Som tidligere ungløve i Venstres Ungdom har Jan E. Jørgensen faktisk noget at have det i, når han foreslår kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen at troppe op til Qatars glittede VM-slutrunde iført en regnbuefarvet spadseredragt som tydelig protest mod, at homoseksualitet er forbudt ved lov i landet.
I 1985 rejste Jan E. Jørgensen sammen med den senere statsminister Lars Løkke Rasmussen og deres partifælle Jens Skipper Rasmussen til en politisk ungdomsfestival i Moskva, der tydeligt havde til formål at hylde Sovjetunionen, selvom værterne forsøgte at sælge arrangementet som apolitisk.
De unge Venstre-løver dukkede derfor op i hvide tshirts, der var en klar protest mod Sovjetunionens besættelse af Afghanistan, og de fastholdt protesten, selvom den ikke var udpræget populær blandt de andre gæster.
Nu er der forskel på en sovjetisk ungdomskonference i 80'erne og Qatars højt profilerede VM-slutrunde, men det gør sådan set kun kulturministerens og Danmarks beslutninger til november så meget desto vigtigere.
I et nyligt interview med Politiken, i DR2 Deadline i onsdags og på et samråd torsdag betonede Ane Halsboe-Jørgensen gentagne gange, at hun får meldinger om, at der sker store fremskridt i Qatar.
Det er cirka samme knage, DBU-toppen og FIFA hænger hatten med forskellig grad af overbevisning.
DBU har ved flere lejligheder bedt Qatar om bedre implementering af ny lovgivning og nye instanser, der skal beskytte migrantarbejderne og styrke overholdelsen af menneskerettigheder.
Mens FIFA anført af præsident Gianni Infantino lallegladt køber samtlige talking points fra Qatars dyrt betalte PR-firmaer om, hvor vilde og fantastiske reformerne har været, at tvangsarbejdskraft og hele kafala-systemet er fortid, ja vi er næsten der, hvor alle migrantarbejdere får gratis softice efter arbejde og blot skal beslutte sig for, om de vil se film eller i spaen efter aftensmaden.
FIFA's kurs er langt ude og tåkrummende pinlig med tanke på, at man lige straks holder fodboldfest på fodboldarenaer, hoteller, restauranter, veje og bliver serviceret af utallige migrantarbejdere, som har mistet et ukendt men stort antal af deres brødre og søstre fra Asien, Afrika og Mellemøsten på grund af arbejde i livsfarlige temperaturer og arbejdsulykker.
Men man skal som kulturminister og i det hele taget så sandelig også passe på med at købe historien om de små fremskridt, der er sket på papiret i form af ny lovgivning, som værende lige så valid eller endda vigtigere end det, nærmest alle uden en relation til FIFA eller Qatar siger.
Nemlig at implementeringen af nye regler er så mangelfuld og risikoen for en tilbagerulning af reformerne efter VM er så tilpas stor, at de små forandringer sagtens kan være rene potemkin-kulisser, for nu at sende en hilsen tilbage til Venstre-ungdomspolitikernes 1985-tur til Sovjet, der bare er til at vise frem til tvivlende politikere, sponsorer og tv-seere.
Siden reformerne i 2020 er der strømmet et væld af historier ud af Qatar om, hvordan regler om ikke at arbejde i middagsheden bliver brudt.
Hvordan pas stadig bliver konfiskeret ved ankomsten til landet, at arbejdere ikke får den sundhedsforsikring, de har lovkrav på, at arbejdere fortsat bliver snydt for løn og arbejder under til tider livsfarlige vilkår.
At dødsfald og arbejdsulykker stadig ikke bliver efterforsket og afdøde arbejdsres familier ikke får mere end nødtørftig hjælp og erstatning.
Og at kafala-systemet reelt stadig eksisterer men blot er indarbejdet i arbejdernes kontrakter i stedet, eller ved at særlige arbejdsretter oprettet for at hjælpe migrantarbejderne i nærmest alle tilfælde lader klagesager falde ud til fordel for arbejdsgiverne i Qatar.
Mange frygter tilmed for overhovedet at klage, fordi de stadig kan blive sendt hjem uden videre, og dermed hænger for beløb på tusinder eller titusinder af danske kroner i gæld, som arbejderne og deres familie og venner har betalt til rekrutteringsfirmaer for chancen for at arbejde i Qatar, for arbejdsvisum og for flyrejsen til landet.
Alt det her gør Qatars værtskomité og myndigheder deres ypperste for at skjule, ligesom det er lykkedes at undertrykke en stor mængde mediehistorier og efterforskninger af Qatars VM-bud, hvor vidner har peget på betaling af bestikkelse i millionklassen til i hvert fald seks mand, der i 2010 var blandt de 22 mænd, der tildelte VM 2018 og VM 2022 til Rusland og til Qatar.
Jeg har før opfordret fodboldstjerner til at boykotte VM 2022 eller til at lave eller sige noget op til og under VM i Qatar, der er vanvittigt pinligt for VM-værterne og får deres politiske chefer til at skumme af raseri.
Hvis kulturministeren tager afsted, skal hendes indtryk hos VM-værterne bagefter være: 'Hende skulle vi aldrig i 100.000 år have inviteret'.
Er det at tage en migrantarbejder, der blev mishandlet, snydt og var i fare på grund af ummenneskelig behandling, med på stadion og invitere samtlige verdens medier til at interviewe vedkommende ved siden af kulturministeren til en af Danmarks kampe mod Tunesien, Frankrig og Australien? Det tør jeg godt love vil gå verden rundt.
Er det en LGBT-markering med tøj, et banner eller lignende?
Eller en fælleseuropæisk udmelding for førnævnte rullende kameraer om, at Qatars værtskab er en skandale, og at alle Europas fodboldnationer forpligter sig til en boykot, hvis FIFA giver VM-værtskabet til Saudi-Arabien i 2030?
Qatars højt betalte hær af PR-firmaer, politiske konsulenter og velvalgte enkeltpersoner vil gøre deres yderste for at sælge VM-slutrunden og inkriminere en dansk kulturminister og andre gæster ved at få dem til at købe propagandaen om den enorme fremgang, VM har skabt.
Fodboldens største kulturbegivenhed, VM-slutrunden, bliver misbrugt på det groveste af et diktatorisk styre og et velvilligt FIFA, hvor et flertal er klar på at vende de mange blinde øjne til langt mere bestialske diktaturer som Saudi-Arabien og Kina.
Det skal det officielle Danmark sige utvetydigt fra overfor, og det gør Ane Halsboe-Jørgensen konkret i Qatar ved at få Qatar og FIFA til at tabe ansigt og indkassere et stort politisk nederlag, der sætter dagsordenen for slutrunden.
