De kvæler alle de andre

På søndag mødes Manchester City og Liverpool i en af de mest hypede kampe, der er blevet spillet siden coronavirus lagde alt ned for 25 måneder siden.

Klubbernes trænere Josep Guardiola og Jürgen Klopp er nærmest større stjerner end de lutter verdensklassespillere, de sender på banen, og det fortæller også en historie om, hvad de to klubber vægter, ud over at de to ekstremt engagerede trænere har en nærmest magnetisk effekt på alle omkring sig.

For i vrimlen af superspillere er det begge steder kollektivet, der hersker, og en nærmest manisk jagt på perfektion og den sidste optimering af små detaljer, der kan hjælpe klubben til sejr.

Spillere med placeringer i eller potentiale til Top 5 i Ballon d’Or ofrer sig for mindre kendte holdkammerater uden at kny, og den indstilling og kultur viser, hvad man kan opnå, hvis man bruger gigantiske budgetter intelligent.

Til gengæld har storheden og Premier Leagues styrke en pris.

I Spanien røg FC Barcelona fortjent ud af Champions Leagues gruppespil men slog for nylig Real Madrid hele 4-0 på Bernabeu, hvor Real Madrids erfarne spillere så gamle ud mod Joan Laportas nye unge hold.

Det hold er til gengæld skrabet sammen stort set med alt lige fra flaskepant og mere eller mindre professionelle forsøg på at presse spillere ud af truppen til milliardlån og pantsætning af betydelige andele af fremtidens indtægter til investeringsbanken Goldman Sachs.

I Frankrig er PSG igen ved at vinde mesterskabet men taber til gengæld drømmeholdet med Kylian Mbappé, Neymar og Lionel Messi i bitter intern splid og slagsmålene med fansene, der er trætte af igen og igen at se holdet fejle i de afgørende kampe i Champions League.

I Italien er der ved første øjekast mere grund til optimisme.

Napoli, AC Milan og Inter er i vild kamp om mesterskabet, som Juventus nok blev koblet af fra med et nederlag til Inter i søndags.

Til tyder godt, lige indtil vi tænker igennem, at AC Milan og Inter er ejet af en grum kapitalfond fra Wall Street, der er specialiseret i nødlidende selskaber, og en kinesisk oligark på randen af bankerot på hjemmemarkedet.

Juventus? De er under efterforskning for omfattende snyd med transfersummer og kreativ bogføring, og måtte før jul gennemføre en kapitaludvidelse på tre milliarder kroner efter flere års dårlige økonomiske resultater i kølvandet på CL-trofæjagten med Cristiano Ronaldo.

Bayern München er lyspunktet med Julian Nagelsmann i spidsen, men her er dominansen så kvælende, at forbundet og divisionsforeningen med Bayerns velvilje har talt om muligheden for at lave en playoff eller et form for mesterskabsslutspil.

Topklubberne i Holland og Portugal, der trods alt har leveret Champions League-vindere? De er ligesom klubberne i Belgien, Danmark, Schweiz, Østrig og andre middelklasselande forvandlet til rugekasser, hvor et af de højeste mål er at sælge spillere til Premier League eller til en klub i en af de større ligaer, der kan.

En del af forklaringen på, at Real Madrid og FC Barcelona har fundet sammen med Juventus om Super League og stadig forfølger retten til at lave en turnering uden om UEFA, er desperationen over ikke at kunne følge med Premier League, topholdene såvel som snart sagt alle andre fra den lunkne middelklasse og opefter.

Hvis vi ser bort fra de to seneste års ekstraordinære pandemi og krigsudbruddet for seks uger siden med Ruslands overfald på Ukraine, er økonomien i fodbold i Europa egentlig fin mange steder.

Men det må alligevel føles som langsom kvælning mange steder, at man slet ikke kan følge med de største klubber i England, og at mange har forvandlet sig til de rene talentfabrikker, der gør sig til for Premier League-klubberne og alle de milliarder pund, de har takket være en vild, globaliseret tv-aftale og stenrige ejere.

Er der noget at gøre ved det?

Halvdelen af de 20 rigeste klubber i verden på revisionsfirmaet Deloittes årlige Football Money League er fra Premier League, og det er svært at se andre end de to topklubber i Spanien, Bayern München og PSG følge med.

De klubber vil håbe, at de kan følge med englænderne i den ny Champions League fra 2024, hvor der kommer ti spillerunder i et indledende ligaspil i stedet for det nuværende gruppespil, og dermed flere præmiepenge.

Men det er svært at se, at international fodbold bliver mindre ulige i de kommende år, og måske skal vi også til at vænne os til mindre udskiftning i toppen af engelsk fodbold, hvis ellers den nuværende succes fortsætter for søndagens to fremragende, klinisk effektive duellanter i den mulige mesterskabsfinale i Premier League.