Leder: Læren fra håndbold, esport og andre polterabend-aktiviteter

”For mig virker håndbold mest af alt som en polterabendbegivenhed på linje med paintball. Jeg så kun et minut af finalen og fandt aldrig ud af, hvem der skulle giftes. Det er en tarvelig sport, der udelukkende består af dødbolde.”

Troels Bech sagde det vel bedst, efter Danmarks herrelandshold i håndbold vandt guld ved EM i 2008, og selvom sporten (minus en voldsom mængde alvorlige knæ- og slidskader) er sund, god og opfundet i Danmark, bliver jeg heller aldrig fan.

En regelændring i slutningen af 2015 betyder, at mange hold skifter målmanden ud i angrebsfasen og dermed spiller syv mod seks, og ligesom mange dygtige håndboldfolk har været rasende over dette tiltag, illustrerer det også for mig en foragt for spillet, at den øverste top anført af det internationale forbunds præsident Hassan Moustafa kan finde på nærmest at udradere gode defensive hold og spilleres muligheder for at excellere ved at lade dem spille i undertal.

Det er mig ganske enkelt ubegribeligt, at man kan finde på at trivialisere sin sport på den måde og gøre flyvende udskiftninger og et væld af hurtige igangsætninger, hvor det udelukkende handler om at fange modstanderen i en udskiftning muliggjort af en tåbelig regelændring, til et nærmest lige så afgørende element som Lionel Messis spilforståelse i FC Barcelona eller Mikkel Hansens naturstridige evner som afslutter.

Det lærer jeg aldrig at forstå, og det samme gælder fascinationen af de mange scoringer, der for mig betyder, at man næsten altid er sikker på, det spildominerende og stærkeste hold vinder, hvilket præcist er det modsatte af fodbold, hvor det er så modbydeligt svært at score, at det gør resultaterne uforudsigelige (og langt mere tilfældige).

Men fodboldinteresserede som mig, også dem, der ikke er helt så hovne og ensporede, som undertegnede nogle gange bliver, kan også med fordel tænke lidt over, hvad der er at lære fra den store danske halsport.

Jeg bliver aldrig fan af at spille brudstykker af musik, mens elitesportsfolk er i gang med at angribe eller forsvare sig inde på banen. Men selv til store, afgørende kampe med landsholdet eller danske klubhold i Europa oplever man ikke det fællesskab på tilskuerpladserne, der handler om at skabe en fest og få hinanden med, som jeg og den øvrige redaktion gjorde, da vi i sidste uge var til håndbold-landskamp i Herning.

Jeg siger ikke, fodboldtilskuere skal synge med på Volbeats ’For Evigt’ eller udstyres med klappe-pap, men det med at skabe en aktiv ramme om en sportskamp og være inkluderende kan noget, lidt ligesom det fortsat bare er noget andet i dansk klubfodbold at opleve Sydsiden på Brøndby Stadion og den intensitet, man der kommer med, i øvrigt også på udebane (så vil vi gerne slippe for balladen, men det er en anden snak).

Fodbold er et andet spil, hvor der kan gå 90 minutter uden mål, og hvor den kritiske debat også lever tilhængerne imellem på tribunen. Det synes jeg er fedt, og det skal vi ikke miste. Men kan det ikke blive lidt mere intenst, med klubberne som fødselshjælper?

Jeg siger ikke, jeg har løsningen, ellers lover jeg, jeg skrev den her. Men tanken er da værd at tænke.

Den med håndboldspillere som mere imødekommende end fodboldspillere i medierne køber jeg ikke – stiller man interessante spørgsmål og lytter efter svaret, er der masser af interessant og god, kritisk debat i Superliga-spillere og trænere, som så endelig ikke må begynde at skæve til udlandet og især ikke dødssyge Storbritannien, hvor man netop er tilknappet og dødhamrende kedelig i den gennemkontrollerede kommunikation fra klubber og spillere.

Men grundtanken med, at fodbold godt kan gøres mere interessant, skal og kommer man til at holde fast i, også selvom nogle af tiltagene givetvis kommer til at stikke en lidt konservativ redaktør som undertegnede i hjertet.

Man kan ryste hånligt på hovedet af Napolis præsident, den koleriske filmmager Aurelio De Laurentiis, der i oktober sidste år udtalte, at fodboldkampe bør skæres ned til to gange 30 minutter.

Men det er den type idéer, der kommer flere af i de kommende år, og det kan vise sig at være både nødvendigt og en god idé.

Da jeg i tidernes morgen var journalistpraktikant, var jeg blandt andet seks måneder i Stillehavs-nationen Fiji.

Det var præcis lige så fantastisk og fedt, som det lyder at bo og arbejde i et ø-rige i troperne med noget af verdens mest storslåede natur nede i det varme hav, og så var det sundt at blive tvunget til at tænke og agere anderledes, end man var vant til hjemme i trygge rammer i Skandinavien.

Én af de oplevelser, jeg husker, var en fodbold-weekend i en af de store provinsbyer på hovedøen, hvor landets 10 største fodboldklubber kæmpede i turneringen Battle of the Giants.

Niveauet levede på ingen måde op til det storladne navn, men ligesom vi kender det fra indendørsturneringer og ungdomsstævner herhjemme, spillede man i kortere formater, kun 30 minutter per kamp.

I stedet for de sædvanlige 500-1000 tilskuere til ligakampene kom der over 10.000 tilskuere på stadion fra hele landet. Klubberne satsede så meget på turneringen, at de endda hentede udenlandske spillere til fra andre Stillehavs-nationer, endda fra New Zealand, og selvom kun få spillere havde niveau til mere end Danmarksserien eller 2. division, var det en fed fodboldoplevelse for både spillere og tilskuere.

I Nordamerika spekulerer de store ligaer i at skabe særlige oplevelser med All Star-weekender og kampe, udendørs ishockey-kampe i NHL og overvejelser om nye, kortere kampe i nye turneringer, ikke mindst i NFL og baseball, hvor man får stadigt sværere ved at holde tilskuere og ikke mindst tv-seere engageret i tre timer ad gangen.

Man skal tage sporten alvorligt og have respekt for historien.

Personligt har jeg ikke lyst til at skære i spilletiden, lavede lukkede, globale fodboldligaer eller andet, der forvandler fodbold til noget forbeholdt nogle få topklubber.

Men hvis fodbold vil bevare sin status som én af de ting, der optager flest mennesker i Danmark og resten af verden, skader det ikke at lære af andre, også selvom man inderst inde synes, at andre boldspil, esport eller andre nye påfund i bund og grund hører mere hjemme med en øl i hånden til en polterabend.