Kontinuitet? Det er jo så hamrende overvurderet

Det er ikke uden ironi, at det er cheftræneren hos Chelseas finalemodstander Manchester City, der, i hvert fald på et filosofisk plan, har været medvirkende til, at Thomas Tuchel begyndte sæsonen som Paris Saint-Germain-træner og slutter den som Champions League-vinder med Chelsea.

For siden Josep Guardiola førte Barcelona ”B” til oprykning fra tredjebedste række med Sergio Busquets og Thiago Alcantara, og derefter blev en historisk succesrig cheftræner for FC Barcelona foran blandt andre Michael Laudrup, har klubber lige fra de store i Premier League til sekundaklubber i fodboldverdenens ydmyge afkroge ledt efter deres ”Pep”.

Andrea Pirlo, Frank Lampard og Ole Gunnar Solskjær er bare nogle få af produkterne af det tankegods, og selvom man engang var en fantastisk fodboldspiller, behøver man ikke blive en lige så god fodboldtræner.

Måske var Frank Lampard alligevel endt som Chelsea-træner i 2019, hvis Josep Guardiola var blevet forbigået som Barcelona-træner i 2008, men fodboldverdenens besættelse af at finde en ny Guardiola (som på et endnu dybere plan vel er jagten på en ny Cruyff, Guardiolas største læremester) skadede i hvert fald ikke Lampards chancer, da han efter en enkelt sæson i Championship med Derby fik chancen.

Thomas Tuchel spillede sekundafodbold for SSV Ulm i halvfemserne og stoppede som 25-årig med en knæskade.

Ironien i, at han blev høvlet ud i Paris for ikke at være på vej til at vinde Champions League, må være ekstra sød i aften. Ligesom den var for en anden tidligere PSG-træner, Unai Emery, i onsdags i Villarreals sejr over Manchester United i Europa League-finalen.

For hvad Tuchel ikke havde i ”tidligere-fodboldspiller-med-starpower-og-ved-hvad-det-kræver-på-banen” og en 2021-godkendt tilstedeværelse på sociale medier og tilhørende udstråling, har Tuchel da så sandelig i at skrue et enestående presspil og defensiv organisering krydret med livsfarligt kontraspil sammen. Og ja, jeg synes det er så fedt, at en lidt akavet og goofy og ekstremt intelligent tysk fodboldtræner kan få den her succes.

Tuchel var manden, Chelsea havde brug for til at vinde klubbens anden Champions League-titel, ligesom Roberto Di Matteo noget mere uventet viste sig at være i 2012, og ved I hvad? Han kan meget vel være væk om 12-24 måneder.

Drømmen om at transplantere det næste klubikon fra banen til bænken, at finde den næste Wénger eller Ferguson, har besat fodboldverdenen i årtier, og når man ser på Josep Guardiola, måske bortset fra hans holdudtagelser i Champions Leagues knockoutkampe de seneste år, forstår jeg det udmærket.

Men måske er det slet ikke cheftræneren, der skal tegne en klub?

Og måske er kontinuitet i det hele taget ikke nødvendigt, hvis man som Chelsea er en af verdens absolut rigeste klubber og har milliarder til at købe spillere ved siden af en god ungdomsafdeling og en næse for at få nogle penge i hus på de mange spillere, man ejer?

Chelsea hentede syv nye spillere i denne sæson og havde et hav af de spillere, man ellers ejer, tilbage at vende sidste sommer, før de igen blev udlejet eller solgt videre.

I sidste sæson havde man transferkarantæne for brud på reglerne for at hente spillere under 18 år, året inden hentede man seks spillere, og i 2017/18 fik man ti nye spillere.

Chelsea hyldes for brugen af egenudviklede spillere, og det arbejde, Frank Arnesen startede for 15 år siden, bærer da også for alvor frugt nu. Men Chelsea er samtidig absolut førende i hele verden sammen med City (og i øvrigt også Manchester United), når det kommer til at betale transfers for spillere i de seneste år.

Og managerne?

José Mourinhos lidt over tre år i streg er den klart længste sammenhængende periode for en Chelsea-boss, siden Roman Abramovitj købte klubben i 2003.

Nummer to på listen? Det er også José Mourinho, der holdt 2½ år i sit andet ophold fra 2013 til december 2015.

Italienerne Carlo Ancelotti og Antonio Conte holdt to år, og ellers har trænerjobbet i Chelsea været en svingdør.

Hvordan har den manglende stabilitet påvirket Chelseas præstationer i Europa negativt?

Efter min vurdering ikke en døjt, nærmest tværtimod.

Otte semifinaler har man nået i Champions League under Abramovitj, tre gange er man gået i finalen, og nu har man fundet de to med nederlaget hjemme i Abramovitj’ Moskva i 2008 til Manchester United som eneste plet.

