggøre den skandaløse tildeling af turneringen til det om sommeren glohede Qatar.

Spillere i betragtning giver alt for at komme til den slutrunde, og med kun én snoldet uge fra sidste ligakamp til VM’s åbningskamp er der ingen tid til forberedelse for landsholdene.

Og bagefter? Der går en uge, før spillerne er tilbage i aktion i Premier League.

Selv den hårdeste profitjægende og migrantarbejder-udnyttende underleverandør til en byggeplads i Qatar vil have svært ved at holde masken, hvis han forsøgte at hævde, at det program overhovedet ikke får en effekt på skadesfrekvensen i 2023.

Spillerne er fanget i det traditionelle dilemma: At de er opflasket til at ville spille hele tiden, uanset hvor ondt det gør, at de har en kort karriere til at tjene deres penge, og at de største stjerner som regel er alt andet end solidariske med det kæmpe flertal af deres mindre vellønnede kolleger og derfor ikke bruger deres stemme til at sige fra.

Men nok burde være nok nu.

Om små to år udvides Champions League og lægges op til et stort ligaspil, så man går fra de nuværende 96 kampe i gruppespillet til 144, hvorefter der er smidt 1/16-finaler og dermed 16 ekstra kampe ind før ottendedelsfinalerne.

Et klub-VM på steroider med 24-32 deltagere er også undervejs, og fra 2026 er der 48 hold til VM i stedet for 32.

Mere vil have mere vil have mere, og når storklubberne har presset på for at få større trupper og dermed bedre mulighed for at rotere, er det nærmere et egoistisk ønske om at få nallerne endnu dybere i talentmassen og forhindre alle andre uden for Top 15-20 af verdens største klubber i at blande sig i tabellen, end det er et dybfølt ønske om at passe på spillerne.

De mere progressive og stridslystne kræfter i den internationale spillerforening FIFPro må nogle gange ønske, de havde noget af den indflydelse, deres kolleger i holdsportsgrene i det ekstremt markedsvenlige USA ironisk nok har.

Arbejdsgiverne dominerer stadig, men nogle af de største spillernavne har gennem årene sørget for, at udvidede kampprogrammer også gav flere udvidede pauser til spillerne uden for sæsonen og indførelsen af en række skadesforebyggende initiativer.

I stedet for at markedsføre Qatar, som Lionel Messi og Neymar i den grad gør, burde de og deres globale kendis-kolleger bruge energien på at sikre de kommende generationer af spillere ordentlige forhold.

Ellers kan vi sagtens havne der, hvor de gamle mænd i direktionslokalerne i klubber, forbund og ligaer får lov at skrue antallet af kampe i vejret i uendelighed med 40-50 mand i de største klubbers trupper.

Spillerne bør finde mange allierede blandt de klubber og forbund, der heller ikke synes, et allerede overlæsset kampprogram har brug for et par håbefulde ekstra kampterminer om året.

Den holdning tør jeg godt love også findes blandt mange, der ikke kunne drømme om at stå med en rød fane 1. maj, men som ikke har lyst til at se fodbold forvandlet endnu mere til et Harlem Globetrotters, hvor samme storklub kan spille på to kontinenter med to forskellige trupper med 24 timers mellemrum.

HUSK TIPSBLADET HVER FREDAG – DU FINDER DET SAMMEN MED EKSTRA BLADET