Læg dertil, at Chelsea har vundet Europa League de to gange i 2013 og 2019, man har bevæget sig ind i den turnering.

Og at Chelsea, ej at forglemme, har vundet Premier League fem gange siden Abramovitj’ overtagelse i 2003, hvilket matcher Manchester United og Manchester Citys fem titler hver i samme periode.

Chelsea brugen kassen på spillerkøb og på lønninger, de ejer vanvittigt mange spillere, og de fyrer deres managere i ét væk.

Måske kan der ligge noget know-how andre steder i en klub end hos cheftræneren/manageren? Måske er cheftrænere i virkeligheden lidt overvurderet sammenlignet med dem, der løber rundt inde på banen?

Og måske skal man overhovedet ikke være tålmodig og langmodig, hvis man er en af verdens 5-10 rigeste fodboldklubber?

Jeg taler ikke for, at alle klubber bare skal fyre deres træner efter tre nederlag på stribe eller et par dårlige måneder, men Chelseas succes burde måske vække til eftertanke og overvejelse af, om cheftræneren nu også er og skal være den altafgørende figur i en fodboldklub, og det eneste sted know-how om at vinde fodboldkampe og titler kan og skal ligge.

I fredagens Tipsbladet lavede Sebastian Stanbury denne fremragende oversigt over Chelseas managere, siden Roman Abramovitj købte klubben i juni 2003. Den illustrerer perfekt, hvor kort snor, man har som Chelsea-boss.

Abramovitj-æraens managere

Claudio Ranieri*
2003-2004
Fyret
36 sejre
12 uafgjorte
11 nederlag
Sejrsprocent: 61
Titler: Ingen

José Mourinho
2004-2007
Stop efter gensidig aftale
124 sejre
40 uafgjorte
21 nederlag
Sejrsprocent: 67
Titler: 2 engelske mesterskaber, 1 FA Cup, 2 Liga Cup, 1 Community Shield

Avram Grant
2007-2008
Fyret
36 sejre
13 uafgjorte
5 nederlag
Sejrsprocent: 67
Titler: Ingen

Luiz Felipe Scolari
2008-2009
Fyret
20 sejre
11 uafgjorte
5 nederlag
Sejrsprocent: 56
Titler: Ingen

Ray Wilkins
2009
Vikar
1 sejr
0 uafgjorte
0 nederlag
Sejrsprocent: 100
Titler: Ingen

Guus Hiddink
2009
Vikar
16 sejre
5 uafgjorte
1 nederlag
Sejrsprocent: 73
Titler: 1 FA Cup

Carlo Ancelotti
2009-2011
Fyret
67 sejre
20 uafgjorte
22 nederlag
Sejrsprocent: 61
Titler: 1 engelsk mesterskab, 1 FA Cup, 1 Community Shield

André Villas-Boas
2011-2012
Fyret
19 sejre
11 uafgjorte
10 nederlag
Sejrsprocent: 48
Titler: Ingen

Roberto Di Matteo
2012
Fyret
24 sejre
9 uafgjorte
9 nederlag
Sejrsprocent: 57
Titler: 1 Champions League, 1 FA Cup

Rafael Benítez
2012-2013
Vikar
28 sejre
10 uafgjorte
10 nederlag
Sejrsprocent: 58
Titler: 1 Europa League

José Mourinho
2013-2015
Fyret
80 sejre
29 uafgjorte
27 nederlag
Sejrsprocent: 59
Titler: 1 engelsk mesterskab, 1 Liga Cup

Steve Holland
2015
Vikar
1 sejr
0 uafgjorte
0 nederlag
Sejrsprocent: 100
Titler: Ingen

Guus Hiddink
2015-2015
Vikar
10 sejre
11 uafgjorte
6 nederlag
Sejrsprocent: 37
Titler: Ingen

Antonio Conte
2016-2018
Fyret
69 sejre
17 uafgjorte
20 nederlag
Sejrsprocent: 65
Titler: 1 engelsk mesterskab, 1 FA Cup

Maurizio Sarri
2018-2019
Skiftede til Juventus
39 sejre
13 uafgjorte
11 nederlag
Sejrsprocent: 62
Titler: 1 Europa League

Frank Lampard
2019-2021
Fyret
44 sejre
17 uafgjorte
23 nederlag
Sejrsprocent: 52
Titler: Ingen

Thomas Tuchel
2021-
Stadig i jobbet
18 sejre
6 uafgjorte
5 nederlag
Sejrsprocent: 62
Titler: Ingen

*Claudio Ranieri var manager i Chelsea fra 2000 til 2004, men i denne statistik er kun medregnet hans ene sæson med Roman Abramovitj som ejer.